Jeg har længe gået og tænkt en del frem og tilbage på, hvordan vi bedst kan sikre os, at de enkelte medlemmer (jeg er vild med det ord... Prøv at overveje dets betydning et par gange... med-lem) bedst muligt kan udfylde Guds plan med deres liv og tjeneste inden for menigheden.

I Bibelen er der flere steder beskrivelser af menighedernes drift og hvordan det enkelte medlem har en opgave i menigheden. Som lemmer på Kristi legeme skal vi arbejde sammen på at gøre Kristi gerning. Men ofte virker de strukturer, vi har i vores menigheder (her tænker jeg relativt snævert på folkekirkelige menigheder) hæmmende på mulighederne for at man kan udleve sine nådegaver. Når jeg ser rundt i de menigheder, jeg er kommet i, tegner sig generelt et billede af menigheder, hvor halvdelen eller derunder var engageret i menighedsarbejdet, mens resten "bare" kom. Problemet, som jeg ser det er dobbelt. For det første går menigheden glip af den indsats, disse medlemmer kunne have ydet. Dette medfører, at de, der har en tjeneste i menigheden ofte løber rundt som Tordenskjolds soldater for at få alle ender til at nå sammen. For det andet går disse medlemmer glip af velsignelsen ved at tjene menigheden. Samtidig kan dette føre til en følelse af, at man er undværlig i menigheden, og intet kunne være mere forkert.

Men hvad kan gøres for at sikre, at alle medlemmer står tager et ansvar i menigheden? Som jeg ser det er en vigtig del af det, at menigheden overtager nogle af de opgaver, der i dag er givet til præsterne. F.eks. er det vel ikke umuligt at lade sjælesorgen overtage af medlemmer med nådegave hertil.

En anden ting er, hvordan vi finder folk til forskellige opgaver i menigheden. Her har jeg oplevet det lidt forskelligt efter, hvor jeg er kommet og i høj grad også efter, hvad opgave, der har været tale om. Ofte arbejdes på den måde, at når et opgave skal udfyldes, spørges om der er nogen, der har lyst til det. Dette er i sig selv ikke nogen dårlig løsning, men den ender ofte i, at det er de samme, der melder sig hver gang. Ofte efter nogle minutters tavshed. Dette medfører, at det ikke nødvendigvis er dem, der har nådegaverne til en tjeneste, der får den, men dem, der har størst villighed.
Andre steder fordeles opgaver ved, at bestyrelsen fordeler dem mellem sig og så derefter kan uddelegere dem. Her ender det ofte i, at man selv tager opgaverne, fordi det tit er lettere end at finde andre til det. Igen er resultatet, at nogle få står med mange opgaver, og mange står helt uden.
En sidste mulighed, jeg selv har haft glæde af et par gange er, at jeg selv har set et behov og derefter har kontaktet bestyrelsen og hørt, om de var interesserede i, at jeg gik i gang med det... Problemet her er, at denne mulighed kun giver opgaver til dem, der selv tager initiativet. Så spørgsmålet er, hvad kan vi gøre for at sikre, at vi får levende menigheder, hvor alle tager del i menighedens arbejde.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Mark

jeg vil godt medgive dig, at alt for mange ikke er synligt aktive i menigheden. Således også hos os, hvor vi ellers har ET VÆLD af frivilligt arbejde. Alt lige fra børnearbejde til kommunionsuddelere og lektorer (dem der læser op af Bibelen under Messen).

Men har du tænkt på, at menighedens FORBØNNER betyder utrolig meget? Tænk på hvor mange der husker menigheden og lokalområdet i deres bønner. Dette er ikke uden betydning, bøn virker. Eller rettere, GUD virker gennem bøn.

mvh Tau.

Hej KajQrd

Du berører noget meget vigtigt omkring menighedslivet og problemet er ikke blevet mindre. Dette skyldes hovedsageligt, at trenden i samfundet er, at man ikke orker at tage ansvar for noget man ikke føler man kan engagere sig i. Denne trend har desværre også fundet indpas i menighedslivet.

Som du selv skriver siger bibelen noget om tjeneste og Paulus har i Efesus 4.16 netop skrevet om, at enhver skal tjene med den kraft der er tilmålt enhver for at holde det hele sammen.

