Hej!

Jeg har et sted læst en af Oslo-bispen Eivind Berggravs prædikener.

"Berggrav siger:

"Det fortælles om Jesus, at han "lærte lydighed af det, han led". Med os er det snarere omvendt: Vi lærer oprørskhed, når vi lider meningsløst. Men oprørskhed betyder bare, at rebene strammer sig endnu fastere om os. Hver gang vi vrider os i trodsig afmagt, bliver afmagten større. Det er lydighed, der kan frigøre os. Lydighed er nemlig ikke underkastelse til slavetilstand. Lydighed er ikke opgivelse, i det hele ikke noget passivt. Lydighed er noget frivilligt. Vi tager selv afgørelsen. Derved vinder vi os selv. Vi er ikke længer objekt, vi er blevet subjekt. Vi har en fri sjæl, de ikke kan råde over. Det at finde frem til lydigheden er derfor afhængig af, om vi har en sjæl. En sjæl, som vi har holdt frisk. De, der har mindst sjæl, har vanskeligst ved at finde frem til den frigørende lydighed, - de bliver enten flugtmennesker eller trodsmennesker eller resignerende."

Om det at råbe til Gud, om man så kun har protest og anklage at rette mod ham, siger Berggrav:

"Det dræbende er ikke, at du anklager Gud, men at du anklager ham uden at vende dig til ham med det. Det dræbende er, at du hvisker det inde i dig selv, ruller det rundt i dit eget sind og gør en indestængt bitterhed ud af det. Sig det til Gud, bryd gennem alle falske fromhedforrestillinger og mød frem hos Gud selv." Det er ikke min sag at fortælle dig noget mere om dette. Du må gå frem ad din egen vej. Gud befalet også i din trods. Det kun dette, det kommer an på: Gå lige til Gud..
..Personlig nød, familienød, folkenød - så sandt den bliver til bøn, lad være det til at begynde med er som et skrig, lad være det for en stund er som et af smerte halvt lammet suk - kommer den bare i retning af Gud, så er udfrielsen der..
..Det er en trøst, at Jesus råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hvad var vor tro, om ikke vi havde ham og hans vandring foran os også i lidelsens mørke? Jeg spurgte en fange: Kan du i alt dette fastholde troen på Gud? Han svarede: Uden Kristus havde jeg for længst opgivet Gud. Men Kristus kommer for mig som den forhånede, den fantastisk uretfærdigt behandlede, den der blev slået og spyttet på, sadistisk ekserceret og med bøddelens narrekappe om sin hudflettede krop - han er troen for mig.
Det er Kristus, som holder os fast hos Gud, også når vi ikke selv magter hverken kærlighed, bøn eller tro. I disse afgørende sekunder holder han vor sjæl i sin hånd"

Jeg (MDA) er meget lettet over at vide, at det, som mennesker i denne verden lider, det samme har Kristus - og mere til - lidt på korset. Han led og som Georg S. Geil et sted i sin bog skriver (Mennesket mellem magterne) "Tungere byrde end Jesu lidelses byrde har verden ikke set." Dermed ved Gud, hvordan vi har det og hvad vi føler, for han har selv prøvet det - det medfører troværdighed.

M.v.h.

MDA

Hej MDA

Dermed ved Gud, hvordan vi har det og hvad vi føler, for han har selv prøvet det - det medfører troværdighed.

Ja!!

Jeg tænker på, at det jo har været en del oppe at vende, det med Jesu lidelser - ikke mindst på baggrund af Passion of the Christ. Men det må ikke slutte der, vi må have besvaret vores "hvorfor". I dag i kirken hørte jeg en god læse-prædiken, og noget af det vil jeg meget gerne dele med jer:

Fra skriftstedet Johannes 1,35-51:
"Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: "Se, dér er Guds lam."


"Hvad så de da i Jesus?

Det er helt uforståeligt for mange, som hører det første gang. Det lyder jo som rent volapyk, når vi hører, at hele den kristne historie begynder med, at der står en mand og siger om en anden: Se, dér er Guds lam. Og sådan synges der siden i den kristne menighed: "O du Guds lam!" "Vær priset, Jesus Krist, Guds lam" (DS 174; 227). Men hvordan skal man forstå det? Det får man da ikke folk i kirke med! Var det ikke bedre at droppe det uforståelige Kana'an-sprog? - Nej, vi dropper ikke talen om Lammet. For det har en meget dyb mening. Det kan gøre den, der forstår det, til en kristen, der kan se døden og evigheden i møde og Gud i øjnene uden frygt. Og det er målet.

