Hej alle

Apropos nogle af de emner vi diskuterer hist og her i forskellige sammenhænge her på Jesus-net, læste jeg lige sent i går aftes en prædiken fra min kirke - her et uddrag.

Prædiken over Apg. ger 1,8 og 1. Peter 4, 10-11....jeg springer altså lige frem i teksten:

"Alle ønsker vi kraft

Alle mennesker ønsker at få kraft. Vi har det bedst, når vi kan overskue tilværelsen og føler, at vi slår til. Det er forklaringen på, at mange i vor tid er begyndt at beskæftige sig med åndelige og religiøse spørgsmål. Man forestiller sig, at der her ligger ukendte kraftkilder, som mennesket kan nyde godt af. Man undersøger sjælen og dens liv. Man vil gerne vide mere om sin krop. Formålet er, at man skal kunne udnytte den energi, som bor i en selv, noget bedre og blive i mere harmoniske og lykkelige mennesker.
Det er samme ønske om at magte sin tilværelse, der ligger bag menneskers stræben efter at skaffe sig materiel velstand. Det giver overblik. Det giver selvfølelse og mulighed for at realisere drømme, som de fattige ikke kan komme i nærheden af. Derfor bruger mange livet på at tjene penge og få succes. Man bygger sine lader større for at skaffe sig et godt liv. Både den, som jagter kraften i sin egen sjæl og krop, og den som jager efter kraften i tingene er afgudsdyrker. Man søger ikke Gud, men sig selv. Og med øget tro på sin egen kraft mindskes selverkendelsen, ydmygheden og gudsfrygten. Afhængigheden af Gud og tjenesten for ens næste bliver kvalt, hvor man søger personlig kraft og fremgang!

Hvordan er det med os?

Hvor er vi i denne søgen efter kraft? Søger vi kraft til at være tro i det kald, Herren har givet os i vor hverdag? Eller søger vi snarere personlig kraft til at komme frem i tilværelsen?
En kristen menighed bliver fattig på Guds kraft, hvis de enkelte medlemmer jager efter personlig lykke og kraft. Hvis tiden og livet bruges hertil, så erfares søndagens gudstjeneste også som en skuffelse. For her får vi ikke nye kræfter til at leve vort eget selviske liv. Derfor kan gudstjenesten og prædikenen undertiden opleves som en trussel. Man kan næsten blive vred, når der tales om mission. For når man ikke engang har kraft til at klare sit eget liv, som man gerne ville, hvad skal man så med indsamlinger og kaldet til at ofre og tjene i Guds rige? Man synes at der tales alt for meget om at tjene hinanden, og ville hellere at der blev talt mere om hvordan man får det godt med sig selv. I Nye Testamente fortælles der om en sådan skuffet kristen. Han hed Demas. Paulus fortæller Timotheus derom og skriver, at han forlod menigheden "af kærlighed til den nuværende verden"(2. Tim. 4,10). Det er godt når sådanne holdninger afsløres hos os, så går det op for os hvor falsk og gudløs vor stræben kan være.

Jesus har kraften

Jesus giver sin menighed kraft. Det har han lovet, og han holder sit løfte!
Hvilken befrielse for alle, som er disciple hos ham. Vi får lov at stå af verdens ræs efter kraft. Vore liv er omsluttet af ham, som sagde: "Mig er givet al magt i Himlen og på jorden". Det er baggrunden for missionsbefalingen: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple". Men herved står det også fast, at han stadig beholder magten selv, også når han giver os kraft til at være sine vidner. Vor kraft består derfor i at være hos ham og hente hjælp hos ham i alle ting.
Derfor skal vi ikke forvente, at vi får kraft, så vi kan demonstrere, hvilken levende og kristen menighed vi er, eller hvordan vi selv har overblik og magter menneskelivet. Da ville det hele blot blive selvforherligelse og ikke mission. Den kraft vi kan bruge til at pege på os selv med, er aldrig Helligåndens kraft, men stammer fra denne verdens tidsånd. Vor rigdom og kraft vil altid bestå i at leve i troens fællesskab med Jesus og vide os rige i hans rigdom og stærke i hans styrke. At tro på ham og være et Guds barn for Jesu skyld, det er nådegaven. Her er kraftkilden. Kraften fra Gud hjælper os aldrig til at komme personligt ovenpå, men gør os magtesløse i os selv og stærke i Ham. "Thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk"( 2. Kor. 12,10)

