Det følgende er en gennemgang af biologen Jonathan Wells' bog 'Icons of Evolution', hvor han gennemhuller ti af evolutionsteoriens kendteste myter.

********************************************


Evolutionsteorien underbygges af ’overvældende beviser’, er en ofte hørt sætning. Derfor er det påfaldende, at mindst en halv snes af de ’mest overvældende’ beviser ved nærmere granskning viser sig at være enten direkte falsummer eller fejlrepræsentationer af kendsgerninger.

Hvordan dette er tilfældet, dokumenteres af Dr. Jonathan Wells i Icons of Evolution. Jonathan Wells, der er doktor i biologi, fortæller, hvor chokeret han selv blev, da han under færdiggørelsen af sin Ph.D. i celle- og udviklingsbiologi opdagede, at gængse tekstbøger i biologi argumenterer for Darwins teorier med falske eksempler. Han fortæller: ”Imidlertid lagde jeg mærke til, at alle mine lærebøger i evolutionær biologi indeholdt grove fordrejelser: tegninger af fostre af hvirveldyr viste ligheder, der skulle være bevis for nedstamning fra en fælles forfader. Men som embryolog vidste jeg, at tegningerne var falske. Ikke blot gav de en fordrejet fremstilling af de fostre, som de skulle forestille at vise, men de udelod også tidligere stadier, hvor fostrene er endnu mere forskellige fra hinanden.

Min vurdering af fostertegningerne blev bekræftet i 1997, da den britiske embryolog Michael Richardson og hans kolleger offentliggjorde en artikel i journalen Anatomy and embryology, hvor de sammenlignede lærebøgernes tegninger med virkelige fostre. Richardson blev følgelig citeret i den førende amerikanske journal Science for at sige: ”Det ser ud til at blive et af biologiens mest berømte tilfælde af bedrag.” Ikke desto mindre er de fleste mennesker fortsat uvidende om sandheden, og selv lærebøger i biologi, der er udgivet efter 1997, fortsætter med at bringe de forfalskede tegninger.”

De forfalskede tegninger af fostrets udvikling stammer fra den tyske 1800-tals naturalist Ernst Haeckel. Men selv om Haeckel tilmed blev dømt for videnskabelig uredelighed for sine fostertegninger, figurerer hans tegninger eller lignende tegninger fortsat i mange biologibøger. Fra dem kommer ideen om, at menneskefostre på et tidspunkt har gællespalter og hale. Wells gør grundigt op med den myte: kendsgerningerne er – tror man det ikke, kan man selv se efter – at på intet tidspunkt har vi i vores fostertilstand gællespalter eller hale. Det er simpelthen en myte, en falsk historie, intet andet!

Jonathan Wells gennemhuller ti sådanne evolutionsmyter i sin bog. En af dem er Stanley Millers forsøg fra 1954, hvor han syntetiserede aminosyrer i et laboratorium. Aminosyrer er de byggesten, som proteiner består af, og dette forsøg præsenteres i de fleste lærebøger som et eksperiment, der viste, hvordan aminosyrer kunne være opstået på den tidlige jord. Forsøget beskrives som ’hvor man efterlignede forholdene i jordens tidlige atmosfære’, som det formuleres i Livets oprindelse og udvikling, en biologibog fra 1980 udgivet af Gyldendal. Men forsøget efterlignede ikke den tidlige jordatmosfære! Stanley Miller gik ud fra, at der ikke var ilt i atmosfæren på jorden dengang, men senere forskning har vist, at det var der. Derved falder hele forsøget til jorden, for blot en anelse ilt forhindrer de reaktioner, som Miller frembragte. Og selv om der ikke havde været ilt, ville andre faktorer have forhindret dannelse af aminosyrerne. Altså: Millers forsøg var ikke en efterligning af den tidlige atmosfære, men hans forsøg bruges stadig som et argument for, at aminosyrer, ’livets byggesten’, kunne opstå spontant på den tidlige jord.

