Denne uges fokus:

Er du god til at dø? Det spørgsmål hørte jeg i weekenden. God til at dø … det er jo ligesom ikke noget, jeg har prøvet så tit, så om jeg er god til det …

Hvad menes der med ”god”? Trænet? Har lyst til? Villig? Klar? Nej, jeg er ikke en trænet dø’er. Jeg har heller ikke lyst til at dø lige nu. Jeg hvis jeg må vælge mellem liv og død, så vælger jeg nok livet lidt endnu, så jeg er heller ikke umiddelbart villig til at dø. Men jeg er klar til at dø. Jeg vil være rolig ved at dø. Jeg ved, at hvis jeg dør i dag, så er det kun min krop der dør, men jeg skal leve et evigt liv hos Gud. Jesus var klar til at dø, og han døde for min skyld. Han døde på korset og opstod igen for at jeg i dag roligt kan dø fra dette liv og trygt stole på, at jeg kommer til at leve evigt. Hvis jeg tror på Jesus. Så jo, man kan nok godt sige, at jeg er god til at dø. Er du?

Læs hele artiklen og deltag i debatten med din kommentar.

Hej Reggae

Jeg har aldrig tænkt over det, jeg ser døden som en naturlig del af livet, enden på livet, og det er en naturlig vej, jeg ville meget nødig leve evigt, det ville da være forfærdeligt.

Jesus står slet ikke på min liste over vigtige ting, jeg har som kun et par ting på listen, som jeg føler er vigtige for mig, og som jeg vil forsøge at imødekomme så længe det er muligt og så længe de er vigtige for mig.


Ellen

Hej Nelle,

" ... jeg ville meget nødig leve evigt, det ville da være forfærdeligt... "

Det blev jeg ked af at læse - og kom til at tænke på, at du jo bestemt ikke er den eneste, der ser sådan på det.

Mon det er sådan, at mennesker, der ikke tror på, og glæder sig til, det evige liv, let får det sådan, at også dette liv virker lidt meningsløst?
For det kan vel næppe være muligt at have ægte livsglæde, når man nødig ville leve for evigt?

Det evige liv hos Gud, som vi kristne forventer, er helt uden lidelser, kun fyldt med glæde og kærlighed til Gud og hinanden. Dette jordeliv er jo bestemt ikke uden lidelser for noget menneske, og alligevel vil vi vel normalt alle helst blive her så længe som muligt?

Når du skriver, at du nødig vil leve evigt, er det mon så ikke fordi du forestiller dig, at det ville medføre en ubehagelig aldringsproces med sorg og pine og smerte?
Eller kedsomhed måske?

Selv dette jordiske liv betragter jeg som en fantastisk og meningsfuld gave, og jeg er glad og taknemmelig for hver eneste dag med alt hvad den rummer.

Hvor meget større vil så ikke glæden være, når Gud har skabt en ny himmel og en ny jord, hvor intet ondt eller smertefuldt findes?

kristina

Shalom...

At dø... Hmm... Har faktisk tænkt en del over det, i og med, at det tit bliver bragt på bane, når jeg fortæller folk, at jeg skal til Israel (og det er egentligt trist, for så slemt er der jo slet ikke)...

Men nej.. Jeg er ikke bange for at dø.. Nok mere måden jeg skal dø... Nogen gange kan jeg ligefrem se frem til døden, da det er udgangen fra dette livs frustrationer, sorger og ensomhed... Jeg ser frem til den dag, hvor jeg skal se Herren og leve uden bekymringer:o)... Priset være den dag...

Nu er det ikke sådan, at jeg ikke har lyst til at leve i denne verden... Det kan jo være spændene nok:o)... Men det er som at arbejde... Nogen gange har man travlt og er presset... Andre gange gider man slet ikke... Andre gange igen kører det bare og man kunne fortsætte for evigt:o)... Men man skal jo have fri før eller siden:oP...

Bare mit input:o)..

Guds fred..

Hej Kefas, næ, jeg er heller ikke bange, ikke på forhånd. Jeg kom lige til at tænke på en dag for nogle år siden, hvor lægen bekymret så på resultatet af en hel masse brodprøver og viste mig nogle kolonner på sin skærm til forklaring af dødelighedsprocenten i mit specielle tilfælde.

