Har bibelen et menneskesyn? pladderhumanismen siger at der bor noget godt i alle mennesker, men jeg syntes efter min efterhånden lange erfaring, så ligger det onde meget tættere på mange, jeg siger ikke alle, men mange, man kalder ikke det at sige noget om andre til nogen det ikke kommer noget ved for ondskab, men det er jo faktisk det det er, ondskab, man kan slå mennesker ihjel med ord.
Jeg kunne derfor godt tænke mig at høre fra andre hvad bibelen egentligt siger om mennesket hvad den slags angår

Kan i rette eller give mig ret i noget af det?

Ole

Hej,

Måske kunne denne artikel bruges som inspiration!

Med venlig hilsen

Kristian Lindholm

Jeg er enig i artiklens indhold, at bibelens menneskesyn er at vi skal være i rette forhold til Gud, at dette forhold blev ødelagt ved syndefaldet, men så må det også være dette der gør at mange mennesker har det onde nærmest mere end det gode, når det drejer sig om at tale om andre mennesker, jeg kan ikke se andre muligheder, hvad siger i?

Ole

Hej Ole, ja, Bibelen har et menneskesyn, og noget smukt syn er det ikke!
Bestemt ikke noget at være stolt af.
Kun én er uden synd, nemlig Jesus.
Og vores - alle menneskers - synd er så omfattende, at selv vores allersmukkeste og mest næstekærlige handlinger er inficerede af selviskhed og behøver soning og tilgivelse.

Se f.eks. hvad Paulus skriver i sit brev til romerne i kapitel 7:
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. v23 Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.

Og i Salme 51 vers 7: I skyld har jeg været, fra jeg blev født,
i synd, fra min mor undfangede mig.

Men det gode budskab er, at Jesus har gjort fyldest og betalt for al vor synd, og at vi iklædt Kristi retfærdighed kan stå som rene for Herrens ansigt, hvis vi vil tage imod hans frelserhånd og følge ham gennem hans død og opstandelse, han som for os har overvundet synden og døden og djævelen og derved banet vej for os til Guds rige.

kristina

Hej Ole (og Kristina).

Hvis jeg kort skulle beskrive det kristne menneskesyn, skulle det være sådan:
Ethvert menneske er skabt i Guds billede, skabt til fællesskab med ham, og uendelig værdifuldt, elsket og dyrebart i hans øjne - også før / efter det har gjort noget godt eller ondt, og uafhængig af køn, race, intelligens, kompetence mv. Derfor må der værnes om hvert enkelt menneske, dets liv og velfærd.
(Og derfor er dette menneskesyn så vigtigt i en række etiske spørgsmål i dag.)

Alligevel er mennesket en falden skabning, der har vendt sig væk fra Gud. Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.
Men aldrig mistet gudbilledligheden, menneskeværdet eller Guds kærlighed.
Det kan man med al tydelighed se i det, at Gud blev menneske for at frelse os, mens vi endnu var fjender i forhold til ham.
Det er rigtigt, at i vores faldne natur bor der intet godt, der kan kvalificere os i forhold til Gud, selv om der nok på det menneskelige plan kan gøres meget godt fra menneskers side (det må vi heller ikke glemme, men det behøver ikke blive pladderhumanisme).
Men det ændrer ikke ved menneskets høje værd.
Det er der bestemt grund til at være glad og taknemlig over, selv om man evt. ikke ville bruge ordet "stolt."

Mvh. Anne.

jeg er enig med dig, men når jeg skrev pladder humanisme, så var det den overdrevne slags jeg mente

Ole

Hej Ole.

Jo det tror jeg, at jeg er med på - den med at "tro på det gode i mennesket i stedet for på Gud" fx. - eller noget lignende. (?)

Mvh. Anne.

i sin essens ja

Ole