Hej!

Jeg er lige ved at være færdig med en bog af Max Lucado - værd at læse - , som hedder Stille midt i stormen (Forlag LOHSE). Jeg kan kun give vedkommende ret, som på bagsiden blandt andet skriver: (Max Lucado) vil overbevise os om, at Gud ved, hvordan det er at være menneske.

Du skulle prøve at læse følgende fra bogen:

Prøv sammen med mig at forestille dig, hvad der kan være sket den dag, Gud satte kronen på sit skaberværk.
Den ene håndfuld ler efter den anden blev kasket på, indtil der lå en livløs form på jorden.

Alle Paradisets beboere var kommet hen for at se, hvad der foregik. Høgene hang i luften ovenover. Girafferne strakte hals. Træerne bøjede sig ned. Sommerfuglene satte sig på blomsterne og så til.

"Du vil elske mig, natur" sagde Gud, "for det har jeg skabt dig til at gøre. Du vil adlyde mig, univers, for sådan har jeg konstrueret dig. du, himmel, vil forkynde min ære, for det har jeg på forhånd bestemt. Men den, jeg nu skaber, vil blive som mig selv. Han vil få mulighed for at vælge."
Alle holdt vejret, mens Skaberen rakte ind i sig selv og tog noget ud, som aldrig før var set. Et frø. "Det hedder "valget". Det er valgets frø." Hele skabningen så undrende ned på den livløse form. En engel udbrød: "Jamen, hvad hvis han" Hvis han vælger ikke at elske mig?" gjorde Skaberen selv tanken færdig. "Kom, det skal jeg vise dig."
Frigjorte fra tiden gik Gud og englen ind i fremtidens verden.
"Her skal du se frugten af valgets frø, det søde så vel som det bitre."

Englen gav et gisp fra sig over det første, han fik at se. Spontan kærlighed. Frivillig tilbedelse. Selvvalgt hengivenhed. Aldrig havde han set noget lignende. Han følte Adam´ernes kærlighed. Han hørte Eva´erne le sammen med deres døtre. Han så, hvordan de delte maden og byrderne. Han følte godheden og lod sig henrive af varmen.

"Aldrig har himlen set større skønhed, Herre. Dette er i sandhed det største, du har skabt."

"Vent. Du har kun set det søde. Nu skal du opleve det bitre."
En frygtelig stank begyndte at brede sig. Englen vendte ansigtet bort i rædsel og spurgte: "Hvad er dette?"
Skaberen svarede med et enkelt ord: "Selviskhed."
Englen stod målløs, mens de hurtigt passerede gennem århundreders afskyelighed. Aldrig havde han set noget så modbydeligt. Rådne hjerter. Brudte løfter. Glemt loyalitet. Skaberens børn vandrede blindt omkring i ensomhedens labyrinter.

"Skyldes alt dette valget?" spurgte englen.
"Ja."
"De vil glemme dig?"
"Ja."
"De vil forkaste dig?"
"Ja."
"Og de vil aldrig vende tilbage?"
"Nogle vil, men de fleste vil ikke."
"Hvad skal der til for at få dem til at lytte?"
Skaberen gik videre i tiden, længere og længere ind i fremtiden, indtil han standsede ved et træ. Et træ, hvoraf der ville blive formet et fodertrug. Han kunne mærke duften af det hø, han selv skulle ligge i.

Endnu et skridt ind i fremtiden førte ham til et andet træ. Det stod i ensom majestæt på en nøgen bakketop. Stammen var tyk, og veddet var hårdt. Snart skulle det fældes og skæres til. Snart ville det blive rejst igen i en anden form på en anden stenet bakketop. Snart ville han selv blive fastgjort til det med nagler.

Han følte træets hårdhed mod den ryg, han endnu ikke havde.
"Vil du tage herned og stå det igennem?" spurgte englen.
"Det vil jeg."
"Er det da ingen anden mulighed?"
"Nej."
"Ville det ikke være bedre aldrig at så det frø? Ville det ikke være nemmere ikke at give mennesket valget?"
"Det ville det," svarede Skaberen langsomt. "Men hvis jeg fjerner valget, forsvinder kærligheden også."
Han så sig omkring på bakken og forestillede sig situationen. Tre personer hænger på tre kors. Armene bredt ud og naglet fast. Hovedet hængende ned på brystet. vinden bærer deres stønnen vidt omkring.

Mænd i soldaterantræk sidder på jorden tæt ved de tre kors. De spiller med terninger og ler.
Mænd iført religiøs selvretfærdighed står lidt derfra.
De smiler overlegent. De bryster sig af at have forsvaret Gud ved at få denne (for dem) falske gud henrettet.
Kvinder klædt i sorg kryber sammen for foden af bakken. Tårerne strømmer ned ad deres ansigter. De giver ikke en lyd fra sig, stirrer tomt ud i luften. En af dem lægger en arm om en anden og prøver at føre hende væk. "Jeg vil blive her," protesterer hun stille. "Jeg vil blive her."

Himlens hær var klar til kamp. Hele naturen var klar til at komme til hjælp. Evigheden var klar til forsvar. Men Skaberen gav ikke nogen befaling.

"Det må ske," sagde han og trak sig tilbage.
Men netop som han vendte sig for at gå tilbage i tiden, hørte han det skrig, han selv en dag ville udstøde: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Han gøs ved tanken på morgendagens smerte.

Englen forsøgte sig igen: "Det ville være mindre smertefuldt, hvis"
"Ja," afbrød Skaberen stille, "men så ville det ikke være kærlighed."

De kom tilbage til haven, og Skaberen betragtede alvorligt formen af ler. En flod af kærlighed vældede op i ham. Han var død for denne skabning, før han havde skabt ham. Gud bøjede sig ned over ansigtet af ler og åndede ind i dets mund. Støv blæste ud gennem den nye skabnings læber. Brystet hævede sig, så leret revnede. Kinderne fik kødets farve. En finger bevægede sig. Et øje blev åbnet.
Men det, der skete i ånden, var endnu mere utroligt end det, der skete i kødet. De, som kunne se, hvad der skete i det skjulte, måbede.

Måske var det vinden, der først fangede det. Måske blinker stjernerne stadig af forbavselse over det øjeblik. Måske var det en engel, der hviskende satte ord på tanken: "Det ligner" det ser fuldstændig ud som "Det er jo ham selv!"
Det var ikke ansigtet eller kroppen, englen mente. Det var det, han så inden i mennesket - sjælen.
"Det er evigt!" gispede en anden.

Inden i mennesket havde Gud sået et guddommeligt frø. Et stykke af ham selv. Den mægtige Gud havde skabt jordens mægtigste væsen. Skaberen havde skabt, ikke bare en skabning, men en anden skaber. Den Ene, som havde valgt at elske, havde skabt én, som kunne elske ham igen.
Nu er valget dit.

Med venlig hilsen

MDA

Mange tak, MDA, for det dejlige Lucado-citat!

Det er så ufatteligt stort at turde tro, at vi er Guds børn ...

Og tænk at det er sådan, at "vi endnu har det bedste tilbage", som Grundtvig skrev.

Og også Johannes, i sit første brev:

"Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!

Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.

Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive.
Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er."

kristina