Hej kære venner, brødre og søstre i Herren JEsus.

Jeg kan se at diskussionen om treenigheden er dukket op igen igen her i forumet og jeg vil gerne gi mit besyv med til at afhjælpe om der skulle være nogen tvivl om hvad vi kristne egentlig tror og mener ang Den velsignede Treenighed. Jeg tillader mig at bruge dele af et tidligere indlæg i et andet forum. Til jeg er der brugere der og her undskylder jeg mange gange men sandheden om dette helt GRUNDLÆGGENDE emne ligger mig umådelig tung på hjerte. Jeg håver i kan bære over med mig.
Jeg vil her ganske kort forklare hvad vi kristne mener med når vi taler om Guds enhed og så "alligevel", (som nogle tror) taler om at Gud er treenig.
Det er ikke for at påtvinge en diskussion om emnet men naturligvis er alle, som altid, velkomne at kommentere og være uenige osv osv.

Den gængse katolske lære (også protestantisk) er at Gud er én. Man kan dele det som vi kan vide om Gud den ene op i to.
Der er det som vi kan vide ved hjælp af forstanden alene om Gud den ene.
Den anden del er det som vi kun kan vide/tro om Gud den treenige ved hjælp af åbenbaringens lys. (Jeg taler Ikke om Åbenbaringsbogen )

Mange påstår at det er forkert at dele det op fordi Gud kun er én. Men dem der påstår det begår en fejltagelse idet de regner Guds enhed for et mindre trosmysterium end Hans treenighed. Der er en anden fejltagelse som rigtig mange kristne laver og den er endnu mere skæbnesvanger og det er at de opfatter treenighedslæren som en slags rettelse af læren om Guds enhed, en slags tilføjelse, der hele tiden må forsvares.
Tit så mærker man hos velmenende kristne en slags undertone der siger at Gud er treenig og ALLIGEVEL er Han én.
Men der er noget HELT HELT GRUNDLÆGGENDE forkert hvis Guds treenighed bliver opfattet som et alligevel i forhold til Hans enhed.
Det er sandt at vi kan erkende noget om Guds enhed alene ved forstandens hjælp. De største tænkere i verden har sagt flerguderiet farvel for længe siden ved forstandens hjælp. Vi kristne tror også på såkaldte Gudsbeviser (Jvf. den hellige Thomas Aquinas Gudsbeviser)
Man kan sige at det er i bedre overensstemmelse med forstanden at antage et absolut væsen end at nægte det. Ateisten har stort set ingen sag når det kommer til forstandsmæssige argumenter imod et absolut væsens eksistens. Teistens argumenter er overlegne.
Men selv om forstanden kan erkende at Gud er og at Han er én kan den dog stadigvæk lige så lidt begribe og rumme Guds enhed som den kan Hans treenighed.
Guds godhed og kærlighed vises for os uanset om Han åbenbarer sin enhed eller hans treenighed. Der er ikke tale om to forskellige men om den ene og samme person, Gud.
Det underforståede bør ikke som hos mange velmenende kristne være at Gud er treenig og ALLIGEVEL er han én, nej det bør være: Gud er treenig og DERFOR er Han én.
Snakkede med et JV for nylig og vedkommende havde den skæbnesvangre opfattelse at vi kristne påstod at Gud åbenbarede noget der var endnu større end dette at Gud er én og udelt. Altså at Guds treenighed er større end Hans enhed.
Kære muslimer, kære JV, kære kristne som ikke forstår treenighedens grundlæggende ide, her er den.
Hele Gludsåbenbaringens højdepunkt er dette. Hør Israel, Herren din Gud er én. At Gud er én er Gludsåbenbaringens højdepunkt.
Den jødiske, muslimske og kristne tro mødes i dette absolutte. Der findes intet højere. Intet er i strengere forstand Guds egen hemmelighed, Hans "mysterium" end Hans levende og kommunikative enhed. Al enhed i Gud kommer fra Faderen.
Ligesom der findes naturlige mysterier så findes der også guddommelige mysterier.

Jamen hvad går treenigheden så ud på hvis Han er én spørger mange så?
Jo som sagt, Guds enhed er et mysterium, Hans enhed er et lige så stort mysterium som Hans treenighed. Som sagt, Guds eksistens eller den højestes eksistens kan ved forstandens hjælp mere eller mindre bevises ud fra logiske og forstandmæssige argumenter. Hvad der kan erkendes ved forstanden er nyttigt fordi det er en forudsætning for at Gud kan tale til os. Han må give os forstand for at vi skal kunne forstå.
Ved forstandens hjælp kan vi spørge om Gud er, og om Han er mange eller én. Vi kan også ved forstanden finde et svar herpå: Ikke alt kan være relativt, altså må der være noget der er absolut. Forudsætningen for at noget er relativt er at der er noget der er absolut. Det siger forøvrigt sig selv. Det absolutte kan i sagens natur ikke være flere, altså må det være ét.

