Hej Allesammen, jeg skriver fordi jeg godt kunne bruge lidt hjælp... For ca. 8-9 måneder siden hørte jeg for første gang "rigtigt" om Jesus og blev meget interesseret, læste/læser mange bøger og kommer i KFS o.lign. Efter noget tid er jeg så endt med at være blevet kristen, tror jeg da. Mit problem er at jeg ikke kan finde ud af om jeg tror "rigtigt"... Det lyder måske underligt, men jeg kan ikke rigtig finde ud af det... Jeg kan ikke så godt få det til at passe at Gud ikke skulle være der når jeg nærmest har fået så mange ting at vide om det han har gjort og gør rundt omkring, men jeg er opvokset i et ikke-kristent miljø helt fra barnsben (nu er jeg 17) og det er svært at få den usynlige virkelighed til virkelig at virke virkelig bare sådan lige, i det hele taget har jeg svært ved at opfatte Gud som en konkret/nærværende del af mit liv (jeg ved ikke omdet er så meget fordi jeg ikke kan se ham), måske er jeg bare lidt mere "skuffet" over at jeg ikke har oplevet Hans nærvær sådan rigtigt nogensinde... Jeg har bedt, bedt og læst men til tider er det bare somom Han ikke rigtig lytter... Er der nogen der har en idé til hvad jeg kan gøre/hvad problemet kan være og er det nok at være døbt og komme til Jesus eller har jeg overset noget for at være kristen? Det jeg savner er i virkeliheden det nære forhold til Gud som jeg synes at jeg konstant hører om...hjælp! Tusind tak til alle der har givet mit indlæg en tanke eller en lille bøn..

Kære ven

Først vil jeg ønske dig et stort tillykke med troen på Jesus. Det er bare det største der kan ske for et menneske. At tro på Jesus er som at begynde en rejse mod et helt nyt mål. Det er en rejse som vil gå op og ned og derfor også kan opleves lang og besværlig den ene dag og let og spændende den næste dag.

Som ny kristen kan det være nyt og fremmedt at skulle leve med en ny og principielt usynlig virkelighed. Selvom vi får lov at opleve mange af Guds handlinger i og omkring os, så vil han selv vedblive at være skjult indtil den dag da alt det som nu er usynligt skal blive fuldt synligt. Jeg glæder mig til den dag.

Men det hører til selve troens væsen at stole på noget man ikke kan se. Som der står i Hebræerbrevet 11,1: "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses." Det samme kan vi sige om dette at føle Guds nærvær. Troen omfatter også at tro på Guds nærhed, selvom den hverken ses eller føles. Du er ikke alene om at være lidt frustreret over dette. Faktisk er det alle kristnes sværeste kunst: at stole på Gud, hans ord hans løfter, fremfor at stole på det som jeg ser og oplever.

Paulus er inde på noget af dette i indledning til hans 1. brev til korinthermenigheden (1,21-25): "For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. v22 For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, v23 men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; v24 men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. v25 For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker."

"Verdens visdom" er det som vi kan se, føle, veje og måle. Og netop på den måde lader Gud sig ikke fatte eller forstå. Kun gennem troens "dårskab" kan vi nærme os Gud.

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at være kristen på den måde? Jo, det kan det fordi budskabet om Jesus er "Guds kraft". Troen er i bund og grund et under som Gud virker i os. Derfor er troen i sig selv et tegn på Guds nærvær. Intet menneske kan nemlig af sig selv tro på denne "dårskab".

Du skriver at du har bedt og bedt og læst og læst, men ikke oplever at han lytter... Hvad skal du gøre? Jo i stedet for at fokusere på din egen oplevelse af Guds nærvær skal du i stedet fokusere på Guds ord og hans løfter, som bla. siger sådan: "Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,« og det ord er troens ord, som vi prædiker. v9 For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. v10 For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, v11 for Skriften siger: »Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.« (Romerbrevet 10,8-11)

Når dette er sagt skal jeg skynde mig at tilføje, at Gud jo kender vores svagheder og ved hvor svært det kan være for os at tro. Derfor giver han os også igen og igen små glimt af sit nærvær, fx gennem svar på bønner, mirakler, uforklarlig fred osv. Disse oplevelser skal vi takke for og glæde os over når de kommer, men de kan og må aldrig erstatte den tro der tror "på trods", den tror der ikke ser og ikke føler, men som viser tillid til ham der selv skaber troen i vore hjerter.

Som Jesus siger til den tvivlende Thomas: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror" (Johannesevangeliet 20,29)

Jeg håber dette kan hjælpe dig lidt på vej. Skriv gerne igen.