Willow Creek i Chicago er vokset stor gennem ca 15 år og har et stort antal medarbejdere. De har den praksis, at de har en evne til at udfordre og motivere dem som brænder for en bestemt opgave/tjeneste. De har f.eks. 300 børnehavemedarbejdere til 3000 børn.

En af årsagerne til problemet i menigheder er, at vi ikke har forstået teamfunktionen, men istedet har kørt med præste og forstander tjenesten. Resten af menigheden har derfor problemer med at forstå at en velfungerende menighed bør først og fremmest have et lederskab, som har en kordinerende teamleder og de andre i lederskabet bør kende deres særlige tjeneste og derpå udfordre og motivere andre i menigheden tl at tage deres særlige tjeneste op.

Iøvrigt står der ingen steder i NT om præstetjenesten, som bestemt for een person.

mvh
carl

Hej Mark (jeg nægter at kalde dig KajQrd - det er bare for underligt! )

" I Bibelen er der flere steder beskrivelser af menighedernes drift og hvordan det enkelte medlem har en opgave i menigheden. Som lemmer på Kristi legeme skal vi arbejde sammen på at gøre Kristi gerning. Men ofte virker de strukturer, vi har i vores menigheder (her tænker jeg relativt snævert på folkekirkelige menigheder) hæmmende på mulighederne for at man kan udleve sine nådegaver.

Tilståelse: Det du skriver her, for mig til at holde lidt mere af min egen (folke)kirke,
for jeg kommer ikke specielt for at "udleve mine nådegaver", men primært for at høre Guds ord og blive styrket og bevaret i troen.

Da jeg selv, for første gang, kom til Gudstjeneste i en kirke, var jeg glad for, at jeg ikke straks blev omringet og budt velkommen af venlige mennesker, som ville udleve nådegaver og ville vide hvor jeg boede, men kunne sidde for mig selv, helt anonymt og stille og roligt og sondere terrænet, uden at blive antastet af nogen.

Det var hvad jeg havde brug for. Jeg var også glad for, at ingen spurgte mig, hvorfor jeg listede ud inden altergang.
Ellers var jeg nok kun kommet den ene gang.

Problemet her er, at denne mulighed kun giver opgaver til dem, der selv tager initiativet. Så spørgsmålet er, hvad kan vi gøre for at sikre, at vi får levende menigheder, hvor alle tager del i menighedens arbejde.

Igen, jeg tror ikke vi skal sikre, at alle tager del i menighedens arbejde. Så får vi lukkede, indspiste menigheder.

Jeg mener at folkekirken netop her kan tilbyde noget, som ingen selvfinansierende frikirker kan tilbyde: At man kan komme som man er, uden at tage ansvar for noget, uden at skulle lægge penge, uden at skulle påtage sig opgaver, kort sagt:
uden at skulle noget som helst. Man kan bare være der, sætte sig på kirkebænken som uforpligtet modtager, man kan høre efter eller lade være, og man skal ikke have dårlig samvittighed over ikke at yde noget.

Det var hvad jeg gjorde, temmelig mange søndage. En slags indslusningsfase. En dag tilbød jeg at præstere et eller andet - jeg har glemt hvad det var - og efterhånden lærte jeg en del mennesker at kende, og hvad deraf følger ... og er nu kommer til kristen tro og er ikke mere ganske passiv.

Jeg håber du forstår hvad jeg mener ...

kristina

hej Kristina det du skriver der lyder bare rigtig ,om meniheds arbejde ,og det at lade folk falde til i en ny menighed. kh Marianne.

Hej kristina,

jamen dog. Det var en helt ny vinkel på tingene, sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. Sådan fungerer det åbenbart i Folkekirken, og det kan altså være noget POSITIVT. Det var godt at høre om dette også, så vi får begge sider med.

Interessant!

mvh Tau.

Tilståelse: Det du skriver her, for mig til at holde lidt mere af min egen (folke)kirke,
for jeg kommer ikke specielt for at "udleve mine nådegaver", men primært for at høre Guds ord og blive styrket og bevaret i troen.

Jeg er sådan set ikke uenig i, at det ofte kan være rart bare at kunne sidde og lytte uden at være forpligtet på noget. Når jeg kommer til gudstjeneste, så er det for det meste heller ikke for at gøre, men for at høre, men jeg har stadig brug for at være i en tjeneste, hvor jeg kan arbejde for Gud. I mit tilfælde sker det primært i min IMU, og det er stadig også menighedsarbejde. Og ud fra det arbejde, du lægger her på Jesusnet (omend du måske ikke opfatter det som arbejde) så er jeg rimelig sikker på, at du også har behov for at være engageret og bruge de nådegaver, du har fået.

