Vi er her en tid, men herefter er i alt evighed, så jeg mener altså det er vigtigere at dem der sulter, først modtager evangeliet!

Hej Corner,

Du spørger, hvorfor vi ikke sender penge til hjælp til at brødføde verdens sultne børn i stedet for at reklamere for kristendommen.

Nu forholder det sig sådan, at de fleste af os, som er aktive her på JesusNet, hverken giver eller modtager penge for at være med, vi skriver fordi vi gerne vil gøre evangeliet kendt for så mange mennesker som muligt.

Og hvorfor så det?
Jo, det er fordi vi ser livet i et evighedsperspektiv og er så taknemmelige for vores kristne tro, at vi umuligt kan holde den for os selv!

Mennesket lever ikke af brød alene!

Hvis du er interesseret i at vide mere, så klik her:
hvorfor Jesus?

kristina

Carls Svar:
Blot disse få bemærkninger.
Som personlig kristen og som een der har arbejdet konkret med marketing i ind og udland og partnerskaber vil jeg sige:
1. Marketing/Reklame/PR handler jo ikke kun om at bruge mange penge. Reklame f.eks. betyder = at råbe højt gentagne gange og marketing er hvordan budskabet bliver præsenteret så flest mulige får information.

carl fortsatte:
Een af Danmarks bedste reklamefolk sagde om kirken engang:
"De kristne har verdens bedste og stærkeste budskab, men hvor er de dårlige til at få det ud."

Carl forsatte:
Prøv at forestille dig at der ingen kommunikation var, så vidste mange ikke at der var helt almindelige ting eller løsninger, som alle mennesker har brug for ?

2. At anvende penge til at hjælpe mennesker:
De mange missionærer jeg kender, som arbejder over hele verden gør først og fremmest et arbejde med f.eks. Aids- smittede børn i det sydlige Afrika, høj dødelighed af børn i Nordøstafrikanske lande og fattige børn i det sydvestlige Kina, som bliver istand til at komme i skole og mødrene lærer hygiejne og lærer at arbejde med hjemmehåndværk af brugsting, hvor fortjenesten går til kvinderne og landsbyen. Eller gadebørn, herunder alt for unge gravide piger i Colombia. Og sådan kunne jeg blive ved.

Når missionærerne har gjort alt dette og mere til kan de så give evangeliet videre til disse mennesker, men ikke gennem den måde vi i Vesten gør, men derimod gennem eksemplets magt.
Du skulle høre disse mennesker, som er blevet hjulpet give udtryk for deres undren over den hjælp de modtager. Når de så på een eller anden måde får at vide, at missionærerne har forladt deres gode stillinger og vilkår i hjemlandet og opdager det skyldes troen på Kristus, så sker der ting og sager med evangeliets udbredelse.

Se, det er den bedste reklame man som kristen overhovedet kan foretage sig.

Carl afsluttede:
Så godgørenhed er da udmærket, men at være der og at være et eksempel og formidle Guds kærlighed er den stærkeste form for reklame for evangeliet, der kan ske.

Det kommer jo så helt an på den tolkning man har af hvad det vil sige at formidle Guds kærlighed. Nogle er diskriminerende overfor mennesker i forhold til Gud og Kristus. Nogle kan ikke forstå hvorfor vi ikke allesammen bare kan være ligesom kristus, (de identificerer sig selv med Kristus). Disse former for adfærd udfra misfortolkninger, antagelser og spekulationer i kristendommen er i høj grad med til at kristendommen får et billede af at være ustruktureret og samlingsløs. Det er som om at Kristus egentlig ikke er tilstede. Hans ord er der, men ikke i folks sind. Som sagt før intellektualiseres der simpelthen for meget, hvilket går ud over det kristne budskab og den kristne adfærd.

Jeg opdagede dette sted og tænkte "wohooo!" og skyndte mig at melde mig på. Men efter ganske kort tid, så jeg hurtigt modstridende udsagn, og udsagn som f.eks. satte missionering højere end at hjælpe et lidende menneske. Et udsagn som ikke vil være særligt populært ude i den store verden. Hvis man vil reklamere og missionere, skal man også have sikkerhed i at ens rækker, som skal forklare budskabet, er i stand til at gøre det på en måde, så at folk ikke render skrigende bort. Er der noget folk ikke bryder sig om at høre, er det når man sætter et materielt koncept eller ting højere end menneskers liv.

Jeg vil gerne takke dig for et godt formuleret svar...