Jeg har kun et lille råd. Følelsen af nærvær med Gud kan ikke præsses frem. Jo mere fokus bliver på den manglende følelse jo mere fjern synes Gud at blive.

Hvorfor det er sådan? Det hænger ikke sammen med om Gud er fjren eller nær, han er altid nær! Grunden er at vores fokus bliver forkert. Fokus bliver på nærværet af en følelse i vores krop, ikke på hvem Gud er. Fokus bliver altså inadvendt hvor det burde være udadvendt.

Mit råd til dig er: Slap af, gør de ting du plejer, hav tid til jævnlig bibel læsning og bøn, men overdriv det ikke. Samtidig så vær opmærksom på at Gud kan tale til dig "Second hand" så at sige. Jeg oplever jævnligt at Gud taler igennem situationer, narturen og min familier og mine venner.
Du skal også være klar over at Gud har masser af tid, det er os der har travlt. Gud kan godt bruge en hel dag til at tale. Så oplever man måske at det samme tema går igen i hele ens dags begivenheder. Gud kan også bruge måneder og år til at lære en noget vigtigt. Om sig selv, os selv eller mennersker omkring os.

Mit råd Skal være: Vær opmærksom men overdriv det ikke. Med erfaringen af hvordan Gud taler til dig, vil dine følelser også følge med.

MVH.
Jesper.

Hej

Jeg kan godt forstå at du synes at det er svært. Jeg kommer også fra et ikke-kristent hjem, men da jeg gik til konfirmationsforberedelse skete der noget med mig. Jeg gik i kirke hver søndag og jeg læste i min bibel. Min tro har nu ligget stille i mange år, og nu er jeg 45 år. I dag forsøger jeg at finde troen igen. Jeg gør ligesom du, læser og læser, beder og beder. Mit problem er at jeg ikke føler at jeg beder rigtigt og måske beder jeg om det forkerte. Min bøn når derfor ikke længere end til loftet. Jeg føler at jeg gør et godt stykke arbejde, men ikke nok.
Når jeg har det rigtig dårligt over at jeg ikke føler mine bønner bliver hørt, har jeg slet ikke lyst til at bede eller læse i biblen. Men jeg har en god præst, som har hjulpet mig lidt videre. Han siger at jeg skal bede Jesusbønnen og hele tiden tænke på at Gud står lige bag mig til at gribe ind. Han kender vores svagheder og ved hvad vi tænker og føler.
Guds fred
Hyggebo

Kære Hyggebo

Troen er på een gang det enkleste og det sværeste for et menneske. Troen er enkel på den måde at det blot handler om at sætte sin lid til Jesus og hans budskab. Men det er samtidig så frygtelig svært fordi det støder an mod vores egen trang til at ville en masse selv. Vi vil så gerne gøre troen til noget vi selv magter og kontrollerer. Men er sådan er troen lige netop ikke.

Troen på Jesus er at slippe sig selv. Slippe sine egne forsøg på at fortjene noget i forhold til Jesus. Det er vi alt for stolte til bare at gøre. Vi mener vi skal bede rigtigt og i det hele taget gøre noget rigtigt i forhold til Jesus og Gud. Men det er ikke dette Jesus lærer os at gøre. Han vil at vi skal stole på ham i stedet for at stole på vore egne tros-evner. De kommer alligevel til kort.

At bede dårligt er ikke at bede om det forkerte, men derimod at bede uden tro. Vi ved alligevel ofte ikke hvad der er godt eller skidt at bede, men vi ved (fra Jesu ord) at vi kan stole på at Gud selv ved hvad der er godt eller skidt for os. Og han lytter til vore mere eller mindre hjælpeløse bønner på sammen måde som en kærlig far lytter til sit lille barn. Det afgørende for denne far er ikke om hans barn har forstået hvad der er helt rigtigt at sige, men derimod om barnet betror sig i tillid og tryghed og vil lade sig hjælpe og vejlede. Sådan også med Gud.

Med Gud er det tilmed sådan at han kender det inderste i vort hjerte og tanker. Han ved hvad der ligger bag vore mere eller mindre vellykkede ord og bønner. Derfor behøver vi ikke bekymre os så meget om hvordan vi får sagt det rigtige til Gud. Vores ansvar er alene at tro på ham. Stole på hans ord, hans kærlighed og hans omsorg - og ikke mindst på den frelse som han har givet os gennem Jesus. At tage imod dette er at tro. Hverken mere eller mindre.

Jeg håber dette kan hjælpe dig lidt videre. Troen er noget vi aldrig bliver færdige med at lære at leve i.

