Johannes Åbenbaring 21:8 "Men de feje og vantro, de fordærvede, morderne og de utugtige, og de, der praktiserer trolddom og dyrker afguder, og alle løgnerne - deres plads er i søen, der brænder med ild og svovl. Det er den anden død"
Hvad mener i om dette? Bør hekse og andre "vantro" være i denne omtalte sø med ild og svovl, eller har omstændighederne ændret sig siden Johannes?
Hvad mener i om dette? Bør hekse og andre "vantro" være i denne omtalte sø med ild og svovl, eller har omstændighederne ændret sig siden Johannes?
Evangeliets principper og morallove er uforanderlige i enhver tidsalder, og ændrer sig ikke med tiden. Gud laver ikke en oponionsundersøgelse for derefter at tilpasse hans evangelium til folks ønsker eller traditioner i en given tidsalder. Ellers kunne man jo heller ikke stole på ham. Han har igennem profeterne åbenbaret at der er visse standarder og morallove, som, med tro på Kristus, skal efterleves for at man kan se hen til den dag, hvor man skal dø, uden frygt og bæven.
Som medlem af Jesu Kristi Kirke af sidste dages hellige tror jeg ikke på et meningsløst bundløst helvede, hvor drengen der én gang i sit liv har stjålet en pose bolscher i supermarkedet bliver placeret til evig tid, sammen med de allerværste og mest ondsindede karakterer. Jeg tror derimod på, at der er en grad af frelse for hovedparten af den menneskelige familie, og at når der tales om en sø med ild og svovl, at det da er de samvittighedskvaler, som mennesker vil lide når de går herfra uomvendte og uden tro på Kristus. Dvs. uden at have haft del i forsoningens kraft og forløsning. Sker det så må de lide en tid for det forkerte, som de har gjort.
Jeg tror ikke på at mennesker der ikke har bekendt sig som troende, men som har levet et ordentligt liv udfra det lys og den kundskab som de havde, vil ende i en eller anden brændende svovlsø. Men jeg tror på, at vi engang må stå til regnskab for Gud, for hvordan vi har levet vort liv. Vi vil blive belønnet for det gode vi har gjort, men må også stå til ansvar for de dårlige ting, som vi har rodet os ind i mens vi levede på jorden:
Og jeg så de døde, de store og de små, stående for Tronen, og Bøger bleve åbnede; og en anden Bog blev åbnet, som er Livets Bog; og de døde bleve dømte efter det, som var skrevet i Bøgerne, efter deres Gerninger. (Johs. Åb. 20:12)
Har vi ikke omvendt os, og udøvet tro på Kristus og forsoningens kraft, så vil det være sådan at vi må lide for vore egne overtrædelser indtil prisen er betalt. Havde vi omvendt os til ham så ville vi ikke have været under nogen fordømmelse, for han har sagt:
Thi se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de, som vil omvende sig, ikke skal lide. Men dersom de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg. (L&P 19:16-17)
Der er et liv efter døden. En virkelighed, som vi alle vil komme til at stå overfor, når vi engang skal herfra, hvad enten vi er det ene eller det andet. Johannes bruger så stærke ord, for at understrege hvor vigtigt det er for ethvert menneske at forberede sig til dette tidspunkt.
Jeg tror ikke, at omstændighederne har ændret sig siden Johannes.
De ting, som Jesus dér nævner, er synd, dvs. brud på Guds lov (1 Joh. 3,4); og Gud kan ikke have fællesskab med synd. Men hvis man opgiver synden og i stedet beder Gud om tilgivelse, og tager Hans tilgivelse seriøst - hvilket er frelsende tro på Gud, og dét forudsætter, at man tror på Hans eksistens (jf. Hebr. 11,6)* - så bliver man tilgivet. Dét sker, idet at princippet om "øje for øje, tand for tand" (2 Mos. 21,24) opfyldes ved, at Gud ikke længere tilregner én ens synder, men i stedet Jesu Kristi retfærdighed, mens ens synder bliver lagt over på Jesus Kristus, idet Han døde på korset som "Guds lam" (Joh. 1,36), altså Guds "sonoffer ... for hele verdens synder" (1 Joh. 2,2):
"Ham [Jesus Kristus], der ikke kendte til synd, har han [Gud] gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham." (2 Kor. 5,21).
