Kære Ondt i troen

Jeg var i pinsen ude for en rystende oplevelse. Lige nu er jeg så deprimeret og magtesløs - måske véd jeg slet ikke, hvad kristne værdier er.

Jeg fik kontakt med Jesus for nogle år siden. Siden da begyndte jeg at komme i kirke hver søndag. Læser meget om tro og kristendom og føler mig på en måde tæt knyttet til IM.
Den kirke, jeg kommer mest i, er en alm. folkekirke, Men præsten dér er fyldt med ånd. Jeg har været med på hendes miniretræter. Det åbner en stor verden med varme og kærlighed.

Jeg har en god kollega / ven på min arbejdsplads, men i en anden afdeling. Hans far fik for et år siden 3 måneder tilbage at leve i - men han lever endnu, selv om han er meget dårlig.

Fredagen før pinse, blev han meget dårlig og lige inden vi lukkede i firmaet, måtte min ven tage på hospitalet.

Vi taler lidt privat engang imellem, så jeg tænkte meget på hans far i pinsen. Tilfældigvis mødte jeg så een om søndagen, der fortalte, at det stod rigtig slemt til, og at det kun er et spørgsmål om dage.
Fortvivlet ringede jeg straks hjem til min kollega. Vi kommer ikke sammen privat, og normalt ville jeg aldrig ringe til ham, men som kristen og medmenneske ville jeg sige til ham, at han altid kunne ringe til mig og at jeg ville gøre alt for at støtte ham i denne svære tid.
Selvfølgelig var han hos sin far, og så kørte jeg ud til der, hvor min ven bor med et brev, hvor jeg skrev dette.

Om tirsdagen, da jeg mødte på arbejde, kom han farende og skældte mig voldsomt ud. Hvad jeg bildte mig ind at blande privat og arbejde.
Sådan var det slet ikke ment, men han forstod det slet ikke, men sagde, at fremover var det KUN arbejde vi talte om.

Nu tør jeg ikke engang spørge, hvordan det går.
Hvor er kærligheden (ikke fysisk/forelsket), men omsorgen, interessen, bekymringen som et alm. menneske for et andet menneste, der har det svært.
Er det mig, der er helt galt på den? Han KAN eller VIL bare ikke forstå det. Jeg gik dagen efter hen til ham, for at sige, at naturligvis skal vi holde arbejde og privat adskilt, men jeg gjorde det ud fre en medmenneskelig følelse.
Vi talte HELT forbi hinanden.

I dag var det kun et "godmorgen". Jeg kunne se, at han var meget ked af det, men nej .. jeg turde simpelthen ikke at spørge. Jeg slides op indefra, for jeg er så dybt rystet over, at et hjerte kan være så koldt som en sten.

I fortvivlelse

Karina

Kære Karina

Jeg kan godt forstå at du er rystet og forvirret. Det har du god grund til. På den anden side, så skal du nok passe på med at lægge for meget i din vens afvisning af dig. Du må tænke på, at han er i en meget sårbar situation, hvor han måske har svært ved at håndtere sine følelser omkring farens sygdom. For mange mennesker er døden noget som er meget svært at forholde sig til og derfor kan vi ofte opleve meget ulogiske og underlige reaktioner. Som du selv skriver: Det kommer for tæt på - og i den situation slår man måske fra sig uden helt at vide hvorfor og hvem man rammer. I dette tilfælde gik det ud over dig.

Jeg tror, at du skal give både din kollega og dig selv noget tid. Mød ham fortsat med venlighed, og vent på at han evt. selv åbner op for at ville tale om det. Du har fået sagt til ham hvor du står og, at du gerne vil støtte hvis han brug for det. Mere kan du ikke gøre.

Hans reaktion behøver ikke betyde, at han har et koldt hjerte, men sikkert snarere, at han ikke magter at lukke dig (og måske andre) ind i sin smerte. Det kan der være mange grunde til, men du er nødt til at respektere, at det er sådan lige nu. Måske bliver det anderledes senere. Derfor må du ikke vende ham ryggen nu eller spille fornærmet overfor ham. Vis ham i praksis at du er der og vil ham det godt - måske lukker han så selv lidt op når han er klar til det.