-Corner

Kristina skrev:
Jeg har på fornemmelsen, at TCN er blevet misforstået (ikke af mig!) når han/hun skrev "så jeg mener altså det er vigtigere at dem der sulter, først modtager evangeliet!"

Vi er helt enige, intet i verden er vigtigere end frelsen.
Men, når det er sagt, jeg har aldrig truffet, eller hørt om, missionærer som forkynder Guds kærlighed for sultne og syge mennesker på anden måde end ved først og fremmest at søge at afhjælpe deres akutte nød ved at skaffe dem mad og lægehjælp.

Alt andet ville, om noget, være ukristelig adfærd.

Kristina skrev:
Jeg vil, undtagelsesvis (dvs. selv om det er lidt langt), citere et meget relevant skriftsted her, nemlig fra Matt.25, hvor Jesus om verdensdommen siger:

Snippet diskrimineredne tekst fra biblen

Når I spørger, om vi (hvem er forresten "vi"?) kan tillade os at bruge penge på mission, i stedet for bare at sende penge til mad til de hungersramte, så vil jeg sige, at "vi" forkælede, priviligerede rige mennesker sandelig skal gøre begge dele. Vi har hver især forskellige opgaver her i livet, og ikke alle er kaldet til at gøre alting.

Man kunne også spørge: Kan "vi" som ikke er kaldet til at missionere, måske undvære penge til hjælp til nødlidende i stedet for at købe ny bil, båd, sommerhus, udestue, fjernsyn, m.m.m.

Svar:
Jamen, jeg taler ikke om religion, som ret beset ikke har med troen på Kristus at gøre. Jeg ved det kan være en strid om ord, men for mig har religion ikke meget med troen på Kristus og evangeliets kerneværdier at gøre.
Hverken Gud eller Kristus er religiøs

Ok.. Den æder jeg...

Nå, men: du antager at kristne har skjulte motiver, idet du tillægger os at vi ikke har et rent hjerte ???? og en skjult agenda.
Nej, deri tager du helt fejl. Jeg kan ikke påstå at alle har det rigtige udgangspunkt, men er stort flertal har og hvis ikke passionen for menneskers nød både materielt og åndeligt er tilstede i missionærernes hjerter, så kan de simpelthen ikke gennemføre f.eks. 30 års hårdt arbejde under vanskelige vilkår.
Ser du, årsagen til at disse mænd og kvinder rejser ud i vanskelige egen og under vanskelige vilkår skyldes ikke ambitioner eller ønske om magt, MEN ganske enkelt fordi Kristus har taget bolig i deres inderste og at Gud ved sin Helligånd giver dem en opgave at udføre. Denne opgave er ofte af en sådan art, at de pågældende missionærer bruger deres faglige uddannelse sammen med deres tro på, at for Gud er intet umuligt.

Citat:
Jeg skrev:
Se, det er den bedste reklame man som kristen overhovedet kan foretage sig.

og så svarer du:
Dét håber jeg ikke. For i den situation, hvor et menneske er svagt i sindet, er det ikke pænt at udnytte den svaghed til at presse noget man selv lige står for og tror på ind i den persons hovede. Der er plads til venskab og åbenhed i en sådan situation - ikke til koncepter og teorier.
Citat slut.

Svar:
Jeg skrev om den praktiske gerning, at hjælpe disse nødlidende mennesker, at det var den bedste "reklame" for evangeliet og det mener jeg selvfølgelig stadig. Du forudsætter igen, at kristne UDNYTTER folks svaghed og at vi presser noget ind i hovedet på folk.
Hvis du har fulgt med i medierne, så ved du også at AIDS er en tikkende bombe for Sydafrika, Zambia, Swaziland osv. og jeg har været disse steder som erhvervs person.

Samtidig har jeg kristne danske læger og sygeplejersker venner, som sammen med lignende missionærer fra andre lande, som gør en kæmpeindsats for forældreløse børn- som ofte har Aids efter de døde forældre-.
Men problemet som de kæmper med i disse lande er, at man fra officiel side IKKE har villet gennemføre offentlige kampagner for at dæmme op for HIV/Aids. Selv Mandela måtte undskylde for at tie herom, fordi det simpelthen er en skam for familierne, og istedet kalder man det alt andet.

Jeg kan garantere dig for, at disse missionærer og andre globalt har rene hjerter og ingen skjulte agendaer, men det kan man bestemt ikke sige om mange ikke-kristne (eller såkaldte kristne organisationer).

