Er der andre unge kristne derude med en depression????
I det 1½ år jeg har levet med min depression, har jeg ofte tænkt: "Der må da være andre, der har eller har haft det lige som jeg." Der er ikke mange der taler om depressioner... På sin vis er det jo ukristeligt... Men det er også en sygdom. Den kan sammenlignes med sukkersyge. Kroppen mangler et stof. Hvis kroppen ikke får det, bliver den dårlig og kan ikke fungere. Mennesker med depression mangler også et stof. Det er et signalstof i hjernen, som man får tilført ved hjælp af antidepresivt medicin eller de såkaldte "lykkepiller".... Depresionsramte mennesker har også brug for samtaler med en profetionel. For det er også en psykisk sygdom... Medens jeg har været syg, har jeg oplevet, hvor svært mine venner og omgivelser har haft ved, at tale om det. Jeg tror megen af deres usikkerhed skyldes uvidenhed... Hvad er der egentlig sket med vores ven? Hun/han er ikke den samme?
Jeg søger nogen jeg kan dele mine tanker med. Nogle jeg kan kæmpe sammen med. -Så også kristne, for øjnene op for denne sygdom, som meget nemt kan blive fremtidens pest. Jeg vil også gerne svare på alle de spørgsmål, I måtte side med.. Efter bedste evne selvfølgelig.

Dina S. K.

---

..depressioner... På sin vis er det jo ukristeligt...

---

Det vil jeg modsige på det kraftigste.
Jeg blev en gang mødt af en, der sagde: "Smil, Jesus elsker dig. Hvis du er deprimeret er det din egen skyld" Så kunne jeg have den at slås med oven i resten. Se, DET er ukristeligt.

Det er nogenlunde lige så ukristeligt at være deprimeret som det er at få en tagsten i hovedet.

Det blev jeg lige nødt til at sige

Det jeg mente med den sætning var: Når man er deprimeret tænker man onde tanker om sig selv. Alt er sort. Man tænker onde tanker om Guds skabelser. Man kunne lige så godt være død. Jeg kan blive ved med at skrive en masse ord omkring følelserne.
Det jeg mener er at der i bibelen står at vi skal elske os selv. Det gør man bestemt ikke som deprimeret.. Men ALLE kan blive ramt af en depression..(det er vigtigt at huske at der er stor forskel mellem sygdommen depression og tristhed eller sorg). Gud forlader os ikke når vi rammes af sygdommen. Måske var ukristelig ikke det rigtige ord at bruge. Syndigt skal vel nærmere bruges i den sammenhæng.

Tak for svaret Eva :-)

Dina

Hej Dina..

Allerførst vil jeg gerne sige til dig at det ikke er ukristeligt at have depressioner. Der er mange kristne som har/får depressioner. Jeg forstår udmærket at du har det svært, da jeg har en del venner fra min kirke som også har det på samme måde..
Hvis jeg forstår dig ret føler du dig svigtet af dine venner ved at de ikke vil tale om det?
Det er meget kombineret følelse, når du føler dig svigtet. Du kan på forhånd sidde med den følelse af ”de forstår mig alligevel ikke”. Derved er det svært for dine venner at komme til at snakke med dig. Prøv og spørg lidt ind til det. Jeg tror ikke at dine venner er onde ved at lade være med at tale om netop dette område. De ønsker at du skal være et helt menneske, og ikke et halvt menneske, hvis du forstår hvad jeg mener. Du er ikke den samme før og efter en depression. Dog har du brug for nogle venner. (specielt 2-3 nære venner). Vi har i vores kirke noget der hedder microcelle. Her taler man om meget personlige ting. Det kan omfatte depressioner, seksualitet osv. Det er virkelig fedt at have en og støtte sig til (specielt når man er single). Man prøver at være rimelig dyb når man taler sammen.

Må gud velsigne dig..

Bjarne Knudsen

Hej Dina
Jeg læste dit indlæg. Ud fra det oplever jeg at du er i anfægtelse. Dette er ikke en synd!!!
Jeg har læst "Når troen prøves" af Eigil Sjaastad (Dansk Luthersk Forlag - er på nettet) her står bl.a.

" ANFÆGTELSE-ET REDSKAB I GUDS HÅND.
Selvom Satan spiller en hvis rolle ved anfægtelser, er det altid Gud som står bag. Gud ønsker ikke at lede sine troende uden om disse erfaringer; ikke før den sidste anfægtelse : døden. En tilstand uden anfægtelser rummer en stor fare, sagde vore lutherske fædre, Djævelen er nemlig allermest virksom, når man ikke er anfægtet men føler sig sikker på sig selv":

Hvis du ser salme 13 har David også sine anfægtelser:

"Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?
Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?
Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet
og daglig have sorg i mit hjerte?
Hvor længe skal min fjende triumfere over mig"

I salme 22,7
"Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
"Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham"

Alle mennesker har op og nedture - uanset om de er kristne, muslimer eller hinduer. Hvis du ser på naturen er den heller ikke altid ens - vi har jo ikke altid strålende solskin - det ville da også blive lidt kedeligt i længden. Vi kan blive kede af det , vi kan blive vrede, vi kan sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens når problemerne tårner sig op eller når vi ser krig og ødelæggelse i verden. det gør os ikke til dårlige mennesker, det gør os til mennesker.
OG GUD ELSKER OS ALLIGEVEL.

