Cypern befinder sig i den besynderlige situation, at de er et EU-land under besættelse af et kandidatland.

Ikke nok med det har den lille ø måttet opleve den tort at EU for en lille måneds tid siden besluttede at godkende en historisk stor økonomisk bevilling til den tyrkiske besættelsesmagt.

Forklaringen på denne spegede affære skal findes i det forhold at Tyrkiet har udviklet sig til en politisk sværvægter, og ingen lande i EU synes længere at have den fornødne styrke – eller mod! – til en politisk konfrontation det indflydelsesrige kandidatland.

EU's begrundelse for økonomisk støtte til en besættelsesmagt i et EU land var angiveligt at den tyrk-cypriotiske befolkning havde stemt ja til FNs freds- og genforeningsplan. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på at dette er den oprigtige begrundelse.

FN-planen var således allerede inden afstemningen, skarpt kritiseret for at begunstige den tyrkiske besættelsesmagt. Tyrkiske militære styrker kunne fx blive på øen i op til 14 år og græsk-cyprioterne ville skulle betale en størstedelen af regningen for selve genforeningen med det besatte Nordcypern.

Flere tyrkiske kommentatorer bekræftede da også inden afstemningen, at den tyrkiske side umuligt kunne have ønsket et bedre forhandlingsresultat, end det FN nu havde sat til afstemning på Cypern.

Til trods for ovenstående forhold lagde EU-landende et ensidigt massivt pres på græsk-cyprioterne for at få et ja i hus.

Græsk-cyprioterne stemte som bekendt nej med et overvældende flertal, og denne demokratiske tilkendegivelse burde have været et klart signal om at FNs fredsplan ikke var tilstrækkelig gennemarbejdet.

Alligevel besluttede EU at kritisere den legitime cypriotiske regering i så voldsomme vendinger, at man som måbende EU-borger nærmest glemte hvem, der havde besættelsesstyrker på øen.

Men ydmygelsen af græsk-cyprioterne stoppede som bekendt ikke der. Umiddelbart efter afstemningen besluttede EU at belønne den tyrkiske besættelsesmagt med en økonomisk gavepakke på intet mindre end 259 mio. euro.

EU's økonomiske bidrag til besættelsesmagten kom altså til udbetaling til trods for at mere end hver 3. tyrkiske vælger, blandt de 190.000 indbyggere (hvoraf intet mindre end 40.000 er tyrkiske besættelsestropper), stemte nej til FN-planen.

Sammenholdes dette med, at Tyrkiet siden 1. maj 2004 har været en besættelsesmagt i et EU-land, fremstår den økonomiske gavepakke fra EU som et tankevækkende monument over det kollektive fravær af politisk mod, som kendertegner EU´s regeringsledere hver gang talen falder på Tyrkiet.

Spørgsmålet er nu bare: Vil EU tage skridtet fuldt ud og anerkende den tyrkisk besatte nordlige del af øen som en separat stat, eller skal EU finde sig selv igen og stå ved grundsynet om at ingen besættelse er acceptabel - uanset om den finder sted i Israel eller på Cypern?


Med venlig hilsen

Michael Hansen

LOL, du kører da rigtig mod Tyrkiet...

Men dit afslutningsspørgsmål er nu alligevel ganske interessant: "Vil EU tage skridtet fuldt ud og anerkende den tyrkisk besatte nordlige del af øen som en separat stat, eller skal EU finde sig selv igen og stå ved grundsynet om at ingen besættelse er acceptabel - uanset om den finder sted i Israel eller på Cypern?"

For at besvare spørgsmålet mener jeg man kan starte med et modspørgsmål: Har EU noget samarbejde overhovedet med Israel?

Og øhm, det grundsyn du henviser til, er det ikke FN's i stedet for EU's?

Nuvel. Så vidt jeg husker fra den sidste afstemning der blev afholdt på Cypern, var flertallet af cypriotere ikke interesserede i at samle Cypern. Man må derfor antage, at det at benævne Cypern som ét land (eller region) er utidssvarende og ude af trit med befolkningens ønsker og krav på Cypern.

Hvem der så ønsker et samlet Cypern, må de stå som mindretal. Er Cypern da besat af tyrkerne eller hæmmet af gammel-cypriotere?

Nuvel. Så vidt jeg husker fra den sidste afstemning der blev afholdt på Cypern, var flertallet af cypriotere ikke interesserede i at samle Cypern.

Afstemningen handlede nu ikke om hvorvidt cyprioterne var interesseret i at et samlet Cypern. Afstemningen handlede om hvordan den tyrkiske besættelse af Nord-Cypern skulle bringes til ophør.