Hvis at bede dårligt er at bede uden tro, eller uden særlig meget i hvert fald er jeg ikke sikker på om jeg ber godt nok...
Hvad hvis man bare har svært ved at tro på Gud i det hele taget?
Det, det hele handler om er jo "startet" længe før jeg blev født, hvordan finder jeg ud af at det er en levende Gud vi/I har med at gøre - og om han overhovedet er der?

På en måde er bøn og tro to sider af samme sag. At tro er at bede Gud komme ind i dit liv og lære dig sin vilje. At bede er at tro på at Gud vil være en del af dit liv og vise dig sin vilje. De to ting kan lissom ikke rigtig skilles ad.

At bede i tro er derfor at regne med Gud og stole på hans ord om at han vil give os det bedste efter sin egen vilje. Bønnen er givet som en gave til alle som tror. Det betyder ikke at der ikke er plads til ærlig tvivl, men det betyder at din hensigt med at bede skal være oprigtig og åben overfor hvad Gud vil svare.

Kære Carebear

Jeg var voksen, da jeg kom til tro, og jeg kan godt huske, hvor usikker jeg var på det hele. Jeg troede - og nogle gange troede jeg blot, at jeg gjorde det. Jeg kunne pludselig tænke: "Hvad laver jeg her", eller få det, som om det bare var noget, jeg 'legede' - en forestilling, jeg gjorde mig om, at jeg troede. Som når man fantaserer videre på et eventyr og leger, man snakker med den gode fe eller lignende.
Samtidig havde jeg et sted viljen og ønsket om at holde fast i det, der har med Gud at gøre.

Det sværeste var nok, at min tvivl jo ikke var tvivl i den forstand. Det var snarere vanskeligheden med at få indarbejdet et helt nyt verdensbillede. Det er jo ikke noget, man bare propper ind ovenpå det gamle eller lægger i en af de andre skuffer i bevidstheden. Det er en proces, som tager tid, og hvor man af og til svinger fra den ene verden til den anden, så at sige. Det er en meget forvirrende tid.
Det var også en meget glædelig tid, fordi der hele tiden åbnede sig nye perspektiver, når jeg forstod lidt mere, eller når det nye verdensbillede faldt lidt mere på plads.

Jeg ved ikke, om min erfaring ligner det, du slås med, men her er den i hver fald.

Hej Eva,

Jeg blev meget overrasket over at læse om en, der har det ligesom mig selv, nemlig, at jeg ofte, det meste af tiden, måske endda hele tiden, kun tror at jeg tror. Jeg er bange for at min tro kun er sådan et betræk, der sidder uden på mig, og at det måske ikke er nået ind i hjertet på mig. Jeg har det specielt svært ved at stole på Jesus, jeg kan ikke "ofre mig selv" til ham. Jeg ved ikke om jeg får sagt det her rigtigt... Men jeg har det ligesom den rige mand, der kom til Jesus og spurgte, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, og Jesus svarede at han skulle holde budene og alt det der, som han så sagde at han havde gjort, og så sagde Jesus, at så skulle han opgive alt hvad han ejede og følge ham.
Jeg har en fornemmelse af at Jesus står og siger til mig, giv nu bare dit hjerte til dig, men at jeg ikke tør. Og jeg er bange for at det måske inderst inde er fordi jeg ikke vil, fordi jeg har lyst til at søge mit eget. Og der kommer vel et tidspunkt hvor det er for sent. Jeg er meget fortvivlet. Jeg ved ikke om jeg tør læse svaret på mit spørgsmål, hvis nogle svarer, for jeg er bare rystende bange og fortvivlet over ikke at blive frelst.

Desuden er jeg 18 år, og har jeg været kristen i ca. 2½ år. Hvis jeg da ikke bare har bildt mig det ind.
Knus og håb,
Lea.

Hej Lea
Jeg vover at svare alligevel og jeg håber du får noget ud af det, hvis du læser det. jeg kender selv problemet og har selv haft det efter at jeg kom til tro.

