Hej Asbjørn.
Jeg skrev til din brevkasse for godt et års tid siden, hvor jeg netop var flyttet fra min ikke-kristne mand, der havde fundet en anden. Det har været et umådeligt barskt år, hvor mit liv har været sat i stå på alle menneskelige og åndelige sider. Jeg har været storforbruger af sjælesorg og forbøn, men syntes ikke jeg nåede nogen vegne. Når det værst tænkelige er et liv dømt til rollen som alenemor synes Guds ord om nærvær og kærlighed til enken og den faderløse at være en hån.

De første mange måneder fornægtede jeg simpelthen for mig selv og andre, at det var slut. Mit barns far gav flere gange udtryk for, at han jo inderst inde ønskede, at vi igen en gang kunne være sammen. Han talte om at flytte tættere på, så vi kunne være mere sammen. Forholdet til pigen, han forlod mig for, gik hurtigt over. Men så kom der en ny, igen en ny og hvilket nummer det er nu, har jeg ikke spurgt til. Jeg har sagt stop. Jeg kan ikke blive ved med at forsøge at elske en, der viser med al tydelighed, at jeg ikke er ønsket, endsige elsket, selvom han med munden har sagt noget andet. Jeg ser tilbage på år med løgn, utroskab, svigt, hån (for kristne mennesker er jo dumme...), og har givet op på den kærlighed.

Det er nu snart et halvt år siden, jeg opgav at tvinge mig selv til at elske. Et halvt år med følelsen af frihed på den ene side og endnu større følelse af ensomhed. Hver dag, når jeg står op, må jeg bede om kraft til at komme igennem dagen, og hver aften, når jeg går i seng er sengen alt for stor til en.

Jeg har bedt Gud om at give mig vished i mit hjerte; skal jeg virkelig leve alene, så giv mig kraft til det og glæde ved det. Ellers må du, Gud, virkelig håndgribeligt overbevise mig om, at jeg vitterligt er fri til at gifte mig igen. Uvisheden kan jeg ikke bære på.

Så skete for nyligt det, jeg ikke havde regnet med. Der er en, der gerne vil have mig ind i sit liv. En, der ønsker mig som sin Eva og Sulamit. En, der i sit hjerte er overbevist om, at jeg er fri til at gifte mig med hvem jeg ønsker af to grunde; "Utroskabspragraffen", og det, at min eksmand ikke er kristen, for der står jo; En kvinde er ikke bundet i sådanne tilfælde. Mine følelser for ham er dyb kærlighed og nært venskab. Et venskab, jeg aldrig fik med min eksmand. Men jeg tør ikke blive forelsket, og holder ham hen, stakkels mand, for de bønnesvar, jeg får, tør jeg ikke stole på.

Det seneste var en drøm. Jeg havde om aftenen bedt som jeg plejer, Gud, giv mig klarhed, og om natten drømte jeg, at Jesus kom igen. Det har jeg drømt utallige gange i mit liv, men altid som et mareridt, du kommer ikke med, han kender dig ikke. Men denne gang var det en følelse af jublende fryd; Haleluja, han kender mig, strækker sine arme ud og siger; velkommen hjem. Men jeg tør ikke stole på, at det er et tegn, for hvem har i nyere tid hørt om en, der i en drøm har fået svar af Gud?

Jeg er rådvild...
Perle.

Kære Perle

Jeg husker godt dit første brev i december 2003. Og det gør virkelig ondt at høre hvordan det siden er gået. Igen stiller du helt rimelige spørgsmål, som jeg er ked af at jeg ikke kan give dig nogle bedre svar på.

At du har aksepteret skilsmissen og opgivet din kærlighed til din mand, kan jeg godt forstå. Ikke fordi det er en "god" løsning, men fordi det i en situation som din må være det mindst "onde". Der er grænser for hvor megen løgn, utroskab og svigt du kan bære uden at gå i stykker på det. Sommetider kan det gøre mere ondt at holde fast i kærligheden end at slippe den. Sommetider kan vi blive tvunget til at handle imod Guds vilje.