En anden evolutionsmyte er Darwins livstræ. Den eneste illustration, Darwin havde med i første udgave af Arternes oprindelse, var en skitse af et ’træ’, hvor roden er en enkelt art – det oprindelige liv – der derefter med tiden gradvist udvikler og forgrener sig mere og mere. Biologerne inddeler de levende organismer i arter, der samler sig til slægter, der igen samles i familier, ordener, klasser, rækker og riger. For eksempel tilhører mennesket arten sapiens, slægten homo, hominidernes familie, primaternes orden, pattedyrenes klasse, hvirveldyrenes række og til sidst dyreriget. Ifølge Darwins teori skulle organismerne glide mere og mere fra hinanden og flere ordener, klasser og rækker gradvist opstå med tiden.

Imidlertid viser den ’kambriske eksplosion’ noget andet. Kambrium er en geologisk tidsalder, der varede fra 590 millioner til for 500 millioner år siden. Ved kambriums begyndelse eksploderede livet, og indenfor kort tid (5-15 millioner år eller mindre) var der over 40 færdigudviklede ’rækker’ af levende organismer. Alle de kendte eksisterende ’grundplaner’ hos levende væsener dukkede op i den kambriske eksplosion. Det er påfaldende, siger Jonathan Wells. I flere milliarder år skete der meget lidt, de første flercellede væsener dukkede først op for 700 millioner år siden, pludselig skete der en hel masse, og derefter skete der ikke ret meget mere med hensyn til de levende væseners grundplaner. Hvad foregår der her? Er det den gradvise udvikling, darwinismen taler om? Næsten alle biologibøger siger, at fossilrækkerne underbygger teorien om en gradvis evolution, men er det sandt eller blot en myte?

Jonathan Wells’ fjerde eksempel på et uholdbart evolutionsikon er homologien hos hvirveldyrene, dvs. den kendsgerning, at alle hvirveldyr deler samme grundplan. Både mennesker, flagermus, firben, fugle og fisk har grundlæggende samme knogleopbygning, hvilket evolutionisterne bruger som et argument for, at de har en fælles stamfader. Men dette argument er ikke entydigt, da man kan forvente, at en intelligent skaber ville efterlade et lignende mønster. Hvorfor skulle en eventuel skaber starte helt forfra med helt nye grundplaner for hver ny art? Hvorfor skulle han i stedet ikke være rationel og modificere allerede eksisterende grundplaner? Sådan skaber man normalt. Når en bilfabrikant lancerer en ny model, opfinder han ikke alting forfra – en ny form for motor osv. – men tilpasser allerede udviklede dele til at passe til den nye model. Hvorfor skulle en intelligent skaber af levende væsener ikke handle på samme måde? Homologi-argumentet siger i bund og grund intet om organismernes ophav, men bruges alligevel igen og igen som argument for gradvis evolution fra en fælles stamfader.

Jonathan Wells diskuterer også de berømte archeopteryx-fossiler, som vi har fået vide er en overgangsform imellem krybdyr og fugl. Wells påpeger, at det er der ikke enighed om. For det første mener de fleste palæontologer i dag, at archeopteryx ikke er i direkte familie med moderne fugle. For det andet er der rasende kontrovers blandt forskerne om fuglenes udvikling, og i den ene gruppes opfattelse kommer archeopteryx slet ikke ind i billedet. Det hele er meget mudret, men i lærebøgerne præsenteres archeopteryx som en ubestridt stamfader til fuglene.

Et andet berømt ikon er de engelske birkemålere (en slags natsværmere), der skiftede farve på grund af den industrielle forurening. Wells fortæller i et sjovt kapitel, hvordan forskere i deres iver bl.a. leverede fotografier af døde birkemålere, der var klistret på træstammer, da birkemålere i virkeligheden slet ikke lever på træstammer.