Men kære venner, så langt og ikke ret meget længere kan vi komme ad forstandens vej. Et sådant svar hjælper ingenting i forhold til vort hjertes dybeste længsel. Det mætter ikke hjertet og stiller ikke vores tørst lige så lidt som det er nok for den elskende at vide at hans elskede blot er til: Han må da også vide noget om HVORLEDES hun er til og HVORDAN hun forholder sig til ham.
Sådan er det også med Gud. Det er ikke nok bare at vide at Gud findes fordi det svarer til at sige at Gud rent faktisk findes og at han er én. Ja og hvad så......... Han findes, men hvad rager det mig.................

Det hele drejer sig netop om dette ene. HVORDAN er Gud én og udelt. At han er det det ved vi. Men HVORDAN er han det.
Er Gud en enhed der er lukket inde i sig selv eller er der tale om en udadvendt enhed? Et ansigt måske?
For os kristne er treenighedslæren intet andet end en Guddommelig selvåbenbaring af HVORDAN Gud er én og udelt. Ellers sagt med andre ord. Treenigheden er selve Guds måde at være én og udelt på. Den er Guds modus. Treenigheden er på absolut ingen måde en sammenlægning er tre enheder. Gud er en evig relation. Den evige og første familie. Det oprindelige og evige forhold. Den evige given og den evige modtagen af og i fuldkommen kærlighed. Det evige møde.
Sønnen udgår fra fra faderen, fra altid af og til evig tid. Sønnen modtager alt fra faderen fra evighed til evighed fordi faderen fra al evighed til al evighed fuldt ud giver sig til sønnen. Gud er i sig selv det evige liv. Den evige kærlighed der evigt gives og evigt modtages. Gud er én.

En jøde har engang påstået at Jødernes skæbnestime var da kirken fordømte Arius og derved definerede Kristi sande Guddom.
Men det omvendte ville være tilfældet. Sandt at sige ville en accept af Arius have umuliggjort ethvert forholdt til Jødedommen da Arius påstod at Kristus var et guddommeliggjort menneske, større end alle andre men mindre end Gud, en slags overmenneskelig underguddommelig mellemting. Vi kristne lærer derimod at Kristus er helt menneske (uden noget overmenneskelig) og helt Gud (uden nogen formindskelse af det Guddommelige). Vi lærer at Guddom og menneskehed er forenet i Kristus uden at være blandet. Dette burde ikke være så svært at acceptere da mennesket jo kommer fra Gud til at begynde med og dermed indeholder Gud al menneskelighed.
Denne lære åbner netop mulighed for dialog mellem Jødedom og Kristendom.
Jeg håber mine tanker har klargjort for nogle hvad Den Velsignede Treenighed er og ikke mindt hvad den ikke er. Den er Gud.
Gud er en i evighed. Guds absolutte og fuldkomne enhed er altså hele universets grundpille. Går vi galt allerede hvad dette angår så går vi HELT galt hvad Hans treenighed angår.

Jeg håber mine takner har hjulpet nogle lidt. Og kritik er naturligvis velkommen.

Kære Katolik!

Jeg har med stor glæde læst, og tænkt over, dit inspirerede og inspirerende indlæg om treenigheden, som for så mange ganske rigtigt kan være et kors for tanken.

Jeg kan kun sige, at jeg er enig med dig i det du skriver her, og at du med din forklaring har sat gode ord på den forståelse, jeg allerede havde, og også føjet noget til ...

Gud er treenig og DERFOR er Han én.
JA! Lige netop: "derfor" og ikke "alligevel"! Tak for den formulering!

Forudsætningen for at noget er relativt er at der er noget der er absolut. Det siger forøvrigt sig selv. Det absolutte kan i sagens natur ikke være flere, altså må det være ét.

Ja, og netop derfor er sandheden noget absolut og på ingen måde noget relativt. I vores tidsalder forsøger mange at operere med flere hinanden modsigende sandheder: "Din sandhed er lige så sand som min sandhed ..." og tilsvarende vås. På samme måde vel med forandring/udvikling ctr. det uforanderlige , hvor det uforanderlige er klippen - Gud - den samme fra evighed til evighed ..

Er Gud en enhed der er lukket inde i sig selv eller er der tale om en udadvendt enhed? skriver du, og svarer selv Selvfølgelig ikke. Kærlighed må gives, udad, og modtages, indad ...

Jeg har netop længe tænkt dette, at da Gud er kærlighed må han nødvendigvis være netop treenig. Uden "Nogen" at rette kærlighed imod og modtage kærlighed af, og, som tredje person, relationen imellem de to, kunne Gud ikke være kærlighed ..

Men, det har du jo meget bedre selv gjort rede for, så jeg har ikke noget at tilføje. andet end altså min glæde over dit indlæg.

kristina

Hej Kristina

nå så var I ENDELIG enige om NOGET, det var da herligt.

Glad hilsen
Tau.

Jamen tak for kompliment. Ja den kan så sandelig være et kors for tanken og sandt er det at treeneihghedens mysterium er stort og uudgrundeligt.
Men som du selv siger, hvordan kan Gud være andet, når Han nu er kærlighed?