Jeg er kommet til at tænke på, hvad der ligger i udtrykket: "Vor Herre bevar's!"
Da min farmor lå på hospitalet, og blev behandlet for kræft, fortalte hun, hvordan det slog hende, at der var mennesker på den afdelig, som selv havde fået kræft, som brugte udtrykket: Det vil jeg kraftedme ikke finde mig i og "Vor Herre bevar's!"
Den første af de to eder, sådan som hun opfattede det, chokerede hende, for hvordan kunne mennesker der var ramt af den sygdom bede om, at den måtte æde dem op?. Det var jo det, de var i behandling for!
Samtidig, så måtte hun da mene, at de i allerhøjeste grad havde brug for Herrens beskyttelse i det, de stod midt i!
Hun var en from dame - tag ikke fejl af det, og hun udnyttede enhver anledning til at snakke med de mennesker, som hun var sammen med, og også om det, de dér sagde.
Hun snakkede også lige ud med dem om, at det de gjorde, det var at bande, og at de faktisk nedbad Guds vrede over sig ved at sige, som de gjorde.
Nogle lo af hende, andre var målløse over, at det betød det, for det havde de aldrig tænkt over!
Hvad mener I, er det at bande at sige sådan ?
- og er der måske forskel på de to eder?
Har min farmor forstået det rigtigt, eller overfortolket - hvad mener I?
Mange vil måske hævde, at man med disse sætninger blot ønsker at tage afstand fra noget, måske endda vise sin afsky, og at det bare er en almindelig talemåde.
Andre hævder måske, at det er en bøn til Gud om, at han vil bevare os fx mod alt ondt!
Hvad siger I?