Men smerten slipper vi aldrig for. Hvis vi tager kærligheden alvorligt, så findes der ingen lykkelige skilsmisser. En skilsmisse sætter heller ikke fri. Den er en nødløsning i en situation, hvor alt andet vil være værre. Men i lyset af Guds ord og vilje, så løser skilsmissen os ikke fra ægteskabets bånd. Ægtepagten kan nok ophæves rent menneskeligt og juridisk, men ikke åndeligt og kristeligt. Kun hvis den ene ægtefælle dør er den anden fri til at gifte sig igen.

Du nævner "utroskabsparagraffen" fra Mattæus 19,9 og Paulus' ord fra Korintherbrevet 7,5 om, at hvis en ikke-kristen ægtefælle forlanger skilsmisse, så kan man gå med til det for fredens skyld. Bibelen nævner kun disse to undtagelser fra budet om at "hvad Gud har sammenføjet må intet menneske skille ad" (Mattæus 19,6). Men det handler kun om skilsmisse, ikke om at gifte sig igen. Der findes ingen ord i Bibelen, som tillader et nyt ægteskab. Vi har ingen ord for at Gud sætter os fri til at gifte os igen.

Jeg ved at det må lyde meget hårdt at jeg siger sådan. Men jeg tør ikke sige noget andet eller noget nyt i forhold til hvad Guds ord siger. Og det er ikke fordi, at den situation ikke var aktuel på Bibelens tid. Det var den i høj grad. Så vidt jeg har forstået, så var både skilsmisse og nyt ægteskab ganske udbredt - også på Jesu tid. Det var netop derfor at Jesus udtalte sig så kategorisk om ægteskabet, som han gør i fx Mattæus 19.

Jeg ville så gerne, at jeg kunne svare dig, at det er dejligt at du har mødt kærligheden igen og du selvfølgelig er fri til gå ind i et nyt og forhåbentlig bedre forhold. Men det kan jeg desværre ikke. Jeg ved, at der er kristne som tolker det anderledes. Og det må jeg selvfølgelig respektere. Men det kræver - for mig at se - at man er villig til at se bort fra det som både Jesus og apostlene meget tydeligt lærer os gennem NT. Og det synes jeg er at tage et meget stort ansvar på sig.

Betyder det så, at du ikke kan gengælde kærligheden fra den mand, som nu har erklæret dig sin kærlighed? Hvis du spørger mig, så ja. Jeg kan ikke svare dig anderledes end at , hvis du ønsker at bøje dig for Guds gode vilje med kærligheden og ægteskabet, så kan du ikke indlede et nyt forhold med henblik på at gifte dig igen. Du er bundet til din første mand så længe han lever og da jeres forhold er ødelagt af hans utroskab og uvilje, så må du leve uden ægteskab og uden sexuelt samliv. Gud kan ikke velsigne et nyt ægteskab, så længe det første ægteskab består.

Det betyder selvfølgelig ikke at du skal slå hånden af de mænd, som gerne vil være venner med dig - men du kan ikke give dem eller dig selv nogen forventning om, at I kan blive som mand og kone. Du kan gengælde kærligheden på venneplan, men ikke på et sexuelt plan.

Jeg mærker på dit brev, at du er splittet mellem det du ved er Guds vilje og de følelser du har. Denne spænding kan jeg ikke tage fra dig. Og det kan Gud heller ikke. Men han kan give dig kraft og hjælp til at leve efter hans vilje og til at ære ham med det liv som du har fået. Dit liv har ikke flasket sig som du ønskede og det er ikke din egen skyld, men det betyder ikke at dit liv så er spildt eller værdiløst. Jeg tror på en Gud som kan vende det ondeste og mest smertefulde til noget godt. En Gud som har magt til at skabe nye veje og muligheder, der hvor vi synes at alle døre er lukkede. Jeg vil sådan ønske for dig, at du må erfare dette og at du må få al den hjælp du har brug for til at leve sådan som Gud har skabt og villet os.