Sidst dette:
Citat fra mit indlæg:
Så godgørenhed er da udmærket, men at være der og at være et eksempel og formidle Guds kærlighed er den stærkeste form for reklame for evangeliet, der kan ske.

og du svarer så:
Det kommer jo så helt an på den tolkning man har af hvad det vil sige at formidle Guds kærlighed. Nogle er diskriminerende overfor mennesker i forhold til Gud og Kristus. Nogle kan ikke forstå hvorfor vi ikke allesammen bare kan være ligesom kristus, (de identificerer sig selv med Kristus). Disse former for adfærd udfra misfortolkninger, antagelser og spekulationer i kristendommen er i høj grad med til at kristendommen får et billede af at være ustruktureret og samlingsløs
Citat slut.

Svar:
Igen pådutter du de kristne missionærer over en kam for nogle holdninger, som du må have mødt, og jeg har da mødt nogle af dem, men flertallet af missionærer har dem bestemt ikke. Ellers kunne de også ligeså godt vende næsen hjem til den varme danske hygge med alle materielle goder.

Undskyld mig, men dine holdninger minder mig lidt om de holdninger som man kunne møde for år tilbage og nu er blevet til myter, som nu har gået på krykker i mange år.
Heldigvis er de fleste missionærer højt uddannede fagligt set og med en klar fornemmelse af, hvad Gud har kaldet dem til.
Og det har gjort, at de har har ofret gode stillinger, lønninger, fine villaer og indflydelse i det danske samfund, for at gøre en indsats for den bedste arbejdsgiver, der findes nemlig Kristus, som selv viste et eksempel på barmhjertighed og ofrede sig selv.

Fordi han kunne ikkke andet end at følge det kald og den opgave, som skulle blive epokegørende for hele verden.

Jeg reagerede blot på hvad jeg oplevede herinde. Det var derfor krykkerne blev taget i brug - igen .... Inden da var mit syn på kristendommen overordentligt positivt. Jeg har oplevet kristne missionærere, som buddhistisk munk, på Sri Lanka og i Myanmar, og fik et særdeles positivt indtryk af dem. Vi kom fint ud af det med hinanden og vi respekterede hver især hinandens position og valg i livet. Vi havde de fornøjligste positive og givende samtaler om livet og dets finurligheder.;)
Men måske er det anderledes for dem, som aldrig har missioneret, og aldrig personligt har set og/eller oplevet verdens lidelser og grusomheder.

-Corner

Hej Corner - vi er faktisk enige om det meste af det du skriver.

"Og det værste er, at vi oftest retfærdiggør vores ego ved hjælp af en religion. Det er ikke religionens fejl. Det er således det enkelte menneske(som kalder sig religiøs), som ikke har fattet budskabet og målet med religionen."

Sandt nok, men jeg ved nu ikke rigtig, om nogen retfærdiggør deres ego(isme) ved hjælp af kristendommen. Det skulle næppe være muligt! Og, som du vist også mener, så har de læst deres bibel som en vis herre ...

Gud kan ikke gøre det for os, skriver du. Nej, det er os der er Guds arme og ben, når vi lytter til hans stemme og gør det, som han befaler os.

Jeg kunne ikke lade være med at grine her. Jeg fik associationen; "God on a string", hvilket nok ikke er så langt fra menneskets ego...

Men når og hvis nogen (få) af os nu har gjort en kæmpestor hjælpeindsats, ofret alt hvad vi ejede og havde af gods og guld og arbejdskraft for at hjælpe næsten, og vi så, når vi ikke en dag ikke kan mere, selvtilfredse ligger på vores dødsleje og med vores sidste kræfter klapper os selv på skulderen og tænker:

Godt gået! - jeg var da faktisk en god kristen i dette liv!
Tak, Gud, fordi jeg ikke var som alle de andre, der kun brugte mund og ikke andet ...

... akja! - så er vi selvgode farisæere, som skulle skamme os over den tanke!

For hvad kan vi give, som vi ikke har først har fået? Fint, at vi har fået gjort en indsats for nødlidende. Fint for de nødlidende, altså!

Men ingen kan retfærdiggøre sig selv ved at gøre gode gerninger - kun ved at følge Ham, som har sonet alle vores synder og åbnet døren til Guds paradis!
Sådan lyder det radikale budskab.

Hej Corner
Svar:
Jamen, det er da udmærket at noget rykker sig og at vi kan debattere åbent både om godt og skidt.
Så falder vi da ikke i søvn og får også reflekteret over udfordringerne og får mere indsigt i livet.
Fint at du har været ude og oplevet tingene fra forskellige vinkler.
Ja, man får noget at tænke over, når man ser problemerne andre steder, så bliver de daglige trakasserier/brok i DK mindre væsentlige.

