Jeg er faktisk ikke den, der let lader mig påvirke negativt af ret meget. Nu for eksempel begravelser - det er sådan nogle man tager til, er trist, eftertænksom og prøver at fjerne savn med gode minder. Sådan var det også i september da jeg skulle begrave et familie-medlem.

Men så her i lørdags (18 dec) skulle jeg lidt uventet til en begravelse igen. En jeg vidste ville komme, men måske havde forsøgt at lade som om aldrig ville finde sted. Det var en af mine venner, som jeg ikke har snakket med i nogle år. Hun var 29, mor til 2 og direkte synonym med ord som "glæde", "smil" og "engagement". Kvaliteter der normalt tilskrives de fleste ved sådanne begivenheder, men i dette tilfælde specielt rammende.

Og denne begravelse slog altså benene væk under mig. Fuldkommen og aldeles. Jeg har ikke rigtig gidet noget siden. Jeg gad ikke rigtig se finalen i håndbold, gad ikke rigtig til fødselsdag søndag aften, gider ikke rigtig ned og købe de sidste julegaver, gider ikke rigtig få de sidste "før-jul" opgaver ordnet på arbejde, gider i det hele taget ikke rigtig noget.

Jeg ved egentlig heller ikke hvorfor jeg skriver dette indlæg. Det hele er bare noget øv. :(

Kære Machine-A.

Ved ikke hvad jeg skal skrive til dig; men jeg vil gerne udtrykke min medfølelse for dig.

Kh
Tine

Tak, Karsten, fordi du deler dette med os.

Jeg har ikke noget trøstende at sige.

Bare et lille spørgsmål, som du måske kan overveje lidt for dig selv
(ikke noget du skylder svar på):

Ville du ønske, at du var et menneske, der kunne tage dette let?
Noget med et "nåja, den vej skal vi jo alle .. " ?

Ville du ønske, at du aldrig var den, der lod dig påvirke negativt af ret meget -
heller ikke tab af venner?

kristina

Hej Tine.

Tak for det

Hej Kristina

Jeg må jo svare nej til begge spørgsmål. Men alligevel med det i mente, at det har været et ja indtil nu. Både når det har været andre venner og familie. Selvfølgelig med tristhed og eftertænksomhed, men jeg har godt nok aldrig tumlet ned i så sort et hul som denne gang.

.. hej igen Karsten

.. det kan måske tænkes, at når du er braset så kraftigt igennem isen, som du altså er nu, så kunne det skyldes at du tidligere i dit liv har været udsat for traumatiske hændelser, som du lagde låg på og skøjtede videre.
(kan være et effektivt og nødvendigt overlevelsestrick - det har jeg i hvert fald selv gjort nogle gange ....)

Men så bliver "arvegodset" lagt til saldoen, så hullet bliver sortere og dybere, når man en dag alligevel ryger i.

Engang kunne jeg ikke holde til lys og glæde, fordi jeg var i stor sorg.
Jeg nedbad faktisk mørke - og blev sandelig bønhørt. Det hjælp mig igennem.

Jeg kan huske de sidste linjer i det sidste digt, jeg nogensinde har skrevet. (For mange for mange år siden)

"Bliv mørke!
Bliv her, mørke.
Bliv her længe.
Længe.
Længe nok."

Det er meget muligt, at det var helt atypisk - vi mennesker er jo så forskellige.
I hvert fald: Ting ta'r tid. Sådan må det være.

Men - jeg håber du kommer igennem julen i nogenlunde god behold ...

kristina

Hej Kristina

[farve:blue] Engang kunne jeg ikke holde til lys og glæde ... [/farve]

Ja det er nok sådan jeg har det. I hvert fald med glæden.

Dit digt minder mig i øvrigt om Simon & Garfunkel:
"Hello darknes, my old friend
I've come to talk to you again"

Nåmen siden du svarer mine indlæg, må jeg hellere skynde mig at udnytte chancen og skrive lidt mere.

Jeg ved ikke om jeg har haft traumatiske oplevelser tidligere. Det tog da godt nok lidt tid at vende hjem fra FN-tjeneste i ex-Jugoslavien, men om det er det, tror jeg ikke.

Min gamle fa-faster (fars faster), er den eneste troende i min familie udover mig, så hun har altid betydet noget specielt. Hun var ikke ligefrem syg, men stod alligevel på kanten i mange år med en alder over 90. Man vidste aldrig helt om det var nu det var nu. Og så ringede min far en mandag after kl. 23:00 og fortæller hun endnu engang er røget på hospitalet efter at være faldet, og jeg tænker om man skal suse ned og besøge hende. Men klokken var elleve om aftenen, og turen ville tage et par timer hver vej. Og hun var jo nok ude igen næste dag. Og det var hun da som sådan også, men desværre ikke i live. Da blev jeg lidt træt af, at jeg ikke lige fik sagt det sidste farvel.