Så er der Darwins finker på Galapagosøerne. Om dem siger Jonathan Wells, at Darwin selv kun nævner dem én gang i en bisætning i sin dagbog fra rejsen med skibet Beagle, og han omtaler dem slet ikke i Arternes oprindelse. Finkerne spillede ingen rolle for hans formulering af hans teorier. Men i 1947 udgav en mand ved navn Lack en bog med navnet Darwins finker, hvorfor det er ham og ikke Darwin, der har gjort dem kendte som Darwins finker. Det var også ham, der startede myten om, at de havde betydet noget for Darwins teori. Udover det er det tvivlsomt, at de underbygger Darwins teori på nogen måde. Påstanden er, at de er et eksempel på artdannelse, når en art bliver isoleret, men det fremgår ikke af forskningen, der blot viser, at størrelsen på fuglenes næb kan variere frem og tilbage med forekomsten af føde, men ikke, at fuglene glider mere og mere fra hinanden som arter. Tværtimod ser nogle af arterne ud til at falde sammen til én art igen. Men selv om finkerne på Galapagos ikke udviser varige ændringer i retning af nye arter, er de dog stadig et foretrukket ikon i mange biologibøger.

Jonathan Wells diskuterer også, hvordan laboratorieprovokerede mutationer i bananfluer bruges som argument for spontan opståelse af gavnlige mutationer i naturen. Men de fremprovokerede mutationer hos bananfluer, som f.eks. fødes med fire i stedet for to vinger, er hverken spontane eller gavnlige. De er resultat af en styret proces, og i alle tilfældene er de muterede bananfluer svært handicappede i forhold til deres artsfæller. Alligevel nævnes de mange steder til støtte for evolution. Wells punkterer dette ikon såvel som ideen om, at der er nogen empirisk basis for ideen om, at mutationer i DNA’et giver ophav til nye strukturer hos levende organismer. Måske er det sandt, måske ikke, men det er aldrig blevet observeret.

Et af bogens sidste kapitler handler om ’hestens udvikling’, som specielt tidligere blev givet som et klart eksempel på et evolutionstræ på basis af fossilfund. Men ved nærmere syn viste det sig, at der er fundet ’fortidsheste’ andre steder end i Amerika, og nogle af de senere ’heste’ levede samtidigt eller før de tidlige ’heste’. Intet klart evolutionsforløb kan læses ud af det. I den forbindelse kommer Jonathan Wells ind på nogle af evolutionisternes voldsomme interne disputter, som ikke skal omtales på denne begrænsede plads .

Som bogens afslutning gennemgår Wells grundlaget for ideen om udvikling fra abe til menneske og viser, hvordan tilhængerne af evolutionsteorien forsøger at tilpasse meget få fossiler til en allerede givet teoretisk struktur i forsøget på at bekræfte denne. Han viser også, at så snart der bliver skrabet lidt i overfladen, dukker utallige kontroverser og stridigheder blandt fagfolkene frem. Wells citerer evolutionsbiologen Clark Howell fra 1996: ”Der er ingen altomsluttende teori om [menneskets] udvikling….der har desværre aldrig været nogen.” Faget kendetegnes af ’historiefortælling’ baseret på meget lidt bevis, så ”det er sandsynligvis sandt, at et altomfattende hændelsesforløb” for menneskets udvikling ”er hinsides vores forståelse, nu om ikke for altid.”

Howells pessimisme blev gentaget af antropologen Geoffrey Clark i 1997: ”Videnskabsmændene har forsøgt at nå til enighed om det moderne menneskes oprindelse i mere end hundrede år. Hvorfor er det ikke lykkedes dem?” Efter Clarks mening er det, fordi palæontologerne går til værks fra så vidt forskellige ”fordomme, forudfattede opfattelser og antagelser.” Således er forklaringsmodellerne ifølge Clark ”ikke meget andet end korthuse – fjern et enkelt kort og hele bygningen af logiske slutninger truer med at falde sammen.”