Men udover arbejdet og oplevelserne i udlandet så er det mest fantastiske dog alligevel at møde troende kristne af alle hudfarver og fra alle sociale lag.
Og ved sådanne kontakter at høre om og se hvordan evangeliet i praksis gør en forskel både socialt og åndeligt.

Det er sjældent vi møder sådanne "undere" her i Vesteuropa og det skyldes vel, at vi er blevet så mætte af materiel velstand, at vi " selv kan gå på vandet"

Hej Kristina, carl og Corner,

Et meget lille og hurtigt spørgsmål herfra - en god gerning kan begås med flere motiver eller slet intet, så:

Bliver en god handling ond eller "mindre god", hvis den foretages for at pleje udøverens ego? Hvori ligger forskellen, hvis der er nogen?

Hej Corner, undskyld jeg bryder ind, men jeg vil lige være sikker på, at jeg forstår dig rigtigt her:

"Jeg reagerede blot på hvad jeg oplevede herinde. Det var derfor krykkerne blev taget i brug - igen .... Inden da var mit syn på kristendommen overordentligt positivt."

Forholder det sig sådan, at du ved at læse JesusNet's mange ord, artikler, svar, debatter osv., har fået spoleret dit tidligere, mere positive syn på kristendommen? I så fald håber jeg du vil fortælle og forklare os lidt (eller hellere meget!) mere herom, for så er der bestemt grund til omfattende selvransagelse og krisemøde!

Spørgsmålet er hvordan DU har det med at pleje en anden persons ego. Har du overvejet hvad konskvenserne er? F.eks. at du ved at bekræfte et ego, er med til at holde det i live? Ego er jo med til at skabe selvbedrag, hvilket skaber illusioner over hvordan ting hænger sammen og forholder sig.(f.eks. ved antagelser).

Vel er det godt at se et andet menneske få tilfredsstillet et øjeblikkeligt begær det har efter noget, men det menneskes begær stopper ikke dér. Så snart individets følelse af tilfredshed er slut, vil individet have mere... og dét er en mental lidelse for det menneske...

Hej Corner

Spørgsmålet er hvordan DU har det med at pleje en anden persons ego. Har du overvejet hvad konskvenserne er? F.eks. at du ved at bekræfte et ego, er med til at holde det i live? Ego er jo med til at skabe selvbedrag, hvilket skaber illusioner over hvordan ting hænger sammen og forholder sig.(f.eks. ved antagelser).

Meget relevant spørgsmål. Jeg har personligt ingen problemer med at pleje andres ego - eller deres selvværd eller lykke.

Egoet skaber ikke selvbedrag. Hvor du har den påstand fra ved jeg ikke; hvis noget skaber selvbedrag er det netop kulturelle og sociale identiteter der trækkes ned over egoet. Egoet er jo underliggende og i langt de fleste tilfælde meget svagere end de kulturelle og sociale identiteter. Jeg synes ganske enkelt ikke det er rimeligt at sætte lighedstegn mellem ego og selvbedrageri og illusioner.

Vel er det godt at se et andet menneske få tilfredsstillet et øjeblikkeligt begær det har efter noget, men det menneskes begær stopper ikke dér. Så snart individets følelse af tilfredshed er slut, vil individet have mere... og dét er en mental lidelse for det menneske...

Det er menneskets inderste drift at søge sin egen lykke, og det er nogenlunde accepteret at man aldrig bliver fuldt lykkelig. Vil du virkelig betegne det naturlige "begær" for lykke som en mental lidelse?

Nej, sociale og kulturelle forhold er noget du kan vælge eller fravælge - ikke noget du er styret af, ligesom du heller ikke behøver at lade dit liv blive styret af dine følelser.

Hej Corner

"Problemet er at kunne have en konstant lykkefølelse, men det blev der også fundet en løsning på for godt 2600 år siden."

2600 år? Sig lige hvad du har i tankerne?

Min egen overbevisning er, at menneskelig lykke er et udpræget biprodukt, som kan komme bag på os og overvælde os, når vi er engageret i noget, der forekommer os vigtigere ...

Hvis jeg forstår dig ret, så mener du at man a) ikke behøver at lade sig styre af kultur og samfund og b) ikke behøver at lade sig styre af sine følelser.

Hvis jeg husker korrekt startede du med at skrive, at "[e]go er jo med til at skabe selvbedrag, hvilket skaber illusioner over hvordan ting hænger sammen og forholder sig.(f.eks. ved antagelser)".

