Jeg har været på "Godt begyndt" kursus, hvilket jeg syntes utrolig godt om! Men jeg kunne godt tænke mig at hører, hvad andre syntes om den slags kurser.

Det sidste nye 'kursus' (jeg har hørt om) hedder "Parat til start". Det er beregnet til brudepar, som har sat datoen for bryllupet, men som ikke er blevet gift endnu!

Er det noget, du kunne forestille dig at deltage i, eller afskyr du den slags kurser. Jeg kunne godt tænke mig at høre dine argumenter, hvad enten du er for eller imod disse kurser!

Venlig hilsen
En endnu ikke 30 årig, som har været gift i 8 år!!!

Hej Ruby

Jeg har aldrig selv været på et ægteskabs kursus, men synes det er en rigtig god ide.

Når vi skal lære noget så simpelt som at køre bil skal vi efterhånden have rigtig mange køretimer, det skal læres ordentligt inden vi bliver sluppet løs på egen hånd....

Men nåt vi skal have det noget mere kompliserede - nemlig et ægteskab - startet og holdt kørende ---- tja så må vi ofte klare os selv.....

Jeg tror at hvis det var obligatorisk med et lille kursus - måske bare 5 timer - ville mange være langt bedre rustet til at gennemføre et ægteskab..... nogle ville måske finde ud af at de slet ikke er modne til det endnu.....

Hej Ester

Jeg tror slet ikke paa saadanne kurser, jeg tror ikke man kan "laere" at leve sammen med et andet menneske paa forhaand.

Et aegteskab kan jo ikke sammenlignes med at laere at koere bil, et aegteskab er et samliv mellem to selvstaendige individer paa godt og ondt, give og tage, glaeder og sorger osv osv, det kan man ikke laere paa et kursus.

Ellen

Hej Nelle

Jeg mener ikke at vi som sådan skal lære at leve sammen med et bestemt menneske.

Det jeg mener man kan (skal) lære inden man gifter sig er hvad det vil sige "at leve sammen med et menneske på godt og ondt" Hvis folk er klar over hvordan et ægteskab fungere og hvad det kan byde på af gode ting og svære beslutninger og til tider prøvelser over fx uenighed - så tror jeg at vi ville være mere rustede til at gennemføre et ægteskab...... og nogle ville måske opdage at den mundfuld er for stor og at man slet ikke er moden til det endnu....

Hejsa Ruby

Nu kan kursus være mange ting. Personligt mener jeg det kan være en god ting. Jeg kommer i en kirke, hvor vi har nogle kurser inden man skal giftes. Dem der holder kurserne, er et ægtepar fra kirken som er åbne for mange aspekter i ægteskabet. Der vil blive snakket om forventninger. ønsker og mål i ægteskabet og livet, dagligdags hennelser som man kan komme i.

Når man har disse samtaler og der bliver gået grundigt i dybden med disse, får man jo også et mere nuanceret syn på hvem det er man skal til at dele resten af livet sammen med, samtidig med at man får at vide de ofre man skal tage som virkelig kan gør ondt på en, men også de løsnigner som vi kristne har for at det hele lykkes.

K.h.
Kim

Hej Ester.

Jeg er næsten så enig med dig som man kan være. Jeg tror dog at 5 timer er langt under grænsen for hvad der skal til. Jeg tror at 10 - 12 timer er mere passende, så man virkelig kan komme til bunds i de emner der er. (Forventninger af modparten, ønsker i ægteskabet, økonomi, sex, børnefamilie, opdragelse og ansvar, daglige gøremål, hvilke aktiveteter man ser lave sammen) bare for at nævne dem jeg kan komme på nu.

K.h.
Kim

Hej Ester

Hvor er det rigtigt. En anden ting er også, at når man er blevet gift, hedder det ikke længerer jeg men vi.

Jeg er fuldt overbevist om at de fleste skilsmisser er bundet i jeg forhold i stedet for vi forhold.