Tænk på hændelsen, hvor Israels stamfar, Abraham, løfter kniven for at ofre sin søn, men standses af Gud, som lader ham ofre et får i stedet. (Se 1 Mos 22). Tænk på situationen i Ægypten, hvor døden trængte ind i alle huse, undtagen hvor et lam var slagtet og dets blod smurt på dørstolperne. Dér gik døden forbi. (Se 2 Mos 12). Tænk på den store forsoningsdag, hvor israelitternes synder blev lagt på en "syndebuk", som bar dem ud i ørkenen væk fra Guds åsyn. (Se 3 Mos 16,20-22). Og tænk på de mange lam, der år ud og ind blev bragt som foreløbige ofre for synder i Jerusalems tempel.

Alle disse lam peger frem mod Guds Lam, som vi synger med profeten Esajas: "Vi fór alle vild som får; vi vendte os hver sin vej; men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle." Og som et lam blev han slagtet, for at vi skulle leve. (Es 53,6f). Det er det, der skal høres og forkyndes. Det er den solide gamle bibelske kristendom, som er forkyndt forud af Moses og profeterne, af Johannes Døber, af Jesus selv og siden af hans apostle. Og det er det stadigt aktuelle og eneste tilstrækkelige til, at du og jeg ikke blot kan drømme om at komme i Himlen, men også være visse på virkelig at komme dér: At der er bragt et endegyldigt offer for al skyld: at én, der kan det, er gået i dit sted. Hvem kan det? Hvem er skyldfri, så han kan betale andres skyld? Det menneske findes ikke, lad det være en israelit uden svig, som kan overvinde døden og Guds dom. Endnu mindre kan du det ved egen fromhed og religiøsitet og anger, og hvad du end i din selvtilfredshed bilder dig ind. For Gud kender dig tværs igennem, hvor ingen andre kender dig. Og for ham skal du stå til regnskab for hver en tanke, lyst og tale. For Gud tager dig alvorligt.

Og da ved du, dybt i din sjæl, at det ikke nytter at komme med din bedste vilje. End ikke et budskab om Guds kærlighed hjælper dig her; dine synder siger dig jo, at Guds kærlighed ikke gælder dig med de synder. De må væk. Og du må være 100% sikker på, at dit regnskab virkelig er gjort op. Ellers er der svig i dit hjerte, og du bedrager dig selv. Det erfarede den gamle Jakob i den nat, han kæmpede med Gud og sagde: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" Og hvordan ved du og jeg, at Gud velsigner os? Det ved vi alene dér, hvor vore synder er tilgivet og skylden betalt. Derfor, siger kirkens reformator, Martin Luther, at du ikke skal stille dig tilfreds med en forkyndelse, der taler om Guds nåde og kærlighed. Den slags kan også jøder og muslimer snakke om. Nej, lyt efter, om der også forkyndes om prisen for denne nåde; at du virkelig får den pris udbetalt, så du med vished kan sige til din anfægtede og bange sjæl: "Jeg er købt og prisen er betalt!" Og det kan du netop, hvor du hører Døberens forkyndelse om Jesus: "Se Guds lam, som bærer verdens synder" (Joh 1,29). For, som Luther, også siger: "Ligger synderne på ham, bærer han dem; og tager han dem bort, da ligger de ikke længere på dig; men da er du fri!"

I Jesus er du kendt af Gud

"Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej!" beder David (Salme 139,23f gl.ov.).

Jesus er svaret. I troen på Jesus som din stedfortræder er du både genkendt og godkendt. Og hvor gør det godt. Da kan du åbent og ærligt stå ved, hvem du er. Og samtidig kan du være frimodig og glad. For da er du kendt af Gud som hans elskede menneske for tid og evighed. Da går du blandt engle, hvor du går. Og du går med Jakob og Natanael til himlen, hvor du går. Og dér er du kendt af Gud! Amen."

Venligst lånt fra Pastor Vagn Lyrstrand
http://www.vivit.dk/praediken/joh1!35f-2000vl.htm

Mkh Malli

TAK til jer to, MDA og malli, for jeres fine og trosstyrkende tekster!
Ren glæde at læse!

kristina

Hej Malli!

Tak for dit indlæg! Jeg kunne enormt godt lide at læse den henvisning, hvor der står: I troen på Jesus som din stedfortræder er du både genkendt og godkendt.

Kristus har sejret, og selvom jeg synes, at livet bliver en endnu hårdere skole at gå i for hver dag, der går, så lærer jeg meget og erfarer, at Jesus har magt til at holde det, han lover.

Er du trist, så se på Jesus
Er du glad, så se på Jesus
Er du fortvivlet, så se på Jesus og
"sig tak under alle forhold!"

Kristus er vores chef og samtidig den aller bedste ven, man kan forestille sig.

M.v.h. MDA