Hjerte lad dig ej indbilde
at du er af Gud forstødt
hold dig fast ved ordets kilde
evangelium er sødt
har du gjort din Gud imod
ak, han er jo from og god
har du samlet dig hans vrede
glæd dig, nåden er til rede

Den rige mand: I beretningen i Matthæus 19,16-30 spørger den reige mand: Hvad GODT skal jeg gøre for at arve evigt liv" Det er vigtigt at lægge mærke til, at det er det spørgsmål Jesus svarer på. Den rige mand spørger ikke: HVORDAN arver jeg evigt liv-så ville Jesu svar være et andet. Manden her kommer egentlig og spørger om hvordan han kan frelse sig selv ved sine egen gerninger og præstationer, dvs. ved Guds lov. Men efter syndefaldet kan vi ikke følge Guds lov, vi er faktisk blevet hans fjender. Selv når vi prøver så ihærdigt som den rige mand, vil der klæbe synd til alle vores handlinger, og hvis vi ikke vil erkende det, ender vi som den rige mand. Han kom ikke til Jesus med sin synd og sin fortvivlelse, men med sine gerninger, som han ville have Jesus til at anerkende som nok til at han kunne blive frelst. Det var derfor nødvendigt, at Jesus viste manden vor strenge Guds krav er, hvis vi vil frelses gennem loven. Lovens opgave er først og fremmest at vise os, at vi er syndere, sådan som Paulus siger i Romerbrevet kap. 3 vers 20 "For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse." Budene skal altså vise os at vi er syndere, alle som en. Men den viser os ikke, hvordan vi bliver frelst. Den kræver af os, men skænker os ikke kræfter til at gøre det, den kræver. Den lover frelse til dem, der holder loven, men truer med fortabelse til dem, der bryder den. Men vi bryder den alle, fordi vi er Adams børn og af naturen hader Gud. Jesus fortsætter samtalen med disciplene i matthæus 19 vers 23-26. Her taler han endnu engang om, hvor svært, ja faktisk umuligt, det er for et menneske at komme ind i himmeriget, og disciplene bliver, ligesom du også blev de helt forfærdede over de krav, der stilles, hvis man vil frelses ved sine egne gerninger og evner. Det viste sig jo også, at selv disciplene flere gange kom til at opføre sig som(umdskyld udtrykket) nogle røvhuller, og at selv Peter i sidste ende ikke kunne følge Jesus fuldt og helt. EVANGELIET: Jesus svarer dem med den anden del af Guds ord: evangeliet: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt." Det, vi mennesker ikke kunne gøre, det gjorde Gud. Det nævnes ikke her direkte, hvordan Gud gjorde det, men det står en masse andre steder i Bibelen. Et sted jeg selv holder meget af er Paulus' andet brev til korintherne kap 5 vers 19: "for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen." Det er Jesu død på korset og hans opstandelse, der her tales om. da vi ikke selv kunne overholde loven eller "give vores liv til Gud", fordi vi af naturen er vredens børn, blev Gud selv menneske i Jesus. Han levede uden synd og opfyldte således loven helt og fuldt, selvom han som Gud ikke behøvede. Alligevel blev han straffet for synden. Det var hans Fader, der lod ham overgive til mennesker, så de kunne hænge ham på et kors og henrette ham. Det gjorde Gud i vrede over synden, men også i kærlighed til os syndere. Gud hader synden og vil straffe den, men han elsker de mennesker han har skabt. Disse to ting, som umuligt kunne forenes, forenede han alligevel på korset. Han kastede sin vrede og sin dom over ham, som på engang er Gud og menneske, i stedet for at kaste den på os. Man kan sige, at der allerede har været en dommedag, da Gud straffede sig selv på korset. Men det blev ikke ved det. Gud måtte også erklære, at han ikke længere regnede os som syndere. Det gjorde han ved at lade sin søn opståp. Dét er beviset på, at Gud ikke længere er vred, at han ikke ser på vores synd, for straffen er lidt for alle menneskers synder til alle tider. (prøv, når du læser i din bibel at strege alle de steder under, der taler om, hvad Gud har gjort for dig på korset, specielt i Romerbrevet fra 3,21-8,39) Det var så, hvad Gud gjorde dengang, for at frelse dig og mig fra synden, som vi ikke selv kunne komme af med. Da Jesus døde og opstod benådede han os. Derfor er der heller ingen, der er forudbestemt til at gå fortabt, men Gud vil at alle mennesker skal frelses(jeg kan ikke lige finde stedet). Men der stod én ting mere i 2.kor4, nemlig, at han har givet os ordet om forligelsen. Det er budskabet om det, han har gjort for vores skyld. Det er med det budskab han giver os den syndsforladelse, han vandt på korset. Paulus skriver i Romerbrevet kap. 10, at troen kommer af det, der høres. Troen er altså ikke noget, vi skal skabe af os selv, enten ved at koncentrere os og se på vores tro eller ved at "gejle" os op til en eller anden stemning og følelse, men troen er, at klynge sig til det budskab, at Jesus har gjort det hele. jeg har hørt det sagt sådan her: JEG SÅ PÅ TROEN OG TROEN SVANDT, JEG SÅ PÅ JESUS OG TROEN VANDT. Ordet siger, at du er frelst, dine synder er forladt pga. Jesu død og opstandelse. Han er også død for din vantro. Fordi gamle Adam stadigvæk bor i os, er det vigtigt at vi hører det budskab ofte, det er derfor vi går i kirke, og det er det, vi betaler præsterne for at sige til os(sådan kort sagt). Gud har også skænket os mere end bare sit ord. Han har skænket os dåben og nadveren. Begge dele for at slå fast, at han mener, hvad han siger, nemlig at han forlader os alle vore synder og giver os den retfærdighed Jesus havde. I Dåben er vi belev begravet med Kristus(Rom6) og vi har fået vasket vore synder af, ja man kan sige at vi er i Kristus(at være i Kristus og at være i dåben er sådan set det samme) Her adopterede Gud os og sagde, at vi er hans børn. Selvom vi senere har sagt nej til den adoption, er den kun blevet brudt på vores side og ikke på Guds. Vi kan derfor altid komme tilbage til dåben og sige: Her har GUd gjort os til sine børn og skænket os himmeriget, ligemeget om vi kan se det eller ej. Ligeledes er det med nadveren. Her giver Jesus os sit eget legeme og blod, det hvormed han vandt syndernes forladelse, jam man kan sige at vi spiser syndernes forladelse. Igen er det Jesus, der gør det hele, og det er ham, der giver os ånden, så vi tror det. Altså ved Ordet, badet og bordet giver Jesus os syndernes forladelse, som han vandt på korset. Dertil skal vi holde os. man kan sige, at troen blot er et ekko af disse ting. Ved disse midler holder Gud os fast ved sig. Det er altså ikke os, der skal tro for at blive frelt, men Gud, der skænker os evangeliet og som et ekko af dette: troen.
Troen vil blot sige, at vi modtager det Gud skænker, og han giver os selv kræfter til det. Du skal altså bare klynge dig til det Bibelen siger, nemlig, at Gud elsker dig og vil frelse dig - det er det troen er.
Prøv i øvrigt at læse Luthers forklaring til anden og tredje trosartikel i den lille katekismus som står bag i salmebogen, det har hjulpet mig. Læs også salmerne Nu Fryde sig hver kristenmand, og Hjerte lad dig ej indbilde, som også står i salmebogen.