K.h.
Kim

Hej Ester

Det ville vaere en god ide, hvis alle mennesker var/er ens, men det er vi jo heldigvis ikke, saa derfor er forhold og problemer heller ikke noget man kan tale om paa forhaand.

Ellen

Hej Steincke

Det er jeg ret enig i, det kommer som et chok for mange naar man skal til at taenke vi og ikke kun jeg.

Det bliver let til jeg vil og oensker, istedet for, hvad vil VI gerne, men det tror jeg ikke er let at aendre helt, naar alt kommer til alt er de fleste mennesker alligevel sig selv naermest, og hvis det ikke er tilfaeldet, saa vil den ene part som regel give sig lidt eller helt, 100% lige kompromisser tror jeg ikke eksisterer.

Ellen

Hej Ellen

Du har ret, at det kan være meget svært at ændre det fra jeg til vi. Til gengæld tror jeg det er muligt med 100% kompromi. Mennesker før os, har levet i et forhold som dette. Jeg er mere tilbøjelig til at tro det har noget med vores opdragelse at gøre, ikke sagt vi skal tilbage med er forhold hvor børne er angst for deres helbred over for forældrene.
Hvis man får et forhold barn forældre, hvor forældrene stiller krav om almen dannelse og respekt for andre (ved selv at vise dette) til børne, viser at det ER forældrene der BESTEMMER over børne, ved at stoppe serviceringen ved børns pres. For at nævne 2.

K.h.
Kim

Hej Kim

Mener du at det hoeje skilsmissetal ligger begravet i maaden boern bliver opdraget paa?


Ellen

Hej Ellen

Man kan aldrig tilskrive børn, at deres forældre bliver skilt. Til gengæld er det fakta, at hvad man giver børn, er hvad de bliver til. Hvad man viser børn, er hvad børn tror er rigtigt (normalt).

K.h.
Kim

Hej Nelle

jeg tror ikke man kan "laere" at leve sammen med et andet menneske paa forhaand.

Nej, selvfølgelig kan man ikke det!
Men man kan måske lære hinanden bedre at kende. Man kan lære noget om konfliktløsning generelt. Man kan få aftalt nogle ganske simple praktiske ting, f.eks. hvem der står for indkøb og bilvask m.m.

Min mand og jeg havde nogle samtaler med vores præstepar op til vores bryllup. Det var nok en slags kursus. Det har vi kunnet bruge til rigtig meget. Igennem samtalerne kom vi også indbyrdes til at snakke om mange forskellige ting, som vi ellers aldrig ville have tænkt på at snakke om. Det har givet os en rigtig god indgang til ægteskabet, selvom vi ikke har "lært" at leve sammen.

Desuden er det jo samtaler på firemandshånd, så det blev aldrig så generelt at det ikke kunne sættes i relation til vores forhold og vores kommende ægteskab.

Guds fred!

;o) fra Thilde

Hej Thilde

Undskyld mit sene svar, men der har været ferie:-)

Jeg tror ikke på man kan lære konfliktløsning på forhånd, du skriver så at man kan få aftalt hvem der fx skal tage bilvasken og eller indkøbene, det tror jeg heller ikke på man kan få aftalt på forhånd, et er teori noget andet er praksis, hvis man skal aftale og planlægge alt for at få et forhold til at fungere, så ryger fleksibiliteten sig en tur.

De problemer der opstår omkring praktiske gøremål ligger meget ofte begravet i andre ting, problemer som ikke er blevet løst.

To mennesker som lever sammen har hver en spand fyldt med goodwill til den anden part, men bliver denne spand tom, er det at problemerne opstår, og uløste problemer æder af den spand med goodwill.

Ellen

Hej Nelle

Du skriver:
To mennesker som lever sammen har hver en spand fyldt med goodwill til den anden part, men bliver denne spand tom, er det at problemerne opstår, og uløste problemer æder af den spand med goodwill.

