Jeg tænker meget på, hvordan jeg kan være sikker på, om Gud er der. Der. Hvor er det? Jamen det er jo lige her! -eller? Eller skal spørgsmålet nærmere være "hvor kan man mærke Gud?" Men så ved jeg udmærket godt, at sværet vil være "over alt!". Det er jo åbenlyst. Det er nu dejligt med sådan en treenighed. Men jeg bruger stadig en del energi på at finde ud af en måde, hvorpå jeg kan sikre mig at Gud nu virklig også er der. Og så beslutter jeg mig for, at han er der, hvis jeg tror på, at han er der. Steder eller situationer der får mig til at føle Gud, er faktisk om vinteren. Sådan en helt frostklar morgen hvor solen lige stikker næsen op over dynen, og får ånden til at stå stille og iskrystallerne til at virke som diamanter, og den klare rimfrost som et hav af liv. Så mærker jeg Gud. Men hvad så med resten af tiden? Er det mig der gemmer ham væk?

Jeg beder hver dag. Meget om de samme ting. Men lige dér, hvor jeg virkelig har brug for at mærke Gud, ikke som noget der "bare" er der hele tiden, som f.eks. en frostklar vintermorgen, men som en kraft der altså sætter alt ind for at bønhøre mig, der fejler han. Eller gør han? Hvis tingene går skævt -eller dvs. som man ikke vil have dem til, det er jo ikke nødvendigvis det samme, er det så fordi Gud har andre planer end man selv har? Hvis jeg f.eks. ikke får de jobs jeg søger, er det så fordi Gud han venter på, at det han mener er det rigtige, bliver frit? Eller er jeg bare uheldig? For et eller andet sted, så har jeg siden jeg fandt min tro -eller siden den fandt mig, været heldig hver gang tingene gik skævt. Altså, at tingene i sidste ende har ordnet sig, selvom det meste har virket som halvhjertede lappeløsninger. Er det Gud eller mig? Hvem bestemmer over mit liv? De ting jeg ikke kan gøre noget ved, er det fordi Gud han har andre planer med lige præcis det? Er det sådan en slags skjult sti, som han prøver på at manipulere mig hen imod fordi jeg ikke selv kan finde den? Og den sti, er det vejen til "det gode liv"?

Skal jeg bare finde mig i, at tingene er som de er lige nu, og vente på, at Gud finder på noget andet? Eller skal jeg sige "næh nej, nu er det nok"! og så finde på noget andet. Og er det "andet" jeg så finder på egentligt ikke Guds hensigt? Wow, jeg fik lige skabt nogle paradokser ud af et simpelt spørgsmål -hvordan mærker jeg Gud?

Hej!
Jeg er for øjeblikket ved at læse bogen "Gud, hvorfor sover du?" af L. Andersen. Jeg tror, at du vil kunne få svar på nogle af dine spørgsmål ved at læse den. F.eks. har jeg læst: "Jeg tror ikke, Gud ikke under os en forklaring. Snarere er det sådan, at den inderste hemmelighed i "lidelsens problem" ikke lader sig fatte af et menneskesind." Vi kan analysere, filosoffere og granske dagen lang, men vi bør hele tiden holde os for øje, at jo mere vi tænker på problemerne des større bliver de. Det samme gælder med hensyn til vor Gud. Jo mere vi er "sammen" med ham gennem bøn, kirkegang eller læsning m.m. des større bliver han for én og des mere viser han af sin store visdom og herlighed. Hvis Gud ikke var til, så ville vi heller ikke være til. Så vil der ikke være noget, der hed vind, blomster, regn, nat, dag osv. Han opretholder alt ved sit mægtige ord. Jeg har et sted læst, at en af grundene til, at Gud beder os om at overgive et eller andet, er, at Han ønsker at give os noget, der er større. I Guds Rige gælder denne regel: Opgiv noget godt og modtag noget bedre; opgiv dine rettigheder og modtag større privilegier fra Gud. Når vi nogle gange har planlagt det hele, og bare mangler hjælp fra Gud til at føre planen ud i virkelighed, er der nogle gange Gud "spærer vejen" og vi forstår det ikke. Gud giver aldrig det næstbedste, men alle ting er en gave fra ham og om det f.eks. er vore forældre, børn eller job, har vi dem/det kun til låns. "Om han tager, om han giver, samme Fader han dog bliver, og hans mål er kun det ene, barnets sande vel at tjene".
M.v.h. MDA

Jeg har i dag slæbt rundt på det nye testamente hele dagen, da min dag startede med at have kristendom i 4. klasse (som i øvrigt synes at Johannes evangeliet var sort snak!!! og at Johannes åbenbaring var meget spændende!). Jeg læste i bjergpræddiken som jeg har gjort det så mange gange ør. Der står, at jeg skal give slip, og bare tro, og så skal Gud nok sørge for mad i munden, klæder på kroppen osv. Og jeg, en sand control-freak må jo så lige stoppe op og sige "øhh...?"! Kan det virkelig passe? For det er svært, især i min situation bare at tro på, at der kommer noget bedre, eller at der overhovedet kommer noget! Men måske skal jeg bare for en gang skyld slippe, og så tænke "nårh ja, falder jeg så falder jeg. Slår jeg mig, jamen så gør det ondt. Så har jeg prøvet det". Og jeg kan ikke andet end at tro på det. Fordi det er det eneste jeg kan. At give slip. Og fordi jeg gerne vil tro det. Så det tror jeg jeg vil gøre.

---

Men måske skal jeg bare for en gang skyld slippe, og så tænke "nårh ja, falder jeg så falder jeg. Slår jeg mig, jamen så gør det ondt. Så har jeg prøvet det".

---

Tillykke.
Det er sådan, man lærer at flyve, også når det gælder tro

Jamen tak Eva. Og du har nok ret. Man lærer kun at flyve hvis man altså prøver sine vinger. Det er vel sådan set også det Jesus siger i Bjergprædiken -at vi ikke skal bekymre os så meget, men søtte vores lid til Gud, så skal han nok sørge for at det går godt. I'ts trying that gets you there -så jeg må jo bare blive ved at med at prøve.