Jeg er en ung mand på 22.
Jeg har "kun" været kristen i 1½ år, så mange ting er stadig helt nye for mig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal strukture dette her indlæg, så jeg kaster mig bare ud i det, håber det er ok?!

Jeg har som sagt været kristen i 1½ år, og naturligvis haft et helt andet liv inden det. Herved tænker jeg på byture, druk, sex, vold og hvad det efterhånden indebærer at være ung idag.
Det sidste halve år har jeg følt at det gamle liv er begyndt at hjemsøge mig. Jeg falder meget ofte i synd, faktisk hver dag, og jeg kan simpelthen ikke styre det. Lysten til sex (er ikke blevet udlevet i virkeligheden) da jeg har en kæreste som jeg elsker meget højt. Men siger Jesus ikke at hvis man så meget som kigger på en anden (med begær), så har man været utro i hjertet ? - I Så fald så har jeg været utro i hjertet mange gange. Jeg føler mig som et (undskyld udtrykket) et liderligt svin... Men jeg remser lige op.. Lyst til sex, utroskab (i hjertet), lyst til sex med eget køn (heller ikke udlevet), druk (mange gange), ser jævnligt porno, bander hele tiden, er meget aggresiv over for fyre der kigger på min kæreste, har lyst til at slå på folk (slås), hader diverse mennesker. Det er det noget af det jeg kæmper med... hvad skal jeg gøre?? Jeg har råbt på Gud - ja, jeg ved ikke hvor mange gange, og bedt om hjælp, styrke til at stå imod. Og her kommer jeg ind på et andet problem... Gud!. Hvor er han henne ?? Han har ikke været i mit liv i meget lang tid, faktisk kun i starten af mit kristne liv. Det er som at ringe til en ven, der tager røret, men lægger det på bordet og fortsætter med det han nu havde gang i, mens man krænger sin sjæl ud i den anden ende.
Det har medvirket til at mit bønsliv stort set er ikke-eksisterende, og bibellæsning heller ikke. Er nået til det punkt hvor jeg er bange for at jeg frafalder meget snart, hvis ikke der sker noget drastisk.
En anden ting der går mig på er ikke at gøre det rigtige. Folk siger til mig: "Mediter på ordet" - Ja, men hvordan gør jeg det i praksis ?!
Og at jeg skal tro i mit hjerte - Ja, men hvordan kan jeg være sikker på det er det jeg gør ?! - for jeg kan ikke føle forskellen på ikke at tro og tro med det inderste i mit hjerte.
Jeg har aldrig stilt mig op i en kirke og gået frem til frelse, kan dette være medvirkende ?? - har gjort det igennem en bog jeg har læst, altså taget imod Jesus.

Det blev lidt længere end jeg havde regnet med, håber det er iorden.

Mvh Martin

Kære Martin

Tak for dit brev, som jeg desværre ikke kan svare ordentligt på før sidst på ugen. Men jeg kan i hvertfald straks sige til dig, at det du oplever er meget naturligt og normalt for en ny kristen. Du er ovre den første "åndelige forelskelse" og oplever at det er blevet "hverdag" i dit liv, men vel at mærke på en anden måde end før. Det som du før ikke tænkte på som forkert og syndigt, det minder Guds Helligånd, som nu bor i dig, dig dagligt om og derfor kommer du til at føle dig "beskidt". Det viser at Gud slet ikke er langt væk, men ved sin Ånd bor i dig og arbejder med dig.

Det viser også at du tror! Hvis du var ikke-troende, ville du nemlig være ligeglad!

Det som du skal til at øve dig i, at leve i Guds tilgivelse. Hver dag at bekende din synd for Gud og tage imod hans nåde og tilgivelse. Du skal lære at hvile i at en kristen både er "beskidt" og "ren" på samme tid. Både er en synder og et frelst menneske. Det er den vigtigste "tros-øvelse" for enhver kristen.

Men dette vil jeg skrive mere om torsdag eller fredag. Jeg håber du kan have tålmodighed så længe.

Hej igen

Jeg forstår dig sådan, at du oplever at du er ved at falde tilbage i dit gamle liv - eller i hvertfald har lyst til det. Og du kan ikke forstå hvorfor alle disse tanker dukker igen - ting, som du troede du havde lagt bag dig.