Det er jo lige præcis den slags ting, som et godt ægteskabskursus skal handle om. Fx: Hvad kan vi gøre for at forstå hinanden og vores baggrund (spand) bedre? Hvordan forebygger vi at der overhovedet opstår konflikter? Hvordan kommunikerer vi kærligt med hinanden? Hvilke vanskeligheder skal vi være forberedt på? Osv.

Min kone og jeg er selv medarbejdere Par•Seminar, som er en slags kursus-retræte for (ikke helt nye) ægtepar. Det er helt utroligt hvad vi oplever på disse kurser, som virkelig hjælper ægtepar til at opleve meget mere lykke og glæde i ægteskabet. Ofte er det små ting, som skal til, men som man har brug for et lille skub til.

På Par•Seminar kalder vi spanden med goodwill for følelsesbeholderen eller tillidstanken.

Se Par•Seminar

Hej Asbjørn

Det vil jeg kun give dig ret i. En anden ting der er omkring "spandene", er vedligeholdelsen. For når vi modtager noget fra ægtefællens "spand", er det meningen at vi skal komme indholdet fra den "spand" ned i vores egen og ikke kun tænke på at det er dejligt det man får, eller at der må ligge noget bag.

K.h.
Kim

Hej

Jeg skal da ikke afvise at det i nogle tilfælde kan have en effekt med kurser, men generelt tror jeg problemerne bliver værre, jeg kender også par, som har forsøgt sig med disse kurser uden held.

Kærlighed, forståelse, tillid osv. kan ikke læres på kurser, følelser kan ikke lære at føle anderledes, det skal komme indefra som en naturlig ting, og man kan da slet ikke lære disse ting på forhånd.


Ellen

Hej Ellen

Nu tror jeg, at det godt kan lade sig gøre. Det hele handler i bund og grund om tilgivelse, når man starter på kurset i situationer hvor det skal rette op på noget.

Hvad er tilgivelse værd, hvis man ikke glemmer det der tilgives? Det er nemt at sige man tilgiver, men det er sværre at tilgive, for når man tilgiver, opgiver man de sider man mener at have ret i og går vedkommende i møde.

Nu tror jeg at forståelse er noget man godt kan lære. Situationen er bare den om man vil lære. Er man for selvfikseret og mener at den måde man ser tingene på er den eneste rette, så udelukker man mulighederne for at lære, at forstå modparten. En anden ting er jo også en løbende kommunikation, for hele tiden at blive opdateret i hvordan modparten skal forståes.

K.h.
Kim

Nelle, du skriver:

"Kærlighed, forståelse, tillid osv. kan ikke læres på kurser ..."
Enig, det kan ikke læres på kurser.

Men man kan lære noget, der kan føre til vækst i kærlighed, forståelse og tillid, nemlig at kommunikere bedre med hinanden, at arbejde på at de budskaber vi kommer med, bliver forstået som de er ment, og at vi selv tolker de budskaber, som vi modtager, rigtigt.

Megen ægteskabelig elendighed skyldes nemlig misforståelser. Vi slæber en masse med os fra vores fortid, mange signaler og udtryk, som giver associationer til (måske pinefulde) hændelser og oplevelser, som vi ikke umiddelbart deler med vores partner.

F.eks. var jeg selv længe om at lære, at når min elskede ikke duede til at trøste mig, hvis jeg græd, men tværtimod tavs og indædt gik sig en tur alene, så var det ikke fordi han kun kunne lide mig, når jeg var glad, men fordi han var lammet af en rædsel, som han slet ikke magtede at give udtryk for.

Hans første kone tog nemlig sit liv efter mange selvmordsforsøg, som hver gang netop begyndte med grådanfald ..

