Indtil for ca. 4 år siden troede jeg at jeg levede som en sand kristen. Men så forlod min mand mig, da han havde mødt en anden kvinde - han nåede aldrig at indlede et egentligt forhold til hende, men det fik jeg først at vide bagefter. Jeg var meget langt nede, men kunne slet ikke finde trøst i troen. Min mand som ikke er kristen havde bl.a. sagt jeg havde forandret mig ved at blive kristen og ikke længere var den samme han havde giftet sig med. Dette tænkte jeg på hver gang jeg så biblen og havde derfor endnu sværere ved at læse i den. De søde kristen mennesker jeg kendte bad for mig og ringede tit til mig, men jeg trak mig tilbage - jeg skammede mig på en måde.

Så mødte jeg nye - ikke kristne - venner. Jeg begyndte at fylde min hverdag med dem, for at tænke på noget andet. De fleste søde veninder, men også en enkelt mand som jeg fik et intimt forhold til - selv om det jo var meget imod min kristne overbevisning. Jeg faldt bare for hans søde ord og gjorde ting jeg godt vidste var forkerte. Jeg prøvede at bede Gud om tilgivelse, men følte mig på en måde for beskidt til at kunne bede. Jeg lovede Gud igen og igen at jeg ville stoppe forholdet - men fortsatte det. Jeg lovede igen i faderens, sønnens og helligåndens navn at nu var det slut - og jeg fortsatte alligevel. Til sidst fandt jeg ud af at manden fyldte mig med løgn - han havde mange andre ved siden af. Han besøgte endda også prostituerede. Samtidig fortrød min mand og ville gerne flytte hjem igen. I en periode havde jeg begge mænd, indtil jeg fik styrken til at bryde med den anden. Min mand vidste jeg var venner med ham, men ikke andet.

Nu er det 1½ år siden jeg så ham sidst, men han kontakter mig stadig. Og så har jeg pludselig fået mistanke om han var hiv-smittet bl.a. ud fra ting flere andre har fortalt mig. Jeg er blevet så bange for det, og har fået taget en hiv-test som jeg venter svar på. Jeg har fortalt min mand om testen, men sagde det var fordi manden og jeg stødte hovederne sammen en dag, hvorved han flækkede en tand og det blødte. Dette er sandt nok, men jeg ved godt smitten ikke er kommet derfra hvis jeg fejler noget. Og alligevel kan jeg ikke fortælle min mand sandheden......

Jeg har prøvet at bede Gud om tilgivelse, men føler jeg ikke får "svar". Jeg ved også godt jeg selv har bragt mig i denne situation og selv om jeg beder om at prøven må være negativ, så ved jeg også at jeg ikke fortjener det. Jeg er bare så bange - jeg har også 4 børn, hvoraf de to mindst stadig bor hjemme. Jeg ville så gerne kunne starte forfra med min mand og leve et "rent" liv fra nu af, men jeg føler ikke jeg kan komme tilbage efter det jeg har gjort. Jeg vidste jo hele tiden det var forkert.....

Kære ven

Lad mig begynde med noget at det sidste du nævner i dit brev: "Jeg har prøvet at bede Gud om tilgivelse, men føler jeg ikke får "svar"."

Når du ikke føler, at Gud svarer dig, så skyldes det, at han allerede har svaret dig. Svaret finder du nemlig i Bibelen, endda flere steder. Fx i 1. Johannesbrev 1 vers 9: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." Vi får ikke særlige personlige tegn på, at Gud tilgiver os, for det har han lovet på forhånd. Når vi bekender hvad vi har gjort forkert imod ham, så er hans tilgivelse helt og fuldstændig betingelsesløs. Derfor kan du have god samvittighed overfor Gud. Ikke fordi du er "ren", men fordi Jesus har taget både din skyld og din straf. I Jesus er der ikke længere noget mellem Gud og dig! Det er det du som kristen må regne med.

At du selv har bragt dig i den situation, du nu er i, ændrer intet ved det. Enhver synd er netop udtryk for at vi selv har bragt os ind i et forkert forhold til Gud. Så det stiller ikke dig værre end alle vi andre syndere.

Når jeg læser din historie her, så tænker jeg også på om Guds svar til dig i forholdet til dit "sidespring" mon ikke netop var dette, at du opdagede mandens løgne. Det fik dig til at bryde med ham - og det var jo lige netop hvad du havde bedt om Guds hjælp til, ikke sandt?

Du skriver, at du ikke kan komme tilbage og starte forfra med din mand. Jeg kan ikke helt læse ud af dit brev, hvad det er der forhindrer dig i det. Er det hvad I begge to ønsker? Ønsker din mand det og ønsker du selv det? I så fald er den eneste vej vel, at I begge to beder hinanden om forladelse for alt det I har gjort imod hinanden og så simpelt hen begynder forfra igen. Sket er sket og gjort er gjort. Den eneste måde I kan frigøre jer fra det, er ved at bekende det altsammen for hinanden og så lægge det bag jer. På den måde kan du også være et vidnesbyrd overfor din mand den tilgivelse som Jesus giver til enhver, der beder ham om det.

Der er en vej frem for jer begge og den handler om at være ærlige og tilgivende overfor hinanden. Er I begge villige til det, så er I godt på vej.

Jeg ved ikke om dette er til nogen hjælp for dig. Eller må du gerne skrive igen.