Igen, jeg tror ikke vi skal sikre, at alle tager del i menighedens arbejde. Så får vi lukkede, indspiste menigheder.

Det er jeg ganske enkelt uenig i. Det kan godt være, det skal organiseres på et lavere niveau en selve menigheden, men at det skal organiseres, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om...

Ikke forstået på den måde, at man skal sættes i en tjeneste første dag, man kommer til gudstjeneste, og heller ikke forstået, så det er menighedsrådets opgave. Det kan udmærket være ude i det lokale foreningsarbejde. F.eks. at jeg i IMU-arbejdet bidrager med de evner, jeg har fået givet. Og jeg er fuldstændig enig i, at det ikke skal presses ned over hovedet på folk, der lige er begyndt at komme. Man skal lige have tid til at falde til. Men hvis der er for mange af de "gamle", der forholder sig passive, så vil det være problematisk, fordi der så ikke er nok til at drive en kirke, som de nye, der kommer, vil synes det er godt at komme i.

Og for så nu lige at få min egen historie med, så flyttede jeg til Esbjerg for ca. 2½ år siden, og jeg fandt ret hurtigt frem til en IMU-forening, hvor jeg kendte en hel masse... Det, jeg umiddelbart husker fra det første halve år er, at jeg ofte gik og tænkte på, hvordan jeg kunne bidrage med et eller andet. Det var ganske frustrerende, for jeg gik faktisk og følte, at jeg ikke rigtig havde noget at bidrage med og derfor egentlig bare var med som passivt medlem, og samtidig synes jeg, det gik meget langsomt med at lære de andre at kende.

Det endte så med, at jeg efter et par måneder begyndte at melde mig til opvasken næsten hver gang. Det lyder måske lidt halvåndsvagt, at det skulle være noget virkelig stort, men det gjorde, at jeg en efter en lærte en masse af de andre at kende, fordi vi havde stået og hyggesnakket over opvasken. Siden er jeg så blevet webmaster for foreningens hjemmeside (Sædding IMU) og er kommet med i bestyrelsen.

Det pudsige ved det er, at i starten kom jeg forholdsvis trofast, fordi jeg gerne ville lære de andre at kende så hurtigt som muligt. Nu kommer jeg forholdsvis trofast, fordi jeg har et ansvar, men i perioden ind imellem var det lidt lettere for mig at finde undskyldninger for at blive hjemme en aften. Og det har faktisk været min generelle erfaring også fra alle de andre steder, hvor jeg er kommet. Har jeg haft en tjeneste, som jeg vidste var min, så har jeg været langt mere trofast, end jeg har været, når jeg ikke har haft nogen tjeneste.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej igen Mark

Sjovt nok: du er uenig med mig, og jeg er ikke uenig med dig! - ikke i noget af det du skriver nu i hvert fald!

Læg mærke til, at jeg skrev: ... jeg tror ikke vi skal sikre, at alle tager del i menighedens arbejde.

Hvad er for øvrigt "arbejde"? Er det arbejde at være med i salmer og forbøn? At dække bord? At skrive her på JesusNet? At invitere naboerne med til Gudstjeneste? Nej vel? Men måske at vaske op!

Det kan opleves meget forskelligt. For nogle kan det være et ganske stort arbejde bare at komme ud af sengen, få nogen til at hjælpe til med kørestolen og komme hen i kirken! Så jeg synes vi skal uddele masser af fribilletter og lade være med at stille krav til "de andre" (kun til os selv!)

Og vi skal ikke kun bestræbe os på at yde, men også på at modtage - det er for mange meget vanskeligere og kan føles langt mindre tilfredsstillende ..

kristina

Hej Kristina
Det, jeg var uenig med dig i, er at menigheder, hvor alle tjener, bliver indespist. Men som du vel netop illustrerede, så er der temmelig stor forskel på, hvad forskellige mennesker anser som arbejde...

Når jeg beskriver det som arbejde, mener jeg ikke nødvendigvis, at der er tale om noget tidskrævende eller vildt ansvarsfuldt. Der er primært tale om noget, man gør for, at fællesskabet kan fungere og ikke kun for ens egen skyld.


