Jeg har skrevet før omkring Guds prøvelser, men håber at jeg må skrive igen. Det er sagen set fra en lidt anden side, - og jeg har brug for hjælp.

Jeg skrev at min mand og jeg var gået med til i samråd med vores præst at bo hver for sig i en periode. Desværre gik der kludder i de planer, før de blev ført ud i livet. Han ville så ikke være med til et nyt møde hos præsten, men sagde, at han havde opgivet ægteskabet og ønskede nu at komme ud af det hurtigst muligt. Han ville kontakte en advokat, og taler med ham i dag. For jeg har ladet ham forstå, at jeg ikke vil skrive under på papirene vedrørende en seperation.

Jeg ved, ingen af os er fejlfrie, men jeg ved også, at de problemer, vi har i vores ægteskab kunne løses, hvis bare han ville. Men han vil ikke,- og nu står jeg i en situation, jeg føler mig tvunget ud i. Jeg har gennem alt den tid, det har været svært, forsøgt at finde en vej til at løse det på. Men lige meget hvad jeg foreslog, ville han ikke. Vi gik engang i terapi, men det var en dålig oplevelse for ham, og gennem den sidste lange tid, har han slet ikke villet tale med nogen, når jeg også var der. Før vi altså så mødtes hos præsten.

Jeg føler, det er et stort løfte, jeg gav i kirken. Og sagde han ja i dag, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville fortsætte, - heller ikke selv om de varme følelser ikke ligefrem ligger på overfladen. Og heller ikke selvom det skulle arbejdes med og evt. kom til at koste. Jeg ber om, at Gud vil røre ved hans hjerte i seperationstiden, - selvom jeg tror, der skal et mirakel til, hvis han skal ville det igen. Men jeg føler mig sat i bås i en situation, jeg ikke har ønsket, - også i forhold til Guds planer om et livslangt ægteskab og ikke at elske en anden senere. For jeg ønsker ikke, at vores ægteskab skal gå i stykker, - jeg ville så genne,- men jeg kan jo ikke tvinge ham til at elske. Og som det er i Danmark, kan jeg ikke nægte ham en seperation. Jeg føler mig låst fast i en situation, jeg ikke har ønsket.

Et eller andet sted tror jeg, han har fortrudt vores ægteskab, og nu stikker han så halen mellem benene og vil ikke tage sit ansvar.

Jeg har talt med en advokat om, hvordan jeg skal forholde mig i denne situation. Jeg sagde også, at jeg ikke ønskede at skrive under. Men advokaten tror jo ikke på Gud. Hvis jeg kan lette smerten for os begge to, så vi ikke kommer igennem en opslidende retsag og jeg skriver under på en seperation på min mands begæring, står jeg så anderledes i forhold til Gud, end hvis jeg ikke skriver under?

Jeg håber meget på hjælp; måske en henvisning til en kristen rådgiver, der ved noget om dette, eller et godt råd.

Venlig Hilsen

Sille

Kære Sille

Jeg er ked af at høre, at det tilsyneladende går i den forkerte retning for jeres ægteskab. Som jeg skrev til dig tidligere her i brevkassen, så er mit bedste råd, at gå til en dygtig par-terapeut. Det kan du også gøre selvom din mand i første omgang ikke vil med. Gennem vores Personlig Rådgivning kan du evt. få kontakt med en terapeut.

Når din mand begærer separation, så tror jeg det er bedst at du går med til det uden at gøre det hele vanskeligere ved at inddrage advokater. Du kan alligevel ikke forhindre det ad juridisk vej.

En separationstid er netop tænkt som en tænkepause, hvor det endnu er muligt at rette op på forholdet og forhåbentlig undgå en skilsmisse.

Dit forhold til Gud - eller rettere: Guds forhold til dig - ændres ikke af, at du er separeret. Heller ikke hvis det ender med, at du bliver skilt. Men da Gud ikke anderkender og velsigner et nyt ægteskab (sålænge din mand lever), så har det selvfølgelig konsekvenser for din fremtid.

Jeg håber meget, at I begge to får søgt den hjælp, som I har brug for, uanset om det er sammen eller hver for sig.