Hej allesammen.
Jeg er en pige på 16 år, som ikke har det for nemt med mit kristenliv.
Jeg er opvokset i en familie som der ikke er kristen, men da jeg blev forbudt at se min mor for ca. 8 år siden, som jeg havde det virkelig dårligt med, fik nogle af mine venner mig lokket med ned i en teen-klub som de gik i... og jeg kunne faktisk godt lide at gå der nede og lederne var søde til at snakke med mig når jeg havde det skidt. Men jeg begyndte at læse meget i bibelen og tog med på lejre og bedte til Gud uden for klubben, og uden at jeg fik set mig omkring så havde jeg sagt "ja" til Gud, og havde lagt mit liv i hans hænder. Men så skete der noget her i sommer... Jeg begyndte at tvivle på Gud/Jesus, og syntes at det var meget svært for mig og læse i bibelen, og det blev mere og mere svært for mig. Jeg begyndte at tvivle på om det virkelig kunne passe, at Jesus også døde for mig dengang på korset ved Golgata. Jeg er begyndt at stille mig selv alle mulige spørgsmål om mit kristenliv som der er virkelig hårde. Men da sommerferien sluttede, skete der det at teen-klubben lukkede, og jeg måtte finde et andet sted at gå, men jeg havde stadig kontakt med lederne fra klubben, som så fik mig videre over i en teen-klub der ligger i Aalborg, som der hedder Bethesda, og der går jeg nu. Men det er bare ikke på samme måde at gå der ovre, for jeg kan ikke bare gå hen og spørge om de vil snakke med mig på den måde, som jeg kunne med de andre.
Men selvom at jeg stadig går i teen-klub og kommer der så tit jeg kan, så bliver jeg ved med at tvivle på Guds ord og på Jesus´s død på korset, om det virkelig også var for mig...!
Jeg håber virkelig at det snart bliver anderledes... og til jer, som der sidder og læser dette og måske kan sætte jer i mit sted med Gud/Jesus, så er mit forslag til jer, at i skal få snakket med nogen om det, for det er virkelig svært og gå med det selv helt alene, og hvis man ikke får snakket med nogen så bliver det bare ikke bedre.
Hvis der er nogen som der kan kende mig ved at læse dette her, så håber jeg at i måske vil snakke med næste gang vi ses.
Ha´det godt allesammen og Gud velsigne jer alle.
Kærlig Hilsen Malene Lanng Jensen.
Jeg håber at i vil bede for mig...!

Kære Malene

Tak for dit åbne og frimodige brev om din tvivl på Gud.
Dette med at tvivle tror jeg alle kristne kender til. Så længe Gud er en skjult Gud og så længe det er gennem tro at vi lærer ham at kende, så vil tvivlen også altid være der. Tvivl er ikke det modsatte af tro, men en naturlig del af dette af tro. Troen på Gud handler ikke først og fremmest om at være tilstrækkelig overbevist og sikker, men troen handler om at vi kommer til Gud fordi vi ved at vi er er afhængige af ham. Og det hører også med til troen at vi kommer til Gud med vores tvivl.

Men selvfølgelig kan tvivlen også blive så stærk at den nærmest overskygger troen. I de tilfælde må vi prøve at være tålmodige og trøste os med at Gud også kan holde fast i os der hvor vi ikke magter at holde fast i ham. Tvivl er ligesom et stormvejr eller en kraftig modvind som vil prøve at blæse os af vejen. I den situation skal vi ikke kæmpe os fremad alene uden noget at holde i. Men vi skal finde nogen at støtte os til eller vi skal sætte os ned lidt og mærke at der er fast grund under os.

Husk, Malene, at det er ikke din tro der holder Gud fast, men det er Guds kærlighed der holder dig fast. Vores tvivl er for det meste en tvivl på om vores egen tro er god nok eller om vi er værdige til at kalde os kristne. Medicinen mod den tvivl er at fokusere på det som Jesus har gjort for mig - ikke det som jeg har gjort for Jesus.

Jeg håber dette kan være dig lidt til hjælp. Og så vil jeg huske at bede for dig.