Hej!
Når der i Fadervor står "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere",
så betyder det for mig, at som tilgivet synder, må jeg også altid af hjertet være villig til at tilgive min næste og bede om tilgivelse.
Ikke sådan at jeg tror, jeg kan det af mig selv og heller ikke, at det er noget der med det samme er på plads, når nogen har såret mig eller gjort ondt i mod mig. Men sådan at jeg til stadighed taler med Min Far i Himlen om hvordan jeg har det og beder ham om at rense, danne og gøre mit hjerte villig til at tilgive. Og også gøre mig villig til at få gjort op med det mennesker, som har noget imod mig eller omvendt.
Ellers, som jeg læser, kan et menneske lukke sig selv ude fra Guds velsignelse, ved at have et hårdt og utilgivende sind.
Nu kommer jeg så med en del henvisninger:
Rom:12,9-21 Livet efter Guds vilje og særlig her v.17:Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker.
Galaretbrevet 5,13-26
Hvor der står fra vers19:Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21 nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.
og Efesrbrevet 4,25-32
her v 32:men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.
Det der så har chokeret mig, er at mennesker, der er kristne, tilsyneladende affinder sig med at leve i uopgjort fortrædelighed med et andet menneske og tilkendegiver, at det ihvertfald ikke er dem der skal tage det første skridt. Hvad gør jeg, hvad siger jeg i sådan et tilfælde?
Jeg ved slet ikke om det var her mit indlæg skulle have været, for det blev langt og jeg ønsker nok at få svar fra en der virkelig har beskæftiget sig med Guds Ord. dette siger jeg ikke for at såre nogen.
Jeg håber at få et svar.
Kærligst Kirsten

Hej Kirsten

Ja, vi skal tilgive for selv at modtage tilgivelse...men skriftstedet taler jo først og fremmest til os selv. Det er ganske rigtigt, der findes mange mange mennesker med et uforsonligt sind, herunder også kristne...men hvor villige er vi selv til at give afkald på vores "ret"?

Ellers er vi jo der hvor vi piller splinter ud af vores brors øje, men ikke ser bjælken i vort eget.

Jeg tror at vi alle er meget obs på andres graverende synder, for at tage et eksempel er vi kristne jo meget "på", når det handler om at advare imod trolddom...okkultisme...New-age.

Men hvad når vi selv udøver trolddom i kraft af at lamme vores omgivelser med dræbende tavshed eller vulkan-agtige vredesudbrud, hvad når vi selv udøver trolddom gennem smiger og søde gaver søger at få vores medmennesker til at makke ret. "Gør som jeg vil have det eller dø"?

Jeg tror at det er i den kontekst vi skal læse bibelen....og nogen gange husker jeg det minsandten

Mkh Malli

Hej Kirsten - og velkommen her!

Det er et godt, vigtigt og svært spørgsmål du stiller:

"Det der så har chokeret mig, er at mennesker, der er kristne, tilsyneladende affinder sig med at leve i uopgjort fortrædelighed med et andet menneske og tilkendegiver, at det ihvertfald ikke er dem der skal tage det første skridt. Hvad gør jeg, hvad siger jeg i sådan et tilfælde?"

Dit spørgsmål fik mig til at fundere over, hvad jeg selv gør - for du har selvfølgelig ret i, at vi tit kommer ud for andres uforsonlighed med hinanden.

Jeg nåede frem til, dybt beskæmmet, at måtte tilstå, at jeg egentlig sjældent gør noget som helst!
Måske kommer jeg en sjælden gang med en henkastet - alt for forsigtig! - bemærkning om, at det måske kunne lade sig gøre at tale sammen om tingene og finde frem til en slags forsoning, også selv om man ikke kan nå til enighed.

For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg ikke lever i uopgjort fjendskab med nogen, og det skyldes nok, at jeg har så let ved at tilgive, både mig selv og andre. Det er en Guds gave at have det på den måde, og de, der ikke magter det, selv om de måske gerne ville, har helt sikkert deres gode grunde til det, grunde som måske kun Gud kender.