Hvis ego (følelser ligger heri...) skaber selvbedrag men vi ikke behøver at lade os styre af dem, så giver du udtryk for at vi rent faktisk selv kan gennemskue vores eget selvbedrag. Det kan vi ikke.

Nej jeg giver ikke på noget sted udtryk for, at man kan gennemskue eksisterende selvbedrag. Jeg siger at man kan undgå det. Der er forskel. Egoet består af en række begær, som man oftest følger. For at kunne retfærdiggøre tilfredsstillelsen af disse begær, stiller man forskellige ting op som beskyttelse. Herunder er selvbedrag én af dem...

Du hævder, at selvbedrag kommer fra ego. Jeg mener, at egoet er lig med selvet, og ingen af disse har kognitive evner i sig selv.

Dét er du i din gode ret til at mene. Det betyder dog ikke at du har ret.

Hvis noget er selvbedrag, er der næppe tale om en forestilling der kommer fra selvet. Der vil med al sandsynlighed være tale om et (konstrueret) bedrag kommende fra over-jeg'et, som blandt andet dirrigeres af kultur og samfund. Dette kan din vilje ikke ændre på, så der er ikke tale om at vælge at lade sig styre eller ej. Det sker - men det er usandsynligt det sker som du beskriver det.

Den eneste grund til at det ikke sker, hvis man ikke er bekendt med at det kan lade sig gøre. Jeg er bekendt med at det kan lade sig gøre, derfor kan jeg udtrykke det. Det allerbedste er, at det kan efterprøves.

Du besvarer mit spørgsmål om du virkelig opfatter lykkejagt som mental syge med "Ja, absolut, for hvis der er begær bag din søgen, vil du aldrig blive tilfreds. Begæret vil blive ved med at ville have tilfredsstillelse. Man kan kalde det en form for "lykkenarkomani".".

Woah!!!! Stop en hel! Jeg har på intet tidspunkt givet udtryk for at der er tale om mental sygdom! Det var ihvertfald ikke hensigten, at det skulle forstås således.
Det ville være som at kalde homoseksuelle for "mentalt syge". Det er helt ude i torvene. Det er muligt, at vores samfund er strikket sammen på den og den måde, men man kan sagtens finde den nødvendige styrke frem der skal til for ikke at lade sig styre eller friste af sine omgivelser!
På samme måde er det muligt at bruge sit sind på en måde, således at man selv har kontrol over ens følelsesspektrum i livet. Ikke ment at man blive følelseskold eller forladt, men at man har opbygget så megen selvkontrol, at man lærer at læse informationen i følelser og reflektere over dem, istedet for bare at lade sig rive med af dem.

Mennesket er en lykkenarkoman. Vores samfund og nydelseskultur er skabt af denne indbyggede lykke-narkomani. Vores ønsker er skabt af lykkenarkomani, og vores drifter er at søge lykken.
At se dette som en mental sygdom betyder, at du ser alle mennesker som mentalt syge. Da du i så fald ikke længere har et mentalt sundt individ at sammenligned med, ja så falder hele dit argument fuldstændigt til jorden.

Hvis du hævder, at du selv er rask men alle "lykke-narkomanerne" er mentalt syge, så må du også sandsynliggøre, at du ikke har ét eneste tilbagevendende og instinktivt behov for lykke. Det kan du ikke, for intet menneske er ligeglad med om det er lykkeligt eller ej.

Mennesket søger efter at eksistere i de mest optimale forhold. Der er stadig ikke tale om mental sygdom, på nogen som helst måde!!
Langt de fleste mennesker søger forbigående lykke i materielle ting og koncepter. Dér de burde søge i stedet, er i sig selv.
Lykke ligger ikke udenfor vores mentale verden.
Man kan for eksempel starte med sin indstilling til sin omverden og sin mentale verden. Skrive en liste punkt for punkt, hvilken indstilling man har til hvad. Derfra kan man ved hvert punkt spørge sig selv, "har jeg det godt med den indstilling. Giver den indstilling mig fred i sindet? Eller har jeg tendens til at reagere som følge af den indstilling?"
Hvis man opdage at man ikke har fred i sindet med den indstilling, arbejder man med indstillingen, ved nye spørgsmål der omhandler indstillingen selv. Dette kaldes reflektion, og er et ganske nyttigt stykke værktøj.

-Corner

Nej jeg giver ikke på noget sted udtryk for, at man kan gennemskue eksisterende selvbedrag. Jeg siger at man kan undgå det. Der er forskel. Egoet består af en række begær, som man oftest følger. For at kunne retfærdiggøre tilfredsstillelsen af disse begær, stiller man forskellige ting op som beskyttelse. Herunder er selvbedrag én af dem...

