Café,

I diskussionen om, hvorvidt flagellen eller type 3 sekretionssystemet er ældst, er hér en artikel fra tidligere i år:

Saier M.H., 2004, "Evolution of bacterial type III protein secretion systems", Trends in Microbiology 12(3):113-5.

Saier peger på, at flagellens varians mellem forskellige arter er større end sekretionssystemet, hvilket tyder på, at førstnævnte har eksisteret længere end sidstnævnte. Det bemærkes også, at sekretionssystemet kun bruges til at udveksle proteiner med eubakterier, der slet ikke formodes at have eksisteret, da sekretionssystemet opstod. "Hvis fortidige sekretionssystemer blev brugt til at pumpe proteiner af bakterielle grunde, der intet har at gøre med bevægelse, hvorfor er sådanne funktioner så tilsyneladende gået tabt?" (p. 114)

Hvad angår de molekylære stamtræer, som Gophna et al. baserede deres konklusion på, påpeges det, at horisontal genoverførsel også kan forklare, hvorfor sekretionssystemet befinder sig i de fjernt beslægtede proteobakterier, og at det i øvrigt er velkendt, at proteiner i forskellige arter har udviklet sig med forskellige hastigheder. "På baggrund af disse overvejelser er det for tidligt at tilslutte sig Gophna et al.'s forslag, at sekretionssystemer var forløbere for flagellen." (p. 114)

Saier afslutter artiklen med at sige, at selvom han mener, at det er mest sandsynligt, at sekretionssystemet nedstammer fra flagellen, er der stadig behov for yderligere informationer:
    "Hvad angår den bakterielle flagel og sekretionssystemer, har vi tre (og kun tre) muligheder at vælge imellem. Enten at sekretionssystemet kom først; eller at flagellen kom først; eller at begge systemer udviklede sig fra en fælles forfader. I øjeblikket er der for lidt information til at skelne mellem disse muligheder med sikkerhed. Som det ofte er tilfældet, når man evaluerer evolutionære argumenter, må efterforskeren stole på logisk deduktion og sin intuition. Ifølge min egen intuition og de argumenter, der er fremsat ovenfor, foretrækker jeg mulighed nr. 2. Hvad er din mening?" (pp. 115-6)
Det fremføres ofte, at sekretionssystemet benyttes af bakterier til at pumpe giftstoffer ind i andre celler, hvilket er årsagen til mange sygdomme, deriblandt den farlige pølseforgiftning. Argumentet fra ondskab lader til ad bagvejen at have sneget sig ind i den videnskabelige diskussion. Hvad der sjældent nævnes er, at sekretionssystemet også benyttes i symbiotiske forhold, hvor de to arter hjælper hinanden, som i symbiosen mellem bakterier og snudebiller:

Dale C., Plague G.R., Wang B., Ochman H. & Moran N.A., 2002, "Type III secretion systems and the evolution of mutualistic endosymbiosis", Procedings of the National Academy of Sciences USA 99(19):12397-402.

Endelig kan jeg nævne, at Journal of Molecular Microbiology and Biotechnology har udsendt et
specialnummer, dedikeret til prokaryoternes bevægelsesmekanismer, med en mængde artikler om flagellen.

Guds fred,
Andreas
evolutionsteori/: Artikler om evolution og skabelse