I mit gudsforhold har jeg nogle vanskeligheder, som det er svært at tale om. Det er i det hele taget svært at sætte ord på, så derfor skriver jeg. Det giver den nødvendige ro til at finde de rette ord.
Jeg er kristen og glad for det – ville ikke bytte med noget. Det er ikke det.
Mine vanskeligheder drejer sig om bøn.
Jeg ber meget – faktisk er min måde at tænke på ofte en ’samtale’ med Gud, og det er en stor hjælp til selvbesindelse, når tingene løber stærkt, eller jeg er på vej ud ad en eller anden tangent. Den form for bøn har jeg det fint med.
Så er der den anden form for bøn, den, hvor jeg sætter mig og lægger alt andet til side, for nu har bønnen højeste prioritet. Det er her, det går galt.
Samtidig med at bønnen giver nogle meget rige øjeblikke, så er det også her, Gud bliver ’for meget’.

Når jeg læser bibelen sammen med min bøn – ber med skriften, som man siger – eller når jeg besinder mig på mit liv, mens jeg ber, så sker der ofte det, at jeg pludselig bliver fuldstændig forsvarsløs. Alt, hvad der sker, går lige ind. Jeg har ikke noget at dække mig bag, ingen steder at gemme mig, jeg føler mig helt ubeskyttet. Det gør ondt, og jeg bliver ked af det.
Nu har jeg ikke haft noget nemt liv, og jeg har tænkt på, om det, der sker, er at nogle af de følelsesløse knuder løsner sig – at Gud rører ved det, jeg ikke selv kan røre ved, eller man kunne sige, at Gud går foran mig ind i mit mørke, så jeg også selv kan gå derind. Hvis det er sådan, det hænger sammen, burde det jo være noget positivt.
Men det er for meget. Ofte har jeg det sådan, at jeg ikke vil bede, for jeg orker det ikke. Jeg har prøvet at bede Gud om at lade være med det der, men så bliver bønnen en tom skal. Jeg kan meget lettere finde alle de fine ord, men de bliver tomme.

Skal det virkelig være sådan et enten-eller? Enten en smuk facade eller også ned i mit mørke?
Jeg bliver lidt længselsfuld, når jeg hører andre sige, at de ber til Gud, og så bliver de glade. Jeg ber til Gud, og så græder jeg. Ganske vist er det også trøsterigt, men alligevel.......

Det værste er, at jeg tit forsømmer den side af bønnen, fordi jeg ikke vil have, at Gud rører ved mig på den måde. Og det har jeg det heller ikke godt med.

Er der nogen af jer andre, der kan genkende noget af det, jeg taler om?

Kære ven

Næst efter tilgivelsen og håbet om evigt liv, så oplever jeg bønnen som den største og mest fantastiske gave Gud har givet mig. I bønnen viser Gud sig fra sin mest storsindede og omsorgsfulde side. Han giver mig adgang direkte til sit eget hjerte og der SKER noget i den åndelige verden! Selvom alle ting er i Guds hånd og han derfor suverænt kan handle som han vil, så gør han det alligevel ikke uden hensyn til mine ønsker. Det er stort.

Men bønnen rører ikke kun Guds hjerte, men også mit eget og det kan ind i mellem være en forvirrende oplevelse. Bønnen sætter mig i en tilstand hvor jeg på den ene side er åben og modtagelig overfor Guds ånd. Men jeg åbner samtidig for en masse af det som bor i mig selv - måske også i min underbevidsthed.

---

Når jeg læser bibelen sammen med min bøn – ber med skriften, som man siger – eller når jeg besinder mig på mit liv, mens jeg ber, så sker der ofte det, at jeg pludselig bliver fuldstændig forsvarsløs. Alt, hvad der sker, går lige ind. Jeg har ikke noget at dække mig bag, ingen steder at gemme mig, jeg føler mig helt ubeskyttet. Det gør ondt, og jeg bliver ked af det.