Jeg håber, det kunne hjælpe dig
Guds fred være hos dig

Kære Lea
Du skriver: Jeg er bange for at min tro kun er sådan et betræk, der sidder uden på mig, og at det måske ikke er nået ind i hjertet på mig....

Hvem kender ikke den følelse? Og det, at du siger den højt er al ære værd. Mange vil prøve at kvæle den slags tvivl ved at finde alle de store ord om troen frem og sige dem højt og ofte - uden at det dog hjælper.

Når du taler om at overgive sig helt, at give sit hjerte til Jesus, så er det nogle meget svære ord, du har fat i, for hvad er det mere præcis, det handler om? Man kan jo da ikke rive sit hjerte ud af brystet og lægge det på højalteret. Vi ved godt, at det ikke er det, der menes, men hvad betyder det så?

Det handler om tillid. Tillid er imidlertid heller ikke noget, man kan finde frem som en ting, der kan måles og vejes, nej, tillid er noget, som skal vokse og styrkes undervejs i et indbyrdes forhold.
Så måske har du ret, når du siger, du har det som den rige unge mand. Han ville jo have opskriften på, hvordan han kunne gøre sig fortjent til det evige liv, og så gav Jesus ham en opskrift, han ikke kunne følge. For vi kan ikke fortjene saligheden, og hvis vi prøver, kommer vi til kort. Den får vi nemlig i tillidsforholdet til Gud, ikke i vores anstrengelser.

Så prøv at vise tillid. Og vær helt konkret. Tillid er ikke meget bevendt, hvis ikke den handler om noget.
Prøv f.eks i din bøn at fortælle om dine tvivl og anfægtelser. Ikke som noget, du skal skamme dig over eller undskylde, blot som noget, der hører med til at være dig. Vis Gud den tillid, at du ikke prøver at leve op til noget, men blot er dig selv.
Hvis du har svært ved at holde fast i troen, så fortæl det til Jesus og bed ham holde fast for jer begge to.

Det er en af måderne, hvis man vil 'give Jesus sit hjerte' - at vise tillid i de konkrete stuationer. At være sig selv. Hvis du hele tiden synes, du skal være en anden og bedre, når du har med Gud at gøre, så giver du ham jo ikke en chance for at vise, at det er dig, han elsker - dig, med tvivl og anfægtelser, fejl og mangler, gode og dårlige sider.