Det kan opleves meget forskelligt. For nogle kan det være et ganske stort arbejde bare at komme ud af sengen, få nogen til at hjælpe til med kørestolen og komme hen i kirken! Så jeg synes vi skal uddele masser af fribilletter og lade være med at stille krav til "de andre" (kun til os selv!)

Når jeg ønsker at se alle engageret, så er det bestemt ikke kun for menighedens skyld. Det er lige så vigtigt, at man ved at give til menigheden af sine ressourcer får givet en tillid fra de øvrige. Når der er mange passive i en menighed, så er det ofte fordi lederskabet selv tager sig af for meget, hvilket godt kan tolkes som manglende tillid til, at de øvrige vil kunne klare det.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Mark, Det, jeg var uenig med dig i, er at menigheder, hvor alle tjener, bliver indespist.

OK, det har du da ret i - jeg har bare svært ved at forestille mig, at der eksisterer sådanne menigheder. Men det gør der muligvis ...

Det jeg prøvede at udtrykke var egentlig også kun, at det med at tjene og arbejde og tage ansvar - - det er ikke noget vi skal kræve af andre, måske ikke engang af os selv - for det kan sommetider være umuligt at præstere noget, og så skal det også være acceptabelt at være passiv, mener jeg.

Vi skal ikke give hinanden dårlig samvittighed, og heller ikke selv have det, selv om vi sommetider - eller altid - af den ene eller anden grund ikke magter at være med i Tordenskjolds berømte soldaterhold.

kristina

Hej kristina

Du og andre får det at tjene i en menighed som om det er noget man SKAL gøre og at mennesker bliver overfaldet når man kommer for første gang.
Sådan foregår det jo slet ikke- ikke efter min erfaring og Mark skriver jo netop om problemet med Tordensskjolds soldater. Det er en sørgelig kendsgerning, at 20 & af en menighed servicerer de resterende 80 %.

Derimod er det Guds vilje, at vi får lov at bruge vore talenter-fødselsgaver og eventuelle nådegaver i at være med til at formidle Guds rige. Vi er alle som er troende kristne præster for Herren!
Det er jo ikke præsten eller den ledende i menigheden, som skal klare alt.

Paulus skriver jo netop i Romerbrevet hele kap. 12. det at tjene. Og i Efeserbrevet kap. 4. vers 16 skriver Paulus tydeligt:
" Ud fra ham-Kristus- føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert ENKELT led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed "

Det er det som praktiseres i både folkekirke, og frikirker og andre, hvor de praktiserer dette skriftsted af kærlighed til Gud og hinanden.

mvh
carl

Hej Carl

" Ud fra ham-Kristus- føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert ENKELT led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed "

Det er det som praktiseres i både folkekirke, og frikirker og andre, hvor de praktiserer dette skriftsted af kærlighed til Gud og hinanden.

Øhhh, hvad er det lige, vi skal "praktisere", når det er UD fra Kristus det hele føjes og holdes sammen? Det er da Gud, der "praktiserer".....det eneste vi kan "praktisere" er at vi kan stå imod.

Gud virker gerningen, når vi holder fast i hans lære om synd og nåde, og når vi forvalter hans sakramenter ret
- og selv det, at vi gør dette skyldes Gud! - for vores natur vil alt andet end lade sig bøje efter hans vilje, stå imod.

Men begynder man at forurene lære og nådemidler, da kan det ikke undre, at Gud lader menneskene mærke konsekvenserne.

Dét her er bare en ting, at enkelte slider sig op, - i stedet for at der en følelse af fælles ansvar, - men også magtsyge, kontrol og tydelige utugtssynder vil begynde at florere som konsekvens deraf
- vi kan jo tydeligt læse i Bibelen at Helligånden virkede med en velgørende enhed, alene i kraft af at apostlene som udgangspunkt holdt fast i den sande lære.

Det er et tegn!!.

Mkh Malli

Hej malli

Du skriver: citat
Dét her er bare en ting, at enkelte slider sig op, - i stedet for at der en følelse af fælles ansvar, - men også magtsyge, kontrol og tydelige utugtssynder vil begynde at florere som konsekvens deraf
- vi kan jo tydeligt læse i Bibelen at Helligånden virkede med en velgørende enhed, alene i kraft af at apostlene som udgangspunkt holdt fast i den sande lære.
Citat slut.

