Kære ven
Det er bestemt en vanskelig og meget uklar situation du er bragt i. Ret beset har du vel her og nu ikke så mange valg, og så alligevel: enhver situation indebærer muligheder for at vælge, om ikke andet så at vælge hvordan du vil reagere på det som sker.
I forhold til din mand, så forstår jeg, at I har lavet en aftale om, at I for en tid flytter fra hinanden. Den aftale må du selvfølgelig overholde. Du ønsker at ægteskabet kan fortsætte og din mand ser det tilsyneladende helst afsluttet. Hvordan I er havnet dér ved jeg jo ikke, men begge dele kan jo ikke lade sig gøre og du kan ikke alene bestemme udfaldet.
Du har ret i, at det næppe er Guds vilje, at jeres ægteskab skal opløses. Ægteskabet er Guds vilje og under hans velsignelse. Men pga vi menneskers fejl og svigt (som jo heller ikke er Guds vilje!), så sker det alligevel ofte, at det som Gud vil, det sker ikke. Ikke fordi Gud vender ryggen til, men fordi Gud har givet os mennesker en vis medbestemmelse her i livet, en medbestemmelse, som vi ofte ikke forstår at udnytte særlig godt. Som du selv skriver, så kan vi forhindre Guds vilje i at ske i vores liv.
Men når vi fejler og misbruger den frihed Gud har givet os, så betyder det ikke at Gud forlader os. Gud går også med os på de veje hverken han selv eller vi ønsker at gå. Dvs. at selvom Gud ikke ønsker, at du og din mand skal gå hver til sit, så går han alligevel med og er der - for jer begge to!
Dit valg er altså lige nu ikke så meget hvilken vej du skal gå, men nok snarere: Vil du have Gud med og vil du fortsat lægge dit liv og din fremtid i hans hænder?
Gud leder os sjældent ved at trumfe sin vilje igennem. Han leder os først og fremmest ved at gå med os ad de veje, som vi enten selv har valgt eller af een eller anden grund har forvildet os ind på. Og hver gang vi fejler, så gør Gud som den pottemager Jeremias fortæller om i Jeremias' bog kapitel 18 vers 4: "Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det". Jeremias bruger dette billede til at fortælle, at Gud igen og igen begynder forfra med os. Når vi har forhindret og forstyrret Guds vilje, så starter Gud om igen og lægger en ny plan. Og det holder han aldrig op med!
Jeg kan ikke svare på om og hvordan Gud griber ind i dit ægteskab. Men jeg ved at selvom du beder om Guds hjælp og overgiver det hele til ham, så tager han ikke ansvaret fra dig. Det er stadig dig og din mand, der sidder med nøglen til løsningen. Og så er vi tilbage ved det som jeg nævnte i begyndelsen: Du har mulighed for at vælge hvordan du vil reagere på det som sker - og disse muligheder må du udnytte sådan at du holder alle døre åbne for en god løsning. Bed for din mand og for jeres ægteskab. Vis ham din kærlighed på en hensynsfuld måde. Gør hvad du kan for at gøre det let for ham at skifte indstilling til dig. Osv.
Da jeg ikke kender til jeres forhold og til det som har skabt krisen for jer, så kan jeg ikke vejlede konkret i det og kan ikke sige hvad du mere konkret skal gøre. Men jeg vil anbefale dig at hente hjælp hos en familierådgiver eller parterapeut. Vil din mand ikke være med, så kan du gøre det alene. Du kan også benytte dig af tilbuddet om
"Personlig rådgivning" her på JesusNet.dk.
Jeg håber meget, at I finder sammen igen og at kærligheden vinder i jeres forhold. Kærligheden er som en flod, der kan bane sig vej de mest umulige steder.