Kære ven
I vores svararkiv finder du dette spørgsmål besvaret:
Hvad er synd mod Helligånden?.
Jeg kan her kort sige, at synd mod Helligånden er dette, at vi ikke vil lade os overbevise om Guds sandhed. Helligåndens største opgave er at skabe tro på Gud. Hvis vi afviser at tro på Gud, afviser at vi er syndere som har brug for tilgivelse, så kan han ikke give os del i sin tilgivelse.
At blive vred eller sige eller tænke noget forkert om Gud eller Helligånden er ikke synd, som ikke kan tilgives. Kun hvis vi afviser Gud og lukker os for hans ånd, så står vi uden tilgivelse. Og den der gør det vil heller ikke have problemer med det, da han eller hun jo er ganske ligeglad med Guds tilgivelse.
Du skriver, at du aldrig har været helt sikker på tilgivelsen. Måske skyldes det, at du tror at Guds tilgivelse er afhængig af hvordan du opfører dig eller hvor godt du lykkes som kristen? Men sådan er Gud ikke. Gud giver sin fulde tilgivelse til enhver som beder ham om den.
Det eneste som kan tage tilgivelsen fra os er vores egen ligegyldighed eller vores direkte afvisning af Jesus som den, der har sonet vores skyld. Din bekymring er altså helt unødvendig.