Kære Sille
Det gør ondt at læse om dit ægteskab, som måske er ved at gå i stykker. Men det er godt, at du kæmper for det, det er det nemlig værd.
Jeg forstår dig sådan, at du er bange for at problemerne i dit ægteskab skyldes, at du har svigtet de prøvelser som Gud har givet dig og at han derfor nu slår hånden af dig og måske vil straffe dig. Hvis det er sådan du tænker, så kan jeg berolige dig med, at sådan er Gud slet ikke.
Det er rigtigt at Gud kan sende os ud i forskellige prøvelser, men det er
ikke for at teste os eller sortere nogen fra. Det er
ikke for at få lejlighed til at pege fingre ad os og vende os ryggen. Det er
ikke for at afprøve vores lydighed eller oprigtighed. Tværtom! Når Gud sender prøvelser er det for at styrke os og for at vise os at vi kan stole på ham. Læs fx i Jakobs brevs første vers:
"Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget."Guds inderste og dybeste ønske er at frelse os. Derfor søger han aldrig efter anledning til at forkaste os, men altid efter en mulighed for at frelse os! Uanset hvor meget vi tvivler, svigter og skælder ham ud. Derfor kan jeg meget frimodigt sige til dig, at Gud ønsker ikke at tage dit ægteskab fra dig eller på anden måde at straffe dig. Han ønsker derimod at du skal stole på ham og lægge alle dine byrder og bekymringer over til ham. Også dit ægteskab.
Sommetider oplever vi det som om Gud er tavs. Som om han har glemt os. Og det er jo i sig selv en prøvelse. Men når vi oplever det sådan, så er det at vi må klamre os til de ord Gud har givet os i Bibelen. Fx ordene om, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Og ordene om at han vil bære alle vore byrder. Det er løfter som Gud vil at vi skal tro på. Og det må du også gøre.
Jeg kan ikke love dig, at Gud vil redde jeres ægteskab. Selvom han tager vores byrder, så befrier han os ikke fra ansvaret for vores liv - heller ikke ansvaret for et ægteskab. Der skal jo to til at holde kærligheden i live og Gud kan ikke tvinge os til at elske hinanden. Men han kan hjælpe dem som ønsker hans hjælp. Og derfor skal du blive ved med at bede og hente trøst og opmuntring i at Gud vil dig det bedste.
Og så skal du og din mand se at få noget hjælp. I bør gå til en erfaren og forstående terapeut eller sjælesørger, som kan vejlede jer. Et ægteskab kan altid reddes - hvis begge partnere er villige og indstillede på det. Ønsker du konkret hjælp til at finde en dygtig par-terapeut, så kan du henvende dig til vores
Personlig RådgivningGud velsigne dig til at tro på hans løfter og hvile i hans kærlighed. Og må han også give jer begge hjælp til at genopbygge jeres ægteskab.