Hej, ja hvor skal jeg starte?... Jeg har et problem, som jeg håber jeg kan få noget hjælp til.
Jeg har lige været på Sjælland, og besøge en veninde. Jeg har boet der engang. jeg har en kæreste herhjemme, som jeg var så dum og være utro da jeg var derovre. Der skete ikke meget, men jeg gjorde mere end man bør når man har en kæreste. Da jeg boede der´, gjorde jeg det samme mod den kæreste jeg havde dengang. hvorfor? jeg ved det ikke. Jeg troede rent faktisk, at jeg kunne lade vær, da jeg har fået det bedre med Gud, og kommet væk derfra. Men gamle minder, og mit gamle mønster fra fortiden dukkede op igen. og nu.. ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.. jeg tør simpelthen ikke fortælle ham det. Jeg ved, at det så vil være slut da han ikke kan tilgive det.og har været igennem det før.
En anden ting jeg søger, er at finde ud af hvorfor jeg gør som jeg gør?! hvorfor kan jeg ikke sige nej, hvorfor skal jeg være et svin overfor en´som kun vil mig det bedste?
Jeg har bedt Jesus om tilgivelse, men det vist ikke nok.. Vil Han godt nok stadig elske mig, selvom jeg begår den samme dumhed igen og igen??
hilsen klovnen....

Kære klovn

Du er på ingen måde den eneste som har stillet sig selv dette spørgsmål: Hvorfor bærer jeg mig så dumt ad? Mon ikke vi alle må spørge os selv sådan fra tid til anden? At vi opfører os forkert - både overfor hinanden og overfor Gud, har een bestemt årsag, og det er den som Bibelen kalder synden. Synden er som en fremmed magt og en tvang indeni os. Vi kan og skal kæmpe imod den, men igen og igen må vi se os besejret af en fristelse eller en uopmærksomhed, som får os til at gøre det forkerte. Ingen mennesker slipper uden om dette problem på denne side af døden.

Altså: Vi synder, og vi gør det igen og igen. Og når skaden så er sket, hvad så?

Det første jeg vil sige til dig, er, at uanset hvad du har på samvittigheden og uanset hvor dumt du bærer dig ad, så tilgiver Jesus altid enhver som oprigtigt bekender det som synd og beder ham om forladelse for det. Jesus stiller ingen betingelser for sin tilgivelse. Heller ikke selvom det evt. er den samme synd jeg kommer med igen og igen. Det eneste, der kan forhindre os i at få hans tilgivelse, er hvis vi ikke vil have den. Hvis vi fx ikke vil indrømme at vi har syndet og ikke mener at hans tilgivelse er vigtig for os.

1. Johannes' brev kap. 1 vers 9 siger det så klart og direkte som det kan siges: Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.

Men du antyder, at sommetider er Jesu tilgivelse ikke nok. Jo i forholdet til Gud er det nok, men i forholdet til vores samvittighed giver det ikke altid ro. Når vi synder overfor et andet menneske, så kan det nemlig også være nødvendigt at få det menneskes tilgivelse. Lad mig straks sige til dig, at jeg kan ikke svare på om du skal fortælle og indrømme din dumhed overfor din kæreste. At afsløre vores svigt og fejl overfor hinanden er nemlig ikke altid det kærligste vi kan gøre for hinanden. Grundlæggende er dit fejltrin dit problem, og ikke din kærestes. For øjeblikket er du selv såret over det du har gjort, men fortæller du det til din kæreste, så sårer du jer begge. Og der skal en god og stærk kærlighed til at bære dette.

På den anden side tror jeg, at der skal meget gode grunde til at holde den slags skjult for hinanden. Den slags fejltrin har det nemlig med at dukke frem før eller siden, og det gør dobbelt ondt, hvis det er noget man har prøvet at skjule. Måske får han det at vide ad omveje eller måske kommer du til at afsløre det fordi det simpelt tynger din samvittighed for meget.

Du skal derfor dels overveje med dig selv, hvordan du sårer din kæreste mindst muligt. (Det kan være ved at fortælle ham det!) Og dels overveje hvordan din egen samvittighed har det med det.

Endelig er det sådan, at den man virkelig elsker, kan man også tilgive. Ægte kærlighed kendtegnes bla. ved evnen til at tilgive! Når du derfor skriver at du er sikker på at din kæreste ikke kan tilgive dig, så bliver jeg lidt mistænkelig overfor hvilken kærlighed der er imellem jer. Hvis du tror på hans kærlighed, så må du også tro på hans tilgivelse. Det kan godt være at han i første omgang reagerer voldsomt og afviser dig. Den slags skal ofte have lidt tid. Men det behøver ikke betyde, at han ikke kan tilgive dig når han først har fået tænkt sig om. Hvis hans kærlighed til dig er moden og stærk, så tilgiver han dig!

Hvad gør du så nu? Ja, jeg vil anbefale dig at du gør hvad du kan for at vise din kæreste at du virkelig elsker ham og kun ham. Og så skal du måske finde et passende tidspunkt og en passende måde at fortælle ham, hvad du har på samvittigheden. Uanset hvad du vælger så indebærer det en risiko for at gøre ondt værre.

Er du i tvivl, så vælg at fortælle ham det. Er du sikker på at det er unødvendigt, så lad være. Fejlen er din og det er derfor også først og fremmest dig der må bære på smerten over det.

Og som det sidste: Hvis du ved at du er nem at friste og har en tendens til at falde ind i nogle gamle mønstre og vaner, så skal du simpelt hen lade være med at bringe dig i samme slags situation igen. Det skylder du både dig selv og din kæreste.