Fra en gammel andagtsbog:

"Døm ikke, så skal I ikke dømmes" (Luk, 6,37)

Det er et Ord, Verden kan lide. Ikke ret mange skriftsteder er så kendt som dette. Det slynger aviserne og forfatterne i hovedet på os, hvis vi vover at sige fra på et eller andet område.

Døm ikke! Vorherre er nok til at forhandle med, når det kommer til stykket. Mon ikke? Det ene kan vel være lige så godt som det andet, dersom ingen af os er fuldkomne. Mon ikke? De, der er allerskrappest til at dømme andre, er ofte ikke nøjeregnende, når det gælder deres egen retskaffenhed. De skulle hellere feje foran deres egen dør først......sådan lyder melodien.

Hvis vi bruger Ordet: Døm ikke -! til at slette skellet mellem Sandhed og Løgn, gør vi os skyld i en skæbnessvanger fejltagelse.

Guds Ord dømmer altid, fordi det er Sandheden.

Det dømmer os og trækker et skarpt skel i vort eget hjerte mellem det, der er fra Gud, og det der er vort eget, mellem tro og vantro. Og det dømmer den Verden, der ikke vil finde sig i, at der er et Ord, der er over den, en ubetinget Myndighed, som ikke lader sig spotte.

Har Guds Ord taget os til fange, er vi bundet af det; vi er forpligtet til at sige: "Der står skrevet -". Vi siger det, fordi vi må være Sandheden tro, og fordi vi ikke vil færdes i det mørke, hvor alle katte bliver grå.

Vi overlader til Gud, som ser ind i hjerterne, at bestemme hvem, - hvem der skal til højre, og hvem der skal til venstre. Og så beder vi ham trække skellet stedse skarpere op i vort eget hjerte mellem det, der er ovenfra, og det, der er nedefra, idet vi husker på Ordet: "Salig er den, som ikke må dømme sig selv for det, han vælger" (Rom. 14,22)"

(Paa dit Ord: Kaj Jensen)

Mkh Malli