Det var en utrolig lettelse for os begge at få talt om det, og det skulle der faktisk en tredje person til at finde ud af, og sætte ord på, dengang det hele var ved at gå i hårdknude for os, fordi problemet var selvforstærkende, og vi begge blev mere og mere fortvivlede ...

Så jo, jeg er en varm fortaler for rådgivning og kurser, hvor man kan blive konfronteret med, og dermed forbedre, sin uheldige/misforståelige kommunikation.

kristina

Hej Kristina

Måske kan nogen lære at kommunikere bedre i et ægteskab på kurser, det er jeg ikke uenig i, men tråden er kommet lidt ud på et sidespor, oprindelig talte vi om, at lære at leve sammen, også før man er gift, og det kan man ikke lære.

Ellen

Hej Kim

Forståelse og kærlighed for sin partner hænger sammen, og det kan ikke læres. Tilgivelse er også nemmere hvis man elsker eller føler kærlighed for den person man lever med, og så længe følelserne er der, tror jeg også min spand med good-will aldrig vil blive helt tom, elske et andet menneske kan ikke læres.


Ellen

Hej Nelle

Jeg mener nu, at kærlighed er langt mere end følelserne. Kærlighed er først og fremmest VILJEN til at elske! Når man bliver gift bliver man jo også spurgt: VIL du elske og VIL du ære...

Guds fred!

fra Thilde

Hej Thilde

Nej sådan mener jeg ikke det er, elsker man følger kærligheden også med. Hvis ikke kærlighed til et andet menneske er en følelse, hvad er det så?

Man bliver vel heller ikke gift, hvis man ikke elsker og føler kærlighed for den person man gifter sig med, og fordi man lover at elske og ære et andet menneske den dag man bliver gift, er det altså ikke en garanti for, at den følelse vil holde, det tror jeg faktisk skilsmissestatistikken er et levende bevis på.

Hvis man ikke elsker og føler kærlighed til en person længere, kan viljen altså ikke fremtvinge en ægte følelse, det nægter jeg at tro på. Men viljen kan tvinge en person til at blive i et ægteskab, også uden der er følelser tilbage for den anden part.

Ellen

Hej Thilde,

Jeg er helt enig med dig, Thilde. Kærlighed er ikke en følelse, men noget langt, langt større.

Kærlighed rummer alle følelser: glæde, vrede, sorg og frygt.

Kærlighed er vilje, beslutning, holdning og handling.

Den idealistiske åndsretning romantikken , som opstod i Tyskland i slutningen af 1700-tallet, (efter oplysningstiden fik fra og med første halvdel af 1800-tallet afgørende betydning for litteratur, åndsliv, kunst og politik i hele Europa.

Karakteristisk for romantikken er en følelsesfuld subjektivisme: "at elske er at føle" - noget med blussende kinder og bankende hjerter - at være forelsket - og et panteistisk livssyn.

Guds kærlighed - kristen kærlighed - er en hjerne-hjerte-sag, hvor den elskedes vel er vigtigere end ens eget.

kristina

Hej Kristina

jeg er helt uenig, kærlighed er en følelse, og kærlighed rummer mange ting, altså andre følelser, men kærlighed er en stor følelse, der indeholder mange forskellige følelser, som sorg, vrede, glæde osv.

Men det er vist et def. spørgsmål, set fra forskellige livsholdninger, den religiøse og ikke religiøse.


Ellen

Hej

Det er en interessant debat denneher, fordi den - for mig at se - rører ved noget af det som er årsagen til alt for mange konflikter og misforståelser i parforholdet. Nemlig sammenblandingen af forelskelse og kærlighed, følelse og vilje. At det er vigtigt, at holde disse begreber adskilt er ikke en særlig religiøs idé, men anerkendt af masser af terapeuter og psykologer verden over.

Den følelse vi ofte kalder kærlighed, er i virkeligheden det som mere korrekt bør kaldes forelskelse. Forelskelsen er nemlig den følelse, jeg oplever, når jeg føler mig tiltrukket af en anden, bliver opstemt - ikke bare sexuelt, men i det hele taget i samværet med den jeg elsker. Forelskelsen er følelsen af, at han eller hun er den eneste ene.

