Hej!

Jeg har i dag læst et kapitel fra bogen: "Sådan er Gud - om troens modsætninger" af Asbjørn Nordgård, Dansk Luthersk Forlag. Han henviser til en beretning fra Det Gamle Testamente, hvor man tydelige kan se, en illustration af Guds rige.

Han skriver bl.a. følgende:

"Men nu er der uden lov åbenvaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus" (Rom. 3, 21-24).

Midt i min syndighed må jeg regne med disse ord. At det er sådan, vil vi forsøge at illustrere gennem en beretning fra Det Gamle Testamente, nemlig beretningen om David og Mefibosjet (2. Sam. 9).

Denne beretning handler ikke om, at jeg samtidig er en synder og retfærdig over for Gud. Det er heller ikke den dybere mening bag beretningen. Men vi kan bruge den som en klargørende illustration af, hvordan Guds rige altid er indrettet.

I 2. Sam. 9 er situationen den, at David netop er blevet konge over hele Israel. Både Saul, som forsøgte at dræbe David, og Sauls søn Jonatan er døde. Efter vanlig praksis på den tid havde Sauls slægt al mulig grund til at frygte for fremtiden:

"David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls hus? Så vil jeg vise godhed imod ham for Jonatans skyld!" ... Ziba svarede kongen: "Der lever endnu en søn af Jonatan; han er lam i fødderne." ... Så lod kongen ham hente ... Da Mefibosjet, Sauls søn Jonatans søn, kom ind til David, faldt han på sit ansigt og bøjede sig ... David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig godhed for din fader Jonatans skyld og give dig hele din fader Sauls jordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit bord." Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din træl, siden du tager hensyn til en død hund som mig?" ... Mefibosjet spiste så ved Davids bord, som var han en af kongens sønner ... Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved kongens bord. Og han var lam i begge fødder" (Fra 2. Sam. 9).

Her møder vi David, som en human og god konge, der gør godt mod den slægt, der havde stået ham imod. Han gjorde godt mod fjendeslægten, fordi den havde en repræsentant, Jonatan, som var anderledes. Mefibosjet selv havde ikke meget at komme med. Han havde været lam, fra han var fem år gammel. Da faldt han af hesten under en hektisk flugt bort fra Davids hær, efter at Saul var død. Han var dødsens angst, da han kom frem for David, for han troede, at kongen nu ville tage hævn.

Da han hørte om Davids planer, blev han helt overvældet: "Hvorfor tager du dig af en død hund som mig?" Alligevel fik han for resten af livet lov til at spise ved kongens bord.

Det må have været en mærkelig oplevelse for Mefibosjet. Han havde så at sige en todelt virkelighed - en del over og en del under bordet. Over bordet kunne han se sig omkring og registrere kongens mad og drikke, kongens dækketøj, glimmer og glans, kongens egne sønner og kongen selv i al hans herlighed. Han sad ved kongens bord med alle de rettigheder og goder, det førte med sig.
Samtidig havde han en anden virkelighed under bordet. Der kunne han se og erfare sine egne lamme og unyttige ben og sin egen hjælpeløshed. Han sad ved kongens bord, men samtidig var han den gamle hjælpeløse Mefibosjet. En utrolig kombination, men det var ikke mindre virkeligt af den grund. Herligheden over bordet reducerede ikke hjælpeløsheden under, og hjælpeløsheden under bordet reducerede ikke herligheden over. For Mefibosjet må denne kontrast have været en stadig prædiken om Davids godhed.
Denne beretning kan illustrere, hvordan Guds rige er indrettet. Ligesom David, tager også Gud initiativet over for os mennesker ved at spørge: "Er der stadig nogen tilbage af Adams slægt, som jeg for Jesu Kristi skyld kan gøre godt imod?".

"Jeg havde svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem, som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et folk, der ej påkaldte mig" (Es. 65,1).

Vor situation er ligesom Mefibosjets. Vi er flygtet bort fra Gud og har ikke grund til at vente os noget godt af ham.

Som Guds børn ejer vi en rigdom, et håb og en herlighed, som er så stor, at den ikke kan overvurderes. Vi er rige, fordi vi har en rig far, og vi er medarvinger sammen med Jesus til hele Himmelens herlighed.

Samtidig er der også en virkelighed "under bordet":

"Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os" (1. Johs. 1,8).

"Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg" (Rom. 7, 18-19).

Begge sider hører med til den åndelige virkelighed - både det som jeg har fået "over bordet", og det som jeg selv har "under bordet". Det er disse to sider, Luther har sammenfattet i sætningen om, at en kristen er samtidig retfærdig og synder.

... hemmeligheden i et sundt og sandt kristenliv ligger i at være opmærksom på begge sider af virkeligheden: Jeg er en synder, og samtidig er jeg fuldkommen retfærdig i Guds øjne.
Denne sag er så vigtig, fordi afstanden mellem det, som jeg selv er "under bordet" og det, som jeg ejer "over bordet" viser, hvor stor Guds nåde er.

Jeg (MDA) har ikke før læst om ovennævnte udlægning, men den viser både vores skrøbelig natur og vores redningsmand - Jesus - som reddede os fra at straffes i evigheden, hvis vi tager imod ham som vor Frelser.

God søndag!

M.v.h. MDA

Hej MDA

Mange tak for denne udlægning!!

Mkh Malli