Hej igen !

Jeg vil så gerne tro ! Jeg kommer i kirke, missionsmøder, bibelmøder, læser i biblen hver dag og beder. Det er dejligt og jeg har det godt, men så sker der det med mig gang på gang, tvivlen kommer. Det er virkelig svært. Jeg er 100 % sikker på at Gud skabte jorden. Men det er også det eneste jeg er helt sikker på. Hvorfor kommer tvivlen hele tiden : Vil Gud virkelig nyskabe jorden en dag og hvorfor har han ikke gjort det for mange år siden ? Hører han virkelig min bøn og hvorfor "svarer" han mig ikke, bare et lille tegn så jeg ved at han er der ? Jeg har en god kristen veninde som jeg stiller utallige spørgsmål, hun svarer mig hver gang og det virker godt, men når jeg så kommer hjem fra hende eller fra de møder, så kommer tvivlen. Stiller jeg måske for mange spørgsmål ? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, måske skal jeg bare glemme det hele og leve som jeg gjorde før. Håber at I på Jesusnet kan hjælpe mig.

Venlig Hilsen den tvivlende.

Kære ven

Du skriver at du så gerne vil tro, og derfor ikke kan forstå at tvivlen er så stærk. Jeg kan godt forstå, at du oplever det svært og forvirrende. Men jeg tror ikke jeg kan hjælpe dig af med tvivlen. Derimod kan jeg måske hjælpe dig til at se på din tvivl på en anden måde, end du hidtil har gjort.

Det vigtigste er at forstå, at tvivlen er ikke er det modsatte af tro, men det er en del af troen. En ærlig og åben tro vil altid have plads til tvivl. Nogle oplever kun lidt tvivl og andre oplever tvivlen både stærk og ofte. Du hører åbenbart til de sidste. Men tvivlen er hos alle ærligt troende mennesker. Tro og tvivl vil altså altid følges ad.

Når tvivlen er en del af troen, så betyder det også at tvivlen kan hjælpe os til at tro. Tvivlen kan nemlig lære os, at troen på Gud ikke er det samme som en skråsikker viden eller en arrogant urokkelighed. Troen på Gud bygger først og fremmest på en ydmyg afhængighed af ham som vi tror er den eneste, der kan give livet den rigtige mening. Tro er afhængighed, tro er en bøn om hjælp, tro er at regne Gud for sand. Og det sjove er, at her hjælper tvivlen os faktisk kun til en endnu dybere tro! Tvivlen siger: Kan det mon passe? Og troen svarer: jeg satser på det. Andet kan jeg ikke gøre.

Den tvivlende tro er den tro, der er mest afhængig af Jesus og hans hjælp. Derfor er den tvivlende tro ofte den stærkeste tro. For den bygger ikke på min egen skråsikkerhed og overbevisning, men den bygger på, at Jesus er den han selv siger han er.

Jamen, hvad er så det modsatte af tro? Det er vantro! Det er dette at du ikke vil tro, ikke vil regne med Gud. Vantro er at fravælge Gud, vende ham ryggen. Vantro er at tro, at du kan klare dig selv og at du ikke har brug for nogen guds hjælp. Og det er jo noget ganske andet end tvivl! Vantroen er skråsikker. Vantroen kan selv. Det kan tvivlen ikke og derfor går en ægte tvivl hånd i hånd med en ægte tro.

Når du derfor siger, at du vil så gerne tro, men tvivler så meget, så siger jeg tillykke. Ikke for at drille, men fordi det viser, at din tro er ægte og sund. Du har en ærlig og en åben tro og derfor er din tvivl også ægte og ærlig. Din tro er som det lille sennepskorn som Jesus taler om, fx i Lukas 17,5: "Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer." Et underligt udsagn fra Jesus, men mon ikke det netop handler om dette: Den tro der føler sig meget lille og meget svag er i virkeligheden den største tro fordi den giver bedst plads til Guds kraft. Tvivlen er som den gartner der hele tiden skærer træet ned og til gengæld gør træet stærkere og sundere.

Jeg håber ikke at dette blev for teoretisk for dig, men at du kan bruge det til at finde større frimodighed i din tro (og din tvivl). Skriv igen hvis du har brug for det (ved at svare på dette indlæg).