Men netop fordi forelskelsen er en følelse, så er den ikke nem at kontrollere. Den kommer og går, pludseligt eller forudsigeligt. Den opstår i glimt eller kan holde sig lang tid. Forelskelsen er dejlig, smuk og livsbekræftende. Og som oftest er den begyndelsen til et godt og stabilt parforhold. Men - man kan ikke bygge et parforhold på forelskelsen alene. Der skal mere til end gode, men ustabile vibrationer.

Til et solidt og godt parforhold hører også ansvar, trofasthed, forpligtelse, tjeneste o.lign. Altså noget som mere har med vilje og beslutninger at gøre, end det har med hjertevarme følelser at gøre. Dette er kærligheden! Det er det som vokser frem og mere og mere tager over i det seriøse og forpligtende parforhold.

I et godt ægteskab er kærligheden, dette at de to gensidigt VIL hinanden, det fundament som holder og som skaber grundlag for den ene forelskelse efter den anden. Og det er netop i vekselvirkningen mellem kærlighed og forelskelse, vilje og følelse, at vi som ægtepar kan oplever den maksimale lykke.

Derfor er det så vigtigt, at vi ikke forveksler eller sammenblander de to ting. Tror vi at forelskelsen er lig med kærlighed, så er vi parate til at opgive det hele og gå fra hinanden, den dag forelskelsen er væk. (og det er den før eller siden!) Og tror vi, at kærligheden er lig med forelskelse, så bliver ægteskabet lidt for kedeligt :-) (og så laver vi sidespring og andre dumheder)

Desværre oplever vi denne fatale sammenblanding i de fleste såkaldte kærlighedsfilm eller romantiske film, som sjældent handler om kærlighed, men blot om flygtige forelskelser (som blæses op til noget som det slet ikke kan bære). En gang imellem ser vi dog også gode undtagelser, som fx. i "En kærlighedshistorie".

For at sige det lidt firkantet: kærligheden er grundlæggende en viljeshandling og sidder derfor i hovedet. Forelskelsen er grundlæggende en følelse og sidder derfor i hjertet. Kan vi få de to til at arbejde sammen, så er der dømt livslang lykke.

Og -n Netop fordi kærligheden har med viljen og valget at gøre, så kan kærlighed også læres! Både på kurser og i det daglige liv. Det kan forelskelsen derimod ikke.

Hej Asbjørn

Nej man må ikke blande kærlighed og forelskelse sammen, det gør jeg heller ikke.

Der er nemlig forskel på at elske og så være forelsket i en person.

Forelskelse er noget flygtigt, jeg tror de fleste har oplevet den følelse af forelskelse som så efterhånden fortager sig og går over i kærlighed, kærlighed til et andet menneske indeholder mange forskellige følelser, man elsker, man føler vrede, man skuffes, man føler ansvar, man føler glæde og sorg , der er utrolig mange ambivalente følelser forbundet med at elske og dermed føle kærlighed til et andet menneske.

kærligheden/elske et andet menneske er fundamentet for at viljen til at VILLE er tilstede. Er kærligheden ikke længere tilstede vil viljen automatisk også blive svækket.


Ellen

Det er med store tåre jeg læser dit svar. At leve i et forhold der bygger på følelser om man har goodwill, er for mig at se meget fattigt. Man har ingen styr på følelserne og de køre både op og ned, for de bygger på det man er i.
Med kærligheden er der tilgivelse. Uden tilgivelse er der ingen kærlighed, men et begær om at blive elsket. Hvad er det værd, når man er elsket på sine egne præmisser og ikke for at vedkommende virkelig har kærlighed til en og giver det som vedkommende kan i en givende situation.