Svar:
Ja, det er jo netop det jeg skriver -at der er en følelse (og oplevelse) af fælles ansvar.
Det virker som om du har et jomfrunalsk forhold til de steder i skriften, hvor Paulus opfordrer de kristne til at være meddelagtige i menighedens liv og at du får knopper over det hele, når nogen nævner f.eks. Efeserbrevet ka. 4.vers 16.
Eller Efeserbrevet ka. 2 vers 10: "For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at VANDRE i "

Du skriver; Citat
Men begynder man at forurene lære og nådemidler, da kan det ikke undre, at Gud lader menneskene mærke konsekvenserne.
Citat slut.

Svar:
Hvorfor ser du tilsyneladende spøgelser ved højlys dag, når jeg intet har skrevet om det eller hvad har mengihedens meddelagtighed i menighedslivet med at forurene lære og nådemidler

Iøvrigt hvor i skriften NT står der noget om at en menighed skal have en præst, som skal foretage det hele og alle de andre blot skal modtage eller fordres med nådemidler m.m. hele deres liv, hvor de så efterhånden vil sove hen.

mvh
carl

Hej Carl

Ja, det er jo netop det jeg skriver -at der er en følelse (og oplevelse) af fælles ansvar.
Det virker som om du har et jomfrunalsk forhold til de steder i skriften, hvor Paulus opfordrer de kristne til at være meddelagtige i menighedens liv og at du får knopper over det hele, når nogen nævner f.eks. Efeserbrevet ka. 4.vers 16.
Eller Efeserbrevet ka. 2 vers 10: "For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at VANDRE i "

Fordi det er GUD, der virker de gode gerninger i mennesket - der står jo også "som GUD forud har lagt til rette..."

Hvorfor ser du tilsyneladende spøgelser ved højlys dag, når jeg intet har skrevet om det eller hvad har mengihedens meddelagtighed i menighedslivet med at forurene lære og nådemidler

Temmelig meget, da bøvlet skyldes, at man ikke gør som apostlene holder fast i læren og ret forvaltning af sakramenterne.

Det hjælper jo ikke noget at benytte en eller anden smart management-model, eller hvad mennesker ellers kan finde på af gerninger, når det er et helt andet sted, der skal sættes ind.

Det er jo GUD, der skal virke de ting i mennesket, og det gør Han, når vi som apostlene holder fast i læren og gennem den ret forvaltning af sakramenterne.

Som skrevet adskillige gange, "det er træet (Vintræet=Jesus), der bærer frugterne - og ikke frugterne, der bærer træet"

Mkh Malli

Hej Malli
Jeg ved ikke helt om jeg misforstår dig, men det ser ud som om for mig, at du stiller det at yde en indsats i menigheden op som en modsætning til at lade Jesus komme til. Hvis det er fuldstændig misforstået, må du meget gerne rette mig. Jeg ser det nærmest stik modsat. I den gerning eller tjeneste, vi står i, står vi som redskaber for Guds gerning. Gud bruger os til at føre sin vilje igennem, men hvis vi ikke stiller os til rådighed, går vi glip af de velsignelser, der følger med at Guds gerning kan ske gennem os. Den rette lære er bestemt vigtig, men den kan ikke stå alene. Prøv at læse de første kapitler i Ap. G. igennem og læg mærke til, hvordan menighederne der levede i kraft af fællesskabet med hinanden om Jesus. Det er først og fremmest Jesus, der er den virksomme, men var disciplene uvirksomme, var evangeliet aldrig blevet spredt.

For nu at tage det helt grundlæggende, så er det helt essentielle i Kristendommen, at Jesus kom til Jorden for at tjene os og give sig for os. Det første og vigtigste er derfor, at vi som kristne er villige til at lade os tjene og hvile i, at han har gjort det, der skal til. Denne hvile er en naturlig del af livet som kristen, derom skal ingen tvivl være.

Men samtidig sættes vi som kristne i et fællesskab, hvor vi er internt afhængige af hinanden. Jeg har behov for, at mine brødre og søstre er der for mig. Det gælder både i forhold til så praktiske ting som at tage kage med, når vi har møder eller hjælpe med at flytte stole, men det gælder også, at de skal være med til at bære mig, når jeg er for svag og omvendt. Det, vi her gør for hinanden, gør vi stadig i kraft af, at Gud har forvandlet os i omvendelsen, men vi må stadig stille os til rådighed for, at han kan gøre det.