Jeg har nogle gange været ude for mennesker, som klart har tilkendegivet fjendskab over for mig, og i sådanne tilfælde opsøger jeg dem så vidt muligt og forsøger at finde ud af, om uforsonligheden skyldes misforståelser eller tværtimod "forståelser".

Misforståelser kan rettes, men det hænder, at årsagen til de uvenskabelige følelser er uovervindelige, og at det så er bedst bare at gå hver til sit. Det kan jeg godt leve med.

Men det er vel egentlig ikke det du spørger om.

Dit spørgsmål er vist: Hvordan stifter vi fred mellem andre?

Jeg ved det ikke. Men jeg vil - tilskyndet af dit indlæg - prøve at blive bedre til det. For det er ganske rigtigt vigtigt, og vi må bede om Guds hjælp til at finde ud af det, for det er nok forskelligt i de forskellige tilfælde.

Matt. 5,9-11:
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

kristina

Hej!
Jeg siger tak til både Kristina og Malli!
Og hvis ikke jeg har fået det sagt klart, så vil jeg gerne gøre det nu, at vi altid skal tage os af vore egne fejl før vi peger på andres. Jeg har også mere end nok i mine egne!
Nej, det er når en betror sig til mig, med de uoverensstemmelser de har med andre mennesker, hvad kan jeg så sige andet, end det der står i Bibelen: at er der en, der har noget imod mig ønsker Gud, at jeg skal række hånden ud for at få det ud af verden.
Det er fordi jeg har et helt konkret sag, som jeg har det dårligt med ikke at kunne sige, at jeg forstår vedkommende i at hun ikke vil søge forligelse.
Men ellers må jeg jo finde en og tale i "enrum" med om dette for jeg syner ikke jeg kan udlevere hende her selvom ingen kender hende.
Kærlig hilsen Kirsten

Hej Kirsten

Det er en glæde at læse, du tager dig så omsorgsfuldt og kærligt af sagen her - jeg vil bare sige, at når du skriver:

... Det er fordi jeg har et helt konkret sag, som jeg har det dårligt med ikke at kunne sige, at jeg forstår vedkommende i at hun ikke vil søge forligelse....
... så synes jeg da helt bestemt, at du sagtens kan sige, at du forstår vedkommende! Det er netop godt, at du udtrykker din personlige forståelse. De fleste kommer ud for ting, som er rigtig svære - eller forekommer helt umulige - at tilgive, og jeg tror da det vil gøre vedkommende godt at høre, at du som kristen sagtens kan sætte dig ind i situationen ...

Nu kender jeg jo ikke sagen, men at vi skal forlige os med hinanden ... det betyder jo ikke, at vi nødvendigvis skal omgås hinanden. Der er ikke noget i vejen med at gå hver til sit. Men det ved du jo nok alt om, og om det kan lade sig gøre i dette tilfælde, kan jeg jo ikke vide ...

kristina

Generelt synes jeg, at Biblen stiller for høje krav til mennesket. Nogle krav om kærlighed til din næste, ikke slå ihjel osv. er jo egentlig gode nok og rigtige nok....men man ikke altid råde over sine egne følelser, om det så er kærlighed eller had. Kristendommens Gud har alligevel ikke skænket den evne til os. Vi kan hade og elske på samme tid - vi kan gengælde had med had, hvis vores hjerne bestemmer det. Had skal ikke undertrykkes, ligesom kærlighed - det skal indses og forstås. Det skal arbejdes med og udvikles.

