Hvem fortalte dig at der fandtes en gud ?- Dine forældre? Eller resten af befolkningen på denne jord? Lappede du sødmen af religion i dig, som en uskyldig killing, som et naivt barn?
Blev du flasket op med guds hellige ord, og præstens uendelige prædiker og de citater fra biblen?
Tvivlede du nogensinde på om der fandtes en gud, eller var du allerede så hjernevasket at du ikke selv kunne bestemme din egen vej, mening eller tro? Havde du virkelig brug for en gud der kunne tilgive dine synder, og give dig svar på dine spørgsmål? Du sagde ”tilgiv mig”, men mente du da det ville ændre noget som helst? Der findes vel en gud ?- fordi alle andre siger han eksistere, hele verden vil gøre dig blind af din egen naive tro. Er der virkelig folk der har snakket med Herren Gud? Eller var de i en anden sindstilstand da de påstod det? Hvorfor hader din Gud os så?
Hvorfor elsker han at se os dø i vores eget had og hævn? Er det op til os selv hvordan vi lever vores liv? For hvis ikke, hvor er Gud så? Og hvis det er hans mening at vi skal leve i krig og had hvorfor skal vi så tilbede hans såkaldte godhed? Hvor er den henne, vi forventer en bedre verden at leve i!
Eller er det kun de rene sjæle der kommer i himlen når vi dør ?- de der aldrig har begået en synd?
Har man en form for straffeattest hos gud, eller giver han dig karakterer? Hvis du dumper ryger du direkte i helvede! Og ved i hvad? Ingen andre end Gud kunne bestå, vi andre ryger ganske enkelt direkte i helvede, for der skal vi pines for alle de synder vi begik i løbet af vores sølle liv.
Ingen er ufejlbarig, udover ”Gud”?!
Forstå at der findes ingen Gud til at herske, kun magtsyge mennesker!

Hej med dig

Jeg vælger at tolke dit brev som oprigtig nysgerrighed og håber at jeg kan give dig en smule svar på dine mange spørgsmål.

Jeg kan ikke svare dig præcist på hvordan jeg har lært Gud at kende. Gud (eller en anden himmelsk personlighed) har aldrig "åbenbaret" sig for mig. Jeg har aldrig været ude for en voldsom oplevelse, som pludselig satte en masse ting på plads for mig, eller som gjorde mig "religiøs". Jeg kan ikke engang huske at jeg har oplevet det som vi somme tider kalder en "omvendelse". Men jeg er vokset op i kristent hjem og har dér oplevet et kristent liv i praksis. Mine forældre prædikede aldrig for mig, men jeg tror de har bedt meget for mig og mine søskende. Gennem søndagsskolen, ungdomsklubber og lejre har jeg hørt om Gud og lært Bibelen at kende, og efterhånden er troen på Gud og Jesus vokset til en personlig overbevisning, som jeg kun kan forklare som Guds eget værk i mig.

Du kan selvfølgelig kalde det hjernevask, og jeg har da også spurgt mig selv om det er sådan, men det tror jeg nu ikke det er. Een som er hjernevasket, stiller mig bekendt ikke spørgsmål ved det han tror og er helt ukritisk overfor sin overbevisning. Og jeg ved med mig selv, at det absolut ikke er tilfældet. Der er mange ting ved Gud jeg ikke helt forstår og jeg har ofte spurgt mig selv om det hele var noget jeg bildte mig selv ind. Men indtil i dag er der ikke noget som har kunnet overbevise mig om, at Gud er en løgn. Derfor tror jeg på ham. Måske er jeg naiv, ja måske. Men kan det ikke være lige så naivt at tro, at alting kommer af ingenting, sådan helt tilfældigt? Og at døden er punktum for det hele igen? Giver det bedre mening? Ikke for mig.

Du spørger om jeg har brug for tilgivelse. Til det må jeg svare ja. Jo bedre jeg lærer mig selv at kende, des tydeligere ser jeg, hvordan jeg kommer til kort overfor alt det som er rigtigt, godt og sandt. Bag det gode og pæne ydre gemmer sig en masse , som jeg ikke håber nogen får at se. Og da jeg tror, at Gud er den ultimativt gode, som jeg står til ansvar overfor, ja så har jeg virkelig brug for tilgivelse. Og Bibelens gode budskab er, at tilgivelsen lige netop er det som Gud selv ønsker at give mig! Jeg skal ikke engang tigge og bede ham om den, men blot indrømme, at jeg har brug for og så tage imod den.

Du spørger om hvorfor Gud hader "os". Nu ved jeg ikke hvem "os" det er du mener, men uanset hvem du tænker på, så er Bibelen en kæmpe kærlighedserklæring fra Gud til mennesker. Hvis du fx læser om Jesus, om hvad han sagde og gjorde, og om hvordan han til sidst ofrede sig selv for alle andre menneskers skyld, så vil du se, at der kun er een ting som Gud hader, nemlig den onde Satan selv. Alle andre - også dig - er elsket af Gud, uanset hvad du tror, tænker og gør. Ganske enkelt fordi Gud er kærlighed.

Du har ret i, at hvis vi forestiller os Gud som en uimodståelig magt der styrer mennesker og verden og ikke tillader noget at komme på tværs af hans vilje - ja, så er Gud svær at finde og så passer Gud ikke ikke ind i vores verden med al dens elendighed. Men prøver vi i stedet at forestille os den Gud, som Bibelen viser os: en kærlig, hellig og frelsende Gud, der ofrer sig selv for at redde mennesker ud af fortabelsen - så ser jeg egentlig mest livet som en stor bekræftelse af at Gud ekisterer og interesserer sig for mig og alle andre mennesker.

Ja, vi har allesammen en straffeattest hos Gud og den ser ikke godt ud for nogen af os. Den viser nemlig, at vi er skyldige i alverdens ting og på ingen måder står mål med Guds retfærdige krav til os. Det som er Bibelens budskab og den kristne tro, er at denne straffeattest er blevet slettet af Jesus. Jesus tog straffen i stedet for mig - og for dig, sådan at alle anklagerne og anmærkningerne i min straffeattest er streget over og gjort ugyldige.

En kristen er een, der på den ene side bøjer sig for Guds dom og indrømmer sin skyld - OG som på den anden side tager imod Guds fulde tilgivelse, bliver frikendt og får foræret en ren straffeattest - helt ufortjent. En kristen er en tilgivet synder.

Derfor er der ingen der behøver at gå fortabt, ingen behøver at blive ramt af Guds dom. Gud ønsker ikke at dømme nogen. Og han gør det kun hvis vi trodser ham ved at blæse på hans kærlighed og tilgivelse. Den der ikke vil tro at han er en synder og ikke vil tilgives og frikendes af Gud, ham kan Gud ikke frelse. Alle andre frelser han!

Jeg håber det besvarer noget af din nysgerrighed