FNs hastige, og forunderligt ensidige, udkast til en ophævelse af Tyrkiets besættelse blev som bekendt stemt ned med et overvældende flertal af græsk-cyprioterne, der naturligvis ikke kunne leve med de uacceptable, og særdeles pro-tyrkiske, vilkår som FN/USA/Europa mente skulle udgøre grundlaget for en ophævelse af Tyrkiets besættelse.

Særligt bemærkelsesværdigt var det imidlertid at intet mindre end hver 3 tyrkiske vælger stemte nej til fredsplanen til trods for at mange tyrkiske krav blev tilgodeset samt at tyrkiske politikere, på såvel Cypern som i Tyrkiet, varmt anbefalede et ja.

Det er derfor mere end en smule svært at finde fornuften i at EU nu belønner Tyrkiet, der både er besættelsesmagt i et andet EU land og EU-ansøger, med en gavepakke på overvældende 259 mio. euro.

Man må derfor antage, at det at benævne Cypern som ét land (eller region) er utidssvarende og ude af trit med befolkningens ønsker og krav på Cypern.

Hvem der så ønsker et samlet Cypern, må de stå som mindretal.

Dette må være sød musik i Sharons øre. Hvis blot han udvider bosættelserne i de besatte områder vil en ændret demografi med en stor jødisk befolkning til sidst kunne gøre krav på områderne som israelske med henvisning til at palæstinensernes krav om en selvstændig stat ” er utidssvarende og ude af trit med befolkningens ønsker og krav”.

Den tyrkiske indvandring til det besatte nord-cypern – samt ca. 40.000 tyrkiske besættelsestropper på øen, må naturligvis aldrig ændre ved det faktum at Tyrkiets illegitime tilstedeværelse på øen skal bringes til ophør.

Men det er naturligvis svært at nå det mål når europæiske politikere er så ivrige efter at tækkes det store indflydelsesrige muslimske land at EU nervøst udbetaler besættelsesmagten et trecifret millionbeløb.

Er Cypern da besat af tyrkerne eller hæmmet af gammel-cypriotere?

Det spørgsmål giver vist sig selv uanset hvordan vi vender og drejer billedet.

16. august 1960 afklares Cyperns tilhørsforhold nemlig endegyldigt da landet udråbes som selvstændig republik hvorefter øen bliver medlem af Commonwealth og FN. Dette sker i gensidig forståelse mellem repræsentanter fra Grækenland, Tyrkiet, Makarios´ (der bliver landets første præsident) demokratiske Parti og englænderne.

Grækernes klodsede forsøg på et militærkup ændrer ikke ved det forhold at Tyrkiets 40.000 tropper på øen udgør en besættelsesmagt.

Cypern er en suveræn stat, og det var derfor ikke en legitim handling da Tyrkiet i 1974 invaderede den nordlige del af øen, gennemførte bombardementer af Nicosia og fordrev op imod 200.000 græsk-cyprioter.

Allerede i august 1974 erklæredes de områder, der var under tyrkiske troppers kontrol for at være Den Tyrkisk-Cypriotiske Forbundsstat. Tyrkiet er det eneste land i verden, der anerkender denne stat. Skal jeg forstå dit svar således at du også anerkender Den Tyrkisk-Cypriotiske Forbundsstat?

I 1993 sørgede Europadomstolen i øvrigt for indførelse af en handelsembargo mod tyrk-cypriotisk varer.

Tyrkiets massive militære tilstedeværelse i 2004 er uacceptabel, og det siger noget om Tyrkiets styrkeforhold overfor EU, at vi bare tilnærmelsesvist kan drøfte optagelsesforhandlinger før detyrkiske tropper er trukket ud af landet.

De mange positive politiske udmeldinger fra europæiske ledere på tværs af grænser og partifarver om Tyrkiets forestående optagelse i EU understreger med al tydelighed Tyrkiets position som politisk sværvægter.

Tyrkiet synes således at nærme sig EU-medlemskab med hastige skridt til trods for at landet stadig benægter folkedrabet på 1,5 millioner armeniere, holder Nord-Cypern besat, nyligt fik alvorlig kritik af Amnesty International og sidst, men på ingen måder mindst, at medlemskabet vil blive starten på enden for det udmærkede EU-projekt.

Mon EU havde handlet på samme måde hvis Israel havde ansøgt om EU-medlemskab? Mon EU havde belønnet besættelsesmagten Israel med 259 mio. euro?

Islam synes at have fået en betydelig indflydelse på EU's udenrigspolitik. På den ene side er vi blevet så bange for vores egen kultur-arv at vi end ikke tør nævne kristendommen i EU-fatningen (ikke at jeg ligger søvnløs over dette!) samtidig med at vi opbygger nye stater, herunder Afghanistan, hvor islam skrives direkte ind i forfatningen.