Sådan er Guds gave til mennesker: at frelse dem fra deres synd og skyld. Og det er gennem tro, at et menneske modtager den gave, som Gud så i sin nåde giver det:
"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i." (Ef. 2,8-10).
"Hvad skal vi da sige om Abraham, vort folks stamfader? Hvad opnåede han? Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud. For hvad siger Skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« [1 Mos. 15,6] Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed. Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: »Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd.« [Sl. 32,1-2]" (Rom. 4,1-8).
Altså: man bliver tilregnet retfærdighed fra Gud, hvilket Han kan tillade sig at gøre, idet Han tilregner ens synder til Jesus Kristus, som tog straffen for dem på korset, på Golgatha; "... for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser,..." (2 Kor. 5,19). Man kan forestille sig Jesus Kristus have - om en synder, Han døde for - sagt til Gud: "Har han gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning!" (Filem. 1,18). Og til synderen - om hans straf/forbandelse - have sagt: "Den forbandelse tager jeg på mig, min søn." (1 Mos. 27,13).** Fordi:
"For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.« [5 Mos. 27,26] Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«. [Hab. 2,4] Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.« [3 Mos. 18,5] Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« [5 Mos. 21,22-23] – for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os."
Grunden til, at alle, som har lovgerninger (dvs. som med egne gerninger vil gøre sig fortjent til Guds frelse), er under forbandelse, er at "alle har syndet [dvs. brudt Guds lov] og har mistet herligheden fra Gud" (Rom. 3,23), og "syndens kraft er loven." (1 Kor. 15,56); med dette sidste mener Paulus dette:
"Skal vi da sige, at loven er synd? Aldeles ikke! Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: »Du må ikke begære!« Men med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær i mig. For uden lov er synden død. Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde. Budet, som skulle have ført til liv, viste sig at blive min død. For med budet fik synden et påskud og forledte mig og dræbte mig med det. Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt. Blev dette gode da min død? Aldeles ikke! Men det blev synden, for at den kunne fremtræde som synd, og den brugte det gode til at volde min død, for at synden ved at bruge budet skulle vise sig at være syndig ud over alle grænser." (Rom. 7,7-13).
Altså kan mennesket ikke gøre sig fortjent ved egne gerninger til Guds frelse; den eneste måde, hvorpå mennesket altså kan blive frelst, er ved, at det tager imod Hans tilgivelse. For bedre at forstå det, så kan du se denne lille info-flash - husk at tænd for lyden:
For husk at Jesus Kristus i Johannes Åbenbaring - i et vers lige før det vers, du citerer - siger:
"Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet." (Åb. 21,6).
Guds fred, Philip _________________________________________
* "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses." (Hebr. 11,1); og Gud er Ham, der - i dette liv - ikke ses, for Han er "den usynlige." (Hebr. 11,27). ** For "alle dem, der tog imod ham [Jesus Kristus], gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud." (Joh. 1,12-13).
#48644 - 18/07/200523:52Re: Johannes Åbenbaring 21:8
Nikolaj
Bruger
Reg.: 07/04/2003
Indlæg: 2647
Sted: Århus
Hej Poia, du spørger:
Bør hekse og andre "vantro" være i denne omtalte sø med ild og svovl, eller har omstændighederne ændret sig siden Johannes?
Er det en slags fælde? Der er jo to svarmuligheder: Hvis jeg svarer, at "omstændighederne" ikke har ændret sig, bliver jeg formentlig anklaget for at være intolerant og tro mig bedrevidende; men hvis jeg svarer, at det er noget andet i dag, så er jeg ikke til at regne med, jeg er et lys, der blafrer der, hvor menneskers mening vil blæse mig hen. Mit svar er, at Johannes' ord står ved magt. De, der ikke ønsker at have med Gud at gøre, kan også godt blive fri. Gud tvinger ingen til sit fællesskab, så hvis man hellere vil dyrke afguder og trolddom, kan man godt få lov til at ende et sted, hvor Gud slet ikke er. Et sted, hvor man får lov til at tage de fulde, frygtelige konsekvenser af ens tanker, ord og handlinger.
mvh Nikolaj
Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige (Matt. 11,25)
#48645 - 19/07/200505:16Re: Johannes Åbenbaring 21:8
Vandrer
Bruger
Reg.: 18/11/2002
Indlæg: 832
Sted: Susaalandet
Kære Poia
Jeg mener at; de feje og vantro, de fordærvede, morderne og de utugtige, og de, der praktiserer trolddom og dyrker afguder, og alle løgnerne; er de forførende og ødelæggende kræfter og tilskyndelser, som mennesker kan vælge at bringe i anvendelse, eller støtte sig til, for at opnå selviske mål. Jeg mener således, at der er hentydes til åndelige eller mentale tilstande, der er af samme ild som søen. Derfor; deres plads er i søen!
