Er ånden i bibelsk forstand stærkere end kødet?

Jeg ved at spørgsmålet ikke umiddelbart lader til at gå ind under "Tro, fornuft og videnskab"... Men play along, så får vi se

Kære CloudHands

Man kan da sige det er et mere filosofisk emne.
Hvor deler vi mellem Ånd og Kød?

Ser man på celle niveau, mener jeg at Ånden må have med den information at gøre, som får cellen til at føle sig som en del af helheden.
En kræft celle, er en celle som af en eller anden årsag mister en vigtig information. Så begynder den bare at dele sig, uden hensyn til omgivelserne og bliver en knude af celler som kan vokse i takt med glemslen.
Man ser at nogen pludselig oplever spontan helbredelse, hvilket indebærer at de sygdomsramte kræfceller, af en eller anden årsag pludselig får genoprettet forbindelsen til helheden og begynder at fungere i overensstemmelse med de omgivende celler. Altså når en kræftknude siges at opløse sig selv.

Er livskraften hvad vi forbinder med Ånden, så den måtte være tilstede i Alt, eller er Ånden noget vi skal forestille os, som en metaperson, set i forhold til den personlighed, karakter og temperament, som er udtryk for Kødets selv.

Jeg mener man nok kan sige; vi lever i en form for symbiose mellem ånden og kødet.
For mig at se, er det Ånden der gør os til Menneske og Kødet kan sagtens være en vært, som engang i evolutionen har været en veludviklet primat, der egnede sig for at blive vidreudviklet af Mennesket.

Jeg mener at Ånden overlever Kødet, når vi træder ud af denne jordiske lerhytte og vender tilbage, men det er vi kommet vældig godt overens med.


Vandrer

Hej CloudHands,

Om Ånden er stærkere end kødet? Jada!
Mit svar er nok mindre filosofisk end Vandrers, men du spørger hvordan det er "i bibelsk forstand", og der er i hvert fald ingen tvivl:

Kødet går til grunde of rådner op, når Ånden trækker sig tilbage.
Kun Gud har liv i sig selv. Alt andet og alle andre lever i kraft af ham.

"Gud er Gud, om alle mand var døde!" ...

Apg 17,25-28: Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi ...

Se også skabelsesberetningen 1.Mos 2,7: Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

kristina

Mit næste spørgsmål er så, hvad er åndens frugter?

Hvordan oplever man ånden i sit liv, hvordan manifestere denne hellige ånd sig i ens liv?

Hvad er "beviset" so to speak for at man er af ånden?

Hej CloudHands,

Hvad åndens frugter, resp. kødets gerninger, er, det står der om i Galaterbrevet kap. 5:

Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags [.............]

Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

"Hvordan oplever man ånden i sit liv ... "

Det ved jeg ikke. Måske slet ikke. Det er nok meget individuelt, og forskelligt på forskellige tidspunkter. For mit eget vedkommende kan jeg sige ord om Guds kærlighed, om livsfylde, livsglæde, taknemmelighed, mening med livet, også fortvivlelse (over mig selv og mine svigt m.m.m. ) ... men det er altsammen nok for diffust til at kunne give mening for andre, tror jeg.

... hvordan manifestere denne hellige ånd sig i ens liv?
Det ved jeg heller ikke - det er nok ikke sikkert, at der er nogen ydre manifestation. Men de fleste af os har formentlig et incitament til at være vidnesbyrd om, hvad Gud har gjort for os, og et ønske om at følge Jesu befaling om at dele evangeliet med de "unåede", at få lov til at være Guds redskaber ..
og at have et kærligt fællesskab med vores åndelige "familie".

Hvad er "beviset" so to speak for at man er af ånden?

Alt levende er "af ånden" - og her i denne faldne verden også "i kødet".
Men hvis det du efterlyser er et ydre kendetegn på hvem der er med i Guds frelste menighed, så kan et sådant nok ikke præsteres.

Det nærmeste vi kan komme er vel at tage hinandens udsagn for pålydende: Tror man, eller tror man ikke, på Jesus Kristus som sin Frelser og sin Herre?

Man kan selvfølgelig høre, hvad vi formodede kristne siger, læse hvad vi skriver, og finde ud af, hvad vi er engageret i at beskæftige sig med ... men beviser?
Nej, desværre. Du kan f.eks. ikke vide, kun gætte på, hvorfor jeg sidder her og skriver til dig, i stedet for smutte i seng og se at få sovet ud, som jeg faktisk trænger til ...

Jeg ved ikke, om disse ord er svar på dine vanskelige spørgsmål, eller måske rammer helt ved siden af ..

kristina

Hej Kristina!

Hvorfor gør bibelen noget ud af at skelne mellem kødets og åndens gerninger, hvis det som du siger ikke er tydeligt at se på dem der "har det i sig"?

Er det for at man skal kunne genkende de forskellige frugter i ens eget liv, måske?