Mvh.

Michael

PS. Her har du i øvrigt mulighed for at (gen-?)se billederne fra hvad den tyrkiske besættelsesmagt ved tidligere lejlighed har gjort ved civile græsk-cyprioter: www.diaspora-net.org/Turkey/cyprus-invasion.html

Hej Michael

Tak for dit lange svar. Jeg kan ud fra det se, at jeg ikke rigtig kan udtale mig yderligere i sagen uden at have sat mig mere ind i den. Jeg kan imidlertid godt se din sammenligning med terror-staten Israel, hvorfor jeg må bøje mig og afkræve en historisk afklaring på Cypern og dens retsmæssige befolkning.

Imidlertid har jeg et spørgsmål. Du skriver, at øen blev selvstændig i 1960, hvorefter Grækenland forsøgte et militærkup og efterfølgende blev øen angrebet af Tyrkiet i 1974. Men hvem skal øen da tilhøre? Græsk-cyprioterne, der prøvede at erobre øen først? Eller tyrker-cyprioterne, der sidst prøvede at erobre øen? Ingen af dem har jo vist sig værdige til at have øen i besiddelse, da begge anvender militær magt for at kue den anden del af befolkningen.

Smider man tyrkerne ud, vil grækerne have vundet deres militærkup med noget forsinkelse. Smider man grækerne ud, har tyrkerne vundet deres invasion. Smider man ingen ud ... ja, så kan de to parter ikke enes, og øen må vedblive at være som den er nu. Jeg tror ikke på de to parter vil enes, bare fordi de får lige meget militær på øen. Og jeg kan ikke se det retfærdige i, at kun den ene part må have militær mens den anden ikke må. Så jeg kan ikke se nogen umiddelbar løsning på dette problem, uden at man skal erklære en egentlig vinder - og det kan vel være den ene som det kan være den anden?

Jeg fik desværre ikke rigtig noget ud af dit link. Der er nogle der får tæsk, men påstandene om diverse mord fandt jeg ikke dokumenteret.

Episoden med skolen i Rusland har imidlertid fået mig til at overveje, om man igen skulle tage emnet "Fort Europa" op i EU og totalt blokere for mennesker fra ikke-EU lande. Det lader til - når man skimmer verdens urolige områder, at Afrika i store træk er et barbarisk og uciviliseret kontinent. Og det samme kan man åbenbart sige om mange muslimske lande, hvilket overrasker mig. Specielt episoden med de to franske journalister har fået mig til at overveje, om jeg går ind for en egentlig udrensning af muslimer i EU - noget jeg aldrig havdetroet jeg skulle sige/skrive. Men jeg syntes jo flere nyheder man læser og ser, jo mere tydeligt er det, at muslimske grupper simpelt hen er for primitive i deres fremgangsmåde for at få deres holdninger ud. Så måske skal Tyrkiet alligevel - som du siger - holdes ude.

Beklager det sene svar.

Du spørger: ” Imidlertid har jeg et spørgsmål. Du skriver, at øen blev selvstændig i 1960, hvorefter Grækenland forsøgte et militærkup og efterfølgende blev øen angrebet af Tyrkiet i 1974. Men hvem skal øen da tilhøre? Græsk-cyprioterne, der prøvede at erobre øen først? Eller tyrker-cyprioterne, der sidst prøvede at erobre øen? Ingen af dem har jo vist sig værdige til at have øen i besiddelse, da begge anvender militær magt for at kue den anden del af befolkningen”.

Mit svar er klart: Ingen af dem!

Cypern skal forblive en selvstændig republik for såvel tyrk-cypriter og græsk cypriter.

Alle tyrkiske bosættere der er blevet flyttet til nord-cypern – herunder de knap 40.000 tyrkiske besættelsestropper, efter august 1974 skal trækkes tilbage til Tyrkiet, og græsk-cypriotiske familier skal atter have adgang til deres jord og ejendele som blev dem frarøvet ved den tyrkiske besættelse i 1974.

Men alt det her synes at være ren teori da Europas ledere åbenbart nu er så bange for Tyrkiet at vi sågar har glemt at EU ansøgeren samtidig er besættelsesmagt i EU landet Cypern…?!

Du skriver ” Og det samme kan man åbenbart sige om mange muslimske lande, hvilket overrasker mig. Specielt episoden med de to franske journalister har fået mig til at overveje, om jeg går ind for en egentlig udrensning af muslimer i EU - noget jeg aldrig havde troet jeg skulle sige/skrive”.

Det lyder en kende radikalt men du har naturligvis ret i at vi efterhånden må forholde os mere aktivt til det forhold at grænsen mellem islamismen og islam langsomt udviskes.


Mange hilsener

Michael