---

Spørgsmålet er om det er bønnen (og Gud) der gør dette ved dig eller det ikke snarere er stilheden og meditationen som er med til at blotlægge nogle sår i din sjæl. Noget som har ligget i mange år? Jeg ved det ikke og kan ikke svare dig konkret på det. Men jeg vil anbefale dig en bog som måske kan give dig nogle svar. Den hedder "Bønnens Psykologi" og er skrevet af en kristen psykiater. Den handler bl.a. om hvordan vores forskellige temeperamenter og følelser påvirker vores bønsliv. Bogen er udgivet på Credo Forlag og kan bestilles her:

http://www.credo.dk/shop/?page=shop/flypage&product_id=83&category_id=b8570295a8afabef2988610d9f973dc3&ps_session=ps_session_20011109100953_194_192_135_176

Jeg håber den kan hjælpe dig lidt på vej.

Det at være kristen beskrives ofte som enten en dans på roser eller også det stik modsatte. Jeg tror det er begge dele. Når vi som kristne beder - altså sådan rigtigt sætter os ned og fordyber os i bønnen - så sker der to ting:

For det første ser du dig selv i Guds spejl og det er oftest ikke noget kønt syn, for så ser du dig selv, som du i virkeligheden er med alle de fejl og mangler, du har. Det gør ondt, fordi du bliver mindet om, at du er fuld af synd og ufordragelighed. Du opdager dit uforsonlige og umulige sind, og det fordømmer dig.

Men det andet, der sker er, at Gud møder dig i dit mørke. Han ønsker at bringe dig ud af mørket og ind i lyset og det er en livslang process, hvor Gud gang på gang må minde dig om, at du er elsket - ikke på grund af den, du er, men derimod på trods af den, du er.

Når du beder Gud om tilgivelse, så har du allerede fået den og så sker der det forunderlige for de fleste mennesker, at de føler, de er nødt til at bede om tilgivelse igen og igen og så kan Gud kun svare: "Det husker jeg slet ikke noget om, men du er nu altså tilgivet."

Det er en fejl at tro, at Gud bærer dig over bjerget, for Han bærer dig snarere IGENNEM bjerget. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om det er sådan, du har det, men det er i hvert fald sådan, jeg ofte selv har det og jeg bliver mærkeligt nok lige forundret hver gang.

Jeg tror, der er noget i det, du siger om, at Gud går foran dig i mørket, så du ikke skal gå alene derind og her vil jeg gerne give dig et ord fra en af nyere tids stærkeste kristne. Han skriver på engelsk, så det bliver en meget løs oversættelse, men mon ikke det går alligevel:

"Jeg har intet dårligt at sige om de, der forsøger uden at have Gud med, for så langt som de giver mad til de sultne, klæder til de nøgne og tag over hovedet til de hjemløse, så gør de Guds arbejde, omend de ikke er klar over det. Men jeg har svært ved at forestille mig, at det bliver en kilde til styrke. Det må snarere blive en kilde til frustration og magtesløshed. [...] Hvis jeg ikke vidste, at Gud var med mig, fornemmede Hans nærhed og mærkede min hånd i Hans midt i mørket, så ville jeg trække mig tilbage i angst og selvmedlidenhed."

Ordene er, omend halvdårligt citeret, skrevet af William Booth, grundlæggeren af Frelsens Hær, i hans bog om den store nød i England på daværende tidspunkt. Det er selvfølgelig umiddelbart en fysisk nød, men også her lægger han stor vægt på den åndelige krig, der føres bag facaden og som ikke kan vindes ved vor egen kraft. Og i dette citat beskrives jo netop et ufatteligt mørke, som vi kun kan være i med angst og forfærdelse, MEDMINDRE vi har Gud ved siden af til at trøste og give os nyt mod.

Det er netop i dette mørke, at vi for alvor opdager betydning af at holde Gud i hånden. Her er der tryghed og fred midt i en verden, der ikke giver andet end død og ødelæggelse. Her kan vi hvile i forvisningen om, at Han passer på os.

