På søndag skal der prædikes over teksten, hvor Jesus har taget et par af sine disciple med op på et højt bjerg, og hvor de får lov til at se, nogle af det gamle testamentes store mænd Moses og Elias,og de får en utrolig lyst til at blive der, sammen med dem og Jesus.

Det er ikke tit, at man i dag hører om mennesker, der så konkret får lov at opleve noget, så fantastisk som det.

Men hvornår er man egentligt højt oppe sådan rent åndeligt?

Er det det, hvis man oplever tungetale eller helbredelser, eller er det noget helt andet.

Jeg har tænkt meget over det, "at være oppe på bjerget", sådan kristeligt set.

Der er mange mennesker, som jeg har talt med, der kan fortælle om, hvor "høje" de har følt sig, når Gud på en særlig måde, glædede dem ved at opfylde deres bønner.
Det kan jeg også sige, at jeg har været så heldig at opleve, og det takker jeg da også meget for!

Imidlertid kommer vi jo ikke udenom, at det at være kristen i høj grad oftest er at være nede i dalen, hvor man ikke har det store udsyn,eller overblik.

Jeg synes på en måde, at jeg har oplevet det stærkeste øjeblik i mit liv som kristen, da jeg sammen med min mand måtte trygle Gud om at være nær ved en pludselig opstået faresituation, da vores 6. barn måtte tages ved kejsersnit.

Det er STÆRKT, synes jeg at tænke på, at vi havde den mulighed, og Gud var os nær.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om, hvornår I har følt, at I åndeligt talt var "på bjerget med Jesus"!

Hej Ærte

Sidste år var jeg på IMB, (læs mit vidnesbyrd om det her), det gjorde utroligt for mig, og jeg må sige at jeg virkelig kom op på bjerget, jeg oplevede en større hengivelse til Gud end jeg havde oplevet før (og alligevel ikke, jeg har oplevet det før), jeg gav mig helt og fuldt til at være med i undervisningen og dele hvad jeg mente skriften sagde, det gjorde mig mere åben overfor Gud og fik mig til at presse mere på, hvilket gav mig mere fylde af Guds nærvær i mit indre.

Da jeg kom hjem derfra kom jeg lidt ned i dalen, men efter noget tid på jeg op på bjerget igen, jeg var ude på Menigheds fakultetet og deltog i et fag i markus evangeliet, jeg måtte simpelthen holde fordi at jeg blev smælder fed åndeligt af det, jeg kunne ikke rumme det, men det gjorde så også at jeg kom højere op end jeg havde været før, det var utroligt.

Nærhed tror jeg er nøglen til at forstå hvad det er der sker når man er på bjerget

Ole

Hej Ærten

Jeg har haft mange "højdepunkter", jeg har haft oplevelser som om man var ved at flyve, som at der ikke findes et problem man ikke kan klare...når jeg var blevet "fyldt op" i det karismatiske.

Men mit højdepunkt med Herren, var da jeg efter 15 år som karismatisk kristen fandt ud af at hvis jeg skulle frelses, så skulle det være af nåde, akkurat som "Stengrunden" beskriver.

Dengang vidste jeg slet ikke at jeg havde en syndig natur, men byggede bare videre ovenpå på min syndige natur med en masse åndsoplevelser.

Godtnok var jeg selvfølgelig stoppet med de store synlige unoder, - utugt, drikke mig fuld - og jeg bandede kun moderat. Jeg var gendøbt, begravet med Kristus og en ny skabning, der ikke kunne synde.

..... jeg gik faktisk og følte mig temmelig ren.

Med tiden lærte jeg så en masse om hvordan jeg ville få mere kraft, talte i tunger, focusere på mine tanker, så jeg ikke tænkte noget negativt. Og dukkede der noget negativt op, så kunne jeg byde det væk "I Jesu navn". Det gik der lang tid med.

Her på Jesusnet røg jeg så ind i en masse debatter om barnedåb, det var jo det rene dårskab...en BABY kan jo hverken sige fra eller til, de kan ikke bekende deres tro, og forresten var de alligevel frelste. Hvad tænkte de da på Jeg brugte faktisk en del krudt på at overbevise de døde teologer (havde de overhovedet Ånden?) om at de var fuldstændig galt afmarcheret.

Men så skete der det, at Gud en aften, via forskellige skriftsteder som jeg havde læst løbende, åbenbarede for mig, at jeg skulle vende tilbage til min barnedåb (dette har jeg skrevet om andetsteds så det springer jeg let over). Gennem en process blev jeg ført tilbage til Guds pagt med mig, som jeg jo havde brudt ved min gendåb. Og jeg bad Gud om tilgivelse.

Sammen med min tilbagevenden til min barnedåb, blev båndet til det karismatiske brudt. Jeg følte lige pludselig en helt anden hvile, for Gud havde elsket mig og indlemmet mig, Gud havde holdt fast i mig, og det havde han gjort HELE vejen igennem...lige fra jeg var 3 mrd.

Og først da, var det at jeg fandt ud af at INTET beroede på mig selv.

Jeg opdagede pludselig at jeg havde en syndig natur, DET var ikke rart - i alle mulige sammenhænge mejslede Gud ud for mig hvor slemt det var fat med mig.

Jeg UNDLOD at gøre opmærksom på at jeg havde fået for mange penge tilbage da jeg var oppe at handle, mine mange bønner havde primært til formål at tilfredsstille mig selv og MINE behov, mine mange lovsange havde primært til formål at få MIG i en speciel stemning.

Den forfærdelige sandhed var den, at jeg ikke var i stand til at elske Gud...selvom jeg ufattelig mange gange havde sagt og sunget at jeg gjorde , endnu værre så det ud overfor min næste - mine nærmeste! Hvis jeg ikke lige snerrede, så ignorerede jeg dem. Konstant var jeg modvillig. Kort sagt, et enormt dårligt vidne om Jesus.

Så gik det op for mig at jeg var en synder, der var ikke sket en dyt med mig, alt det jeg havde hørt var ren indbilning. Jeg var jo den SAMME person. Jeg var anfægtet.

Da fandt jeg stor trøst i Evangeliets klare ord om Ham der blev ramt af Guds vrede over MINE synder, om Ham, der led MIN stedfortrædende død på Korset, så jeg kunne gå fri fra Dommen. Da vidste jeg, at skulle jeg frelses, da MÅTTE det være af Guds nåde, for der var vitterlig intet i min person, der kunne gøre fra eller til, alt hvad jeg gjorde var jo behæftet med synd.

Jeg er stadig en synder, men hvor er det da vidunderligt, at få sit focus flyttet bort fra sit eget

og UD til Ordet og nådemidlerne

- UD til Jesus!!...

Mkh Malli