Efterhånden synes jeg, at det er rent til grin at holde bryllup - i hvert fald i en kirke, hvor man står og lover hinanden, at man vil blive sammen "indtil døden skiller os ad", hvis man gør det for anden gang.

For ikke længe siden så jeg en udsendelse om 4 bryllupper, som alle havde fundet sted den samme dag, som kronprinseparrets.
De var meget forskellige, men eet af dem var for mig at se, at holde groft grin med hele systemet, og også at holde Gud for nar. Det var nemlig tredje gang, at den ene part blev gift.....!

Er "for altid" for meget forlangt, er det urimeligt?

Jeg mener, at når der nu bliver færre og færre, der holder dette løfte, hvorfor så ikke i stedet indføre en årmåls-kontrakt?
på 5, 10, 15, 20 år?

Det ene par holdt bryllup på et rådhus, og der bemærkede jeg, at Guds navn slet ikke blev nævnt, og derfor er det vel lidt mindre forpligtende - eller er det?
Hvad mener I?

Skal vi ikke til at se med lidt mere moderne briller på det med ægteskab - nu når de færreste alligevel ikke holder, hvad de lover?

Det kom forhåbentlig ikke bag på dig, at Guds navn ikke blev nævnt på rådhuset?

Et ægteskab indgået på rådhuset er lige så vel et ægteskab, som det, der er indgået i kirken. Gud er også vidne til det, men de mennekser har bare ikke ønsket Guds velsignelse..... nogle ønsker det så senere, og bliver velsignet i kirken.

Gud kan man ikke bare lukke uden for - man kan ønske det, men Han er der jo stadig. Tænk på strudsen, som stikker hovedet i busken!

Hej Jette

Du har ret i, at der er mange som bliver gift flere gange i en kirke, selv om de har lovet at leve sammen til døden med den første.

Desværre bunder det i noget meget mere dyb liggende forhold. For hvor er Gud under den kirkelige vielse? Det lyder måske meget provokerende, men det er faktisk situationen i disse tilfælde. Spørger man dem, kan man bl.a. få svar som "det er romantisk". "Ønsker Guds velsignelse, nu hvor man betaler Gud for at velsigne". Det er de mest begrundede svar jeg får, når jeg stiller dem spørgsmålet, til dem der bliver gift i folkekirken. Så man må gerne tage disse synspunkter op, for at fjerne mange af de troløse løfter.
Jeg var meget glad for en pige og ville gerne giftes med hende. Jeg fik at vide at præsten først skulle "godkende" at vi skulle giftes, inden der kunne blive tale om det. Det gjorder mig meget fornærmet og jeg tænkte at det kunne han ikke bestemme. Jeg har så senere fundet ud af at det var ikke lige præsten der skulle give positiv eller negativ tilsagn, men at vi skulle evt. mødes og have en grundig snak omkring det at blive gift. Jeg hved at vi i den menighed jeg er i nu, skal gennem et længere "kursus forløb", hvor der bliver fremlagt daglige ting og Bibelske situationer i ens hverdag som ægtepar (kan ikke huske hvor mange dage det løber over). Jeg er sikker på, at disse forløb gør, at der er nogle ting som man tænker mere over, inden man vælger at blive gift. Faktisk er jeg glad for, at jeg ikke blev gift med hende, for det ville have holdt mig væk fra et dejligt og velsignet liv med Herren.
Jeg har ikke set den pågældende udsendelse, men jeg er sikker på, at de er dem selv mere nok og mener at de kan klare det selv uden Jesus. (Gæt, for de er sikkert ikke blevet spurgt om hvad Jesus betyder for deres liv og hverdag).
Nu tror jeg ikke Gud er til stede på rådhuset, når der skal indgåes parskab. For Gud tvinger ingen. Han ønsker at vi selv tager imod det Han giver. Når nogen vælger at holde Gud uden for, så er Han der heller ikke.

K.h.
Kim

Hej Aert

En vielse paa raadhuset er da akkurat ligesaa forpligtende som i en kirke. Jeg er selv viet paa raadhuset, og jeg lover jo ikke en gud noget(som jeg ikke tror paa), men jeg lover min partner noget, og det er da det der maa have en betydning.

Ellen