Men ser vi på historien gennem tiderne, så hár man kastet sig over marginaliserede grupper, for at kunne udpege på nogen, man med fordel kunne sige ordene var møntet på. Det er en helt anden tilgangsvinkel, end den jeg gerne vil ind på.
Måske det er sådan du oplever ordene bliver brugt og måske er det den betydning du selv får ud af teksten, når du selv læser den. Det må du gerne sige lidt mere om. Er det f.eks. dét du hentyder til, når du spørger: Bør hekse og andre "vantro" være i denne omtalte sø..?
Jeg mener ikke, ordene skal bruges til at udpege grupper eller enkeltpersoner, som måske passer til en af betegnelserne, set ud fra vore samfundsnormer. Man kan komme så grueligt galt afsted på afveje, hvis ikke man forstår at skille overtro og kulturelle fordomme, fra tolkningen af ordene. Jo mere stereotype karakterer[mentale tilstande], vi sætter på tolkningen, så som hekse og vantro, dets mindre mener jeg vi kan bruge teksten til.
Johannes Åbenbaringen er en åndelig vision Eftersom det er et åndeligt indhold, handler det vel også om åndelige love, hvor f.eks. dét; at undertrykke og ødelægge Jegét hos et menneske; er det samme som at slå ihjel og betragtes som mord, enligt det 6. bud. Dette gælder ikke mindre i forhold til vort eget Jeg, som vi har erkendt, tilhører Gud, vor himmelske Fader, som vil os noget godt. Overfor intet menneske, må vi handle således, at vi hindrer dem eller os selv i dette, at være et redskab for Gud.
Jeg synes det vil være godt at tage Åb 22, 14-15 med, for at få et perspektiv, hvor begreberne får en åndelig/mental betydning: Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen. Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn.
Byen, der her tales om, er det ny Jerusalem, eller besiddelsen af Fred. Som du nok kan forstå af teksten, så handler det om en renselsesproces, hvori man skilles af med alt dét, som må blive uden for portene til byen og som hindrer mennesker i, at beside Freden.
Du spørger: har omstændighederne ændret sig siden Johannes?
Mange ting har ændret sig. Hele sceneriet er skiftet ud.
Men når vi bruger ordene på os selv, som vejleder, så mener jeg ikke det har ændret sig. Jeg tror det er de samme mentale processer vi skal være agtpågivne over for; så som Magi/at udøve Magt, udnytte og undertrykke andre, ligesom man må undgå at lyve om sig selv eller andre.
Vi, som er Guds Børn, hører til Lyset og ér af Lys.
Åbenbaringsbogen er talt til os, ud af den åndelige lov, som vi har i budene gennem Moses. Det er den lov, som skal vogte os og åbne portene for os til Guds faste Fred.
Når jeg læser ordene, som du nævner fra Åbenbaringsbogen, om dem der hører til i Søen, så tænker jeg altså på mentale processer, som i grunden er skadelige for mennesket. Det er sådanne processer, som hindrer os i at Lyse....!
Fred og Alt Godt
Vandrer
- Så stor en Glæde at finde i Stilheden Gud - עבד יהוה
#48646 - 19/07/200510:40Re: Johannes Åbenbaring 21:8
[Re: Buus]
Anonym
Anonym
Hej Buus
"Jeg tror derimod på, at der er en grad af frelse for hovedparten af den menneskelige familie, og at når der tales om en sø med ild og svovl, at det da er de samvittighedskvaler, som mennesker vil lide når de går herfra uomvendte og uden tro på Kristus. Dvs. uden at have haft del i forsoningens kraft og forløsning. Sker det så må de lide en tid for det forkerte, som de har gjort."
