Kære Søren
Tak for dit indlæg. Jeg er glad for at du synes om JesusNet.dk og jeg håber at vi kan hjælpe dig lidt i din søgen.
Du spørger hvad antikrist betyder. Det er et spørgsmål som mange har stillet og mange har prøvet at give svar på. Men sagen er at det ikke er så nemt at finde ud af. Der har gennem tiderne været gjort mange spekulationer om antikrist og han har været forbundet med fx Kejser Nero, Napoleon og Hitler.
Ordet Antikrist er nævnt 4 gange i Ny Testamente, nemlig i Johannes' første brev 2,18-22 og i Johannes' andet brev 7. Af disse to steder kan vi forstå at antikrist er en meget stærk og farlig leder som i de sidste tider inden Jesu' tilbagekomst skal samle mange mennesker. Antikrist er kendetegnet ved sin modstand mod Gud, ja ved at han så og sige vil sætte sig selv i Guds sted og lede et oprør imod Gud. Navnet siger det også: Han skal være et modstykke til Jesus Kristus.
Johannes' taler både om antikrist som en person og som en ånd og både som een der på Johannes' tid allerede er virksom og som een der engang skal fremstå. I 2. brev til Thessalonikerne 2,3-6 kaldes han "lovløshedens menneske" og "fortabelsens søn" og i Åbenbaringsbogen 13,3 haldes kan "dyret".
Meget mere kan jeg næsten ikke fortælle dig. Men det siger sig selv at den kristne kirke altid har holdt et vågent øje med hvor og hvornår denne antikrist mon skulle fremstå.
venlig hilsen
Asbjørn Asmussen
(Netmissionær)