Hej Armadeo

Dit indlæg er kort, men interessant. Du skriver, at du synes, Bibelen stiller for høje krav til mennesket. Mener du, at kravene er for høje i forhold til, hvad du synes er rimeligt, eller mener du, at de simpelt hen er for høje til, at mennesket kan opfylde dem?
Bibelens krav er jo dybest set menneskeligt umulige at opfylde. Kun én har nogensinde opfyldt dem: Guds egen søn, Jesus Kristus, som selv var Gud. For os andre er det umuligt at opfylde kravene og meningsløst at forsøge. Vores eneste håb er at sætte vores lid til Kristus, som døde soningsdøden på korset, besejrede døden og opstod på den tredje dag, for at vi skulle sættes frie ved ham.
Når Kristus har gjort os frie, må vi forsøge at opfylde kravene af taknemmelighed og kærlighed, ikke for at opnå frelse.
Det krav, du skriver om, er næstekærlighedsbuddet. Men måske misforstår du lidt, hvad buddet går ud på, for du skriver, ganske rigtigt, at vi ikke altid kan råde over vores egne følelser; men buddet handler jo ikke om, at vi skal gå rundt og nære varme følelser for vores medmennesker; næstekærlighed foregår på et helt konkret plan: Du skal hjælpe, trøste, værne, varme din næste. Anbefalede skriftsteder til inspiration: Es. 58,6-7; Matt. 25,35-40; Luk. 10,25-37; Jak. 2,15-16.
Til sidst i dit indlæg skriver du noget virkelig klogt: "Had skal ikke undertrykkes, ... det skal indses og forstås." Det er så sandt, så sandt. Had skal ikke undertrykkes og forties, så vender det bare endnu stærkere tilbage; men det skal indses, forstås, erkendes og bearbejdes, ellers slipper vi ikke af med det.

mvh
Nikolaj

Hej

Et par (3) skriftsteder:


Matt 5, 23-24
Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave! Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er med ham på vejen...

- Det Jesus siger her er, at vi skal GØRE Guds kærlighed først og fremmest. Forsoning er jo for sent, hvis fx den anden går hen og dør eller måske flytter et ukendt sted hen. Vi skal prøve at have orden i vores "sager", når vi kommer til Gud. Flotte gaver eller yndig opførsel udadtil kan ikke frelse os, hvis vi ikke er rene indvendigt. Så minder vi jo nærmest bare om et sminket lig.


Matt 5, 38-39
I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje, og tand for tand.' Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt.

- Her siger Jesus så tydeligt, at vi ikke skal bukke under for nag. Det får det onde frem i os, og det skal vi simpelthed vise ud af døren lige så snart det får sig sneget ind. Måske behøver vi hjælp til det, menneskers og Guds. Det må i hvert fald ikke styrre os.


1 Kor 6, 7
I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor finder I jer ikke i at lide tab?

- Paulus taler jo her meget om den menneskelige stolthed som er noget af det mest nedbrydende, når det kommer til menneskelige relationer. Hvad ville der i grunden "gå af" os, hvis vi gør som Paulus foreslår?? At takle et nederlag på en god måde er faktisk en sejr i sig selv. En dårlig taber ELLER vinder er derimod et lige ynkeligt syn.


Mvh Liselotte

Hej

Jeg forstod spørgsmålet sådan:
Det der så har chokeret mig, er at mennesker, der er kristne, tilsyneladende affinder sig med at leve i uopgjort fortrædelighed med et andet menneske og tilkendegiver, at det ihvertfald ikke er dem der skal tage det første skridt. Hvad gør jeg, hvad siger jeg i sådan et tilfælde?

Jeg tror også dit svar ligger i dit spørgsmål. Du kan ikke tilgive en 3. person for den 1. person.
Men det er vores pligt som kristne at opdrage hinanden. Det er jo også derfor vi har JesusNet.dk. Vi kan lære af hinanden.
Som sagt kan du ikke tilgive for din ven, men det er din pligt at oplyse din ven om vigtigheden i at tilgive. Derefter er det op til din ven, om han/hun vil komme til at tilgive, men der er ikke mere du kan gøre.

Og så er jeg enig i foregående indlæg med berøring af stolthed, som virkelig fordærver mange.
Hvis man kan øve sig i at smide sin stolthed helt væk, har man også øvet sig i at være retfærdig.
Jesus vaskede sine desiples fødder for at forklare dette.
At forstå dette løser mange ting, og giver en stor mængde visdom (det kan gemmes til en anden debat).
Men:
Uden stolthed er der ingen stolthed at forsvare, derfor er det nemt at tilgive. Desuden er man også mest naturlig, da man ikke brug for at forsvare sig, men man kan bare være sig selv.