Endelig er der forholdet til vores næste. Jeg har tit undret mig over missionsbefalingen, for i den gør Jesus sig jo afhængig af os skrøbelige kristne til at udbrede budskabet om ham til vore medmennesker. Der er ganske enkelt ikke andre til det. Kort sagt, det handler ikke om, at jeg vil lægge et ansvar på nogen. Ansvaret er der allerede, givet af Jesus. Det handler om, at vi skal tage det ansvar, vi har, alvorligt. Også her er selv de forholdsvis små tjenester af stor betydning. F.eks. at jeg bruger min nådegave til at tjene i menigheden, så de brødre og søstre, der har evangelisk gave ikke skal bruge deres tid på de ting. Og igen gælder det, at i alt, hvad vi udretter som menighed, bruger vi vores tid, men gjorde vi det uden Guds kraft, så ville det ikke blive til andet end en ligegyldig snakkeklub. Det er Guds gerning, at vi kan virke i verden, men stadig kræver det villighed af os. For nu at hive fat i Ef. 2, 10 igen, så har Gud lagt vejen. Alt, vi skal gøre, er at gå den. Men hvis vi blot bliver stående, så er det forgæves, at vejen er lagt.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Mark

" I den gerning eller tjeneste, vi står i, står vi som redskaber for Guds gerning."

Jo, jeg tror du misforstår mig, for jeg er meget enig i det du skriver. Mit indlæg var som en reaktion på: " Ud fra ham-Kristus- føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert ENKELT led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed "

Det er det som praktiseres i både folkekirke, og frikirker og andre, hvor de praktiserer dette skriftsted af kærlighed til Gud og hinanden."

For "praktiserer dette skriftsted" fortæller at det er en menneskegerning ligesom f.eks. bodsøvelser.

Der er jo stor forskel på, ja, en verden til forskel på, at stå som redskab for Guds gerning....og så praktisere dette eller hint skriftsted.

For i det du skriver, er Gud klart den aktive!

Mkh Malli

Hej malli

Du skiver:
Citat
Fordi det er GUD, der virker de gode gerninger i mennesket - der står jo også "som GUD forud har lagt til rette..."
Citat slut.

Svar:
Jamen, hvem har dog påstået noget andet.

Du skriver: Citat
Jeg skrev:
Hvorfor ser du tilsyneladende spøgelser ved højlys dag, når jeg intet har skrevet om det eller hvad har mengihedens meddelagtighed i menighedslivet med at forurene lære og nådemidler

Så svarer du: Citat
Temmelig meget, da bøvlet skyldes, at man ikke gør som apostlene holder fast i læren og ret forvaltning af sakramenterne.

Det hjælper jo ikke noget at benytte en eller anden smart management-model, eller hvad mennesker ellers kan finde på af gerninger, når det er et helt andet sted, der skal sættes ind.

Det er jo GUD, der skal virke de ting i mennesket, og det gør Han, når vi som apostlene holder fast i læren og gennem den ret forvaltning af sakramenterne.


Svar:

Jamen, jeg holder til stadighed fast i hele Apostlenes lære, men hvad er det for noget bøvl du omtaler, når menigheden er
er aktiv i menighedslivet.
Mener du ikke Paulus anvisninger i Romerbrevet kap. 12. eller Efesus kap. 4. vers 14 er korrekte??

mvh
carl

Hej Malli
Hvorfor skulle en praktisering af det vers medføre, at det bliver menneskegerninger? Det, der karakteriserer menighedens gerninger, er jo netop, at de gøres på foranledning af Gud, med hans velsignelse og gennem hans kraft. Det er lidt som med diskussionen om navnet på Apostlenes Gerninger. Der er dem, der helst så bogen omdøbt til Helligåndens Gerninger. Ingen af dem er sådan set forkerte, for apostlene handlede, idet at de netop vandrede i de gerninger, Herren havde lagt til rette for dem...