samvittighedskvaler? interessant... Vi der dyrker disse "afguder" såsom de keltiske guder (Cernussos og Bridgit m.f.), ser jo ikke vores handlinger som forkerte på nogen måde. derfor kan vi jo ikke gå og have samvittighedskvaler over noget, som vi mener er det rigtige for os at gøre. Et af hedenskabets store værdigrundlag er jo at alle skal have ret til at tro hvad de vil, og at alle bærer sin egen sandhed! Så vi vil umuligt kunne gå og have samvittighedskvaler, indtil vi til sidst kommer til at stå til regnskab overfor den gud, som i vores verden slet ike eksisterer.
samvittighedskvaler? interessant... Vi der dyrker disse "afguder" såsom de keltiske guder (Cernussos og Bridgit m.f.), ser jo ikke vores handlinger som forkerte på nogen måde. derfor kan vi jo ikke gå og have samvittighedskvaler over noget, som vi mener er det rigtige for os at gøre. Et af hedenskabets store værdigrundlag er jo at alle skal have ret til at tro hvad de vil, og at alle bærer sin egen sandhed! Så vi vil umuligt kunne gå og have samvittighedskvaler, indtil vi til sidst kommer til at stå til regnskab overfor den gud, som i vores verden slet ike eksisterer.
Vi tror på, at Gud givet alle mennesker deres handlefrihed til at tro hvad de vil og ikke af den grund have dårlig samvittighed. Jeg tænker mere på konkrete synder, umoralske handlinger, vold, tyveri osv.. - listen er lang, jeg har ikke tid til at skrive en bog lige nu
Men ellers så forkynder Jesu Kristi Kirke af Gud selv har fastsat rammerne for hvad der er grund til at have dårlig samvittighed over, at de hellige skrifter er målestokken - enten har han skabt denne jord, eller også har han ikke. Har han skabt jorden og himmelens stjerner, hvilket vi tror på, så kan man ikke bare så at sige "sætte sig udenfor systemet", eller fravælge konsekvenserne af handlinger. Vi lever her alle, uanset hvad vi tror på, og i hvilket land vi lever, og vi lever alle under lov. Der findes fysiske love, der styrer skaberværket, og der findes moralske love, som dem vi finder i skrifterne. Det er jordens skaber der har fastsat disse love. Ligesom man ikke kan lukke øjnene, springe ud fra 5 sal og så forestille sig, at tyngdeloven ikke længere eksisterer, således er det også med de åndelige/moralske love i skrifterne. De er virkelige, det er Gud der har fastsat dem, og vi lever alle under dem. Vi lever i en verden hvor der er årsag og virkning, og dette er ikke en tilfældighed.
10 Og ved hans forbøn for alle, kommer alle mennesker til Gud; og de står for hans ansigt for at blive dømt af ham i overensstemmelse med sandheden og helligheden, som er i ham. I dette øjemed tjener loven, som den Hellige har givet, nemlig til udførelse af straffen, som er blevet fastsat; og denne straf, som er blevet fastsat, står i modsætning til lyksaligheden, som ligeledes er blevet fastsat, for at modsvare forsoningens endemål. 11 Thi det er nødvendigt, at der er en modsætning i alle ting. Hvis det ikke var så, ... ,kunne retfærdighed ikke finde sted, ej heller ugudelighed og hverken hellighed eller elendighed, hverken godt eller ondt. Og alle ting måtte følgelig være en sammenblanding i et,.. 13 Og dersom I siger, at der ikke eksisterer nogen lov, da vil I også sige, at der ikke eksisterer nogen synd. Dersom I siger, at der ikke findes synd, da vil I også sige, at der ikke eksisterer nogen retfærdighed. Og dersom der ingen retfærdighed er, da er der ingen lykke. Og findes der hverken retfærdighed eller lykke, så er der heller ingen straf eller elendighed. Og dersom disse ting ikke er, så er der ingen Gud. Og er der ingen Gud, da er vi ikke til, heller ikke jorden; thi der kunne ikke være noget skabt, hverken til selv at udføre noget eller til at blive tilskyndet dertil, hvorfor alt må være forsvundet. 14 Og nu, mine sønner, jeg taler dette til jer til jeres nytte og lærdom; thi der er en Gud, og han har skabt alle ting, både himlene og jorden og alle ting, som er i dem, både det, som virker og det, der påvirkes.(2.Nephi 2:10-14)