Dét er du i din gode ret til at mene. Det betyder sog ikke at du har ret.

Den eneste grund til at det ikke sker, hvis man ikke er bekendt med at det kan lade sig gøre. Jeg er bekendt med at det kan lade sig gøre, derfor kan jeg udtrykke det. Det allerbedste er, at det kan efterprøves.

Woah!!!! Stop en hel! Jeg har på intet tidspunkt givet udtryk for at der er tale om mental sygdom! [når man vedvarende søger lykke]

Det er menneskets inderste drift at søge sin egen lykke, og det er nogenlunde accepteret at man aldrig bliver fuldt lykkelig. Vil du virkelig betegne det naturlige "begær" for lykke som en mental lidelse?

Ja, absolut, for hvis der er begær bag din søgen, vil du aldrig blive tilfreds. Begæret vil blive ved med at ville have tilfredsstillelse. Man kan kalde det en form for "lykkenarkomani".

Det er muligt, at vores samfund er strikket sammen på den og den måde, men man kan sagtens finde den nødvendige styrke frem der skal til for ikke at lade sig styre eller friste af sine omgivelser!

På samme måde er det muligt at bruge sit sind på en måde, således at man selv har kontrol over ens følelsesspektrum i livet. Ikke ment at man blive følelseskold eller forladt, men at man har opbygget så megen selvkontrol, at man lærer at læse informationen i følelser og reflektere over dem, istedet for bare at lade sig rive med af dem.

Mennesket søger efter at eksistere i de mest optimale forhold. Der er stadig ikke tale om mental sygdom, på nogen som helst måde!!
Langt de fleste mennesker søger forbigående lykke i materielle ting og koncepter. Dér de burde søge i stedet, er i sig selv.
Lykke ligger ikke udenfor vores mentale verden.

Man kan for eksempel starte med sin indstilling til sin omverden og sin mentale verden. Skrive en liste punkt for punkt, hvilken indstilling man har til hvad. Derfra kan man ved hvert punkt spørge sig selv, "har jeg det godt med den indstilling. Giver den indstilling mig fred i sindet? Eller har jeg tendens til at reagere som følge af den indstilling?"
Hvis man opdage at man ikke har fred i sindet med den indstilling, arbejder man med indstillingen, ved nye spørgsmål der omhandler indstillingen selv. Dette kaldes reflektion, og er et ganske nyttigt stykke værktøj.

Jeg håber ikke du hverken beskylder mig for ikke at vide hvad reflektion er eller ikke selv at udøve det. Hvad du beskriver - lidt analogt - af selvransagelse begyndte jeg på for 15 år siden. Det må vel betyde, at jeg har reflekteret til en rimelig grænse over sagen.

Har du fred i sindet med din position, at afholdende mennesker er stærke og lykkejægere svage og påvirkelige? Jeg har fred i mit sind, for jeg ved at du tager fejl i mindst ét tilfælde.

Jeg vil også gentage det lidt indpakkede spørgsmål fra mit forrige indlæg: har du end ikke ét tilbagevendende og instinktivt behov for lykke fra dine omgivelser, som du forfølger? Jeg tvivler på at du kan svare "nej, slet ingen!" og stadig være sand mod din person.

Men svar ikke, før du har svaret på hvorfor vi skal lede i os selv efter en følelse, vi til hudløshed ved kan findes udenfor os selv i overflod. Og glem ikke at redegøre for, hvorfor det er en negativ ting at være "lykke-narkoman".

Jeg venter spændt

Nu tager du munden for fuld.

Hvis materielle ting og koncepter udenfor vækker lykke indenfor, hvorfor skal man så ikke søge udenfor? Du kan umuligt mene, at man kan blive lykkelig af kun at have sig selv og sin mentale verden. Det er simpelt hen for lyserødt og for uvidende med hensyn til psykologiske processer og værdigenkendelse.

Lykke er en følelse, og følelser "anvendes" som respons på eksterne værdier sat i perspektiv til interne værdiers ladning - hvilket lidt er det samme som at sige "man bliver ikke lykkelig af pisk, og det er naturligt at blive vred på den der pisker dig". Selvfølgelig kan vores følelser udelukkende vækkes af ydre stimuli - hvis de blev vækket på må og få af interne stimuli ville der være noget galt med vores følelser.

