Hej nysgerrige...
Du spørger om det er "forkert som kristen at besøge frikirker". Nej, det er det bestemt ikke. Nu ved jeg ikke hvad kirkelig baggrund du slev har og hvilken frikirke du besøgte, men jeg går ud fra at der i begge tilfælde er tale om bibeltro kristne menigheder. Danske frikirker repræsenterer en bred gruppe af kristne trossamfund som egentlig blot har det til fælles, at de står udenforer Folkekirken. For de fleste frikirkeres vedkommende er det fordi, de har et andet syn på fx dåbens betydning, synden, kirken og det kristne liv. Men alle kristne kirker/frikirker har de grundlæggende kristne bekendelser og Bibelen til fælles. At besøge en anden kirke eller en frikirke er derfor det samme som at tage på "familiebesøg". Det er kristne brødre og søstre.
Du spørger hvad Bibelen siger til det. Af gode grunde kender Bibelen hverken til "frikirker" eller "folkekirker" og derfor kan vi heller ikke finde nogen vejledning om hvordan de forskellige trossamfund skal forholde sig til hinanden. I Hebræerbrevet kap. 10 vers 24-25 står at vi skal "give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik". Det kan vi forstå på den måde, at vi skal være trofaste overfor det fællesskab vi hører hjemme i. En kristen menighed er ikke ligesom en biograf, hvor man går efter de film og de steder der er mest spændende, men det er et omsorgs- og arbejdsfællesskab, hvor det er vigtigt at medlemmerne kan regne med hinandens støtte og medarbejderskab.
Derfor kan man godt være gæst i en anden menighed, men det er vigtigt at vi véd hvor vi hører hjemme, både for vores egen og for fællesskabets skyld.
Se iøvrigt svaret på
"Hvad er forskellen mellem folkekirken og frikirkerne?"