Alle har måske ånden i sig og gør både gode og dårlige ting eller hvad?

Hej CloudHands,

Jeg vil helst ikke komme med et "goddag mand/økseskaft"-svar her, og jeg ved ikke rigtig om jeg forstår hvad du mener, så måske kunne du uddybe lidt ...

Hvad mener du med "ånden"? I kristen forståelse lever alt og alle i kraft af Gud, som er skaberen, der er ingen forskel her. Vi har alle "ånden".

"Hvorfor gør bibelen noget ud af at skelne mellem kødets og åndens gerninger, hvis det som du siger ikke er tydeligt at se på dem der "har det i sig"?
"Er det for at man skal kunne genkende de forskellige frugter i ens eget liv, måske?"

Ja, jeg tror det er en sund tanke. I stedet for at have travt med at finde ud af, hvordan det står til med vores medmenneskers liv og færden, prøve at vurdere hvad de burde gøre i stedet for det de gør, etc.

Jeg selv betragter teksterne som skrevet til mig personligt. Dem, jeg er tilfreds med, behøver jeg ikke. De er nok ikke til mig lige her og nu, så dem læser jeg hen over. Dem, som jeg hellere var foruden, tager jeg som en udfordring til fordybelse -som "at gå på bare fødder i græsset, hvor Guds ord er som pigtråd ..."

Når der står i Bibelen om åndens frugter i modsætning til kødets frugter, opfatter jeg det som en kanon, en rettesnor. En "hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen"-vejledning talt ind til det enkelte menneske.

Vi er vel her ved den principielle skillelinje, grundtanken om, hvordan man gebærder sig her i livet, enten A = op med mig og ned med alle de andre (selviskhed) , eller B = kærlighed til Gud og mennesker og ansvar for skaberværket og fællesskabet, (uselviskhed).

Som jeg læser Bibelen, kunne den have undertitlen "kærlighedsbudskabet på tusind måder".

Mange, også (måske især) kristne er stærkt utilfredse alle de forfærdelige begivenheder, der skildres i Bibelen, krig og vold og mord og jeg-skal-komme-efter- dig. Teksterne handler ikke kun om, hvordan mennesker skal leve efter Guds vilje, men er i lige så høj grad historiske beretninger om, hvordan man faktisk levede og konsekvenserne heraf.

Og som vi ser det, historien gentager sig, om end i nye variationer ..

Den handler stadig om kærlighed/ligegyldighed,
Gud/mennesker
tid/evighed
liv/død
himmel/helvede

... og det er ikke just hyggelæsning til natbordet, men skræmmende, forfærdende, fortvivlende ... og så alligevel > ".. hvilken salig jubel ..."

kristina

Min tanke med det oprindelige indlæg var, at vise at ånden IKKE er stærkere end kødet...

Hvis alle åndens frugter kan ødelægges af fysiske indgreb, det være sig alt fra kirurgi til slag og ulykker, så er ånden vel ikke stærkere end kødet?

Jeg læste en tråd på en anden debatside "Giraffen", hvor en diskuterede om man beholdt sin frelse eller i det hele taget kunne blive frelst hvis man på grund af en ulykke radikalt havde ændret adfærd, som det f.eks. er tilfældet med demente, slagtilfælde, blodpropper, biluheld, stofmisbrug osv.

Det var bare det jeg tænkte på.

Der er jo tusind religiøse forklaringer på dette, for mig at se undskyldning på undskyldning for at forklare det vi ikke kan forklare, men hvor er beviset?

Hvorfor ikke bare nøjes med den fysiske forklaring, når den nu foreligger i al sin simpelhed og ligefremhed?

Hej Martin jeg tror at hvis vi bliver syge af den ene eller anden sydom ,vil Jesus holde fast i os .men det er jo et tros spørsmål. Kh Marianne.

Hej Cloud Hands, du skriver

"Min tanke med det oprindelige indlæg var, at vise at ånden IKKE er stærkere end kødet... "

Når du skriver ånden, med lille "å", går jeg ud fra, at du mener det, vi somme tider også kalder sjælen ...

I kristen forståelse er der ikke nogen adskillelse mellem sjæl og legeme sådan som der er i græsk filosofi, hvor man forestiller sig, at sjælen er fanget af og indespærret i legemet, og hvor dens højeste mål er at blive befriet fra kroppen og vende tilbage til de himmelske egne, hvorfra den kom. En klar dualistisk opfattelse, som betragter kroppen som noget negativt og inferiørt.

Kristendommen har ikke en sådan sjæl-legeme opfattelse af et menneske, som er en helhed, skabt i Guds billede. I vores trosbekendelse bekræfter vi jo da også, at vi tror på kødets opstandelse (i herliggjort skikkelse) og ikke på frit i luften svævende sjæle.