Det er derfor ganske naturligt at lykke vækkes af materielle ting såvel som fx kærlighed eller dybe venskaber - eller sex. Udover det hjernekemiske aspekt er der for lykkens vedkommende ingen som helst grund til at argumentere, at man bør søge adgangen til lykken inden i sig selv. Den er ganske enkelt tilgængelig i overflod udenfor. Der er mere vand i en oase end en ørken, så hvorfor stå og tørste?

Nu skal jeg sikkert beskyldes for at retfærdiggøre min egen lykkejagt. Hvad der egentlig foregår er, at jeg afviser rigtigheden af din påstand om at det er bedre at søge lykken i sig selv.

Ingen beskylder dig for noget - ihvertfald ikke herfra. Jeg vil stadig påstå, at du fastholder din teori, fordi du ikke er stødt på hvad jeg er stødt på. Sådan er vi så forskellige og fred være med det...

Hvad angår min viden om psykologi, tja... Så er min uddannelse så, ifølge dig, ikke noget værd... Den slags sker jo, at man pludselig opdager at have spildt 8 år på noget, som viser sig ingen værdi har.

-Corner

Nu forstår jeg pludseligt! Du læser "lidelse" som "sygdom", hvilket slet ikke er hvad jeg lægger i "lidelse".
Det vil nok være mere nærliggende at sige "mental smerte" i stedet for "lidelse"...
Så skulle "mental sygdom" være ude af billedet.

Ingen beskylder dig for noget - ihvertfald ikke herfra. Jeg vil stadig påstå, at du fastholder din teori, fordi du ikke er stødt på hvad jeg er stødt på. Sådan er vi så forskellige og fred være med det...

Har du fred i sindet med din position, at afholdende mennesker er stærke og lykkejægere svage og påvirkelige?

Har du end ikke ét tilbagevendende og instinktivt behov for lykke fra dine omgivelser, som du forfølger?

Men svar ikke, før du har svaret på hvorfor vi skal lede i os selv efter en følelse, vi til hudløshed ved kan findes udenfor os selv i overflod. Og glem ikke at redegøre for, hvorfor det er en negativ ting at være "lykke-narkoman".

Hej Corner, tak for dit svar!

Jeg blev nok ikke helt afklaret mht. hvad vi her på JesusNet har gjort forkert, dvs. hvordan vi efter din opfattelse har misrepræsenteret det gode budskab.

Du skriver til sidst:
Som med alle andre religioner bør man lige finde ud af, hvor det menneske man svarer står. Er det en begynder, er det en avanceret, osv., for det svar man giver til en avanceret, vil en begynder ganske simpelt ikke kunne forstå. ...

Ja, sådan er det naturligvis. Som Kierkegaard også skriver: Hvis man vil fortælle nogen noget, så må man bevæge sig denhen, hvor de befinder sig. Det nytter ikke noget at stå og råbe på Samsø til en, der bor i Kalundborg - man må pænt tage færgen over.

Så det er bare på et rent teknisk niveau dette fungerer.... Det har ikke noget at gøre med hvor meget man tror, eller dumhed - det er udelukkende teknisk

Tja - her på JesusNet er betingelserne jo, at vi ikke kender hinanden, vi ved ikke hvem der er kendt med hvad kristendommen handler om, og hvem der ikke er.
Vi gør vores bedste, men jeg er helt klar over, at det ikke altid er godt nok! Konkrete gode råd og forslag til forbedring er noget så velkomne!

Ok... Min undvigende adfærd skyldtes en overvejelse om hvorvidt det var passende at skrive i dette forum, for jeg er primært ikke interesseret i at prædike eller reklamere, og jeg håber at følgende ikke vil blive opfattet således. Det er blot en personlig oplevelse jeg gengiver...

Der er på intet tidspunkt tale om tro. Alt der bliver snakket om, kan efterprøves, hvilket jeg hutigt fandt ud af ved egen erfaring. Det var muligt at berolige sit sind så meget, at man reelt fik kontrollen over det. Emotionelle tilstande blev sekundære, hvor de før havde været primære. Jo flere byrder man arbejdede væk fra sine skuldre, jo mere afslappet blev man, og jo mindre sandsynlighed var der for at man blev revet med af vrede, sorg, osv.. Du drømmer ikke om hvor stresset et "almindeligt" sind i virkeligheden er.

[...]

Dette er den korte version af de fire ædle sandheder. De første de er, udover at være forklarende, også teknikken man bruger såfremt der dukker en mental smerte op i ens sind.