Jeg vil meget gerne, at du skriver igen, hvis du mener at dette svar blot gør din situation endnu vanskeligere. Der er så meget mere at sige end de få ord som der her er plads til ...

Hvor ville jeg ønske, at der havde været et klogt menneske, der havde sagt; Du behøver ikke at gifte dig med ham, fordi du venter barn med ham. I stedet var den eneste reaktion, jeg fik fra omgivelserne; synes i ærligt talt ikke, I skulle se at blive gift?!

Det var ikke mit eget ønske, at vi skulle giftes på daværende tidspunkt, men jeg ønskede at alt skulle gå rigtigt til. Jo, jeg elskede ham VANVITTIG meget, men havde det stået til os, havde vi ventet. Måske var vi så i stedet gået fra hinanden, og jeg ville ikke stå som jeg gør nu.

Det ER blevet værre, efter at jeg har læst dit svar, men det vil jeg vende tilbage til, for mens jeg ventede på svar, tog jeg fat i ham, jeg skrev om. Vi er ikke længere venner, for det var alt eller intet for ham, og jeg var af mig selv nået frem til, at det alt kan jeg ikke give ham. Han blev selvfølgelig meget ked af det, men henledte også min opmærksomhed på mine andre drengevenner. Han postulerede, at en dreng ikke kan have en pigeven, uden at der på et eller andet tidspunkt er erotisk tiltrækning indblandet. Det tog jeg så til efterretning, har nu været rundt hos de fleste af dem, og har fundet ud af, at det havde noget på sig. Konklusion? Jeg kan ikke som kristen alenepige have drengevenner!

Så kommer så min reaktion på det, du skrev. Hvor var tingene mere ligetil på Jesu tid. ( I denne situation, i hvert fald.) Hvis jeg havde levet den gang, havde der ikke været noget at rafle om, for min søns far ville være en stendød mand. Det var jo straffen for utroskab! Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er derfor, Jesus ikke nævner gengiftning som mulighed? Fordi den utro part var død, så den uskyldige havde stand af enke? Martin Luther og Vilhelm Bech viede folk i min situation, jeg kender ikke deres begrundelse, men ved, at de gjorde det.

Hvis Gud er en retfærdig gud, hvis han har kærlighed til individet, hvis han er alt det, han udgiver sig for at være, men samtidig siger; "beklager, min skat, du er tvunget til at leve, som jeg fra starten så, ikke var godt for mennesket. Du har ikke noget valg! Synd, din mand behandlede dig som skidt, han skal nok få sin straf, men I er jo et kød, så straffen rammer dig lige så meget. Og så husk i øvrigt, at jeg elsker dig!" Er det en Gud, der er værd at følge? Hvis jeg lyder bitter, er der nok noget om snakken. Jeg føler mig i ingenmandsland, hvor jeg aldrig vil kunne gøre, hvad der er rigtigt. Hvis jeg finder en ny kærlighed, er jeg fortabt, hvis jeg ikke gør, vil jeg sikkert alligevel ende som en gammel bitter kvinde, der forbander Gud for det liv, han gav mig. Kærligheden er det største af alle mirakler i Guds skaberværk, men den er altså ikke mig forundt. Og midt i det hele skal jeg huske på, at jeg har en søn, der kræver min tilstedeværelse, et arbejde og et hjem, der ligså kræver fuld opmærksomhed. Af hele mit hjerte siger jeg; Det kan jeg ikke magte! Jeg ser, hvordan drengen lynhurtigt knytter sig til vildtfremmede mænd af længsel efter en far og frygter den dag, han knytter sig til en, der for alvor skader ham.