Og det samme skete med min ven her. Hun var også syg i over et år, og man burde jo skrive eller kigge forbi. Men de havde jo sikker nok at tænke på, og deres ældste datter på 3 var i kemobehandling, da hun (i skæbnens groteskhed) også havde kræft. Men hvad skulle man lige skrive? "Hej, hvordan går det?" og sådan noget? Og skulle man sende blomster eller ville det give et misfortolket signal. Nej, man kan jo alligevel ikke gøre fra eller til og man ville nok bare rende i vejen og mon ikke de hellere ville bruge tid på familien. Og pludselig var det for sent.

Så for at finde en vej ud herfra, har jeg sat det eneste fysiske minde jeg har om det gladeste og mest åbne menneske, jeg endnu har kendt - en fotokopi af et billede på folderen med sange fra begravelsen - op på min opslagstavel hvor jeg arbejder, og håber hun i det mindste kan være et ikon for, at når først tingene er ligegyldige, er de fuldkommen ligegyldige. Min gamle chef sagde altid "Bedre sent end aldrig" når jeg kom tøffende ind på kontoret en anelse for sent (og det var tit) - så forhåbentlig kan hun minde mig om, hvilke konsekvenser "aldrig" kan have.

Tja, jeg skulle jo nødig snakke, når jeg tænker på hendes stakkels mand og to børn. Men jeg gør det alligevel, for sådan var hun.

[farve:blue] Men - jeg håber du kommer igennem julen i nogenlunde god behold ... [/farve]

Da min kone har aftenvagt juleaften, tager jeg til nærmeste familie, hvilket så er noget svigerfamilie på Djursland. Og det er heldigvis mine to super-ynglings niecer og min fan-nevø, der driver sine forældre til vanvid ved konstant at tulle rundt og sige "Hej Garden! (Karsten) Se! Hejii. Hej Garden". Så alt til trods, tror jeg det bliver jul alligevel.

EDIT: Hov, hvor blev farverne af?

Hej Karsten,

"Julenat da vor Herre blev født
da tændte sig lyset i mørkets skød ... "

Det tændte sig. Og det tænder sig igen og igen.
Især, måske, når vi ikke lige selv kan finde tændstikkerne ...

Og farverne?
Jo, også dem:
Lyset spalter sig ud, overraskende og ufattelig smukt,
og helt uden vores medvirken.

"Is winter nigh, can spring be far behind?"

Tak for hvad du skrev.
Berigende læsning.

På trods af alt og på grund af alt:
Glædelig jul!

kristina

Hej Karsten!

Jeg kendte godt J. Hun var en god og gæv pige.

At gå bort fra sin mand og to små børn........
Det var alt, alt for tidligt og SÅ uretfærdigt.
HVORFOR???

Men jeg kan heller ikke svare dig.
Men forstår godt dine følelser. Din vrede og afmagt.
Føler du har dårlig samvittighed.
Men hvad og hvem hjælper det?? Ingenting og ingen!

Hvis du endelig vil noget nu. Så tag at gi´C et call. Hjælp ham, han har i aller højeste grad brug for hjælp.
Måske ikke så meget nu. Men når det er blevet hverdag og andre måske har glemt tragedien lidt. Så kan du stå til rådighed.

For 7 år siden havde vi en nær veninde der døde pludselig af hjertestop.
Så jo, jeg kan godt kende dine følelser.
HVORFOR???
Jeg kan love dig for, at Gud, vores Fader, stod for skud. Han fik en større skideballe.
Det er nemlig så fedt, at vi ikke skal forstille os overfor Gud. Vi må komme som vi er. Han kender os, så han ved jo hvordan vi har det.
Det hjalp lidt at ligge det hele over på Guds skuldre. At få raset ud.

Karsten kan du nu ha´ det godt. Se at få dig en god Jul.
Og om ikke andet. Så lær, at livet er kostbart. I morgen kan det være slut.

Kærlig hilsen Helle

Hej Helle og Kristina.

Jeg er ikke den, der kommer med vidnesbyrd og sådanne ting. Jeg har kun en enkelt gang før lavet noget lignende, og det var her på Jesusnet og egentlig bare nogle tanker.

Nu vil jeg gerne komme med et, der om aftenen den 23. dec. fuldkommen gjorde mig helt og aldeles paf, målløs, måbende og fik naboerne til at tro jeg var blevet aldeles rablende øverst oppe.