Med venlig hilsen
Malli

Lad mig prøve at sige det på en anden måde, det med det ukristelige eller det syndige - så må du protestere, hvis jeg rammer ved siden af.

Når man er deprimeret har man lavt selvværd. Det kommer også ofte til udtryk som skyldfølelse.
Skyldfølelse er ikke det samme som skyld. Skyld er konkret, det er noget, man har gjort - eller undladt at gøre - og som man kan bede om tilgivelse for. Skyldfølelse er en følelse, som har sin årsag i lavt selvværd, ikke i skyld. Man kunne også kalde det en slags fordom overfor sig selv.
Nu er det sådan med følelser og fordomme, at dem har man, og det kan man ikke gøre noget ved. Vi kan ikke lave om på vores følelser, og vi kan ikke gøre for, hvad vi føler.
Det, vi kan gøre noget ved, er hvordan vi forholder os til vores følelser. Man kan føle sig skyldig, og det er hårdt. Men man behøver ikke at give sin følelse ret. Man kan sige: 'Jeg føler mig skyldig, det er ikke det samme som at jeg er det.'

Ligesådan med det lave selvværd. Man kan have følelsen af, at man ikke er noget værd, men man behøver ikke at give den følelse ret.
Når man er deprimeret bliver man narret af sine følelser. Det er der ikke nogen syndighed i. Sådan er det bare.

Så pas på med at give den slags følelser ret.
Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg alt om. Jeg ved også, at i mørket er der mere håb i at huske, at der ikke findes noget mørke så dybt, at Jesus ikke har været der. Det er der mere liv i at tro på end på de følelser, som lyver om, hvem man er.

For hvem er du? Du er Guds elskede!

Hej Eva


Nu ved jeg ikke om jeg bevæger mig ud i noget , som jeg ikke skulle blande mig i, da min viden her er = 0.

Jeg vil bare sige, at når folk har talt om Depression, har jeg altid tænk, som Dina selv skriver:

På sin vis er det jo ukristeligt...

Når man er deprimeret har man uden tvivl brug for hjælp og støtte. Det, jeg så mener er, at vi må ikke bekymre os om noget, når vi gennem tro på GUD og JESUS, som kan fri os for alle byrder, hvis vi beder om det, kan få den hjælp vi har behov for.

Der er ingen tvivl om, at den hjælp og støtte der er behov for, også er kærkommen af omgangskreds og nære venner, der her har mulighed for, at udøve deres kristne tro med KÆRLIGHED også i praksis.


Jeg vil ønske og bede til, at Dina hurtigt må finde selvtillid, taknemlighed, fred, glæde og lys forude.

Hermed også en hilsen til Dina

Kærlig hilsen til Jer begge

GUD velsigne JesusNet

hp

Denne sætning.... På sin vis er det jo ukristelig..... Har jeg hørt fra en del ikke kristne. Jeg kan godt se, hvad de mener (Det er på en måde syndigt, at tænke så onde tanker om os selv. Vores legeme er jo en gave fra Gud, og Gud elsker os, lige som vi er. Hvorfor kan vi ikke bare tage det for gode varer). På den anden siden er jeg også uenig, når jeg får en sådan kommentar fra mine ikke kristne venner og bekendte. En sygdom, som depression kan man ikke gøre for. Det er som sådan tilfældigt, hvem den rammer Og det er også ret menneskeligt at have en dårlig dag, hvor man bare har lyst til, at bruge dagen under dynen.

Med hensyn til mine venner. Jeg giver dig helt ret. De mener intet ondt med det. Det vil jeg aldrig nogensinde beskylle dem for. De har været meget gode til at sende opmuntrende bemærkninger... Jeg er en anden nu, end før depressionen. Men jeg mangler bare en måde at forklare, hvorfor jeg er, den jeg er nu. Det kan jeg ikke gøre uden, at komme ind på min sygdom. Jeg kan mærke på dem, at de ikke aner hvad der er sket med mig. De mangler en viden. Mangle på den viden gør dem usikkre. Samtidig er jeg også usikker. Det nemmeste er bare at lade den svære samtale ligge, og det kommer man jo ikke ret langt med. Det er lidt af en ond cirkel. Og så frygter jeg at jeg ikke kommer til føle mig hjemme i min vennekreds igen. Jeg vi ligen gerne fastslå at jeg elsker mine venner højt. Og jeg også skal gøre en indsats for at få det til at fungere.

Tak for dit svar.... Det er dejligt med gode råd og indlæg til eftertanke.