Jeg er vist løbet tør for ord. I det hele taget bare løbet tør...
Jeg kan godt se, at det, jeg skriver måske virker blasfemisk og Gudsbespottende, men der er i det mindste ærligt.
Perle

Kære Perle

Tak for dit ærlige og åbne brev. Hvor ville jeg gerne kunne sige noget som gør tingene lettere for dig. Men jeg føler mig bundet til det som jeg i min samvittighed er overbevist om. Samtidig med at din din bitterhed og din smerte rører mig dybt.

Du skriver: Hvis jeg finder en ny kærlighed, er jeg fortabt. NEJ, du er ikke fortabt af den grund! Dette her handler ikke om frelse eller fortabelse. Den slags afgøres ene og alene af dit personlige forhold til Jesus - uanset hvor mange forliste ægteskaber eller andre fejltagelser og sår du bærer rundt på. Hvis du skulle beslutte dig for at gifte dig igen, så betyder det bestemt ikke, at du er fortabt og har mistet Guds tilgivelse. Men det betyder - for mig at se - at du lever på en måde som Gud ikke har lovet at velsigne. Og det er trods alt noget lidt andet.

Min personlige opfattelse af Guds vilje i dette er, at Gud har bestemt ægteskabet til at være livslangt. Også selvom det på en eller anden måde går i stykker undervejs. Og sker det, så ER det en ulykke, som kan være svær at se sig igennem. Ligesom den der uskyldigt rammes af en bilulykke og tvinges til at sidde i rullestol. Livet er desværre både uretfærdigt og smertefuldt for mange mennesker.

Men, men - jeg kan ikke udelukke, at din personlige situation former sig på en måde som gør at det bedste og rigtigste vil være et nyt ægteskab. Ikke fordi Gud pludselig ændrer planer eller fordi vi begynder at bøje hans ord, men fordi vi nu engang må forholde os til virkeligheden og sommer tider i Guds egen kærligheds navn må vælge det mindst onde. Nogle gange kan tingene gøre så ondt, at der simpelt hen ikke findes "gode" løsninger. Så må vi handle i nødværge. Det KAN måske være et nyt ægteskab. Det kan ikke udelukkes. Men i den situation tror jeg at det skal være en personlig sag mellem Gud og den enkelte. Vi kan ikke lave regler for nødværge situationer. Derfor er det heller ikke noget vi kan forlange Guds velsignelse til. Snarere hans tilgivelse. (Som i så meget andet her i livet!).

Det er rigtigt at der er præster - også bibeltro præster med respekt for Guds ord - som vier par der har en skilsmisse bag sig. Det er ikke min opgave at dømme i de tilfælde. Men jeg har kun samvittighed til at sige, at hvis situationen er den at der skal indgås et nyt ægtskab, så skal vi ikke blande kirken og præsten ind i det, men i stedet holde en borgerlig vielse på rådhuset. På den måde vedkender man sig at der er sket noget som vi ikke bare kan slå en streg over og at vi er i en situation som Gud ikke med glæde kan velsigne. Et nyt ægteskab er i bedste fald en nødsituation.

Jeg kan godt se at der i forbindelse med nogle skilsmisser kan være en uskyldig part. Men det er bare ikke muligt at gennemskue for andre end Gud selv, hvem der er skyldig og uskyldig i hvad. Derfor vil jeg aldrig turde dømme nogen til at være den skyldige part fremfor den anden. Uanset hvordan tingende ser ud for mig.

Du skriver at du som alenepige ikke kan have drengevenner uden at der blander sig noget sexuelt ind i det. Det tror jeg ikke man generelt kan sige. Jeg kender adskillige alene-piger med mange drengevenner.

Mit råd til dig må være at søge efter hvilken plan og mening Gud har med dit liv. Hvad kan du bruge din aktuelle situation til som et barn i hans rige? Hvordan kan du leve i hans vilje og samtidig være ærlig overfor dig selv og dine omgivelser? Skal du være alene-pige, så kan Gud også give dig kraft og frimodighed til det. Også i forhold til din søn. Det vigtigste er at Gud beholder pladsen i dit liv og at du kan leve i frimodig tillid til ham og hans kærlighed.