Håber det kan hjælpe dig lidt på vej.

Per

Kære Anonym:

Jeg ved af personlig erfaring at alverdens trøstende ord ikke hjælper. Det er en meget ubehagelig fornemmelse som får en til at føle sig svag og magtesløs.

Holbo har ret i det han skriver. Men lad vær med at prøve at sammenligne digselv med Gud. Det er der alle problemerne opstod. Sådan var det for mig. Du skal ikke sammenligne dig med nogen som helst. Uhellige som hellige.

Jeg kan intet gøre. Men det kan du. Du bliver ked af det fordi at du ser dine mangler. Dine lidelser. Men de mangler eksisterer ikke for Gud. Som Holbo udtrykkede det: Han elsker dig på TRODS af den du er.

Se dit liv som en ørken. Alle de gode tidspunkter i dit liv er en oase. De dårlige er sand. Der er kun en stribe fodspor i sandet. I sandet følte du dig magtesløs og forladt. Da vil du se at den stribe i sandet tilhørte Jesus. Ham som bar dig hele vejen.

Jeg kender til den slags smerte og frustrationer i bønnen, og jeg har samtidig erfaret meget der har lagt byrder på min ryg og som har manifesteret sig i bønnen. Jeg har havt mange møder med den onde side af det unaturlige som har prøvet på at gennemtrænge mine bønner. Og derved i frustration og åndelig kamp lidet nederlag.

Men jeg har fået fred med det ,dog ikke fuldkommen endnu : )


Jeg fik det bedre efter at indse at Gud havde kontrol med mig og skulle nok tage de beslutninger der var nødvendige. Samtidig med at jeg ikke var/er istand til at berøre de åndelige sager uden Guds suverene ledelse...som ikke sker tit.
Jeg var ved at gå i tusind stykker i stress og virkelige konfrontationer, men efter at jeg forstod at det ikke var nødvendigt at stræbe så meget i bøn, som nogle idealiserer, men jeg kunne nyde freden og tage bønnen mindre alvorligt (positivt ment).

Fra begyndelsen efter min omvændelse fra okkultisk livsstil havde jeg stort behov for at blive gennemblødt i Guds Ånd. Og jeg bad altid, hver dag, og også koncentreret. Hver dag tog jeg minimum 2 timer i koncentreret bøn, hvro jeg hver gang blev mødt af Gud. Men efter ca. 8 måneder mødte Gud mig ikke mere på samme måde. Dog stræbede jeg mere og mere til resultated blev stress og solo-trips ud i åndelige områder...hvor jeg ikke havde noget at gøre. Ikke ledet af Gud oplevede jeg mange konfrontgationer med ånder fra mit gamle liv. Men jeg forstod ikke at Gud ikke mødte mig på samme måde mere, og stræbede mere og mere.
Jeg blev næsten sindsyg og led af uregelmæssig hjertebanken indtil Gud selv tiltalte mig en dag jeg igen var i bønnen. "Hold op med at bede !" Sagde han -jeg kunne næsten ikke tro det han sagde-. Men adlød i tvivil.


I dag oplever jeg at bede i freden og tillid til Gud istedet for angst og stræben. Jeg tror nu at han fører mig der han vil og giver mig det han vil. Han er jo almægtig, sp hvordan skulle jeg kunne undgå hans gaver selv om jeg er idiotisk til tider ? Han er Gud.
Min tro er stærkere i dag end den var før Gud tiltalte mig. Han reddede mit liv.




Selv om jeg er ked af en masse ting som jeg helst vil ungå at komme ind på, og som ikke nødvendigvis handler om mig selv, så har jeg tillid til Gud nu mere end før. Måske du heller ikke skulle stræbe for meget men lære at vente i trygghed og bare vide at troen er godt nok...og at han elsker os.


PS. håber at dette er til at læse og forstå.

