Kære meddebatører!

Tak til folket bag jesusnet.dk og brugere for et forum hvor ideer, tanker og spørgsmål om kristendom kan afprøves!

Og jeg har ét spørgsmål:

I klagesangene 3,64-66 (se og 1,22) står:
v64 Gengæld dem deres gerning, Herre,
det de har gjort,
v65 gør deres hjerte hårdt,
og send din forbandelse over dem!
v66 Forfølg dem i vrede, og udryd dem
under Herrens himmel!

I Romerbrevet kap 12,19 står der:
v19 Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. v20 Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« v21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.

Det ser ud til:
A) Vi skal give plads til Guds vrede uden at tage sagen i egen hånd.
B) Har vi modstandere i umiddelbar nærhed, skal vi gøre det gode for dem vi kan.

Jeg kan blot ikke få tankegangen i Klag 3, 66 til at passe med Jesu indstilling i Luk 23,34.

Det er mit spørgsmål, hvorfor denne dirvergens? (eller er der overhovedet en divergens?)


På forhånd vil jeg betakke mig for forklaringer på formen: I gammel testamente var Gud langt mere hidsig end i nye testamente. I nye testamente er Gud nådig ved Jesus.

Nåden er tilstede fra de første sider i Bibelen: "Abraham troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed". Omvendt møder vi Guds konsekvens og fordømmelse af synd i NT på samme måde som i GT (eksempelvis Ananias og Safia, ja læs Johannes Åbenbaring for den sags skyld). Gud er den samme i går og i dag og til evig tid.

Mvh.
Morten

Hej Morten -
-
"På forhånd vil jeg betakke mig for forklaringer på formen: I gammel testamente var Gud langt mere hidsig end i nye testamente. I nye testamente er Gud nådig ved Jesus."

.. dejligt at slippe for at høre tanker om, at Gud skulle have forandret sig!
Gud er ganske rigtigt den samme fra evighed til evighed, og dermed selvfølgelig også i GT og NT.

Nu er jeg ikke teolog, men jeg vil da gerne dele med dig mine egne amatør-tanker om bønnen i Klagesangene (som måske/måske ikke er skrevet af Jeremias).

Hvem han end er: Han er fortvivlet, rasende, og udøser sit hjerte for Gud. Tiden var lige efter Jerusalems undergang i 586 fvt, og situationen var den, at der endnu ikke sås noget håb om folkets hjemkomst eller Jerusalems genopbygning. Fædrelandet var altså i stor nød .. og det fremgår, at den klagende også selv personligt var forfulgt af fjender.

Gud hører bøn. Altid. Men det betyder ikke, at han adlyder bøn - det gør han kun, hvis den er i overensstemmelse med hans overordnede, kærlige vilje.
Om den var det i det foreliggende tilfælde, står der ikke noget om.

Men når den bedende her beder i sorg, vrede og had, og ønsker, at Gud skal ramme fjenderne med de værst tænkelige ulykker: forhærdelse, forbandelse, udryddelse ... så er det for mig at se udtryk for, at sådan har vi også lov til at bede! Gud kan holde til det!

Gud kender vores hjerter i forvejen, og vi er velkomne til at komme til ham med absolut hvad som helst ... når bare vi kommer! Han vil tage sig af os, uanset hvad. Pet. 5,7: ... kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.

Vi har Jesu herlige løfte: " Den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort!" Så vi kan trygt komme til Gud med alt hvad vi har - også når det er tænderskærende hævngerrighed, der brænder i os - for han har ikke lovet at rette sig efter os ..!

kristina

Tak for det! Svaret er egentligt ret enkelt:
Det er forfatteren af klagesangene der beder!
og mennesker kan finde på at bede om lidt af
hvert, og det har de faktisk også lov til.

Kh.
Morten

Hej Morten

Jeg er nu heller ikke teolog, men jeg har et lidt andet bud på dit spørgsmål end kristina....... ikke at jeg er uenig i det hun siger, men jeg tror der er noget andet i det......

Joh 5 v22 Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, v23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.

Som jeg forstår det vers er det op til Jesus at dømme om hvem der skal dømmes.....

Når Jesus så i Luk 23,34 siger: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Har han ret til at gøre det, for han har retten til at dømme....... og JEG TROR (uden at vide det) at Jesus ikke ville have at det skulle regnes dem til dom at de korsfæstede ham...... havde de ikke gjort det ville profetierne ikke have været gået i opfyldelse og ......... var Jesus ikke død for vore synder kunne han slet ikke frelse nogen...... Altså det onde de gjorde mod Jesus var en del af frelsesplanen - derfor (tror og synes jeg) ville det være ukærligt og uretfærdigt at hævne sig på dem ved at straffe dem bagefter....... Jesus gik jo helt frivilligt med dem - selvom han sagtens kunne have undgået det......

Dermed ikke sagt at de alle bliver frelst - kun at denne ene "gernings serie" ikke skulle regnes dem til dom.......


Det kristina skrev om at det er et menneske i vrede og frustration der beder i JEr er jeg helt enig med hende i

Hej Morten.

For mig at se passer de 2 citater sammen på den måde, at dommen i dem begge overlades til Gud.
Også i citatet fra Klagesangene beder forfatteren jo Gud om at dømme. Han tager ikke hævnen / retten i egen hånd.

Endelig er ordet om fjendekærlighed i v20 også et GT-citat, nemlig fra Ordsp. 25,21-22.

Mvh. Anne.