En tro bekendelse
Ja, jeg tror, hvis du spørger mig om det, ja jeg tror på at han altså Jesus levede engang, den unge mand som er blevet en del af vores fælles arv og tro i norden.
Ja, jeg tror på at han kunne en masse med sine tanker, sine ord, sine hænder og sin udstråling, selvfølgelig gør jeg det.
Jeg tror også på at hans mor hed Maria, men jeg tror ikke hun var jomfru da hun fødte, jeg tror hun har givet os en kærlighedsgave, sin søn som var anderledes og som hun var klar over havde noget hun ikke havde indflydelse på, andet end at hun kunne give ham en velsignelse til at understrege denne gave, ved at lade somom hun var jomfru.
Dette kunne give ham en billet til præsternes verden, det kunne bruges af datidens moralnormer og det passede til forudsigelserne om en speciel fødsel..
Jeg tror på at han gav så meget af sig selv, at de kloge og lærde hørte om det og med deres ildhu næsten brændte hvert bogstav ned i rullerne som gav os biblen.
De ved ikke hvor meget det betød, de ved ikke hvilket spor de satte i vores liv.
Jeg ønsker at tro på en gud, men jeg vil ikke høre om fortidens billde af et menenskeagtigt væsen i himlen, jeg vil ikke høre om at nede i jorden findes en ond djævel som brænder os op.
Jeg tror at Gud er en kraft, en tanke en vilje.
Jeg tror det gode og det onde findes i os alle, jeg tror du og jeg hver dag må træffe valg som betyder en forskel og kan påvirke skæbnen i uhyggelig grad.
Jeg tror ikke vi skal synge gamle uforstålige salmer i kirken til pipende orgeler og højt syngende sopraner ved siden af, jeg vil være glad, synge med og kunne stå inde for de ord vi synger,lug ud i den sangskat.
Jeg vælger at bekende mig til en tro hvor vi har 10 gode fornuftige bud, hvor vi lærer at tilgive og kunne rumme.
Jeg vælger at tilhøre en tro, hvor kvinden ikke bliver undertrykt og nedgjort, hvor blodhævn og had ikke er er en del af fundamentet.
Jeg vil have lov til at blive bange for at den tro skal vinde frem i mit land og jeg vil have lov til at skrive hvordan det føles at stå på kvindetoilet sammen med tre sortklædte kvinder iført uigennemsigtig burka.....det var som at føle sig skræmt helt ind i knoglen, det er en iskold fornemmelse og du ved ikke hvem du ser.
Jeg håber at min tro bliver talt om af mange flere end det gør idag, bliver moderniseret og taget med i skolen.
Ellers er jeg bange for at den en dag bliver kvalt af troen islam.



lene charlotte 2005







© Copyright 1999-2005 digte.dk