bibelen er kvindeundertrykkende, uanset hvad du siger

Vi lever vel alle i hver vores virkelighed, at vi så ind imellem kan mødes i en fælles virkelighed er jo kun dejligt.

Ja, det mener jeg faktisk. Måske lidt spøjst, men vi har jo alle hver vores opfattelse af vores liv, og vores opfattelse er jo vores virkelighed. Jeg mener ikke, vi kan leve i andres virkelighed kun i vores egen.

Jeg pointerer jo faktisk, at vi ind imellem mødes i en fælles virkelighed - altså det derude, der er fælles for os alle. MEN min opfattelse er MIN virkelighed.......og da vi ikke alle har samme opfattelse, har vi altså forskellige virkeligheder...

Ja, det er rigtigt forstået.
Så nu kan der forhåbentlig ikke koges mere suppe på det.

Du er velkommen til at spørge alt det du lyster. Det med suppen var måske også lidt fejlanbragt i svaret til dig.....håber du kan tilgive mig.

Tau:
"eftersom du ikke videnskabeligt kan bevise, at Gud ikke findes, kan du ikke tillade dig at sige, at Han ikke findes."

Nelle:
Jo, jeg kan, bevisførelsen for en gud, ligger på jeres side, I påstår der findes en gud, derfor må I bevise det foreligger således.

Man kan ikke forlange at en ateist skal føre bevis for at Gud ikke findes for at fastholde sin egen overbevisning, det ville være højst ulogisk og iøvrigt unødvendigt.
Men hvis ateisten prøver at overbevise den gudstroende om at Gud ikke findes, så kan man forlange det.

Har ikke forsøgt at overbevise den gudstroende, er kun fremkommet med egen mening.

Men hvis ateisten prøver at overbevise den gudstroende om at Gud ikke findes, så kan man forlange det.

Det afhænger da i høj grad om, hvorvidt ateisten
1) vil have den gudstroende til at acceptere påstanden "Gud findes ikke", eller
2) vil have den gudstroende til at afvise påstanden "Gud findes".

A: Det afhænger da i høj grad om, hvorvidt ateisten
1) vil have den gudstroende til at acceptere påstanden "Gud findes ikke", eller
2) vil have den gudstroende til at afvise påstanden "Gud findes".

S: Jeg skrev tydeligt:
Men hvis ateisten prøver at overbevise den gudstroende om at Gud ikke findes ...

A: Det afhænger da i høj grad om, hvorvidt ateisten
1) vil have den gudstroende til at acceptere påstanden "Gud findes ikke", eller
2) vil have den gudstroende til at afvise påstanden "Gud findes".

S: Jeg skrev tydeligt:
Men hvis ateisten prøver at overbevise den gudstroende om at Gud ikke findes ...

A: Det man jo også gøre ved at påvise, hvor uunderbygget vedkommendes tro er - altså pkt. 2

Hvis du opsøger en gudstroende med det formål at påvise, hvor uunderbygget vedkommendes tro er, så er det dig der er indtrængeren, og vedkommende har ingen som helst forpligtigelse til at bevise noget som helst overfor dig.

Nu digter du jo, uvist af hvilken grund, videre på 'historien'!!!

Jeg kan selvfølgelig sagtens diskutere tro med en kristen uden at det er mig, der har opsøgt ham eller uden at jeg har trængt mig på.

Så lad os holde os til et mere neutralt scenario, okay?

Det minder mig en lidt om en kat der forsøger at få en hest til at spise mus og en hest der forsøger at få en kat til at spise hø.

Man kan ikke forlange at en ateist skal føre bevis for at Gud ikke findes for at fastholde sin egen overbevisning, det ville være højst ulogisk og iøvrigt unødvendigt.
Men hvis ateisten prøver at overbevise den gudstroende om at Gud ikke findes, så kan man forlange det.

Man kan heller ikke forlange at en gudstroende skal føre bevis for at Gud findes for at fastholde sin egen overbevisning, det er ligeledes ulogisk og unødvendigt.
Men hvis den gudstroende prøver at overbevise ateisten om at Gud findes, så kan man forlange det.

Dermed bliver det i høj grad et spørgsmål om at dele sine filosofier med hinanden og at inspirere hinanden til nye erkendelser og nye indsigter ved hjælp af disse udvekslinger. Dette kan godt føre til at man ændrer sin tro, det kan også føre til at man fastholder sin tro, men altså muligheden for at noget bliver rykket er til stede for begge parter. Hvis man er bange for at noget bliver rykket og man alligevel deltager i diskussioner som kan rykke tingene, så påviser man mod, og det er prisværdigt, og så kan det ovenikøbet samtidigt være meget frugtbringende, og det er en god grund til at gøre det.

Det med historiedigtningen har du vist selv startet.

Hvor i alverden har jeg gjort det?

Jeg udtalte mig helt generelt, da du umotiveret forsøgte at dreje det over på en negativ situation, hvor det var ateisten, der havde trængt sig ind på den troende mere eller mindre imod dennes vilje.

Jeg har svært ved at se, hvilket ædelt motiv der kan ligge bag.

Her er historien: ...

Hvis du med dine seneste indlæg lægger op til, at der er mange nuancer, så er jeg enig.

Det med historiedigtningen har du vist selv startet.

Hvor i alverden har jeg gjort det?

Jeg udtalte mig helt generelt, da du umotiveret forsøgte at dreje det over på en negativ situation, hvor det var ateisten, der havde trængt sig ind på den troende mere eller mindre imod dennes vilje.

Jeg har svært ved at se, hvilket ædelt motiv der kan ligge bag.

Undertegnede:
Hvis du med dine seneste indlæg lægger op til, at der er mange nuancer, så er jeg enig.

Ateist:
Jeg har ikke brokket mig over antallet af nuancer - blot over den farve du har holdt dit maleri i!

Du har faktisk opfattet det korrekt. Som jeg skrev meget tidligt i tråden, har vi en fælles virkelighed = det vi alle opfatter på samme måde....og så har vi hver vores virkelighed = det vi opfatter på hver vores måde.

at fastholde folk i virkeligheden.... som vi så den.

Her drejer det sig om kærligheden til andre mennesker, ikke så meget virkelighederne....

Lyder jeg meget forvrøvlet...? Eller er det fordi jeg lever i et andet "univers" end dig...?

Som her, hvor dit udgangspunkt er den dementes opfattelse og hvor du blot konstanterer at I har en anden opfattelse - uden, i det du skriver, at tilkendegive, hvordan tingenes faktiske tilstand var (at moderen rent faktisk var død og at det ikke bare var noget I fx gættede på).

- havde de problemer med at skulle fortælle en patient hver halve time (eller hvad det nu var) at vedkommendes moder var død, hvad bygger du så din formodning om at pt.s mor så ikke er død alligevel...

Har du ikke en sådan formodning, hvorfor var det da at Tine yderligere skulle have tilkendegivet, hvordan tingenes faktiske tilstand var?

Jeg har ikke fortalt Tine, hvad hun skal eller ikke - jeg har blot påpeget det uheldige i hendes konstante fokusering på opfattelser.
Det kniber jo også for dig, at gennemskue, nøjagtigt hvad hendes syn på virkelighed(er), sandhed(er) etc. egl. er.

Ja, og derfor har jeg spurgt ind til det