Da jeg fortalte ham, at jeg trygt regnede med en dødelighedsprocent på 100, slappede han helt af og bemærkede noget om, at mennesker, det lever et rigtig dårligt liv og ulykkeligt liv, mærkelig nok har meget sværere ved at give slip på det end glade livsnydere ..

Og jeg er her da endnu, med al livsglæden i behold (og i øvrigt er mine tal blevet pænere i mellemtiden )

kristina

Hej Kristina

Det skal du ikke blive ked af at læse, jeg synes da livet er dejligt, men jeg kunne virkelig ikke tænke mig at livet skulle være evigt, så blev livet jo et eller andet sted for alvorligt (ved ikke om du kan følge mig)

Jeg mener mennesker alt for lidt tænker over, at livet netop ikke er evigt, de glemmer at leve, men stresser rundt hele tiden, uden at stoppe op, og tænke, hvad kan vi egentlig tage med os herfra? Her er svaret ingenting.


"Det evige liv hos Gud, som vi kristne forventer, er helt uden lidelser, kun fyldt med glæde og kærlighed til Gud og hinanden. Dette jordeliv er jo bestemt ikke uden lidelser for noget menneske, og alligevel vil vi vel normalt alle helst blive her så længe som muligt? "

Her er det jo vi ser forskelligt, jeg tror ikke på et evigt liv hos gud.


"Når du skriver, at du nødig vil leve evigt, er det mon så ikke fordi du forestiller dig, at det ville medføre en ubehagelig aldringsproces med sorg og pine og smerte?
Eller kedsomhed måske? "

Præcis det jeg tænker, og sådan er virkeligheden jo.


Ellen

Hej Nelle

Jeg mener mennesker alt for lidt tænker over, at livet netop ikke er evigt, de glemmer at leve, men stresser rundt hele tiden, uden at stoppe op, og tænke, hvad kan vi egentlig tage med os herfra? Her er svaret ingenting.

Jeg synes da netop at det er den manglende evighedsfornemmelse, at man ikke er i stand til at se det hele i et højere perspektiv, der kan give stress.

For mig er der i hvertfald en utrolig tryghed i at vide at alt det jeg ser, hører og mærker i verden på et tidspunkt er et overstået kapitel, og at jeg har en almægtig Far, der har hånd om det hele. Selvfølgelig skal jeg leve i verden - passe mine forpligtelser og betale regninger. Men jeg har samtidig af Guds nåde et evighedsperspektiv, der giver en meget stor styrke, ikke i mig selv men i Herren, hvor jeg ved at Gud virker alting til det bedste, også i det jordiske liv.

Jeg ved ikke om du kan forestille dig, hvilken befrielse det er, at man som kristen kan lægge alle sine bekymringer, alle sine grublerier og spekulationer over til Herren, og så rent faktisk opleve i hele sin krop, at byrden bliver taget fra ens skuldre....for så efterfølgende at opleve igen og igen, at Gud simpelthen har grebet ind i ens situation?

Utallige kristne kan bevidne dette, og jeg er bare en af dem.

Mkh Malli

Hej Malli

"Jeg ved ikke om du kan forestille dig, hvilken befrielse det er, at man som kristen kan lægge alle sine bekymringer, alle sine grublerier og spekulationer over til Herren, og så rent faktisk opleve i hele sin krop, at byrden bliver taget fra ens skuldre....for så efterfølgende at opleve igen og igen, at Gud simpelthen har grebet ind i ens situation?"

Jo det kan jeg da levende forestille mig kan virke som en befrielse, men det er jo netop det jeg ser som en flygten fra virkeligheden, en afstandstagen fra livet som det virkelig er, hvor man fravælger ansvar for eget liv og samtidig ikke ser døden som en naturlig afslutning på livet, men istedet vedhæfter det evige liv.

Ellen

Hej Nelle

Jo det kan jeg da levende forestille mig kan virke som en befrielse, men det er jo netop det jeg ser som en flygten fra virkeligheden, en afstandstagen fra livet som det virkelig er, hvor man fravælger ansvar for eget liv og samtidig ikke ser døden som en naturlig afslutning på livet, men istedet vedhæfter det evige liv.

Hvem definerer "livet som det virkelig er"?

Er det mere reelt og sandt at mennesker "lever, vegeterer og kreperer" end at mennesker lever i et samfund med deres Skaber, for at dø som alle andre, men at genopstå til evig salighed hos deres Skaber og Frelser?

