Inspireret af dagens tekst og denne debat synes jeg, at det kunne være spændende at få kigget på, hvad Helligåndens opgave, i vores kirke og i vores liv, er. Hvordan arbejder Helligånden, hvordan lærer vi, at høre, hvad Han har at sige, og hvilke situationer taler Helligånden til os i? En anden interessant ting er, at forskellige kristne menigheder lægger meget forskellig vægt på Helligåndens gerning. Er det en helt forskellig forståelse af Helligånden, der ligger til grund for det, eller er det blot forskellig praksis i menighedens liturgi og organisation, der fører til forskellige foki?

For at I nu kan have noget at jorde, vil jeg forsøge at starte debatten ud :-)

I denne søndags tekst (Joh. 16, 5-15) beskrives Helligåndens vigtigste opgaver:
1. Han skal overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. Verden er i dette tilfælde den gudløse verden, der har brug for at kende Jesus.
2. Han skal vejlede os i hele sandheden. Kort sagt, så er der ikke noget, som vi ikke skal søge Helligåndens vejledning i.
3. Han skal vejlede os ud fra skriften. Han skal tage fra Jesus og give det til os, eller sagt på en anden måde. Han skal hjælpe os til at forstå Jesus ud fra skriften. Skriften er Helligåndens kildemateriale, og Helligånden kan ikke sige noget, der går på tværs af Bibelen. Så enkelt er det. Så enhver, der påstår at Helligånden har givet ham en åbenbaring, der går imod skriften, har lyttet til den forkerte ånd... Simple as that.

Det siges desuden, at Helligånden vil tage bolig i os, der tror på Jesus. Hvis vi læser i det gamle testamente om, hvem Helligånden der tog bolig i og virkede igennem, så var det de store konger og profeter, der modtog Helligånden gennem salvelse. Når Helligånden i dag har taget bolig i hvert enkelt medlem af Kristi legeme, så betyder det også, at vi hver især er Guds profet, leder (konge), eller hvilken opgave, han nu må have lagt på den enkelte. Dette har profeten Joel allerede på GT's tid forudsagt: "Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. (Joel 3, 1) Denne pasus hiver Peter senere frem på pinsedagen og siger, at dette er dagen, hvor det skriftord er gået i opfyldelse. Vi lever altså i den tid, hvor Herrens ånd er udgydt over hele Jorden. Hvor de gamle skal have drømme og de unge skal se syner. Alt sammen konsekvenser af, at Helligånden bor i os.

Som det er beskrevet i Joels bog kan det næsten virke som om, at Guds ånd skaber kaos, fordi det vender op og ned på alle forestillinger, men det er bestemt ikke tilfældet. For det første fordi Guds ånds væsen ikke er kaos men orden, for det andet fordi vi har fået kirken som det sted, hvor Helligånden arbejder ud fra. Profetier, åbenbaringer, syner osv. er alle sammen nådegaver, som Herren bruger til at opbygge sin kirke. Alt dette er omtalt grundigt i især 1. kor. 12. Det er de værktøjer, Helligånden giver os til at nå verden med evangeliet og til at grave dybere i vores forhold til Gud, og det er værktøjer, som lige som alt andet, vi har fået af Gud, er underlagt vores fri vilje, og som derfor kan både bruges og misbruges. Derfor den grundige vejledning.

Ud over Åndens gaver som tegn på, at Helligånden bor i os, har det også nogle konsekvenser. De omtales i Bibelen som Åndens frugter, og de er nævnt i 1. Gal. 5, 22-26. Hvor Åndens gaver er givet til menigheden i forskelligt mål og af forskellig art, er Åndens frugter derimod ikke noget, som vi kan "specialisere" os i. Jeg kan f.eks. ikke sige, at "jeg er godt nok ikke lige så god til det med tålmodighed, men da min frugt er godhed, så går det nok." Åndens frugter er kendetegn ved de, der har Guds ånd... Her kan også henvises til Jesu tale om, at et godt træ bærer gode frugter.

Åndens vejledning ind i vore liv vil ofte ske ud fra Bibelen, og dette ligger da også klart i forlængelse af, at Helligånden skal tage fra Jesus og give til os. Men der er også tidspunkter, hvor Bibelen ikke giver noget klart svar, og også her skal vi tage Helligånden på råd. Her kræves, at vi lærer at skelne Guds stemme fra verdens og vor egen... Netop derfor har Gud også ind i menigheden givet nogle med nådegave til at bedømme ånder. Det er meget væsentligt, at ingen får lov til at være en guru i kristne menigheder og tale ud fra åbenbaringer og åndsvejledning uden, at der samtidig er nogen med denne nådegave, der prøver det sagte på skriften. På den måde har vi som menigheder fået redskaber til at lytte til Helligåndens vejledning uden at blive ledt på afveje af falske røster. Begge dele er meget vigtigt. Åbenbaringen er vigtig, fordi vi derigennem kan lære Guds vilje at kende. Bedømmelse af ånder er vigtig, fordi vi ellers ikke har en kinamands chance for at vide, om det er Guds Ånd, der taler, eller om det er Henrik (eller hvad han nu måtte hedde)...

Der er flere eksempler i Bibelen på den slags vejledning: Paulus kaldes i et syn af en mand til at komme over til Makedonien. Dette blev begyndelsen til evangelisation i Europa. Peter blev gennem et syn overbevist om, at intet menneske er urent eller vanhelligt for Gud. Dette blev begyndelsen til evangelisation blandt hedninger. Som Paulus siger det: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. (1. kor. 2, 9-10) Kort sagt: er vi i tvivl om Guds vilje, kan vi være sikker på, at Helligånden kender den, og det kan jo aldrig skade at spørge :-)

Og så var der det med Helligåndssyn hos karismatikere i forhold til os mere konservative Jeg tror, der er visse forskelle i syn på Helligåndens virke f.eks. omkring åndsdåb. Og netop her har jeg selv lidt et problem, for jeg synes, skriften er meget tvetydig. Så jo, forskelle er der, men ikke så væsentlige forskelle, at det forklarer de store forskelle, der er i, hvordan nådegaver forvaltes de forskellige steder osv. Her er en klar forskel blandt andet, at i folkekirken er hele liturgien bygget op omkring præsten og hans gerning. Dette er, som jeg ser det den største fejl i folkekirken, som den fungerer i dag. (og jeg tænker på, hvordan den fungerer også i de gode menigheder... Ikke kun i dem, hvor ingen her alligevel ønsker at komme) Dette gør, at når et eller andet gøres ud fra kirken, bliver det ofte til, at man hjælpe præsten. Det deaktiverer menigheden og gør, at mange får IM, LM, eller hvad det nu måtte hedde, som sit primære kristne netværk til hverdag, mens kirken bliver noget sekundært, hvor vi mødes hver søndag, men ellers er hver for sig... Og det får selvfølgelig indflydelse på, hvordan nådegavernes brug i menigheden bliver...

Med venlig hilsen

Mark Langdahl