Som sagt, er det ikke min hensigt at reklamere, med kun oplyse - velsagtens også fordi at buddhismen i danmark er præget af den Tibetanske buddhime, som trods alt er meget ung i forhold theravada, som jeg praktiserer.

Oplysning har jeg stor respekt for. Tak for linket til bogen, som jeg vil kigge lidt i når jeg har bedre tid.

Det kunne være interessant at høre din opfattelse af "lykkens psykologi", og en lille forklaring på hvorfor du mener "lykkenarkomanien" er en negativ ting trods det at den er vores inderste drift. Jeg synes det er en interessant holdning som kunne være rar at se underbygget.

Derfor er "lykke-narkomani" ikke noget godt - det er heller ikke vores inderste drift. Vores drift er et miljø, hvor vi kan fungere tilfredsstillende. Hvad vi tror, er noget helt andet og oftest selvbedrag.

Går man f.eks til en psykolog, kan behandleren ikke hjælpe, hvis klienten ikke er indstillet på at samarbejde, og det samme gælder, når det er et selvterapeutisk system, hvor det er systemet der er terapeuten.

Vi bliver nødt til at arbejde os igennem vore psykiske blokeringer, fordomme, emotionelle tilstande, etc., for endeligt at ende med en lykke, man ikke behøver at anstrenge sig for at beholde - en lykke som er naturligt konstant....

Vores drift er et miljø, hvor vi kan fungere tilfredsstillende. Hvad vi tror, er noget helt andet og oftest selvbedrag.

Snip - en hel masse tekst...

Nu husker jeg pludseligt hvad det handler om, hvilket er grunden til at jeg pludseligt hopper herned. Det handler om hvilken værdier man tillægger den materielle verden frem for den mentale verden. Når man først er begyndt på et tankemønster som er materielt baseret, vil det været meget svært at slippe en gammel "ven", som trods alt har givet mange gode oplevelser og smerter igennem tiden. Og denne 'ven' er man selvfølgelig loyal overfor.

Det er ikke nogens skyld at disse tankemønstre eksisterer. De er der som et resultat af mange hundrede års udvikling.

Nu lader jeg dig lige få det sidste ord, og så er det EOD herfra. Vi kommer ikke videre.

Hej Corner - vi er faktisk enige om det meste af det du skriver.

"Og det værste er, at vi oftest retfærdiggør vores ego ved hjælp af en religion. Det er ikke religionens fejl. Det er således det enkelte menneske(som kalder sig religiøs), som ikke har fattet budskabet og målet med religionen."

Sandt nok, men jeg ved nu ikke rigtig, om nogen retfærdiggør deres ego(isme) ved hjælp af kristendommen. Det skulle næppe være muligt! Og, som du vist også mener, så har de læst deres bibel som en vis herre ...

Igen - der er langt fra ord til reel handling. Det er fint nok at sige "det er sådan vi bør gøre", en helt anden ting at reelt at gøre det. Hverken Gud eller Jesus, kan gøre det for os, for så var det allerede sket. Næh - vi sidder hjemme i vore stuer, føler os hellige og kristne og holder os ved at syntes at vi er gode mennesker.

Ja, der er tit langt fra ord til reel handling, og det gælder både kristne og alle andre syndere!
Gud kan ikke gøre det for os, skriver du. Nej, det er os der er Guds arme og ben, når vi lytter til hans stemme og gør det, som han befaler os.

Men når og hvis nogen (få) af os nu har gjort en kæmpestor hjælpeindsats, ofret alt hvad vi ejede og havde af gods og guld og arbejdskraft for at hjælpe næsten, og vi så, når vi ikke en dag ikke kan mere, selvtilfredse ligger på vores dødsleje og med vores sidste kræfter klapper os selv på skulderen og tænker:

Godt gået! - jeg var da faktisk en god kristen i dette liv!
Tak, Gud, fordi jeg ikke var som alle de andre, der kun brugte mund og ikke andet ...

... akja! - så er vi selvgode farisæere, som skulle skamme os over den tanke!
For hvad kan vi give, som vi ikke har først har fået? Fint, at vi har fået gjort en indsats for nødlidende. Fint for de nødlidende, altså!

Men ingen kan retfærdiggøre sig selv ved at gøre gode gerninger - kun ved at følge Ham, som har sonet alle vores synder og åbnet døren til Guds paradis!
Sådan lyder det radikale budskab.

kristina

Når man først er begyndt på et tankemønster som er materielt baseret, vil det været meget svært at slippe en gammel "ven", som trods alt har givet mange gode oplevelser og smerter igennem tiden. Og denne 'ven' er man selvfølgelig loyal overfor.