Hej
jeg har længe gået med nogle spekulationer mht. min IMU.
Vi har i mange år været en velfungerende og rummelig iMU med Jesus og troen på Gud som det centrale, hvilket jeg også mener er korrekt selvfølgelig!
Da jeg startede med at komme, følte jeg mig godt tilpas og nød godt af aftenerne, uden selv at skulle tage de helt store opgaver. Jeg glædede mig meget til aftenenerne , for der at kunne nyde det kristene fællesskab med mine venner.
Der er så gået et par år siden og udvalg efter udvalg er blevet skiftet ud, og ligeså også formandsposten. Jeg blev med tiden mere ansvarsbevidst og fik en plads i udvalget, hvilket jeg heller ik havde noget imod, for jeg kunne lide at arbejde for gud, og samtidig med dette, havde jeg også der rig mulighed for at have indflydelse på , hvadd der skete i IMU i løbet af det følgende år eller to.
Men jeg opdagede med tiden at vi var blevet en meget ung og måske lidt umoden IMU, og det blev ifølge min mening, mere og mere usæriøst. Var det så fordi vi havde alt for meget social samvær i stedet for bibeltimer, kunne det måske rodes båd på det, men det havde vi ikke engang, vi var tvært imod aldrig sammen. Det var som om der opstod en form for barriærre imellem os, og selvom vi snakkede om meget dybe og fortrolige ting, viste vi ikke kærlighed og omsorg for hindenden, men begyndte nærmest at være grove og fortalte hinanden hvor dårlige vi var til at betale kontinggent, gøre arbejdet, tage imod nye osv.. det var blevet det rene kvalme at holde IMU, fordi det altid ændte med at jeg gik grædende hjem og rasede af på mine forældre. Kunne djævelen virkelig få sådan en magt over os- og så i min IMU??! Det slemmeste var, at jeg sad som formand det år hvor det løb løbsk, og og jeg batragter stadig mig selv som et dårligt forbillede og en rædsom leder for et kristent fællesskab, men det skyldtes måske også at jeg var blevet præsset til denne post og i grunden slet ikke ønskede det.
Midt i alle vores problemer så vi slet ikke at folk blev borte en efter en, eller kom de kun hver fjerde gang, og vores IMU begyndte at smuldre. Vi var få der trak hele læsset, for det meste pigerne og flere af drengene havde travlt med diverse udskejelser og joggede mere og mere på foreningen.
Sådan er det endnu, desværre, men jeg har opgivet posten som formand, for jeg kan ikke holde det ud længere.. GUD er glemt! og jeg føler han bliver stille revet fra mit personlige liv også.. jeg er så ked af det, for jeg føler at jeg er skyld i det hele, selvom jeg jo egentlig godt ved det er noget vås. Jeg ved og håber at den nye formand kan gøre det bedre og få mere respekt end jeg, om det vil ændre på situationen, kan jeg ikke sige, men håber og beder om det. Det der kendetegner vores imu er rent faktisk , at alt altid er planlagt lang tid inden, men det går altid i vasken fordi ingen GIDER tage ansvaret.
Jeg har talt med en veninde om vi måske skulle tage og flytte til en anden IMU, men det er jo også lidt for dårligt, for vi er jo en del af det hele, og bør gøre noget for at det skal kunne køre igen, men på den anden side, ved jeg også med mig selv, at hvis jeg ikke får gjort noget v mit kristenliv og møder nogle nye kristne mennesker, så vil det langsomt smuldre for mig, for lige nu kan jeg ikke se nogen som helst glæde i at være en kristen! - så spørger jeg mig selv, "Hvad er vigtigst?"
Jeg kan bare ikke se mig ud af situationen og jeg kan mærke at det her har haft så stor en påvirkning på mig, at jeg mærker det i min hverdag og bliver både vred og ked af det når jeg tænker på det, både fordi jeg bebrejder mig selv og fordi jeg ikke forstår hvad der i grunden sker for os, hvordan kan man bare sådan give afkald på Gud?- selv i en IMU! og hvad nu når vi starter op igen? - skal det virkelig have lov til at fortsætte?- Hvad gør jeg/ vi?
mvh. IMU´er

Kære IMU'er

At være vidne til hvordan noget man holder af smuldrer og går i stykker er en frustrerende oplevelse. Og det værste er jo, når man oplever at blive trukket med.

Jeg har ikke mulighed for at vurdere hvad det er du oplever og hvordan det er kommet så vidt som du beskriver. Men uanset hvorfor det er sket, så er der altid en fremtid og istedet for at se tilbage på det som var, så skal du se fremad og fokusere på de muligheder og udfordringer som altid er til stede. Ikke mindst når vi har med Guds verden at gøre.

Det vigtigste for dig her og nu må være at du får din egen glæde tilbage. Jeg forstår godt at dine oplevelser har taget noget af frimodigheden fra dig, men du må ikke lade den slags ydre forhold bestemme dit eget forhold til Gud. Du er personlig ansvarlig for dit eget liv - også dit gudsforhold.

Hvor meget medansvar du har for den aktuelle situation i dit IMU fællesskab, kan jeg ikke vurdere. Men du kan såmænd heller ikke bruge svaret til så meget. Sagen er, at du er hvor du er nu og så må du tage det hele derfra. Og i den situation skal du begynde med at indse, at du kan ikke ændre på "de andre" før du ændrer på dig selv. Du må begynde med dig selv og din egen indstilling.

Jeg vil ikke opfordre dig til at forlade dit IMU-fællesskab. Men i stedet anbefale dig at ruste dig med tålmodighed og realisme. Og når du ikke for øjeblikket kan hente kraft og opmuntring fra dit kristne fællesskab, så må du hente den i de andre kilder som du har til rådighed. Det kan være Bibelen og gode kristne bøger. Det kan være gennem bønnen - evt. sammen med een eller få gode og forstående venner. Det kan være i gudstjenesten, ved møder i andre sammenhænge osv. Måske kan I blive en lille gruppe som støtter hinanden i dette "projekt".

Når du kan hvile i dig selv og din personlige tillid til Gud og hans nåde, så kan du også forholde dig til problemerne i IMU på en konstruktiv og frimodig måde. Fx ved at tage initiativ til en grundig snak om tingene, etablere en bedegruppe og i det hele taget gå foran og tage et fornyet ansvar. Jeg tror det kan være en vej frem.