Hej!

Benna Hørluck skriver om følgende : skriftestol, syndsbekendelse, forbøn, vievand, røgelse, prilgrimsvandringer, faste, tidebønner, hellige kilder. - "Gab gab".
Det er faktisk ikke farisæisme at benytte disse redskaber til at komme Gud nærmere!!! Det er ELSKET og BRUGT af en milliard katolikker verden over. Særligt her i fastetiden og den kommende påsketid. Så jeg vil gerne have mig frabedt, at det er farisæisk og fortid at bruge disse udmærkede redskaber!!!!

Der opleves i den Romersk katolske Kirke en nysgerrighed fra almindelige mennesker - ikke katolikker alene - overfor disse redskaber. Den nysgerrighed vil vi gerne imødekomme, ved at tage vores Kirke og dens muligheder seriøst. Vi følger ikke tidsånden, men vi står fast på det, vi véd virker og som har virket i århundreder. Vi er ikke bange for at tage os selv alvorligt som Kirke, Kristi Kirke.

Skriftestolen: Det største tab ved reformationen var, at skriftestolen røg ud af kirken. Det er en stor nåde at kunne bekende sine synder for et andet menneske og at høre vedkommende sige, at de synder er tilgivet på grund af Jesu død på korset.

Syndsbekendelse: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." For det første er det topmålet af ignorance at kalde syndsbekendelse for farisæisme... det var jo netop Jesu anke mod farisæerne, at de ikke ville indse deres syndighed.

Skriftestolen er ikke røget ud af kirken, - der er mulighed for skriftemål i Folkekirken...hvor man bekender sine synder og modtager Guds tilgivelse for Kristi skyld. Her er der nok forskel på præster, for jeg kunne se i "Tal med Gud" at pågældende præst der i hvertfald ikke ville række syndsforladelsen på Guds vegne, det er der jo ikke meget nåde i Jf evangelisk-luthersk lære er skriftemålet et af Guds nådemidler, så man skal nok bare have fat i en luthersk præst.

Jeg er også meget enig i det øvrige du skriver.

Omkring vievand er jeg ikke sikker på at katolikkerne generelt lægger noget magisk i det (omend selvfølgelig nok nogen gør det), altså som en slags "tryllevand", men vandet leder tanken tilbage til dåbspagten hvori Gud har indlemmet os i sin pagt, så jeg kan sagtens som lutheraner se symbolikken i at man benytter vievand når man går ind i kirken og laver korsets tegn.

Men det er jo det, ting kan bruges og misbruges, og er der sket misbrug (hvilket der utvivlsomt er i RKK gennem tiden)er det at man som udbryder har en tilbøjelighed til at forkaste det helt og aldeles. På samme måde ser vi jo også at i kraft af at sakramenterne er blevet misbrugt gennem tiden, da benægter de reformerte noget særligt indhold i disse overhovedet.

Mkh Malli

Jeg er ligesom Malli sikker på, at artiklen om fasten bliver misforstået af Tau og KajQrd. Afsnittet om "det farisæiske misbrug" er ment som en beskrivelse af hvordan mange i dag tænker om de mange af de klassiske kirkelige "fromhedshandlinger" - ikke som udtryk hvordan de i virkeligheden skal forstås. Iøvrigt er artiklen jo netop et opgør med den misforståede tænkning og en opmuntring til at tage nogle af traditionerne op igen - måske i en form tilpasset nutiden og renset for overtro og loviskhed, men ikke desto mindre som gode redskaber for troen og tilbedelsen.

Ved at sige, at vi skal tage dem op igen renset for overtro og loviskhed, indikerer man jo netop, at det har været grunden til deres brug i første omgang.

Kære debatører.

Jeg er muligvis kommet lidt kluntet afsted med min tone i artiklen: “Ups, der er fastetid” - men debatten her glæder mig alligevel meget.
For mit ærinde er netop, at vi (os i den Evangelisk Lutherske kirketradtion) er gået glip af mange værdier som den katolske kirke har som en integreret del af kristenlivet.
Vi står derfor lidt blufærdige og usikre over for alt det, som Tau ganske korrekt siger, er brugt og elsket af millioner af katolikker over hele verden.... og det er der jo faktisk en grund til. Jeg har min baggrund i Folkekirken og Indre Mission, og i den tradition har der været en udpræget holdning til (sådan har jeg i hvert fald opfattet det) at mange af disse fromhedshandlinger er noget ydre, tomt, gammeldags og uden betydning, eller også har man bare været blufærdig omkring det.

Derfor, jeg har den der “UPS fornemmelse” af at være midt i fastetiden uden rigtig at være fortrolig med nogen “redskaber”, som kan hjælpe mig i denne forberedelses tid. Det savner jeg, og det er derfor jeg skriver, at da Luther gjorde op med mange af disse ting, da røg der måske lidt rigelig med ud med badevandet.

Tau skriver, at den katolske kirke netop i denne tid oplever en nysgerrighed og interesse fra mennesker omkring disse “redskaber”. Ja, og jeg er én af dem. Jeg tror, vi kommer til at opleve det i stigende grad fremover. I Folkekirken og i Indre Mission oplever vi også , hvordan der forsigtigt og måske lidt famlende eksperimenteres med en genoplivning af ritualer og handlinger, som er blevet glemt (eller gemt). Der er sket rigtig meget bare de sidste 10 år , og jeg tror vi alle, har behov for at “oversætte” troen i nogle handlinger – så det ikke bare er abstrakte billeder på troslivet, men det er konkrete handlinger som åbner vores sind for sider af troen, som ellers kan være lidt abstrakt at forholde sig til. Præcis som det her er blevet debatteret. Så tak for debatten !