14 Og således ser vi, at hele menneskeslægten var i en falden tilstand og var underkastet retfærdighedens krav, ja, Guds retfærdighed, som bestemte, at de for evigt skulle forvises fra hans ansigt. 15 Og nådens plan kunne ikke blive iværksat, uden at der blev gjort en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at iværksætte nådens plan og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og tillige en barmhjertig Gud. 16 Og omvendelse kunne ikke komme til menneskene, uden at der var fastsat en straf, som var lige så evig, som sjælens liv skulle være, i modsætning til saliggørelsens plan, der også var lige så evig som sjælens liv. 17 Hvorledes kunne et menneske omvende sig, uden at han syndede? Hvorledes kunne han synde, dersom der ingen lov var? Hvorledes kunne der være en lov, hvis ikke der var straf? 18 Men der blev fastsat en straf og givet en retfærdig lov, der gav menneskene samvittighedsnag. 19 Og dersom der ikke var givet en lov om, at et menneske, der myrdede, skulle dø, ville han da være bange for at dø, dersom han gjorde sig skyldig i mord? 20 Og hvis der ligeledes ikke var givet nogen lov mod synd, ville mennesket ikke være bange for at synde. 21 Og hvad kunne retfærdigheden eller nåden gøre, dersom der ingen lov var givet, når mennesket syndede? Den ville ikke have noget krav på skabningen. 22 Men en lov er givet og en straf fastsat og omvendelse skænket, hvilken omvendelse barmhjertigheden kræver; ellers gør retfærdigheden krav på mennesket og fuldbyrder loven, og loven pålægger straffen; var det ikke så, ville retfærdighedens værk blive tilintetgjort, og Gud ville ophøre med at være Gud. (Almas Bog 42:14-22
#48648 - 19/07/200513:55Re: Johannes Åbenbaring 21:8
[Re: Nikolaj]
tau
Ordstyrer
Bruger
Reg.: 01/08/2003
Indlæg: 3135
Sted: Sjælland
Hej Nikolaj
jeg er enig med dig, alle dem der ikke vil have med Gud og Kristus at gøre, ender i svovlsøen. Men hvem de er, ved kun Gud.
Men er du sikker på, at Gud netop ikke er der? Jeg har tænkt på, at måske er Han netop også der men med flammende vrede over deres usonede synder..var det ikke en mulighed?
mvh Tau.
Jesus sagde: Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal ogsaa I elske hinanden.
#48650 - 22/07/200517:41Re: Johannes Åbenbaring 21:8
[Re: Buus]
Ateist
Bruger
Reg.: 05/09/2003
Indlæg: 1999
Sted: København
P: samvittighedskvaler? interessant... Vi der dyrker disse "afguder" såsom de keltiske guder (Cernussos og Bridgit m.f.), ser jo ikke vores handlinger som forkerte på nogen måde. derfor kan vi jo ikke gå og have samvittighedskvaler over noget, som vi mener er det rigtige for os at gøre.
B: Jeg tænker mere på konkrete synder, umoralske handlinger, vold, tyveri osv..
Betyder det at brud på det første af de såkaldte 10 bud ikke er nogen konkret synd?
En af Jesu Kristi Kirkes ledere sagde engang, at han hellere ville se en person bøje sine knæ og tilbede en figur ("Gud") af metal, end se vedkommende ligge under for sine laster. Personlige laster eller ting, som man i en eller grad ligger under for, er i virkeligheden afguder. Jesus sagde (frit citeret) at "Den der gør synd, er syndens træl."
Hvis Gud har forordnet en bestemt måde at tilbede ham på, og man så vælger at skabe sit eget system, så er det også efter min mening, til en vis grad, en form for synd og afgudsdyrkelse. Men det jeg mente var at en af de største gaver, som Gud har givet os er retten til at tro og tænke hvad vi vil politisk og religiøst. Den gave vil han ikke tage fra os gennem tvang. Han vil ikke påtvinge os en bestemt tro. Tvang er ikke et evangelisk princip, men nærmere Guds modstanders (Lucifers) princip. Selvom Gud ikke altid respekterer vore handlinger, så respekterer han den ret vi har til selv at bestemme over vort eget liv.
Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for. (Prædikerens Bog 7:29)
#48652 - 23/07/200511:09Han gjorde det umulige
[Re: Buus]
Nikolaj
Bruger
Reg.: 07/04/2003
Indlæg: 2647
Sted: Århus
Hej John, du skriver:
En af Jesu Kristi Kirkes (dss. Mormonkirken, red.) ledere sagde engang, at han hellere ville se en person bøje sine knæ og tilbede en figur ("Gud") af metal, end se vedkommende ligge under for sine laster.
Lige her træder forskellen mellem Mormonkirken og den kristne Kirke helt tydeligt frem. En mormon bliver frelst ved gerninger først og fremmest, mens en kristen bliver frelst ved Kristus alene, troen alene, nåden alene. Det værste, en kristen overhovedet kan gøre, er at vende Gud ryggen og tilbede en afgud. Bruddet på det første bud er den grundlæggende synd - den, som Adam og Eva gjorde sig skyldige i. Vender man Gud ryggen, indvilliger man samtidig i at være syndens træl. For en mormon, derimod, er det gerningerne, mere konkret kampen mod lasterne, de syndige tilbøjeligheder, der er det fremmeste. En kristen ved, at den kamp er umulig, man bliver aldrig færdig med at gøre op med sin synd. Man kan måske få det til at se ganske pænt ud på overfladen, men skinhellighed hjælper end ikke eet skridt længere på frelsesvejen. Dette med, at syndfrihed er en umulig opgave, det ved mormonerne selvfølgelig også godt. Derfor kommer den snak om at leve et hæderligt liv og gøre det så godt, man kan. En tankegang, der i øvrigt minder meget om Islams. Vi kristne ved, at Gud forlanger det umulige af os, derfor kan vi frimodigt se hen til ham, der gjorde det umulige: levede uden synd og selviskhed og, i yderste konsekvens af uselviskhed, døde og genopstod for at frelse den fortabte verden. I virkeligheden forlanger Gud ikke det umulige af os, han forlanger kun, at vi sætter vores lid til ham, der gjorde det umulige, Guds søn, Jesus Kristus.
mvh Nikolaj
Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige (Matt. 11,25)
Gud er jo fantastisk, fordi Han nærer så stor respekt for os. Vi er ikke bare marionetdukker eller undersåtter eller noget andet "lavt" i Hans øjne. Vi har kæmpe status for Ham, selvom vi er bittesmå og snavsede - for vi er Hans værk, som engang var helt rent, men som den onde tilsmudsede for at ødelægge det for Gud, der er god. Gud elsker os inderligt og vil rense os, så Han ikke længere skal væmmes ved os, og vi udholde Hans væmmelse. Og hvad vi gør med livet og os selv er Ham aldeles ikke uvigtigt. Vi er Hans hjertesag. Hvad det bedste og rigtige for os er, ved Gud om nogen, fordi Han selv har kreereret os med alle vore behov.
Når Gud siger at noget er synd (i de ti bud...) og at vi ikke skal gøre det, er det fordi, det er en vildfarelse og noget, Gud ikke har skabt os med/til. Gud har skabt os alle til at være sine: børn af Hans kærligheds og sandheds lys. Men satan har et mellemværende med Gud, og for at håne Ham og dermed alt hvad der er godt og kærligt, i sit personlige vendetta har han gjort OS medskyldige i sin ondskab, så Gud kommer til at skulle straffe også os, sine elskede børn, for noget vi uden satans indblanding ellers aldrig ville gøre. Men heldigvis både kan og vil Gud rense os igen og hele verden med, for lyset hersker over mørket i virkeligheden. Lyset er energi, og energien er Gud. Mørket er ingenting, og ingenting er døden. Altså er Gud livet.
En mormon bliver frelst ved gerninger først og fremmest, mens en kristen bliver frelst ved Kristus alene, troen alene, nåden alene
Du har ret i at vi betragte læren om frelse ved tro uden gerninger, som en af tidens store vranglærdomme.