Jeg ryger jo altid udenfor, efter vi købte hus. Det er mest for at skåne atmosfæren i huset og for at gøre det lidt mere besværligt at ryge. Efter J's begravelse har det indebæret, at jeg tænker på hende hver gang jeg er ude at ryge, da jeg står på vores terasse med udsigt til græsplænen (J's grav ligger i en græsplæne).

Så jeg filosoferede lidt over tingene. Og jeg forsøgte i min tristhed en bøn/samtale med Gud, mens jeg kiggede mod himmelen. Denne var dækket af tynde skyer med enkelte meget små spalter der gjorde, at en stjerne engang imellem et par sekunder skinnede igennem. Og jeg tænkte, om hun var deroppe et sted. Slog denne fjollede tanke hen med, om hun havde det godt hvor hun var nu. Om hun havde den samme glæde, hun havde haft, da hun var her. Om Gud var til. Om hun var hos Gud. Om Gud havde omsorg for hende. Om Gud passede på hende. Om hun var tryg hos Gud.

Og jeg tænkte, at jeg havde brug for et tegn på alt dette, for at kunne tro på det. Et tegn der kunne vise, at det var rigtigt. Jeg ville simpelthen have det at vide. Et eller andet tegn. Som for eksempel - tænkte jeg - kunne Gud jo lige få skyerne til at forsvinde.

Jeg slog tanken hen og kiggede rundt i haven for at se om naboens kat var i nærheden. Det var den ikke. Og jeg kiggede rundt for at se om der ellers skete noget rundt omkring. Det gjorde der ikke rigtig. Og jeg koncentrerede mig om at ryge lidt. Og der gik vel mellem 1 og 2 minutter - højst - før jeg tilfældigvis igen kiggede op på himlen, og glemte alt om at puste røg ud efter sidste hiv, at skodde cigaretten behørigt i askebægeret, at det var koldt, og faretruende at holde ballancen et kort øjeblik. For oven over mig var der ikke en eneste sky! De lå alle og krøb sammen ude i horisonten.

Jeg var målløs. Dér hvor jeg havde kigget op, var himlen stjerneklar. Et gigantisk hul var simpelthen opstået i skyerne. Gik jeg et par skridt ud på plænen og så hen over taget, var der skyer der. Mellem træerne i haven kunne jeg se skyer hele vejen rundt i horisonten. Men lige netop det stykke himmel jeg kunne se derfra hvor jeg stod, da jeg havde bedt, var komplet skyfrit.

Jeg anede ikke lige hvad jeg skulle stille op med det. Det var naturligvis bare en tilfældighed. Selvfølgelig. Og dér kom da også en lang tange i skyerne, som ville dække noget af hullet. Den drev nærmere, men da den gik helt fri af de andre skyer i horisonten og drev ind i hullet, blev den hurtigt opløst og forsvandt.

Og jeg stod bare der i vel 5 minutter og glanede måbende op på himmelen og vidste ikke hvad jeg skulle tro eller mene eller sige. Min første sammenhængende tanke var mest "Undskyld, sådan var det jo heller ikke nemt" efterfulgt af et "Øm, du kan godt lukke igen, såeh."

Flere gange bagefter har jeg forsøgt at finde ud af, hvad der egentlig skete. Det kunne jo være en tilfældighed. Bedst som man beder Gud om et bestemt tegn på noget bestemt, sker netop det, man har bedt om. Sådanne ting sker jo. Men det kunne ligesom også være, at jeg lige pludselig - en betragtelig hel del mere end jeg er vandt til - blev både bønhørt og fik svar tilbage i lige præsis den udgave, jeg havde bekendtgjort, at jeg havde brug for.

Nu skal jeg bare turde tro på, at det virkelig var Gud. Jeg har da også forklaret ham, at jeg altså ikke sådan uden videre lader mig overbevise om hvad som helst. Men netop det gør oplevelsen endnu mere underlig. For jeg fik jo lige præsis det, jeg bad om. Og jeg bad med et indtrængende behov for at få det at vide. Jeg føler næsten, jeg har fået frelsesvished på hendes vegne. Det er ret underligt.

Så er der ikke mere at fortælle. Jeg går stadig rundt og er lidt fortumlet over det hele. Men med et håb der er større end fortvivlelsen. Og måske med mere savn end sorg. Men dog stadig med tristheden om, at mange menneskers verden (min inklusiv) er blevet utrolig meget fattigere.


Godt nytår fra en, der prøver at fatte hvad der sker.