Kære ven
Tak fordi du skriver. Selvom vi ikke altid kan finde de gode og rigtige svar, så er det alligevel godt at få stillet spørgsmålene og få givet udtryk for tvivlen og usikkerheden.
At du ofte føler dig bange, nedtrykt og ked af det, kan skyldes flere forskellige ting. Det kan skyldes bestemte ubehagelige oplevelser - måske fra din tidlige barndom, som har gemt sig i din underbevidsthed. Det kan skyldes personer i din familie eller omgangskreds, som du - måske ubevidst - er utryg ved eller usikker overfor. Det kan også skyldes forventninger og opgaver som stresser dig og som du ikke føler du kan magte. Eller det kan skyldes tendenser til depression og tungsind hos dig selv. Det kan være en kombination af flere af disse ting eller noget helt andet.
Under alle omstændigheder er det noget jeg vil anbefale dig at få gjort noget ved, før det det helt tager frimodigheden og livsglæden fra dig. Det bedste du kan gøre, er at gå til en dygtig sjælesørger eller terapeut. Eller en psykolog, som er uddannet til at genkende de mekanismer i vort sind, som skaber vores forståelse og oplevelse af os selv og andre. I nogle tilfælde kan det være en god idé at have samtaler med både en psykolog og en kristen sjælesørger samtidigt, da de problemer du fortæller om både har en psykisk og en åndelig side.
Du skriver også, at du ikke ved om du er frelst, selvom du beder Gud hjælpe dig og bekender dine synder for ham. Ofte følger vores psykiske, menneskelige problemer med ind i vores åndelige liv, sådan at vores forhold til Gud kommer til at afspejle vores forhold til andre mennesker - eller omvendt. Har du svært ved tro på andre menneskers accept af dig, kan du også have svært ved at tro på Guds accept og kærlighed. Det er ikke sådan at skille ad.
Til det sidste vil jeg sige til dig, at Gud har gennem apostlen Johannes sagt til os: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (1. Johannesbrev 1,9). Dvs. hvis du lægger din synd frem for Gud og indrømmer at du er en vantro synder, der kun kan blive frelst hvis Gud lader Jesu liv og død gælde i stedet for dig, så er du et frelst menneske! Dette er nemlig den tro, der frelser os. Mere skal der ikke til. Heller ikke for dig. Og det gælder også selvom du bliver ved med at synde og selvom det er de samme synder du igen og igen må komme til Gud med. Gud ved det er sådan og han siger aldrig stop eller afviser den som kommer til ham - tværtimod. Han vil at vi skal blive ved med at komme til ham, igen og igen, hele livet igennem.
Må Gud velsigne og hjælpe dig til at tro på ham og til at få hjælp til din frygt og uro.
venlig hilsen
Asbjørn Asmussen
(Netmissionær)