Endnu en gang spørger man sig selv: Hvorfor tillader Gud lidelse - både for mennesket som sådan (280.000 er døde i flodbølgen), men også lidelse for det enkelte menneske.

Gud skabte alting godt. Det onde er kommet ind i verden, uden at Gud ville det. Gud er skjult for os, men han viser sig alligevel for os, sådan som vi læser det i Biblen. I GT fylder den dømmende og straffende Gud meget, men i NT viser Gud sig som vores kærlige Far, der vil kærlighed og godt. Gud afskyer det onde og KAN ikke gøre ondt.

Derfor sendte Gud sin elskede Søn Jesus Kristus til jorden. Gud tog bolig iblandt os som menneske, for at vi med vore små hjerner kunne erfare, hvordan og hvem Gud er.

Jesu liv er een lang lidelseshistorie. Livet er fyldt med lidelse. Tænk blot på, hvor megen lidelse, ondskab og foragt både Jesus og Paulus mødte i deres vandring.

Passion - det er dobbelttydigt - både kærlighed og lidelse/lidenskab.
For at forstå Guds uendelige kærlighed må man også forstå, at lidelsen hører med. Gud lider, når vi som menneske møder det onde. Men lidelsen er en del af det, at være menneske - vi er skabt i Guds billede, og da Gud er en lidende Gud, når han møder ondskab, så hører lidelsen med til det at være menneske.
Dette hører man desværre ikke om i alle folkekirker - det bedste er selvfølgelig at forkynde om kærligheden og Guds uendelige godhed. Men så er det, at problemet opstår, når mennesket møder mørket, det onde, i sit liv. Så knuses mosaikbilledet. Derfor er det bydende nødvendigt, at der forkyndes sandt om "sorrig og glæde".

Jesu korsdød peger derfor både bagud og fremad. Gud døde på korset, men overvandt døden for vores skyld. "Følg mig", sagde Jesus, når han hyrede sine disciple. "Følg mig", siger Jesus, når han som Gud i sin afmagt hænger på korset. Forhænget blev flænget - oppefra og ned - vejen til Guds Rige ligger åben for den, der tro på Jesus OG følger ham.
Korsdøden er til efterfølgelse, og vi kan spejle vort liv i det, Gud vil vise os, nemlig at lidelsen og kærlighenden - "sorrig og glæde" er uløseligt knyttet sammen. Det er hårdt at leve; det er hårdt og forpligtende at være kristen, men man har den mægtigste allierede med sig altid - Jesus, Guds Søn - Gud tog bolig iblandt os.

Hej Xanadu2000

ja måske er det mig, der er langsom, men hvad vil du med dit indlæg? Oplæg til debat ser jeg ikke ?

mvh Tau.

Hej tau,

.. du skriver at du ikke kan finde noget debatoplæg i Zanadu's indlæg.
Næ, såmænd, men mon det ikke er fordi vi to ikke har nogen indvendinger?

Jeg læste det i hvert fald med stor glæde, fordi det fint dækker min egen mening,
- det er dejligt bare en gang imellem bare at kunne læne sig tilbage og nikke!

Specielt heftede jeg mig ved dette:

Dette [edit: kærligheden som er uløseligt forbundet med både Guds og menneskers lidelse] hører man desværre ikke om i alle folkekirker - det bedste er selvfølgelig at forkynde om kærligheden og Guds uendelige godhed. Men så er det, at problemet opstår, når mennesket møder mørket, det onde, i sit liv. Så knuses mosaikbilledet. Derfor er det bydende nødvendigt, at der forkyndes sandt om "sorrig og glæde".

Det hører man ganske rigtigt ikke om i alle folkekirker, så langt så slemt, men vist heller ikke ret tit i andre kirker.

Den ambuterede forkyndelse (= Gud er god og kærlig og ja og amen og kirkekaffe) giver ingen sand åndelig føde, og intet at stå imod med, når vi står midt i fortvivlelsen - personlige tab, sorger og kriser. En halv sandhed er ingen sandhed.

Vi trænger i så høj grad til at lytte til Guds ord talt ind i vores eget liv, ord om lidelse, både menneskers og Guds, og om Guds forfærdende vrede over synd og ondskab.
Og om hans ubegribelige og urimelige tilgivelse .. forsoningen og genoprettelsen ...

Men lur mig om der ikke er nogen der har helt andre meninger!
Vi får se!

kristina

Hej Kristina

du skriver at du ikke kan finde noget debatoplæg i Zanadu's indlæg.
Næ, såmænd, men mon det ikke er fordi vi to ikke har nogen indvendinger?

Jo måske. Det kan da godt være, og måske er der andre, der HAR indvendinger, og indlægget er jo da også så nyt endnu, at der sagtens kan nå at komme indvendinger. Vi må se tiden an....

mvh Tau.

Hej xanadu 2000

Så sandt så sandt.
Kirkegård skrev bl.a. om At lege Christendom;hvori han taler meget om Hyklerie ....
Det Christendommen vil er: Efterfølgelse. Det mennesket ikke vil er, han vil ikke lide, allermindst den Art lidelse, som er den egentligen christelige, at lide af Menneskene.

Du skriver: Citat
Dette hører man desværre ikke om i alle folkekirker - det bedste er selvfølgelig at forkynde om kærligheden og Guds uendelige godhed. Men så er det, at problemet opstår, når mennesket møder mørket, det onde, i sit liv. Så knuses mosaikbilledet. Derfor er det bydende nødvendigt, at der forkyndes sandt om "sorrig og glæde".
Citat slut.

Kommentar:
Jeg tror man kan sige at også udover folkekirker er det stort set gældende i alle kirkesamfund.
MEN, jeg er sikker på (fordi jeg selv har erfaret det) at når lidelsen gennemleves på trods af, i tillid til Guds forsyn, så skabes der en utrolig fred i troende mennesker, der har oplevet prøvelse/lidelse og en oplevelse af, at Gud uanset vore omstændigheder kan omsætte vore lidelser/prøvelser til velsignelser.
Og ikke alene det, men Gud kan også bruge vore erfaringer til at bringe håb til andre og derigennem bruge vore egne prøvelser og lidelser bedre til at forstå at Guds veje er uransagelige.

Men uanset mine egne oplevelser af sorg og prøvelser oplever jeg, at Gud alligevel giver mig tro for gennem bøn for andre, at intet er umuligt for Gud og nogle gange sker underet.

Og så kommer spørgsmålene igen op i ens eget hjerte, hvorfor......

Og på trods af alt dette må vi bare erkende (ligesom Job) at vi ikke kan erkende eller forstå alt og ej heller altid får svar på alt det vi ikke forstår.
Og heller ikke selv om vi bliver vrede på Gud.

Kun eet ved vi, at vor genløser lever

mvh
carl