Hvorfor en ny ”Teenageoprør” –tråd?

Fordi den gamle kørte af sporet fra andet indlæg... Derfor...

Jeg sad og tænkte i toget på vej til skole. Jeg tænkte på hvordan menneskets liv både på det personlige og det samfundsmæssige plan går gennem nogle faser, som samlet set udgør vores udvikling. Gennem vores historie har der været opture og nedture, perioder med krig og perioder med fred, perioder med underskud og perioder med overskud, vi går fra kriser og tragedier til gyldne tider og lykke og tilbage igen. Det er ikke nogen hemmelighed at det foregår på den måde.

På det helt personlige plan kan det illustreres med vores psykologiske udvikling. Vi går fra at være helt afhængige af vores moder og hendes omsorg til i teenagealderen at bryde med både mor og far, deres beskyttelse og regler, for at danne vores eget liv på vores egne betingelser.

Det er den nye generations opgave at stille spørgsmål ved den måde ”man altid har gjort det” og derved forny sig. Både på det personlige og på det samfundsmæssige plan opstår fornyelse i kølvandet på en krise. Når mennesker får nok, så gør de oprør.

Da jeg sad der i toget slog det mig at kristendommen var blevet til i et oprør mod hundrede af års ritualer og religiøse observanser. Det var tid til en anderledes måde at gribe tingene an på.

Teenagebarnet har alverdens gode grunde til at gøre oprør... ”Mor, jeg er 15 år... Jeg er næsten voksen og jeg kan ikke se hvorfor at jeg ikke må gå i byen, når Therese godt må!” osv. Ikke alle grundene er lige fornuftige set ud fra den voksnes synspunkt. Den voksne kan med sin større erfaring, ikke mindst fra da de selv var 15, godt se at det ikke vil gå eller at det ikke er en sikker løsning.

De voksne kan have nok så mange gode idéer til hvordan det er bedst og barnet kan helt bestemt lære meget af at lytte til de ældre, men fornyelsen og forandringen, sker igennem de brudlinier der opstår i oprøret mod gamle værdier og normer.

Kristendommen gjorde oprør mod den jødiske lovtrældom. De havde fået nok og måtte bryde ud og skabe noget nyt, hvor loven blev internaliseret, hvor loven var skrevet på tavler af kød og ikke af sten, som de siger. Jesus eller rettere sagt myten om Jesus, var katalysator for den samfundsmæssige træthed der var over at overholde alle disse religiøse forskrifter.

I næste udviklingsfase da begynder de nye tanker ligesom forældrenes (jødernes) i sin tid gjorde, at krystallisere sig, at blive lovtrældom. I den katolske kirke voksede mængden af traditioner, hieraki og institutionalisering igen, som den gjorde hos jøderne før. Det var efterhånden tid til endnu et oprør, en forandring hvor nyt blod skulle til. Luther naglede sine teenagekrav til døren på kirken i den tyske by som jeg ikke husker navnet på.

I begge nævnte tilfælde, så var det set i et sociologisk, biologisk og evulotionært perspektiv, en nødvendighed at der kom et paradigmeskift. Mennesker kan for sig selv og samlet set kun ”tåle” så og så meget før at de bryder ud i oprør og forandrer alting igennem et teenage opgør, en midtlivskrise, en depression eller måske bare en rolig dyb erkendelse...

Det er ikke et spørgsmål om hvem, hvad og hvorfor, men snarer hvornår. For uanset hvad, så forandrer verden sig og ikke mindst vores forståelse af den.

Min tanke og det jeg ville dele med jer var bare at når man ser bort fra de konkrete myter som kristendommens kosmologi er sammensat af, så er den kun et ud af mange teenageoprør i denne verden. Bare en nødvendig fase i en ”uendelig” række af faser mod en uvis fremtid...

Og til det sagde Asbjørn...

Hej Martin

En interessant lille tanke ...

Jeg vil blot lige tilføje, at de kristne "oprør" som fx Luthers reformation var ikke udtryk for en dialektisk udvikling, men rettere en tilbagevenden til den autentiske bibelske kristendom. Det samme var tilfældet med 1800-tallets gudelige vækkelser og vore dages "kirkekamp". Det handler ikke om at indføre noget nyt, men om at fastholde - eller vende tilbage til - den klassiske og gedigne kristendom.

Hej Martin

hed byen ikke Wittenberg? Eller er jeg helt forkert på den?

mvh Tau.

Kære CloudHands

Du har ganske ret i, at der er skiftende perioder, som sammenlignenede kan forbindes med menneskets forskellige udviklingstrin, så som teenageoprør.

Jeg mener Asbjørn tager fejl, når han taler om autenticitet, uden en dialektisk udvikling, ved de "kristne" oprør. Det var ikke ren tilbagegang, for forandringerne selv vidner om store omvæltninger og at mennesker fandt et nyt ståsted. Nu var Lutter en renser og fik renset og skrubbet så ivrigt, at han også til sidst fik skyllet barnet ud med badevandet, men hans ageren i Tiden, vár nødvendig og har bragt noget nyt. Jeg mener ikke Lutter lykkeds at fastholde den oprindelige kristendom, men han var med til at skabe et spændingsfelt, hvoraf der først kom ungdommlig vågemod og kådhed. Et længe ventet opgør med den katolske kirke blussede op og fandt en lejlighed, til at lægge endnu mere afstand til Rom.

1800´tallets kirkekamp er præget af dyb fattigdom, omfattende hungersnød, og den tiltagende religionsfrihed, som gav anledning til en mængde mere eller mindre sværmeriske bevægelser.
Problemet var, at det religiøse vakuum der opstod, blev anledning for fantaster og plattenslagere, der poppede op over alt.
I problemet ser jeg, bl.a. den fatale manglende åndelige uddannelse af folket, som viser sig så fatalt efter kirken mister grebet. Hvorfor er de ikke i stand til at orientere sig selv. Hvorfor er kirken i dag, ikke et hak bedre til at forandre sig.

Den kirkekamp der refereres til, handler ikke så meget om det ungdommelige oprør, men snarere om den småreligiøse fornuft, der tager sig sammen. Man kan jo se, hvad manglende åndelig samling og styring fører med sig, i en verden der famler efter sunde rammer. Det er heller ikke her, der mangler en dialektisk udvikling, end skønt den for os i dag kan synes; som en tilbagegang/-venden. Kirkekampen havde sine lyse indfald, men formåede ikke at gribe dem og så derfor frem til at vi skulle være med til at forklare dem.

De "kristne" oprør har ikke ført tilbage til Vejen og har ikke mere autenticitet end den kirke man er rundet af...

Vi er i en helt anden Tid og nu står vi med det igen...
Det bedste oprør kan være, at træde i Mesterens fodspor.
Se hvem der kan gøre det, uden der bliver røre i rækkerne.

Pax & Bonum

Vandrer

Hej Tau

Jo, jeg skulle da mene, at den hedder Wittenberg. Jeg har vist også været der engang for længe siden.

kh Nikolaj

Hej Nikolaj

kom så ikke og sig, at jeg ikke kender min "fjende". Martin Luther. Hehehehehehe.

mvh Tau.
PS. Ups, nu er tråden igen røget af sporet, undskyld Martin..