Jeg ser det godtnok ikke som flugt fra virkeligheden, mit liv er særdeles nærværende. Jeg arbejder med multi-handicappede, mere nærværende kan det vist ikke blive, og det er en kolossal berigelse af og til at få et glimt af Jesus i deres øjne, glæder mig til - om Gud vil - at nå frem til at se det hos alle mennesker, for så tror jeg at man er tæt på saligheden.

Nej, tværtimod ser jeg det verdensbillede, du har (ikke dig!!) som temmelig tomt, koldt og afstumpet, som alt andet lige må bringe et liv af over-ansvarlighed og problemer med at give slip. For hvordan kan man slippe, når der ikke er andre til at tage over? Så må man erstatte Guds virke med noget andet, højt aktivitetsniveau, ekstrem fordybelse mentalt og/eller meget stor sportsudøvelse, misbrug af fx. alkohol el. lign. for at kunne koble fra??.

Under overfladen stor angst og uro, for hvis man ikke lige er "på" - hvem er der så til at tage over?

Nej, det lyder ikke særlig rart.

Mkh Malli

Hej Malli


"Er det mere reelt og sandt at mennesker "lever, vegeterer og kreperer" end at mennesker lever i et samfund med deres Skaber, for at dø som alle andre, men at genopstå til evig salighed hos deres Skaber og Frelser?"

For mig er det mere reelt at se livet som det er, eller turde konfrontere sig med virkeligheden.

"Jeg ser det godtnok ikke som flugt fra virkeligheden, mit liv er særdeles nærværende. Jeg arbejder med multi-handicappede, mere nærværende kan det vist ikke blive, og det er en kolossal berigelse af og til at få et glimt af Jesus i deres øjne, glæder mig til - om Gud vil - at nå frem til at se det hos alle mennesker, for så tror jeg at man er tæt på saligheden."

Du(mener heller ikke lige dig) er nærværende i dit liv, men der flygtes fra den realitet som livet ender med, nemlig døden, synes jeg, og det er det jeg mener med virkeligheden.


"Nej, tværtimod ser jeg det verdensbillede, du har (ikke dig!!) som temmelig tomt, koldt og afstumpet, som alt andet lige må bringe et liv af over-ansvarlighed og problemer med at give slip. For hvordan kan man slippe, når der ikke er andre til at tage over? Så må man erstatte Guds virke med noget andet, højt aktivitetsniveau, ekstrem fordybelse mentalt og/eller meget stor sportsudøvelse, misbrug af fx. alkohol el. lign. for at kunne koble fra??."

Forstår slet ikke hvad du mener, for mit vedkommende behøver jeg ikke et højt aktivitetsniveau, jeg bekymrer mig slet ikke om hvem der skal tage over, hvad er der at tage over? ingenting tror jeg. Jeg ser livet meget afslappet, jeg lever nu og er glad for livet, men jeg gør mig ingen forestillinger om det evige liv, jeg ved, at efter døden er det slut og det accepterer jeg, og derfor prøver jeg at få det bedste ud af mit liv nu, fordi jeg ved, det er den eneste chance jeg får, altså jeg har set virkeligheden i øjnene, flygter ikke fra døden eller livet, fordi jeg tror der findes noget bedre efter døden.


Ellen

Hej Nelle

Jeg forstår faktisk slet ikke at du kan nå frem til at mennesker "flygter fra livet og døden" ved at tro på Gud

Vil du fortælle mig, hvorfor du mener dette?

Mkh Malli

Shalom Kristina:o)

Og det kan jeg kun takke Herren for:o)..

Døden kommer jo for os alle, før eller siden... Hvorfor spilde tiden med at frygte døden, når man istedet kan glæde sig over livet:o)...Vi skal jo alligevel allesammen gense hinanden på den anden side:o)...

Guds fred..

Hej Kefas

Men nej.. Jeg er ikke bange for at dø.. Nok mere måden jeg skal dø...

Det kan jeg også genkende! - ikke så meget tilstanden, men måden hvorpå vi skal herfra. Vi lærer at det er "naturligt" at have dødsangsten, uanset hvori den befinder sig. Det er velsagtens gamle Adam (og Eva), der blotter en stor sårbarhed, fordi de er bange for smerte og lidelse, og det kan Modstanderen udnytte til at handlingslamme os, til at pine og plage os med skræmmebilleder, og til at så tvivl om hvorvidt nu Gud virkelig ønsker det bedste for os.