Kraft til tjeneste

Netop sådan gør han os til stærke vidner. Og disse magtesløse disciple giver Herren nådegaver, hvorved han udruster dem til den særlige tjeneste, han har lagt til rette for hver enkelt af os. "Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave han har fået" (1. Pet. 4,10). Nådegaverne skal ikke fremhæve de kristne, men tjene vidnesbyrdet om Herren i verden.
Sådan gik det også på Pinsedagen. Nådegaven, at de kunne tale på andre sprog, var ikke i sig selv noget værd. Mange troede at apostlene var fulde af sød vin. Helligåndens kraft gav dem altså ikke nogen personlig ære. Men der hvor mennesker lyttede til budskabet, der blev nådegaven et redskab i evangeliets tjeneste. Resultatet blev at mennesker blev afklædt al personlig kraft. Ordet stak dem i hjertet, så de måtte råbe om hjælp: "Brødre! Hvad skal vi gøre?"Og da blev Peters kraft brugt til at knytte dem til Gud i tro og tillid. "Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave" (Apg. Ger. 2,37-38) Underet pinsedag var ikke i sig selv trosskabende, men blev en tjener for forkyndelsen om Jesus. Sådan erfarede apostlene det også siden hen. Deres personlige svaghed blev åbenbar på deres missionsrejser. Men Herren blev samtidig herliggjort.
Den kraft, som er lovet os i vort kristenliv, er af samme slags. Den er og bliver Helligåndens kraft og bliver aldrig noget, vi får råderet over. Den forbliver en nådegave, der tjener det store formål, at "Gud i alt må blive herliggjort ved Jesus Kristus"(1. Pet 4,11). Derfor drives vi atter og atter ind i bønnen, når vi skal have kraft til vort kirkelige arbejde. Og vi tvinges ind i bøn i vort personlige gudsliv.
Fører Gud dig ikke sådan, kære kristne? Fører Gud dig ikke sådan, kære menighed? Er det ikke også jeres erfaring, at han fornyer jer ved at føre jer gennem anfægtelse og nød! Jo, vi kan tale med om, at han gav os ny kraft midt i vor egen afmagt! Han giver os kraften der, hvor han kalder os til at leve. "Som din dag er, skal din styrke være". Det har han lovet.

Lev med søstre og brødre hos Herren

Lad os derfor ikke søge personlig magt og indflydelse, hverken i menighed, familie eller på arbejdet. Brug ikke dit liv på det. For der er ingen kraft i det. Det vil gå dig som Demas, som forlod tjenesten af kærlighed til den nuværende verden. Nej, lad os i stedet søge Herren og hans gaver!
De første disciple fik et klart kald af Herren. Han bød dem ikke at vige fra Jerusalem, men vente på opfyldelsen af forjættelsen netop der, i den by (ApG 1,4). Han ville give dem kraft netop dér, hvor deres Herre blev kortfæstet og opstod af graven. De skulle være sammen med hinanden som menighed dér, hvor de tidligere havde holdt sig skjult bag lukkede døre af frygt for jøderne. De skulle blive i Jerusalem, hvor pinsefesten var forestående, og mange fremmede ville samles til højtid.
På samme måde må vi heller ikke trække os tilbage i os selv og leve vort liv i isolation. Kraften får vi, hvor vi lever livet sammen med søstre og brødre. "Lad Guds ord i rigt mål bo i blandt jer"! Hold jer sammen i bøn og lovsang! "Tjen hverandre med den nådegave, han har fået!" Hent sammen kraften i evangeliet! Lev som menighed i åbenhed overfor verden! Ja, menigheden skal leve dér, hvor den menneskeligt talt kan miste alt: dér hvor du kan blive forfulgt og slået ihjel; der, hvor man spørger dig, hvorfor du er kristen og er med i en kristen menighed. Dér kalder Herren også os til at leve i dag: blandt søstre og brødre midt i verden.
Apostlene havde et mægtigt løfte over sig, da de var samlede i Jerusalem i den lille menighed. Samme store forjættelse har han givet os. Både som enkelte kristne og som kristne menigheder må vi lever under dette store løfte: at han giver os netop den kraft, vi behøver, for at vi kan være hans vider i verden. Amen"

(En røst i ørkenen 3 - Påsken - Prædikener fra Den evangelisk-lutherske Frikirke)

Mkh Malli

Hej malli

Tillykke med dit gode indlæg om Guds kraft. Jeg kan se at du har fået noget ud af sommerferien.

Du skriver:
Prædiken over Apg. ger 1,8 og 1. Peter 4, 10-11.... Citat slut.

Kommentar:
Henvisninger fra Ap.G. 1.8 viser hen til kap.2.vers 4, hvor løftet blev opfyldt og Helligåndens kraft kom over den enkelte og de talte i nye tunger.
Resten af Ap.G. vidner om Helligåndens kraft i funktion ligesom det sker i dag.

Som du selv refererer fra prædiken:Citat:
Sådan gik det også på Pinsedagen. Nådegaven, at de kunne tale på andre sprog, var ikke i sig selv noget værd. Mange troede at apostlene var fulde af sød vin. Helligåndens kraft gav dem altså ikke nogen personlig ære. Men der hvor mennesker lyttede til budskabet, der blev nådegaven et redskab i evangeliets tjeneste.Citat slut.

YES !

mvh
carl

Jeg tilslutter mig Carl - godt indlæg / god prædiken.