Du har ret, at det er nemmerer at tilgive hvis følelserne er gode, men hvad er tilgivelsen da værd, hvis den kun er på overfladen og ikke er dybtliggende, men kan ændres hvis føleserne ændre sig. Tillid er som et hus. Hvis det er bygget dybt ned i grunden og følelserne som er vinden, vil det hele stå for evigt, men bygger man et hus oven på og vinden kommer, så står det ikke fast og man mister sit hjem, som er skilsmissen.

K.h.
Kim

Hej Nelle

Jeg faldt lige over denne programbeskrivelse for et DR2 program den 13/7 med titlen "Størst er kærligheden". Programmet får følgende ord med på vejen:

"Mette havde fundet manden i sit liv og skulle giftes, og derfor var der slet ikke plads til Kim, som hun tilfældigt havde mødt lige inden sit bryllup. Men få uger efter brylluppet måtte Mette lytte til sit hjerte og lukke Kim ind i det. Hun forlod mand, hus og det nye ægteskab og fandt sammen med manden i sit liv - Kim."

Dette er hvad jeg kalder total misforståelse af kærlighedens væsen. Uden at kende historien bag dette, så lugter det alligevel langt væk af en grundig sammenblanding af forelskelse og kærlighed. Det vil ikke undre mig om dette nye forhold bliver ret så kortvarigt. Kærlighed handler nemlig ikke om at "lytte til sit hjerte", men om at stå ved sit løfte og vise ansvarlighed overfor den man har valgt at dele livet med.

Titlen er hentet fra Bibelen, hvor der i samme kapitel (1. Korintherbrev 13) står:

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt."

Titlen på det TV-program er virkelig citat-fusk så det klodser. Programmet skulle istedet have heddet: "Når kærligheden bliver kold".

Hej Asbjørn


Misforståelse på kærligheden er der vel ikke noget der hedder, der er jo ikke facit på, hvad kærlighed egentlig er for en størrelse.

Eksemplet med Mette viser jo egentlig, at hun ikke var bevidst om hvad kærlighed var for hende inden hun sagde ja til ægteskabet. Måske finder hun heller ikke en vedvarende kærlighed i det nye forhold, måske gør hun, vi må da håbe på det sidste.

Mange gifter sig alt for hurtigt, de tror de elsker, men det viser sig desværre ofte, at det er forelskelsens rus der har ført dem sammem i ægteskabet, og det fungerer bare ikke. Bliver disse mennesker sammen, er det jo ikke af kærlighed, men af bekvemmelighed eller man føler sig forpligtet til at blive, man vil ikke såre sin mand/kone eller børnene.

I Mette´s tilfælde kan vi da sige, godt hun fandt ud af det så hurtigt inden der kom børn også.


Ellen

Hej Ellen.

Jo, der er en facit til kærligheden. Asbjørn nævner den faktisk i sit svar til dig.

K.h.
Kim

Hej

Nej, jeg mener ikke der er noget facit på kærligheden, og heldigvis for det.


Ellen

Hej Ellen.

Du tager fejl. Hvad er det her så???

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Det er da en facit liste.

Der findes selvfølgelig mennesker som ikke ønsker denne her facit liste. Dem ser vi hvor børne (hvis der er født nogen) rejser mere end børn gjoder før.

K.h.
Kim

Hej igen

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt."

Jo, vi kan godt blive enige om det er symboler på kærligheden, men det vi rent faktisk diskuterede var ikke hvad kærlighed er, når den er til stede, men mere end facitliste til kærligheden, og den findes ikke.

Hvis ikke kærligheden er tilstede, så kan man ikke fremtvinge alle disse symboler på kærligheden, ikke hvis man vil være ærlig overfor sig selv og andre.


Ellen

Hej Ellen.

Her er et lille kursus, for det er ikke symboler der står men en facit liste.