Gud frelser ikke mennesker i deres synder (altså uden at de omvender sig fra dem). De må omvende sig fra deres synder og derigennem udøve tro på Kristi forsoning. Ellers gavner deres tro dem intet. Mennesker frelses ikke ved moselovens gerninger, men gode gerninger kommer ingen udenom, og når vi siger at gerninger også er nødvendige, så er det gode gerninger vi taler om. Frelseren sagde også selv:
Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds Tempel, og han skal ikke mere gå ud derfra (Johs. 3:12)
Sejrer man ved troen over det onde, så har man en aktiv tro, som går ud over blot at bekende Kristus med sine læber. Så vil man ikke ikke at lade sig overvinde af det onde, men overvinde det onde med det gode (Rom 12:21). Den der sejrer vil ikke lade sig overvinde af det onde, men aktivt forsøge at hæve sig over alt ondt, hvad enten det er indre svagheder eller begær, eller modstand fra omgivelserne. Når der kommer perioder med fristelser vil han ikke give efter for dem, men kæmpe en ærlig kamp for at modstå dem. Når Herren ser en sådan oprigtig indsats vil han lade forsoningens kraft virke i et sådant menneskes liv, så han igennem forsoningen bliver frigjort fra sine synder og tilbøjeligheder, og ikke længere trækkes ned på et lavere niveau af dem. Man vil følge samme mønster, som Jesus Kristus, han som led fristelser, men som ikke gav efter for dem. Det var det, som Herren opfordrede os til at bede om i fadervor: "Fri os fra det onde". Det er ærefuldt at stå imod onde indflydelser, men saligere er det menneske, som er frigjort og ikke længere trækkes ned i dyndet af dårlige tilbøjeligheder, for det sker igennem forsoningens kraft.
Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes. (Heb 2:18)
I har holdt ud med mig i mine fristelser. (Lukas 22:28
Vi er kommet til denne jord for at blive at bliver prøvet om vi under alle forhold vi vil forblive tro overfor evangeliets standarder. At forkynde for mennesker at alt er vel hvis de blot med deres læber bekender tro på Kristus, uden iøvrigt at gøre en oprigtig indsats for at forbedre sig og efterleve hans evangelium, det er at putte blår i øjnene på dem. Dette er en af de mest lumske vranglærdomme, som findes idag, og de der har forkyndt den vil på den yderste dag, sammen med de der tror på den, opdage at de er blevet vejet og fundet for lette. Hverken Gud eller Kristus står bag denne lære. Den kommer tværtimod fra ham, som er Guds modstander, og som vil gøre alt let og behageligt for det kødelige sind.
Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid du var kold eller varm! Derfor, efterdi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min Mund.(Johs. åb. 3:15-16)
Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger. (Jakob 2:26)
Jeg håber at det nu står klart at Jesu Kristi Kirke hverken forkynder tro på Kristus uden gerninger, eller frelse ved gerninger uden tro på Kristus. Vi har fået at vide, at vi frelses af nåde igennem forsoningen, det kunne vi ikke selv gøre. Men vi har også fået at vide, at Gud ikke vil frelse os (uomvendte) i vore synder, uden vi omvender os fra dem. Dette er de omvendelsens gerninger, som vi tror på.
#48655 - 24/07/200516:35Re: Johannes Åbenbaring 21:8
[Re: Buus]
Ateist
Bruger
Reg.: 05/09/2003
Indlæg: 1999
Sted: København
A: Betyder det at brud på det første af de såkaldte 10 bud ikke er nogen konkret synd?
B: Hvis Gud har forordnet en bestemt måde at tilbede ham på, og man så vælger at skabe sit eget system, så er det også efter min mening, til en vis grad, en form for synd og afgudsdyrkelse. Men det jeg mente var at en af de største gaver, som Gud har givet os er retten til at tro og tænke hvad vi vil politisk og religiøst. Den gave vil han ikke tage fra os gennem tvang. Han vil ikke påtvinge os en bestemt tro.
Spørgsmålet er ikke om vi har retten til at tro som vi vil (hvad vi vel helt entydigt ikke har iflg. det 1. bud?). Poias udtalelse gik på samvittighedskvaler i forbindelse med "afgudsdyrkelse" og mit spørgsmål gik på om det var en synd. Og det er vel helt entydigt en synd iflg. Bibelen - og dermed noget man iflg. kristen opfattelse bør have samvittighedskvaler over?
Tvang er ikke et evangelisk princip, men nærmere Guds modstanders (Lucifers) princip. Selvom Gud ikke altid respekterer vore handlinger, så respekterer han den ret vi har til selv at bestemme over vort eget liv.
Selvom Gud angiveligt ikke vil "påtvinge os en bestemt tro" så straffer han os vel ikke desto mindre brutalt for ikke at have den rigtige tro?
Hej Poia.
Forrige tråd
Oversigt
| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.