Trods det siger de gængse lærebøger intet om det spinkle grundlag, man bygger sine opfattelser om menneskets oprindelse på. Tværtimod præsenteres de som allerede fastslåede kendsgerninger, men det ændrer ikke på det det store spørgsmål om, hvordan der kan være ’overvældende beviser’ for evolutionstanken, når dens bedste argumenter og beviser viser sig at være meget mangelfulde for ikke at sige ligefrem falske.

Leif Asmark skrev:
De forfalskede tegninger af fostrets udvikling stammer fra den tyske 1800-tals naturalist Ernst Haeckel. Men selv om Haeckel tilmed blev dømt for videnskabelig uredelighed for sine fostertegninger, figurerer hans tegninger eller lignende tegninger fortsat i mange biologibøger. Fra dem kommer ideen om, at menneskefostre på et tidspunkt har gællespalter og hale. Wells gør grundigt op med den myte: kendsgerningerne er – tror man det ikke, kan man selv se efter – at på intet tidspunkt har vi i vores fostertilstand gællespalter eller hale. Det er simpelthen en myte, en falsk historie, intet andet!

Det er sandt, at Haeckel fordrejede sine tegninger, og at de derfor ikke burde forekomme i lærebøger. Dette er dog ikke nogen hemmelighed, og Wells citerer selv rigtige forskere for afsløringen.
Men fænomenet, Haeckel forsøgte at illustrere, fylotypi, er ikke desto mindre et eksisterende fænomen. Ikke blot på ydersiden, men på hele kropsplanniveauet er hvirveldyr bygget op på lignende måder. Dog ligner dyrene hinanden mere, desto tættere de er beslægtet. Faktisk vil man, hvis man laver en kladistisk analyse på baggrund af morfologi, molekylærbiologi og embryologi (altså tre uafhængige metoder) ende med samme resultat for nedstamning.
Se http://www.talkorigins.org/faqs/wells/iconob.html#haeckel-embryo

Hvordan forklarer du det, Leif Asmark?



En af dem er Stanley Millers forsøg fra 1954, hvor han syntetiserede aminosyrer i et laboratorium
…
Men forsøget efterlignede ikke den tidlige jordatmosfære! Stanley Miller gik ud fra, at der ikke var ilt i atmosfæren på jorden dengang, men senere forskning har vist, at det var der. Derved falder hele forsøget til jorden, for blot en anelse ilt forhindrer de reaktioner, som Miller frembragte
…
Altså: Millers forsøg var ikke en efterligning af den tidlige atmosfære, men hans forsøg bruges stadig som et argument for, at aminosyrer, ’livets byggesten’, kunne opstå spontant på den tidlige jord.

Det er ikke sandt, at iltniveauet har været højt, da livet opstod. Det er der flere indbyrdes uafhængige beviser på:
- vidt udstrakte uraninitaflejringer mere end 2,5 mia. år gamle. Dette mineral aflejres kun i fravær af ilt
-forskellig typer jernaflejringer mere end 2,3 mia. år gamle er kun foreneligt med meget lavt iltniveau
- aflejringer af ikke-oxideret cerium ca. 2,5 mia. år gamle er umuligt med ilt tilstede
- pyritaflejringer som er ældre end 2,5 mia. år er ikke-oxideret, konsistent med ilt-fattig atmosfære.

Der er andre ting, Wells ’glemmer’. Miller-Urey forsøgene blev ikke taget som det endegyldige bevis, men som en øjeåbner for, hvor simpelt aminosyrer kunne dannes. Ikke som en dokumentation af, hvordan det pinedød var foregået.
Wells præsenterer den generelle videnskabelige konsensus som om forholdene dengang skulle have været som de er nu. Det mener man ikke de var. Man mener fx, at atmosfæren var svagt reducerende, hvilket stadig skulle give aminosyrer jf. Miller-Urey forsøgene, blot i lavere mængder.

Se her for mere information:
http://www.talkorigins.org/faqs/wells/iconob.html#Miller-Urey


En anden evolutionsmyte er Darwins livstræ
…
Ifølge Darwins teori skulle organismerne glide mere og mere fra hinanden og flere ordener, klasser og rækker gradvist opstå med tiden.