Kærligheden er tålmodig = Kærligheden venter på modparten. kærligheden er mild = Kærligheden opmuntre i vejledning. den misunder ikke = Kærligheden glæder sig i nuet. kærligheden praler ikke = kærligheden ophøjer ikke sig selv. bilder sig ikke noget ind = kærligheden bygger ikke fantasi/egne tanker om andre op. o.s.v.

Til det kan du udskifte ordet kærlighed ud med dig. Så med mindre du er et symbol, hvilket jeg nægter at tro på, for du er skabt i Guds biled og Han er ikke et symbol, så har du facittet her.

K.h.
Kim

Hej

Nej, men stadig var det ikke det vi diskuterede, vi diskuterer ikke hvad kærlighed er, men hvorvidt man kan forstille sig og forestille sig man nærer kærlighed til et andet menneske, hvis ikke man har den følelse i sig.

Til sidst, vil jeg lige pointere igen, at jeg ikke tror på gud eller guder, derfor forestiller jeg mig heller ikke at være skabt i nogens billede, så du skal nok se, jeg er måske et symbol


Ellen

Hej Ellen

Ja, om du skulle være et symbol. Nej, det vil du ikke være, selv om du ikke tror på Jesus.

Ellen, selv om mange har mere end halveret kærligheden, så er kærligheden meget meget mere end følelser. Dine følelser er dem du bliver trukket rundt i. Følelser vil ødelægge en, følelser støtter aldrig en konstant. Det er grunden til at man må have grund kærligheden (Biblens defination af kærlighed og OVEN på denne, kan man have følelser. Hvis du har en kærlig følelse over for et andet manneske, så er det et begær. Et begær om at kunne være sammen med det menneske og for at begæret ikke skal melde sig klart ud, kommer det i et klæde der hedder "kærlighed".

K.h.
Kim

Hej igen

"Ja, om du skulle være et symbol. Nej, det vil du ikke være, selv om du ikke tror på Jesus."

Nu var det ment for sjov



"Ellen, selv om mange har mere end halveret kærligheden, så er kærligheden meget meget mere end følelser. Dine følelser er dem du bliver trukket rundt i. Følelser vil ødelægge en, følelser støtter aldrig en konstant. Det er grunden til at man må have grund kærligheden (Biblens defination af kærlighed og OVEN på denne, kan man have følelser. Hvis du har en kærlig følelse over for et andet manneske, så er det et begær. Et begær om at kunne være sammen med det menneske og for at begæret ikke skal melde sig klart ud, kommer det i et klæde der hedder "kærlighed".""

Hvordan kan du vide, Bibelens def. på kærlighed er den rigtige, det er et synpunkt, ikke andet, men en endegyldig def. kan jeg ikke gå med til det er. Du mener bibelens udlægning af kærligheden er den rigtige, derefter lever du, fair nok...men jeg mener faktisk bibelen med kristendommen i hånden på mange måder fremstår for det modsatte.


ellen

Hej Ellen.

Nu siger du, at kristendommen fremstår som det modsatte. Det har jeg svært ved at forstå. For ser vi igen på Biblens defination på kærlighed, så er det jo en modstand imod ens eget ønske men med fokus på modpartens vel. Lige som Jesus tjente os p.g.a. at sin kærlighed til os. Han havde magt til at det var os der skulle korsfæstes, men valgte at blive det selv.

Til gengæld kan jeg da godt se, at der findes mennesker der siger de er kristne, men de VIL ikke tilgive. Der vil jeg selvfølgelig sætte spørgsmålstegn.

Kh
Kim

Hej Steincke

Ja det mener jeg faktisk kristendommen gør, det er nok fordi jeg ser med andre øjne på det end dig, da jeg mener al religion uanset om det er kristendommen eller islam er undertrykkende for mennesker.

Religion rummer så megen fordømmelse at budet om kærlighed bliver udraderet, synes jeg. Samtidig med, at jeg ikke mener troen har noget som helst med virkeligheden at gøre.....


Ellen