Dina

Hej hpp56

Tak for dit indlæg....
Det er rart at vide at nogen beder for en.

Dina

Du må endelig ikke tro du står alene med din depression. Der er mange mennesker der er depsimerede eller kede af det tit. Jeg oplever lige for tiden meget stor frustration over nogle ret basale ting, og ejg kan også komme helt i tvivl om, om det ikke er lidt utaknemligt at være ked af det og frustreret -i hvert fald frustreret over sine problemer, fordi det måske lidt er det samme som at tvivle på Gud.

Jeg har ikke selv oplevet depression, men jeg har stået på sidelinien, da en af mine veninder gennem mange år har taget antidepressivt medicin. Da jeg gik i 9. klasse, fandt jeg ud af, at min mor gennem mange år har haft depressioner og angstneuroser. Og det er svært at se på. Fordi for det første gør det enormt ondt at se sine kære være meget kede af det og have det så skidt. Min mor var meget tæt på en indlæggelse. Min moster har været indlagt flere gange og har modtaget elektroterapi. Min fætter er skizofren, og min søster har borderline disease. Jeg har heldigvis "kun" fået diabetes!
Men fælles for tilfældene er, at det gør ondt, og det er svært at vide hvilket ben man skal stå på overfor vedkommende -netop fordi man holder så meget af dem. Det skal du huske, når du siger at dine venner og familie har svært ved at snakke om det. Den dag i dag er min mor rask. Men jeg er hele tiden bange for, at hun skal få det dårligt igen. Jeg er bange for at være ked af det, så hun også bliver det. Jeg er bange for at snakke om nogle bestemte ting, fordi jeg er så bange for, at hun måske får et "tilbagefald" -men jeg har gennem de fire-fem år der er gået siden, erfaret, at min mor er blevet meget stærk, og efterhånden så kan vi snakke om mere og mere.
Men min angst for, at hun skal få det skidt igen forsvinder aldrig. Så når dine kære er lidt bange for, hvordan de nu skal gribe det an, er det fordi de elsker dig så højt, at de er bange for at gøre dig kede af det. Det eneste du kan gøre, er at sige til dem, at du hellere vil åbne op for de ting der gør dig ked af det, end at bure dem inde og irritere dig over, at de ikke tør nærme sig dig. Det er også den eneste måde de finder ud af det på.

Hvis du vil skrive mere om det, så skal du være mere end velkommen til at lægge din e-mail til mig -du kan bare sende som en besked, så høre du fra mig hurtigt efter.

Pia

Jeg bliver nød til at blande mig lidt i debatten om depression. Jeg har været meget overrasket over svarene, der kom på det første indlæg... rigtig meget! Allermest er jeg nok overrasket over Evas indlæg.

Det jeg læser i det første indlæg, har ikke umiddelbart noget med ukristelighed at gøre, men mere et "hallo, er der nogen der ved, hvad det vil sige i kristne kredse at have en tabu sygdom"... måske tager jeg fejl?

Jeg vil også sige, at en depression skal ikke forveksles med lavt selvværd, det kan være en brøkdel af en depression. Depression er en sygdom med mange forskellige symptomer. Depression har ikke som sådan noget med at "blive narret af sine følelser". Noget med bare-at-tage-sig-sammen... For mig at se, får du det til at lyde så let. En depression kræver ofte professionel hjælp, altså når det er depression og ikke det vi i folkemunde bruger når vi siger vi er lidt deprimeret... Når et menneske i ens omgangskreds har en depression kan det betyde mange timers samvær, mange tårer... angsten for, hvad denne uhyggelige sygdom kan drive en familie eller sine venner ud i. Depression er en skræmmende sygdom!
Det er frustrerende at se andre fortrække, når mennesker er syge i sjælen... det er ikke pest!! ...og forklaringer og trøst, når vi ikke altid særlig langt med... men der er andre måder at vise på, at de, der lider, ikke er glemt. Det er ikke altid nemt at stå ved siden af og vide, hvad man kan gøre, og nogle gange erkende, at man intet kan gøre.

Skuffelsen over kristnes manglende forståelse for, at det ikke "bare" kan ordnes, men at det er en lang proces og indeholder mange kampe, er nogle gange stor. Ord om Gud og ord om bøn... kan i de mørkeste øjeblikke være malplaceret, men det betyder ikke, at man ikke selv skal råbe til Gud -tværtimod!
Jeg har været tæt på mennesker med depression, derfor blev jeg nød til at blande mig lidt...

Venlige hilsner
Helene

Jeg kan ikke være mere enig.

Jeg havde håbet, at jeg udtrykte mig klarere.

Min pointe er jo, at det ikke handler om 'bare' og om at tage sig sammen, det handler om at leve med livsvilkår, som kan forekomme ubærlige. Mit bidrag er ment som en lille brik til en langt større mosaik, ikke som en afgrænsing.

Tak for de afklarende ord.