Så for nu at sige det, som jeg mener det, så nej, der er ikke en verden til forskel, så længe synet på menigheden er, at den er kristi legeme. For da vil menighedens handlinger være kristi handlinger, og alt sker da i Guds kraft. Og med mindre jeg fuldstændig har misforstået Carl, så er det mere hans formuleringer end hans reelle holdninger, du opponerer imod...

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Carl

Jamen, jeg holder til stadighed fast i hele Apostlenes lære, men hvad er det for noget bøvl du omtaler, når menigheden er
er aktiv i menighedslivet.

Du fordrejer det jeg skriver, jeg har ikke mere at føje til det, jeg allerede har skrevet.

Hej malli

Du skriver i dit tidlígere indlæg til mig, da jeg fremhæver menighedens deltagelse i at tjene, at det giver problemer:
Hvorefter jeg spørger dig om hvad det er ??
Du skriver :
citat:

Temmelig meget, da bøvlet skyldes, at man ikke gør som apostlene holder fast i læren og ret forvaltning af sakramenterne.

Det hjælper jo ikke noget at benytte en eller anden smart management-model, eller hvad mennesker ellers kan finde på af gerninger, når det er et helt andet sted, der skal sættes ind.

Det er jo GUD, der skal virke de ting i mennesket, og det gør Han, når vi som apostlene holder fast i læren og gennem den ret forvaltning af sakramenterne.

Citat slut.

Hvorpå jeg så skriver og spørger: Citat
Jeg erklærer mig enig i at det slevfølgelig er GUD, der skal.....
Jamen, jeg holder til stadighed fast i hele Apostlenes lære, men hvad er det for noget bøvl du omtaler, når menigheden er
er aktiv i menighedslivet.Citat slut.

Og så kommer dette vidunderlige klare svar: Citat
Du fordrejer det jeg skriver, jeg har ikke mere at føje til det, jeg allerede har skrevet. Citat slut.

Det lader jeg så lige stå på skærmen et øjeblik.

mvh
carl

Hej Carl

Det jeg refererede til som jeg opfatter at du fordrejer er dette:

"Jamen, jeg holder til stadighed fast i hele Apostlenes lære, men hvad er det for noget bøvl du omtaler, når menigheden er
er aktiv i menighedslivet."

Jeg har ikke skrevet noget sted, at der er bøvl i menigheden fordi menigheden er aktiv, men som det fremgår af tidligere indlæg, er jeg af den overbevisning at bøvlet = få slider sig op osv. at man ikke holder fast i den lære apostlene havde. Jeg forstår ikke hvorfor du skriver at DU holder fast i apostlenes lære - det er muligt at jeg tager fuldstændig fejl, men det er jo ikke dig der er til debat her, Carl. I hvertfald stod der ikke noget om en Carl i de tråde jeg besvarede.

Det der er til debat er ikke dig, men at kirkerne oplever manglende ansvarsfølelse og dermed oplever at nogle få skuldre skal bære det tunge læs

Som jeg skrev holdt apostlene fast i læren, hvilken lære? Jo læren om Guds Lov og om Guds Evangelium, om synd og nåde, de forkyndte Guds evangelium, de gjorde det Jesus sagde de skulle gøre, nemlig forkynde omvendelse til syndernes forladelse.

Forudsætningen for al dette er jo, at man også hører om Loven, så man kan stå strafskyldig overfor Gud, og få sit kød dømt til døden!
- at man hører om Ham, der på vores vegne blev ramt af Guds vrede over synden på Korset, og om at Gud erklærede dette offer for fuldbragt, ved at lade Jesus genopstå på tredjedagen.
- for til sidst at høre syndsforladelsens ord i prædikenen, og vide at Jesus rækker denne til os gennem sit Ord, nadver, dåb og skriftemål.

Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. Luk. 24, 44-47

- de forlod ikke korset, for prædike om deres egne mirakler, tiende-prædikener og oplevelser med Ånden....ej heller prædikede de psykologi, (eller som dengang ELF brød med Folkekirken - om svineavl !! ).

Apg. ger 2,42 "De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne"

Og Helligånden virkede med en velgørende enhed!

Mkh Malli

Hej malli

Du skrev: Citat
Apg. ger 2,42 "De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne"

Og Helligånden virkede med en velgørende enhed!
Citat slut.

Svar:
Ja, det er jo nemlig det drejer sig om, Apostlenes Gerninger.
Tak for dit svar, som jeg helt kan tilslutte mig.



mvh
carl