Ånden er af Gud dermed i sig selv stærkere end "kødet" (den bibelske betegnelse for det faldne menneske), men Ånden tvinger ikke kødet til lydighed, se Galaterbrevet kap. 5,16-18:

Hvad jeg mener er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

Så hvis et menneske lader sig drive og styre af Ånden, er dette menneske allerede i denne verden i Guds rige og dermed fri af loven, fri af denne verdens fyrstes herredømme.

Dette også selv om mennesket er i koma, eller bliver dement eller på anden måde bevidsthedsforstyrret, eller hvis en kirurg skulle bortoperere temporallappen

At være i Guds rige er ikke en on/off-tilstand, for Gud bevarer sine børn, som tilsammen er Jesu Kristi legeme, med mindre de bevidst og aktivt og vedvarende vælger at forlade ham.

Sådan tror jeg det er.

kristina

Hej CH

Man kan vel ikke 100% afgøre hvem der er stærkest før kampen er slut?

Min tro er at Ånden er den stærkeste....... (men det er du jo nok ikke særlig overrasket over.

Jeg læste en tråd på en anden debatside "Giraffen", hvor en diskuterede om man beholdt sin frelse eller i det hele taget kunne blive frelst hvis man på grund af en ulykke radikalt havde ændret adfærd, som det f.eks. er tilfældet med demente, slagtilfælde, blodpropper, biluheld, stofmisbrug osv.

jeg tror ikke at ændret adfærd (i sig selv) kan tage troen fra en...... Men den med stofmisbrug er lidt anderledes (som jeg ser det) for der sætter man (måske gradvist) stoffet på førstepladsen i stedet for Gud....... og den går jo ikke

Hej Ester, du skriver:

...... Men den med stofmisbrug er lidt anderledes (som jeg ser det) for der sætter man (måske gradvist) stoffet på førstepladsen i stedet for Gud....... og den går jo ikke ...

Det kan vi nok ikke vide så meget om? - men jeg tror, at så længe man ikke helt har opgivet kampen, så har man i hvert fald ikke tabt? Og ved vi selv, hvad vi i vores allerinderste sætter på førstepladsen?

Hvis jeg er knaldhamrende sulten og tørstig, så oplever jeg i hvert fald mit behov for mad og drikke så påtrængende, at det absolut har førsteprioritet ..

.. og tænk så hvordan det må være at være alvorligt stofafhængig, så har man nok ikke megen viljestyrke at gøre godt med, og skriger formentlig kun til Gud om hjælp til at få det næste fix ...

Jeg tænker på Luk 12,48: Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af. Hvor meget en stofmisbruger har fået betroet, ved nok kun Den store Læge ...

kristina

Hej CH

Hvis alle åndens frugter kan ødelægges af fysiske indgreb, det være sig alt fra kirurgi til slag og ulykker, så er ånden vel ikke stærkere end kødet?

Jeg læste en tråd på en anden debatside "Giraffen", hvor en diskuterede om man beholdt sin frelse eller i det hele taget kunne blive frelst hvis man på grund af en ulykke radikalt havde ændret adfærd, som det f.eks. er tilfældet med demente, slagtilfælde, blodpropper, biluheld, stofmisbrug osv.

Det var bare det jeg tænkte på.

Jo, jeg husker godt debatten. Det er muligt at man ikke under hele sit liv bærer synlige frugter, som der blev nævnt under debatten på daværende tidspunkt i fald man var senil...eller på andre områder "ukampdygtig" - men alligevel er Ånden stærkere end kødet, for denne person vil blive frelst til trods for at han/hun måske sit sidste leveår...måske på dødslejet... har været et uhyre. Godtnok får vi som kristne Helligånden som gave, men det er jo ikke en lille privat hus-ånd, der skal være barometer for vores kristentro, så at vi den ene dag nærmest har hovedet stikkende op over taget....og dermed er kristne...- og dagen efter ligger med influenza, med et kolossalt dårligt humør....og dermed er vi hedninge. Gud er der, Gud er en person udenfor os selv, og han virker uanset hvordan vi har det.

Mkh Malli

Hej kristina

Jeg er helt enig i at vi ikke kan se ind i hjerterne på folk. Hvem der er kristne og hvem der ikke er det.

Det jeg skrev med stofmisbrugeren var ud fra tankegangen at en kristen begynder at tage stoffer (sikkert for sjov) og med tiden vælger stofferne frem for Gud...... hvor stofferne bliver det vigtigste - ikke noget med nogen anger eller kamp for at stoppe.

Det samme kan siges om alle mulige andre afhængighedsforhold....... man kan blive så afhængig af cyberspace at man ikke går til møde, beder, læser eller har tanke for Gud og hans vilje........ derved bevæger man sig virkelig ud i et sidespor.......

MEN dermed ikke sagt at man ikke kan vende om igen - for det tror jeg man kan, hvis Ånden kalder og man hører kaldet........

Gav det mening???