Hej Asbjørn.

Al den smerte jeg læser om i din brevkasse!!!
Jeg står I den situation at jeg lever i kontant frygt for at gå fortabt og at alt håb er ude for mig og ved ikke hvor jeg skal gå hen med det længere.
Jeg har hørt alle sjælesørgereriske råd og har også en masse åndelig forvirring; fordi jeg har flyttet meget rundt i de forskellige kirkesamfund, i starten af nysgerrighed senere af nød jeg ved ikke hvad jeg skal gøre men jeg mangler i fortvivlende grad frelsesvished og når jeg leder efter den i ordet bliver det bare værre fordi jeg synes jeg stemmer alt for godt overens med apostlenes beskrivelse af en frafalden. Tit ligger jeg bare og beder Gud om nåde. Jeg vil bare have fred!!!

Kære ven

Jeg tror godt jeg tør sige dette lige ud: Du behøver ikke at frygte for at gå fortabt! De mennesker som står i fare for at gå evigt fortabt er nemlig ikke dem som beder Gud om nåde og hjælp sådan som du gør det. Men det er derimod dem som er ligeglade med Gud og som ikke vil have med ham at gøre. De har grund til at frygte, men gør det ikke fordi de ikke tager Gud alvorligt eller ikke vil bøje sig under hans ord.

Sådan som jeg læser dit indlæg her, så er din situation en hel anden. De søger frelse og du beder om Guds nåde. Du ønsker at Gud skal give dig fred. Dit problem er altså ikke din vantro, men snarere at du har så svært ved at tage imod og tro at Guds nåde og tilgivelse også gælder dig. Fordi du føler dig frafalden. Du føler dig fortabt.

Til dig taler Guds ord meget klart og direkte. Fx når Jesus siger: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." (Mattæusevangeliet 11,28) eller "den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" (Johannesevangeliet 6,37). Den tro der frelser er den tro der erkender, at som jer er i mig selv, er jeg fortabt, og derfor har jeg brug for Guds nåde for at blive frelst. Kommer du til Gud med den indstilling, så viser du tro, og så er Gud ikke længere din dommer, men din frelser.

Du skriver at du mangler frelsesvished og at du synes at Guds ord fordømmer dig. Du har ret i at Guds ord dømmer, men det er vel at mærke den som vender ryggen til Gud, som han dømmer, ikke den som kommer til ham med tomme hænder og et åbent hjerte. Frelsesvisheden bygger ikke på den tvivl og de svigt som du oplever hos dig selv, men den bygger på de gode løfter som Gud selv giver, fx når han siger: "Den, der tror på ham (Jesus), dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn." (Johannesevangeliet 3,18).

Du føler sikkert at din tro er meget meget lille. Ja, men det er netop den lille og kraftesløse tro, der bringer os tættest til Jesus. Det er nemlig den tro der ikke bilder sig selv noget ind og ikke har noget fint eller stærkt at komme med. Det er den hjælpløse tro der er den frelsende tro.

Derfor: Vend dine øjne væk fra dig selv og din ringe tro og se istedet på ham, som har ofret sig selv for mennesker som dig. Han spørger nemlig ikke efter hvor god og vellykket du er, men om du tror, at du har brug for ham. Og det har du!

Må Gud velsigne dig til at tro på ham og til at finde hvile i at dette er alt hvad du behøver for at eje en sund frelsesvished.

PS: Læs evt. også dette svar og disse to svar fra svararkivet: Hvad er en stor tro? og Hvordan kan jeg vide, at jeg er frelst. Du kan sikkert osgå finde noget hjælp studie 7 i inTRO-kurset: Tro og frelse - hvordan være sikker?