Imidlertid viser den ’kambriske eksplosion’ noget andet.
…
I flere milliarder år skete der meget lidt, de første flercellede væsener dukkede først op for 700 millioner år siden, pludselig skete der en hel masse, og derefter skete der ikke ret meget mere med hensyn til de levende væseners grundplaner. Hvad foregår der her? Er det den gradvise udvikling, darwinismen taler om? Næsten alle biologibøger siger, at fossilrækkerne underbygger teorien om en gradvis evolution, men er det sandt eller blot en myte?

Det er sandt. Ingen forskere mener, at den kambriske eksplosion strider mod evolutionsteorierne. Den strider muligvis mod Darwins idéer, men han er jo som bekendt ikke gud, og der er da også sket et par ting siden han døde.

Se her for mere information:
http://www.talkorigins.org/faqs/wells/iconob.html#Treeoflife


Jonathan Wells’ fjerde eksempel på et uholdbart evolutionsikon er homologien hos hvirveldyrene, dvs. den kendsgerning, at alle hvirveldyr deler samme grundplan. Både mennesker, flagermus, firben, fugle og fisk har grundlæggende samme knogleopbygning, hvilket evolutionisterne bruger som et argument for, at de har en fælles stamfader. Men dette argument er ikke entydigt, da man kan forvente, at en intelligent skaber ville efterlade et lignende mønster. Hvorfor skulle en eventuel skaber starte helt forfra med helt nye grundplaner for hver ny art? Hvorfor skulle han i stedet ikke være rationel og modificere allerede eksisterende grundplaner? Sådan skaber man normalt. Når en bilfabrikant lancerer en ny model, opfinder han ikke alting forfra – en ny form for motor osv. – men tilpasser allerede udviklede dele til at passe til den nye model. Hvorfor skulle en intelligent skaber af levende væsener ikke handle på samme måde? Homologi-argumentet siger i bund og grund intet om organismernes ophav, men bruges alligevel igen og igen som argument for gradvis evolution fra en fælles stamfader.

Nu er det vel svært for selv de mest velinformerede af os at udtale os om hvad en skaber ville have gjort i denne eller hine situation.
Men er det ikke spøjst, at vidt forskellige måder at sammenligne organismer på giver præcis de samme resultater?

Se i øvrigt her:
http://www.talkorigins.org/faqs/wells/iconob.html#Vertebrate-limb-homology


Jonathan Wells diskuterer også de berømte archeopteryx-fossiler, som vi har fået vide er en overgangsform imellem krybdyr og fugl. Wells påpeger, at det er der ikke enighed om. For det første mener de fleste palæontologer i dag, at archeopteryx ikke er i direkte familie med moderne fugle. For det andet er der rasende kontrovers blandt forskerne om fuglenes udvikling, og i den ene gruppes opfattelse kommer archeopteryx slet ikke ind i billedet. Det hele er meget mudret, men i lærebøgerne præsenteres archeopteryx som en ubestridt stamfader til fuglene.

Det er ikke afgørende, om Archaeopteryx er en forfader til nulevende fugle. Det afgørende er, at der har eksisteret mellemformer mellem dinosaurer og fugle. Det er ikke min opfattelse, at A. er en stamfader, eller at det præsenteres ubestridt sådan i lærebøger.

Se http://www.talkorigins.org/faqs/wells/iconob.html#Archaeopteryx


Resten gider jeg ikke kommentere. Fortsæt læsningen på
http://www.talkorigins.org/faqs/wells/iconob.html
hvis I orker.

Der er ikke det mindste hold i Wells’ påstande.

Mvh

Zaphod

Kære Torben.

Dette sted gennemgår og gendriver punkt for punkt Nicolas Mazteks kritik af Icons of Evolution, som tilsyneladende er der, hvor du har hentet dit indlæg fra:

http://www.arn.org/docs/wells/cl_iconsstillstanding.htm

Tak for din kommentar

Evolutionen er skabt af Gud.