Kære Tronde

Tak for dit indlæg.

Jeg læser dit indlæg sådan at du oplevede at din bøn blev til en stræben efter åndelig oplevelse, en stræben efter at møde Gud på en bestemt måde. Og jeg forstår at du mødte friheden ved at få at vide at Gud ikke på den måde havde brug for dine bønner som et offer eller en præstation.

Jeg tror også at bønnen for mange kan blive en byrde, fordi vi gør den til noget andet end det bønnen er. Nok kan bønnen være kamp og den kan være svær. Men Jesus sagde til os: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile" (Matt 11,28). Bønnen er først og fremmest et sted hvor vi lægger byrderne fra os, hvor vore bekymringer lægges over på ham som har al magt og som vil bære byrdere for os eller med os.

Hummm.... Jeg har siddet lidt og funderet over dit og de andres indlæg. Det forekommer mig at svarene er en smule tekniske og det du egentlig har brug for er lidt praktisk vejledning. Jeg er ikke ekspert men jeg har da en erfaring eller to i bagagen. For det første! : Det du oplever er du ikke den første som har oplevet, dette faktum kan være rart at hæfte sig ved. Bøn er en af kristendommens helt store spirituelle øvelser. Historien er fuld af historie som ligner din. Dernæst: Det er meget muligt at Gud faktisk er i færd med at hele nogle gamle sår i din Syke/sjæl eller hvad du vil kalde det. Gråd kan være et særdeles forløsende fænomen. Problemet er bare at den slags oplevelser ofte "afleverer" os i en lidt sårbar situation og dette kan være særdeles ubehageligt og utrygt. Her er det vi skal forstå at Kristne bør vi altså ikke være "alene". Nu ved jeg ikke hvilket menigheds fællesskab (om noget) du kommer i, Men Jeg vil faktisk være så frimodig at foreslå dig at du "shopper" lidt rundt indtil du finder et trygt sted, hvor du jævnligt kan bede sammen med nogle andre. Jeg ved Intet om IM's spirituelle praksis, men jeg ved i hvertfald at Oase fællesskabet, med Ole Skæbæk Madsen i spidsen, har en del arbejde i de større byer som de kalder "I mesterens lys". Oase er en folkekirkelig organisation så det er "safe" hvis du ikke har mod på også at kikke på frikirkernes mulighedder. Det væsenlige er ikke foreningens navn, men at du er tryk ved de mennesker du lader komme tæt på dig og at Foreningen/menigheden, pågrund af egen "identitets forvirring", ikke neggligerer dine åndelige oplevelser. En vigtig pointe her, som jeg gerne vil at du tage meget alvorligt er, at Jeg ikke er fortaler for, at du ikke skal lade dig vejlede og enda irettesætte af det fællesskab du er/bliver en del af (det er jo det du har brug for). Det jeg gerne vil er at, du skal mærke efter om fellesskabet er åbet og modnet nok til at tage dig alvorligt. Hvis ikke så tror jeg at du i dit tilfælde har brug for at finde et fællesskab som er det. Når du så vel har fundet det, så er det altså slut med at "shoppe". Et forpligtigende fællesskab fungerer bægge veje, Fellesskabet forpligtiger sig til dig, det har du brug for, og du har også brug for at forpligtige dig til dem.


Ja det var det jeg lige fik tid til lige nu. Du er meget velkommen til at kontakte mig eller skrive mere her, hvis du har brug for det.

Guds velsignelse.
J.

Kære Jesper

Jeg er helt enig med dig i at ingen åndelige vanskeligheder er så store at de ikke kan og ikke bør deles med andre i et fortroligt og trygt kristent fællesskab. Jeg vil blot lige korrigere vedr. "I mesterens lys". Dette er et dialog-projekt målrettet mennesker i det nyreligiøse miljø. Der er ikke tale om et menighedsfællesskab, men om en række særlige gudstjenester og møder. se http://www.imesterenslys.dk