Der er i Heb. 2 en tæt forbindelse mellem dødsangsten og Satan "Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom"

Dybest set er dødsangsten, omend den er menneskelig, et udtryk for tvivl og vantro - en cirklen om sig selv, en pyldren om sig selv.

Jeg må med skam bekende at angsten for mit eget skind, dvs. måden hvorpå jeg skal dø, ligger meget dybere end angsten og bekymringen for de ufrelstes salighed .

Dybt pinligt.

Men jeg ved hvorhen jeg skal gå med denne indrømmelse, og om Gud vil, få nåde til at dø - også for dødsangsten.

Mkh Malli

Hej malli!

Du skriver (til Ellen): "Jeg forstår faktisk slet ikke at du kan nå frem til at mennesker "flygter fra livet og døden" ved at tro på Gud.

Vil du fortælle mig, hvorfor du mener dette?!"

Ja, det kunne jeg også lide at vide!
Jeg er jo enig med dig.
For mit eget vedkommende lever jeg også dette problematiske jordeliv med stor glæde og taknemmelighed - og meget mere intenst end før jeg blev kristen.

Jeg glæder mig hver eneste dag over Guds ufattelig smukke skaberværk, over alle de gaver, jeg modtager og over fællesskabet med mine medskabninger.

Græsset er blevet meget grønnere, synes jeg, og livet er meningsfuldt, også når det gør rigtig ondt.

Men det er nok sjældent muligt for os, som er kristne, at få ikke-troende til at begribe, at troen netop ikke er en flugt, men tværtimod en konfrontation med, og accept af, livets alvor og sorger og glæder.

Det handler om kærlighed uden grænser ...

kristina

Hej Malli

Hvis man tror på noget bedre efter livet, så flygter man fra døden samt det liv man lever.

Men det er jo sagt bare min holdning.


Ellen

Hej Kristina

"Jeg glæder mig hver eneste dag over Guds ufattelig smukke skaberværk, over alle de gaver, jeg modtager og over fællesskabet med mine medskabninger."

Jeg glæder mig også over hvor smukt naturen har formået at indrette sig samt fællesskabet med mine medmennesker.


"Men det er nok sjældent muligt for os, som er kristne, at få ikke-troende til at begribe, at troen netop ikke er en flugt, men tværtimod en konfrontation med, og accept af, livets alvor og sorger og glæder. "

Ja det er nok svært, men jeg har også flere oplevelser der ligger til grund for mit udsagn, oplevelser hvor dybt religiøse mennesker simpelthen ødelægger deres eget og andres liv med deres dogmatiske holdninger. Det er oplevelser helt tilbage fra min barndom (ikke min familie) , oplevelser som har været med til, at jeg idag er bange for al religion.


Ellen

Hej Ellen, du skriver: "Hvis man tror på noget bedre efter livet, så flygter man fra døden samt det liv man lever."

Jeg kan godt forstå, hvad du mener. Men nu er det sådan, at for os, som er kristne, er det evige liv hos Gud ikke bare fremtidsmusik - det er allerede begyndt!

I Joh 11,25-26 står der: Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

Så jeg flygter bestemt ikke fra dette jordeliv, men glæder mig over det, lever her og nu intenst og engageret, og håber at blive her mange år endnu.

Det kan "man" altså godt - og samtidig se frem til noget, der er endnu bedre, nemlig den nye himmel og den nye jord, hvor Gud har gjort op med al ondskab og al lidelse!

Åb 21, 3-4:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.

Du skriver også (vi skrev vist samtidig til hinanden her, så jeg tager lige dette her med) : jeg har også flere oplevelser der ligger til grund for mit udsagn, oplevelser hvor dybt religiøse mennesker simpelthen ødelægger deres eget og andres liv med deres dogmatiske holdninger. Det er oplevelser helt tilbage fra min barndom (ikke min familie) , oplevelser som har været med til, at jeg idag er bange for al religion. ...

Det er jeg virkelig ked af at høre, så forstår jeg dig meget bedre!

Ja, vi mennesker kan sandelig gøre hinanden megen fortræd, uanset overbevisning. Jeg er næsten sikker på, at de mennesker, du dengang mødte, og som ødelagde både deres eget og andres liv, slet ikke havde begrebet at nøgleordet i kristendommen (hvis de altså var kristne) er kærlighed ..

kristina