Som jeg kort skrev til dig i mit første svar, så er det ikke så mærkeligt, at du oplever det sådan. En omvendelse til tro på Jesus kan på mange måder sammenlignes med en forelskelse. I begyndelsen er livet nyt og alt ser lysegrønt ud, men efter nogen tid ebber rusen ud og det skal vise sig om det var andet og mere end blot en fed oplevelse. At kommer til tro på Jesus er altid mere end en fed oplevelse, men der kan ske det som Jesus taler om i lignelsen om manden, der sår korn med rund hånd, så det lander både på vejen, på klippen og blandt tidslerne. Jesus forklarer til disciplene:

"Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold." (Markusevangeliet 4,15-20)

Den onde vil gøre alt for at tage troen fra os sådan at vi mister tilliden til Gud. Jeg tror det er det, som du oplever nu. Du oplever lyst til ting, som du ved er forkerte og du bliver fyldt med bekymringer for om Gud nu også stadig hører dine bønner.

Det første du må gøre, er at indse, at når du er kristen, så vil du altid stå i denne konflikt mellem at vide hvad der er rigtigt og alligevel have lyst til det forkerte. Det slipper du ikke for i længden. Derfor må du ikke forvente, at det bliver så meget anderledes hvad tankerne og fristelserne angår.

For det andet så må du lære at tro på at Jesus virkelig er frelser for syndere! Ikke for dem som føler sig gode og vellykkede. At tage imod Helligånden og tro på Jesus gør dig ikke nødvendigvis til et bedre menneske - sådan lige her og nu. Men det gør dig til en tilgivet synder, og det er præcis det som i sidste ende skal frelse dig til evigt liv.

Jeg tror ikke du har brug for at der skal ske noget "drastisk", som du skriver. Men du har brug for at hvile i at Jesus er frelser for netop sådan een som dig. Du har brug for at forstå, at Jesu tilgivelse gælder alle dem som har brug for den og som føler sig hjælpeløst fortabte uden Jesu nåde. Først når du indset, at du ikke selv kan gøre andet end at bede Gud om nåde og tilgivelse, og hvile i at du allerede har fået den, først da kan du begynde at kæmpe imod synden i dig, imod alle fristelserne og bekymringerne. Hvis du gør det omvendt: tror at du først skal vinde kampene over synden og fristelserne, før du kan hvile i troen på Jesus, så er det dømt til at mislykkes for dig. Så finder du aldrig fred.

Du skriver at du føler Gud er langt væk og at du stort set ikke beder mere. Jeg tror at det hænger sammen med at du netop er begyndt det forkerte sted og ikke tør tro på at Jesus virkelig har tilgivet og frelst dig helt og fuldt. Det betyder nemlig, at du mister frimodigheden og at Gud bliver væk.

Det bedste våben imod Satan og hans fristelser, er at fortælle ham, at ingen og intet kan tage frelsen fra dig. Uanset hvor dybt du falder, så gælder Jesu nåde. Uanset hvilke synder du snubler i, så er du omfattet af den forsoning, som Jesus vandt til dig på Golgata. Dette er troen i en nøddeskal. Troen handler om tillid til Guds ord, ikke om bestemte følelser eller en bestemt livsstil. Troen er ikke en kraft du føler i dit hjerte, men det er en bøn om hjælp og en tillid til at Gud holder hvad han lover dig.

Prøv lige engang at læse disse ord fra Romerbrevet 8,31-39:
"Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Her har du det sort på vidt. Det eneste der kan tage frelsen fra dig, er dig selv - nemlig ved at du holder op med at tro på den og vender ryggen til Guds nåde.

Al sund kristen tro begynder med troen på at Guds nåde gælder mig - uanset hvad der sker med mig. Når jeg har fundet denne grund at stå på, så kan jeg begynde at kæmpe for at leve et bedre liv - et liv som svarer til det som jeg tror på og gerne vil med mit liv.

Jeg svarer nok ikke her på alt hvad du spørger om, men jeg tror at det er dette der er vigtigst for dig at høre. Må Gud åbne dine øjne og velsigne dig med troen på alt det som du ejer i ham.

Skriv igen hvis du vil.