Hej!

Der er meninger, der bliver sagt så ofte, at man til sidst tror de er de eneste sande, der findes. Men prøv at være mere kreativ. Fordi en situation er god for den ene, er det ikke ensbetydende med, at den er lige så god for alle. Tænk på dit liv og lev det "som du vil" - Ofte lytter vi for meget til medierne og den offentlige mening, så vi hverken tør eller magter at gå imod strømmen.

Jeg har lige læst en meget interessant fortælling fra bogen Elsk Gud - Han elsker dig skrevet af Floyd McClung:

Rap, rap - jeg er en kylling.

Der var engang en bondemand (ja, det her er en slags eventyr eller måske snarere en lignelse), som blandt andet opdrættede kyllinger. En dag, da han var ude at køre med sin traktor, kom han forbi en lille dam. Ved siden af vandet fandt han de spredte rester af en hun-and - tilsyneladende var det en ræv, der havde været på spil.

Bondemanden fandt også en rede fuld af andeæg, som ræven ikke havde opdaget. Han tog forsigtigt æggene op og bar dem hen til sin lade, hvor han lagde dem i en hønserede. Det virkede. Den gamle skrukhøne troede, det var hendes egne æg. Moderinstinktet slog til, og hun rugede på æggene, som hun altid gjorde, indtil de udklækkedes.

Ællingerne fandt aldrig ud af forskellen. De troede, den gamle høne var deres mor og fulgte hende rundt på gårdspladsen, præcis som små kyllinger plejer at gøre. Resten af kyllingerne lagde heller ikke mærke til forskellen. De accepterede fuldt ud ællingerne som hørende til familien.

Indtil den dag en sommerstorm havde lavet en stor vandpyt på gårdspladsen. Kyllingerne gik forsigtigt rundt langs kanten af vandet. Men uden så meget som at tænke over det vadede ællingerne bare ud og begyndte at svømme rundt.

Hønemor var meget forskrækket. "Kom væk derfra øjeblikkeligt!" skreg hun ude af sig selv. "Det kan I ikke. I er kyllinger. I drukner!" Modvilligt kom ællingerne op af vandpytten. Vandet havde været så dejligt i den varme sol.

Men hændelsen ved vandpytten var kun begyndelsen til ællingernes forvirring. De gjorde deres bedste for at passe ind i kyllingekulturen omkring sig, men de blev ved med at begå pinlige fejltagelser. Nogle gange, når de prøvede at klukke, kom de til at rappe i stedet.

Nogle gange, når de blev ophidsede, slog de med vingerne og begyndte at flyve - indtil de kom i tanke om, at de var kyllinger, og kyllinger flyver ikke. Snart var de ikke længere flove, de blev frustrerede og til sidst deprimerede. Der var noget, der ikke var rigtigt, men de kunne ikke finde ud af, hvad det var.

En aften sad en klog gammel ugle i et træ i nærheden og fik øje på ællingerne. Den sagde: "Uuh hvem er I?"

"Kyllinger", svarede de. De var flove over at indrømme det. De vidste, at de ikke var nogen særlig gode repræsentanter for kyllingesamfundet.
"Vær nu ikke fjollede," svarede uglen. "I er ikke kyllinger. I er ællinger!"

"Hvad mener du?" spurgte ællingerne.
"Jeg mener, hvad jeg siger," smilede uglen "I er ikke kyllinger. I blev ikke skabt til at klukke og skrabe i jorden. Har I aldrig haft lyst til at svømme hen over en dam? Har I aldrig følt trang til at sprede vingerne og flyve væk?"
"Jo!" svarede de. "Jo, det har vi mange gange. Men vi fik hele tiden at vide, at det kunne vi ikke. Vi fik altid at vide, at det var ikke meningen, at vi skulle kunne det."

"Vrøvl!" udbrød uglen. "I er ællinger! I er skabt til at svømme! I er skabt til at flyve!"

Ællingerne stirrede vantro op på uglen og kiggede så begejstret på hinanden.
"Nå," sagde uglen til sidst, "hvad venter I på?"

Denne "børnehistorie" har en pointe, som mange voksne trænger til at høre. Vi er på mange måder ligesom de ællinger. Vi er født ind i en verden, der betragter mennesker som intet mere end intelligente dyr, der af en forfatter bliver betegnet som "nøgne aber." Videnskabsmænd forsikrer os om, at vi er låst fast i et materielt kosmos, bundet af tid og sted og af de jordiske naturlove.

Vi er allerede fastsnurrede til jorden, når vi bliver "genfødt" ind i en kristen verden, der fortæller os, at vi ikke kan "flyve". "I falder ned, når I har været kristne nogle år," får vi at vide af utallige veteraner efter åndelige kampe. "I kommer over al begejstringen og vil forstå, at vi står over for en sværm af problemer og må acceptere en mængde ting, vi ikke kan gøre."
Men der er noget inden i os, der ved bedre. Noget inden i os ved, at vi er skabt til noget bedre. Noget inden i os fornemmer tilstedeværelsen af en virkelighed, der er højere, dybere, mere virkelig end det, der omgiver os i vor hverdag.

Noget inden i os længes efter at stige op over de jordiske ting og menneskehedens begrænsninger, at rejse op over syndens og selvoptagethedens magt, at række ud og røre Guds ansigt - at tage vinger på og flyve, at vandre med Gud og hvile i hans nærvær og hans kærlighed.

Gud ske lov for de få, som fortalte os det, vi altid inderst inde har fornemmet: at vi er skabt til større ting... dannet til et fællesskab med universets skaber. Vi er ikke bare menneskedyr, organismer der har udviklet sig fra jordens slim, men åndelige væsner, skabt i Guds billede, beregnet til at kende ham og røre ham og have samvær med ham.

Vi er heller ikke anden klasses åndelige borgere. Vi er ikke "fejltagelser", selvom vi fejler; vi er heller ikke kun "syndere", selvom vi sandelig synder. Vi er heller ikke den samlede sum af vore svagheder og lave selvfølelse; vi er den sande og levende Guds venner! Og når den opdagelse går op for os, når den erkendelse griber vore hjerter, er der kun et spørgsmål tilbage: Hvad venter vi på?

Jeg (MDA) blevet meget glad for at læse ovennævnte. Vi er ikke spor bedre end andre mennesker, men vi har lov til at kalde os Guds børn, hvis vil giver vort liv til Kristus og lader ham tilgive os alle vore daglige synder. Lad ingen forsøge at overbevise dig om noget andet!

God søndag!

M.v.h. MDA

Hej MDA

Der er meninger, der bliver sagt så ofte, at man til sidst tror de er de eneste sande, der findes.

Romerbrevet 10:17 "Troen kommer altså af det der høres, og det, der høres kommer i kraft af Kristi ord."

Hmmmm et tveægget sværd...